Indledende Bemærkninger

Da den danske Rigsdagsdelegation i Paris fremsatte det danske Folks og de danske Slesvigeres Ønsker med Hensyn til Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal, var Sikringen af Afstemningens Frihed og Hemmelighed et Hovedpunkt. 

Enhver, der fra tidligere Tid havde Kendskab til Forholdene i Mellemslesvig, maatte paa Forhaand stille sig meget skeptisk overfor Muligheden af at skabe Sikkerhed for, at denne Befolkning, der i saa lang en Aarrække har levet i Brydningsomraadet for Sprog og Sindelag, og som mere end nogen anden Befolkningsdel i Slesvig har savnet kraftig national Støtte, kunde komme til at give sin egen Mening til Kende i fuld Frihed og uden nogensomhelst Paavirkning eller Tryk fra det preussiske Embedsvældes Repræsentanter.

Den danske Befolkning, der i Flensborg for en meget stor Del hører hjemme i den jævne og mindre bemidlede Arbejderklasse, og som i Landdistriktet ofte lever i isolerede Landsbyer med lang Vej til nærmeste By, har kun i altfor høj Grad savnet politisk Oplysning og har under et gennem Menneskealdre fortsat Tryk fra oven savnet fornøden Selvstændighedsfølelse og Evne til at hævde sig overfor de lokale Autoriteter. Den har derfor været et taknemligt Objekt for det preussiske Embedsapparats Virksomhed og er gennem den preussiske Skolessystematiske Paavirkning allerede fra Barnealderen bleven hensat i en aandelig Umyndighedstilstand, og det var forbundet med de største Vanskeligheder i Løbet af kun 7 Uger - thi før Rømningen af Zonen for tyske Tropper var ethvert Arbejde forhindret - at frigøre den saaledes, at den kunde indtage en fri og virkeligbegrundet Stilling til Grænsespørgsmaalet, upaavirket af Præster og Skolelæreres Krav om Pligter mod ”det militært ubesejrede store tyske Fædreland”, men derimod hvilende paa en klar Opfattelse af, hvad der i sproglig, national og økonomisk Henseende baadede[1] Landet og Folket bedst.

Fredstraktaten[2] fastslog da ogsaa i Art. 109, at Afstemningen skulde være ”fri, oprigtig og hemmelig”, og at den internat. Komm. skulde tage alle de Forholdsregler, der var nødvendige for at sikre en saadan Viljesytring fra Befolkningens Side. Det af Kommissionen udstedte Valgreglement af 10. Jan. 1920 søgte i videste Omfang at betrygge Afstemningens Frihed og Hemmelighed (Afsnit VIII) og fastsatte strenge Straffe for Krænkelse af denne (Afsnit X) .... Ligeledes erstattedes i Overensstemmelse med Fredstraktatens Forskrifter de højere tyske Embedsmænd som Overborgmester Todsen[3] i Flensborg, Landraaderne og Amtsforstanderne med nye Mænd, der udnævntes af Kommissionen. Men hele det underordnede Embedsmandspersonale forblev i sine Stillinger i Stat og Kommune, og hvad det maatte betyde, kunde enhver, der kendte den mellemslesvigske Befolknings Tankegang, ikke være i Tvivl om. Præster og Lærere, Bærerne af Fortyskningen, øver en afgørende Indflydelse i Mellemslesvig. Deres Deltagelse i Agitationen - først i den offentlige, senere da denne blev forbudt af Kommissionen, i Underhaandsagitationen - gjorde fra første Færd Afstemningens Upaavirkethed illusorisk. Kommissionen kunde her ikke gøre mere, end den gjorde gennem sit Forbud mod Embedsmændenes Deltagelse i al offentlig politisk Agitation og ved at gribe ind overfor alle Overtrædelser. Selv om den havde haft Beføjelse til endnu langt videregaaende Forandringer i Embedsmandsstyrelsen - hvad den jo ifølge Fredstraktaten ikke havde - vilde det i Praksis ikke have været muligt at tilvejebringe det fornødne Personale til Afløsning af den hidtilværende Embedsstand. Det Tryk, som disse Embedsmænds daglige Paavirkning lagde paa Befolkningen, maatte paa Forhaand i høj Grad vanskeliggøre et oprigtigt, upaavirket Valg i Overensstemmelse med Fredstraktatens Krav.

Bortfaldet af 3. Zones[4] Rømning ved den endelige Redaktion af Fredstraktaten 16. Juni 1919 blev ligeledes en Faktor af største Betydning for Valget i 2. Zone. Under den danske Delegations Ophold i Paris i Marts 1919 havde denne under Forhandlingen med den belgiske Kommission fremsat Ønsket om, at der Syd for Afstemningsomraadet maatte blive foretaget en Rømning for tyske Tropper. Den belgiske Kommission udvidede dette Rømningsomraade til en Linie Sli, Syd om Slesvig, Trenen, Tønning. Derved skabtes en forebyggende Forholdsregel af største Betydning, da den tidligere 3. Zone er Sædet for de højeste tyske Administrations- og Militærmyndigheder. Som Følge af den danske Regerings Henvendelse til Fredskonferencen 17. Maj 1919 vedrørende Afstemningen i 3. Zone blev denne i den endelige Fredstraktat slettet, hvorved desværre ogsaa Rømningen af 3. Zone gled ud ved den afsluttende Redaktion af Traktaten. De allierede og associerede Magters Svarmemoire af 16. Juni 1919, der sammen med den ændrede Fredstraktat den nævnte Dag overraktes de tyske Fredsdelegerede som Svar paa disses Modforslag af 28. Maj 1919 opretholdt derimod Rømningen indtil Sli, Reide Aa, Trenen, Eideren ...

Ikke desto mindre fandtes i den endelige Fredstraktat, der 28. Juni 1919 undertegnedes i Versailles, ikke noget som helst Spor af denne Bestemmelse. Der er paa dette for Afstemningen i 2. slesvigske Zone saa afgørende Punkt en beklagelig Uoverensstemmelse mellem de høje allierede og associerede Magters af Fredskonferencens Præsident undertegnede Svarskrivelse af 16. Juni 1919 og den endelige Fredstraktat af 28. Juni 1919, en Uoverensstemmelse, der har faaet skæbnesvangre Følger for Afstemningen i 2. Zone, idet den satte det preussiske Embedsmandsapparat i Stand til paa store Møder udenfor Afstemningsomraadet, som de danske Talere var udelukkede fra at deltage i, at bringe Befolkningen i 2. Zone under en ensidig agitatorisk Paavirkning. Disse Møder blev afholdt faa Kilometer fra Zonegrænsen under Ledelse af Overborgmester Todsen, kort efter, at han i Overensstemmelse med Fredstraktaten var bleven fjernet fra sit Embede og udvist af Afstemningsomraadet af den internat. Komm., netop fordi han ikke maatte lægge et agitatorisk Pres paa denne Befolkning. 

Fra det ikke rømmede Omraade mod Syd, i hvilket Kommissionen ingen Myndighed har, sneg ogsaa Præster, Skolelærere og andre tyske Agitatorer sig over Grænsen for at udføre den Agitation, som Kommissionen havde forbudt Afstemningsomraadets Embedsmænd at deltage i. Som et Eksempel blandt flere kan der henvises til, hvorledes Præsten fra Fjolde[5] lagde det voldsomste Valgtryk paa Vælgerne i den Del af hans Sogn, der laa i Afstemningsomraadet, ved umiddelbart før Valget at samle dem til Møde og tvinge dem til at aflægge Ed paa at stemme tysk ...

At det var forbundet med Vanskeligheder at gøre (Mod-]Forholdsregler effektive, vidner de ovenanførte Tildragelser om. Den Skade, Udeladelsen af 3. Zones Rømning har været for os danske, dels direkte ved Pres paa Befolkningen, dels indirekte ved at hæve Stemningen til Overmod hos de tyske Agitatorer, kan vanskelig vurderes for højt. Udeladelsen af Rømningen blev et Tillæg mere til de i Virkeligheden uovervindelige Vanskeligheder, vi var stillede overfor, da vi i Løbet af de korte Uger, som forløb mellem 2. Zones Rømning og Afstemningsdagen, skulde frigøre en ulykkelig, forkuet og vildledt Befolkning fra al den Skade og Tvang, som 56 Aars Voldsregimente havde lagt over den. 

Denne almindelige Baggrund er af største Betydning for Bedømmelsen af hele Valgets Karakter, da den i sig selv danner en væsentlig Hindring for, at Fredstraktatens tydeligt udtalte Hensigt kunde ske Fyldest. Naar dertil kommer, at der fra tysk Side umiddelbart forud for Valget og paa selve Valgdagen øvedes et meget stærkt Valgtryk, og Valghemmeligheden i videste Omfang krænkedes baade paa Landet og i Flensborg By, maa det hævdes, at Afstemningen 14. Marts ikke paa nogen Maade svarede til Fredstraktatens Forudsætninger. 

I Nov. 1919 udsendte Magistraten i Flensborg paa det tyske Agitations-Udvalgs Opfordring Mandtalslister til Husværterne[6], paa hvilke Beboerne skulde give Oplysning om deres Alder, Fødested og Bopæl. Disse Lister skulde danne Grundlaget for Valglisterne, men paa Grund af Forholdene kunde det danske Agitations-Udvalg ikke faa noget som helst Kendskab til dette Materiale, tilvejebragt som det var af den tyske Magistrat, og Tyskerne vandt derved et unfair Forspring ved Afstemningens Tilrettelæggelse. 

Først 29. Jan. 1920 nedsatte den internat. Komm. de Udvalg med ligelig Repræsentation af danske og tyske, som skulde redigere de endelige Valglister. Listerne skulde være færdige 22. Febr. og derefter fremlægges i 8 Dage til offentligt Eftersyn, for sluttelig at korrigeres paa Grundlag af de indkomne Besværinger. 

De knappe Frister, der var levnet til Udarbejdelsen, medførte, at Listerne i mange Tilfælde viste sig at være i største Uorden, og Fejlene var, karakteristisk nok, langt overvejende i Tyskernes Favør. Den fungerende Overborgmester i Flensborg, Hr. C. Holm, udtalte vidnefast i et af Afstemnings-Kontrolkommissionens første Møder, at man kunde regne med et Vælgertal paa ca. 22.000 blandt Byens Indbyggere, og at det samlede Stemmetal med de tilrejsende Vælgere vil blive ca. 32.000.

Ved Opgørelsen efter Listernes Opstilling viste det sig imidlertid, at der var opført over 40.000 Vælgere, deraf ca. 30.000 bosiddende. Saa ivrigt havde det tyske Agitationsudvalg arbejdet paa at forøge Vælgertallet ud over Mandtalslisterne, og derved blev, hvor utroligt det end lyder, Tallet af samtlige Valgberettigede endnu større end ved det tyske Nationalforsamlingsvalg i Jan. 1919, hvor alle uden Hensyn til Varigheden af deres Ophold i Flensborg havde Stemmeret, skønt Hensigten med Fredstraktatens Afstemningsregler havde været i videst muligt Omfang at begrænse Virkningerne af den stærke tyske Indvandring, der fulgte efter Erobringen.

Flensborg By havde ved den sidste Folketælling i 1919 noget over 60.000 Indbyggere. Af disse havde alle Personer under 20 Aar og alle, der var tilflyttede efter 1. Jan. 1900 ingen Stemmeret, og at de tilflyttede i en stor Industri- og Handelsby som Flensborg repræsenterer et ikke ubetydeligt Antal, er indlysende. 

Det er da, saaledes som det ogsaa befolkningsstatistisk er oplyst i en til den internat. Komm. af den danske Nationaløkonom, Dr. polit. K. A. Wieth-Knudsen[7] indsendt Pjece (…), umuligt, at Halvdelen af Byens Indbyggere skulde have Stemmeret, og naar Listerne indeholder saa mange som ca. 30.000 bosiddende Vælgere, kan dette kun ske ved, at adskillige Tusinde Ikke-stemmeberettigede er optagne paa Listerne, hvorved selvfølgelig hele Grundlaget for Valget er bleven forfalsket. 

I den korte Tid, Listerne var fremlagt til Eftersyn, lykkedes det kun at bringe det samlede Antal af bosiddende og tilrejsende Stemmeberettigede ned til 39.135 - hovedsagelig ved Paavisning og Slettelse af Navne, der var optagne flere Gange, men en Gennemgang af de to Hovedlister, Liste I og Liste III, var ikke mulig i de faa Dage, forinden Listerne atter blev inddragne.

I de 4 Lister over

har der, med Undtagelse af den som IV opførte, talmæssigt ubetydelige Liste, hersket den største Forvirring, og der er paavist en Mængde Fejltagelser og Urigtigheder. I mangfoldige Tilfælde har den samme Vælger været optaget i flere Lister, navnlig baade i I og II, og der findes ogsaa i Liste I og i Liste III Eksempler paa, at Vælgerne har været opført flere Gange i samme Liste, og som Følge deraf har adskillige stemt to Gange. 

Liste I omfattede, som nævnt, alle de Personer, der er født og bosat indenfor Afstemningsomraadet. Disse skulde ifølge Kommissionens Valgreglement, Afsn. V § 12, optages i Listerne, uden at det paahvilede dem at fremsætte Anmodning derom; dog maatte de selv forvisse sig om, at de var opført paa Listerne. 

Disse Vælgere skulde i Modsætning til alle andre Vælgere ikke forelægge nogen særlig Legitimation for at optages i Listerne. 

Liste I opstilledes udelukkende paa Grundlag af Huslisterne, og disse har ikke paa noget Tidspunkt været underkastet Kontrol. Denne maatte først og fremmest bestaa i, at der produceredes Daabsattester og andre Legitimationspapirer for hver enkelt Vælger, men det kunde vi ikke foranledige fremskaffet i Listernes korte Fremlæggelsestid. Ikke en Gang Fødestedet kunde altid konstateres, thi Mandtalslistens Angivelse, f. Eks. Sattrup, Osterholz, Tarp, kan ligesaa godt sigte til de Lokaliteter af disse Navne, der ligger i Afstemningsomraadet, som til dem udenfor dette. Ved almindeligt forekommende Navne er det en Vanskelighed ved Identifikationen, at Listerne ikke angiver Vedkommendes Livsstilling. Urigtige Foregivender har derfor med største Lethed kunnet finde Sted i det Øjemed at blive optaget paa Valglisten. I hvor stort et Omfang dette har været Tilfældet, kan ikke siges, da der som sagt ikke har kunnet øves Kontrol med Huslisterne. Men at man her staar ved en af Hovedaarsagerne til det utroligt høje Stemmeantal, kan ikke være tvivlsomt.

Liste III skulde kun omfatte de Personer, der ikke var født, men havde været bosat indenfor Afstemningsomraadet før 1. Januar 1919, og som havde haft uafbrudt Bopæl dér indtil den Dag, da Fredstraktaten traadte i Kraft. Ikke desto mindre har en stor Mængde Personer, som bevisligt er tilflyttede efter 1. Jan. 1900, opnaaet ved Hjælp af urigtige Paastande og altsaa i absolut Modstrid med Fredstraktatens Bestemmelser, at blive optagne paa denne Liste.

Den internat. Komm.s Valgreglement 1 foreskriver i Afsnit V § 12, at Vælgerne i 3. Kategori - ligesom i 2. og 4. – ”senest Dagen før den Dag, da Afstemningslisterne skal foreligge færdige, skal indgive skriftligt Andragende til Afstemningsudvalget”. Andragendet skal dokumentere Vedkommendes Ret til at deltage i Afstemningen gennem Vedlæggelse af de fornødne Beviser for Fødselsdag og -aar, Fødested og Angivelse af Bopæl før 1. Jan. 1900. 

De Stikprøver, der har kunnet foretages fra dansk Side, har godtgjort, at der i Liste III er bleven optaget en Mængde Ikke-Stemmeberettigede ved Hjælp af urigtige Opholdsbeviser. Politimyndighederne i Flensborg, der jo bortset fra de allerhøjeste Embedsmænd som Politidirektøren og Politimesteren er de samme som i den preussiske Tid, har i stort Omfang stemplet de fremlagte Opholdsbeviser, uden at foretage Eftersyn i Melderegistrene for at konstatere Bevisernes Rigtighed.

Man har paa det danske Valgkontor taget Afskrifter af de af Politiet stemplede Attester, der ledsagede Andragenderne om Optagelse i Valglisterne, og sammenlignet disse med Politiets Melderegister. Skønt disse Stikprøver maatte foretages i Hast og under store Vanskeligheder fra de preussiske Embedsmænds Side, der stillede sig meget modvilligt mod de danske Tillidsmænds Afbenyttelse af Politikontorets Aktmateriale, har det vist sig, at af 3.713 af Politiet attesterede Opholdsbeviser stemte de 367 ikke overens med Melderegistret, det vil sige, at 10 pCt. var urigtige. Dette Tal stammer endda udelukkende fra de nordlige Distrikter I-XI, medens der ikke har kunnet foretages en tilsvarende Kontrol i den sydlige Del af Byen, hvor de fleste sydfra tilflyttede bor, og hvor man derfor sikkert vil finde et endnu større Antal Misbrug. Disse urigtige Opholdsbeviser er udfærdigede i det tyske Udvalgs Kontor og forelagt Politiet til Afstempling og bærer i Hjørnet dette Udvalgs Listenumre.

Hvorledes der er gaaet frem fra Politiets Side, viser et Eksempel som dette, at en Politiembedsmand til Vælgeren Erna Heesch, der bevisligt i flere Aar havde været bosiddende udenfor Afstemningsomraadet og derved havde afbrudt det sammenhængende tyveaarige Ophold, har udtalt: ”Det tages ikke saa nøje, gaa De blot hen at stemme”.

Samtidig med at Politiet saa redebont[8] attesterede det tyske Udvalgs Opholdsbeviser, lagdes der det danske Valgkontor talrige Hindringer i Vejen. I mange Tilfælde kunde det slet ikke eller kun med største Besvær faa udstedt Opholdsbeviser for Personer, der meldte sig til Optagelse i Listerne. Fra Politiets Side hed det ofte, at man ikke kunde finde Vedkommende i Listerne eller, at disse ikke forefandtes mere. Ikke sjældent sendte Politiet de i rette Tid krævede Opholdsattester saa sent, at Afstemningslisternes Opstilling var afsluttet, og man ikke mere kunde gøre Brug af dem.

De Uregelmæssigheder, som det er lykkedes os at paavise i Listerne I og III, er for os et fuldgyldigt Bevis for, at en grundig og omhyggelig Undersøgelse - som vi hidtil har været afskaaret fra at kunne foretage - vil vise mindst 5.000 uberettiget opførte Vælgere, hvis Nummer paa Grund af den Maade, paa hvilken Optagelsen er foretaget, gennem det tyske Udvalg og det tyske Politi, maa antages i ganske overvejende Grad at være kommen Tyskheden til Gode, og naar der af de 26.814 Stemmer, som blev afgivet i Flensborg By af Stemmeberettigede paa Liste I og III, og af hvilke 7.551 var danske, 19.163 var tyske, er afgivet ca. 20 pCt. med Urette, kan dette siges at forandre Valgets Karakter paa en Maade, der strider mod alle virkelige Forhold.

Vi maa fra vor Side kræve en indgaaende Revision af Valglisterne I og III. Et Valg, der hviler paa et saa angribeligt og tvivlsomt Grundlag, kan vi ikke godkende som gyldigt, og i alle Tilfælde maa vi ønske, at der tages afgørende Hensyn til disse Forhold ved den endelige Fastsættelse af Flensborgs Skæbne.

Ogsaa i Landdistrikterne er det en Kendsgerning, at der ved Opstilling af Listerne er udvist den største Vrangvilje og Modstand mod de fra Danmark kommende Vælgere af 2. Kategori, som man paa alle mulige Maader har vanskeliggjort Optagelsen paa Listerne, dels ved urigtige Meddelelser, dels ved i Tilfælde af manglende Papirer at meddele dem dette saa sent, at de ikke mere kunde naa at optages paa Listen. Hvorledes Bestemmelsen om uafbrudt 20-aarigt Ophold i Afstemningsomraadet som Forudsætningen for Optagelse i Liste III er bleven overholdt, unddrager sig vort Kendskab, da det i den korte Tid, der har staaet til Raadighed, ikke har været muligt at foretage en nøjagtig Revision af Listerne. Det er særligt i de større Badesteder som Vesterland paa Sild og Vyk paa Før, hvor denne Bestemmelse som Følge af de Tilflyttedes store Antal er af Betydning.

Paa den sidstnævnte Ø vil en Optagelse af uberettigede Vælgere endogsaa kunne forskyde Valgresultatet betydeligt, og der maa derfor ogsaa for Landdistrikternes Vedkommende kræves en omhyggelig Revision af Valglisterne.

For Landdistrikterne maa det særlig fremhæves, at Sammensætningen af Afstemningsudvalgene har været alt andet end ligelig trods Valgreglementets §7. Tyskerne har de fleste Steder været i Flertal, og særlig i Frisland har den danske Repræsentation i Afstemningsudvalgene været ganske utilstrækkelig, for ikke at sige helt illusorisk. I talrige Kommuner har der slet ikke siddet Danske i Afstemningsudvalgene, i andre er en enkelt eller nogle faa Danske bleven fuldstændig kuede af det tyske Flertal, saa de ikke har kunnet eller turdet gøre deres Indflydelse gældende. I flere Kommuner bl. a. Valsbøl var baade Formanden og Næstformanden for Udvalget tyske. Da der saaledes ikke tilnærmelsesvis har været en ligelig Sammensætning af Afstemningsudvalgene, men tværtimod været en ensidig til Gunst for Tyskheden, har hele Afstemningens Forberedelse og Gennemførelse væretstærkt præget heraf.

Til Valglokaler havde man saavel i Flensborg som i Landdistrikterne tilsyneladende med særlig Forkærlighed udsøgt Kroer eller Gæstgiverier af lav Rang, hvis smaa Rum ingenlunde var egnede til Valglokaler. Enkelte havde knap nok Plads til Valgbestyrelsen og Kontrollørerne og kun meget ringe Plads til de Stemmeberettigedes Strøm. Ofte fandt Adgangen til Valgrummet Sted gennem en Skænkestue, fuld af Værtshusets Gæster, hvilket gav rig Anledning til at udøve et Tryk paa de gennem Stuen passerende Stemmeberettigede. De ”hemmelige Rum” i Valglokalet lod i Konstruktion meget tilbage at ønske. I Flensborg bestod de af en ca. 0,7 m høj Lærredsskærm, delt i to smaa Rum ved en Tværvæg. Denne Skærm, der altsaa dannede to jævnsides beliggende ”hemmelige Rum”, var hensat paa et Bord, omtrent som Skrivepultene for Publikum paa et offentligt Kontor, Posthus eller lignende. I hvert Rum skulde der være fremlagt danske og tyske Stemmesedler i Bunker til højre og til venstre paa Bordet. 

Selv ved normal Benyttelse kunde det ikke undgaas, at de to Vælgere, der var i ”Rummene” samtidig, kunde kontrollere hinandens Stemmegivning, idet man kunde se over den lave Væg og let iagttage, fra hvilken Bunke Stemmesedlen blev taget[9]. Men de knebne Pladsforhold bevirkede yderligere, at Stemmeafgivningen let kunde kontrolleres og blev kontrolleret af Konvolutuddeleren eller en anden af Valgbestyrelsen eller af de ventende Vælgere, der tog Opstilling bag Rummet. 

Naar Lyset faldt bag fra ind paa Rummets gennemskinnelige Lærred, kunde den foran Rummet siddende Valgbestyrelse paa Skyggen af Vælgerens Arm se, hvilken Art af Seddel han tog. 

I Landdistrikterne var Rummets Konstruktion anderledes end i Flensborg, men ogsaa her var det ofte anbragt saaledes, at udenforstaaende kunde kontrollere Stemmeafgivningen.

Ved selve Valget har ikke alene Forhold som det slette Arrangement af Rummene bevirket, at der er sket Brud paa Valghemmeligheden, men ved en Række Overgreb er Valghemmeligheden i overordentlig mange Valglokaler i Flensborg saavel som paa Landet bleven krænket paa det groveste, hvorved Valget har faaet en Karakter, der strider mod det i Fredstraktaten tilsigtede.

I Valgreglementets Forskrifter § 18 siges udtrykkeligt, at den Stemmeberettigede uset skal kunne lægge sin Stemmeseddel i Konvolutten, og at derfor kun een Person ad Gangen har Adgang til det hemmelige Rum, men i mangfoldige af Flensborgs Afstemningsdistrikter (f. Eks. 4., 7., 9., 11., 12., 13. og 19. Distrikt) har der snart været 3-4, snart flere Personer samtidig i Rummet, ja i 12. Distrikt har det en Tid lang været tæt fyldt af Vælgere. Og disse Misligheder har fundet Sted paa alle Tider af Dagen, ja ligefrem under hele Valghandlingen. De Besværinger, der er indgaaede til det danske Valgkontor, viser, at de Stemmende i meget stort Omfang har kunnet kontrollere andres Stemmeafgivning og selv er bleven kontrollerede.

Andre Steder har der til Tider kun henligget tyske Stemmesedler i de hemmelige Rum - hvilket selvsagt ogsaa er en Krænkelse af Valghemmeligheden, da Vælgere, der agtede at stemme dansk, derved blev tvungne til offentlig at anmode om danske Stemmesedler eller, saafremt de frygtede dette, var nødsagede til enten at stemme tysk eller at afgive en ugyldig Stemme. I andre Tilfælde er der af Folk, der tilsyneladende gav det Udseende af at ville vejlede de Stemmende, blevet øvet Kontrol med disses Stemmeafgivning. Danske Stemmesedler er ligefrem blevne fratagne Folk og med Tvang erstattede med tyske. I Flensborgs 5. Distrikt har endogsaa den af Valgbestyrelsen ansatte Konvolutuddeler, Købmand Lütt, gjort sig skyldig heri overfor adskillige Vælgere.

I Valglokalerne har der undertiden været øvet et Tryk paa Vælgerne ved, at Politibetjente og Medlemmer af Borgervæbningen har opholdt sig dér under Afstemningen, endogsaa i det hemmelige Rum.

Paa Landet har allerede den Omstændighed, at Afstemningen fandt Sted i Kommunerne og ikke i større Distrikter, i mange Tilfælde paa Forhaand gjort Valgets Hemmelighed umulig, da adskillige Distrikter var saa smaa, at man fra tysk Side i Forvejen kunde føre nøje Kontrol med Vælgerne.

I Kommuner, hvor en enkelt Mand eller nogle faa Mænd - det være sig nu større Gaardejere eller Embedsmænd - behersker hele den paagældende Egn - og dette er hyppigt Tilfældet i Mellemslesvig -, tør de, der er afhængige af Vedkommende, ikke stemme dansk, da man paa Grund af det ringe Antal af stemmeberettigede kan regne ud, hvorledes de enkelte har stemt.

Det Hjørne af Rudebøl Kog, som hører til 2. Zone, skulde stemme i Aventoft. Der fandtes kun 5 Stemmeberettigede, hvoraf 4 stemte, deriblandt var der 3 Krigerenker. Skønt Kontrolkommissionen i Læk havde krævet, at de skulde stemme i samme Urne som Aventoft, skete dette ikke. Det er indlysende, at disse 4 Stemmer i en særskilt Urne ikke er afgivne i Frihed. De tre Krigerenker turde under saadanne Forhold ikke stemme dansk. 

I den lille Kommune Holt (Medelby Sogn) er der kun nogle faa stærkt tysksindede Gaardmænd og en Del Husmænd og Daglejere. En Del af disse var til Sinds at stemme dansk, men turde ikke, da det nøjagtigt kunde regnes ud, hvorledes de enkelte stemte. Saafremt de alle havde skullet stemme i Medelby Kirkeby, vilde dette Tryk have været fjernet. Nu blev Resultatet, at der i Holt afgaves én Stemme for Danmark. Formanden for Afstemningsudvalget var den fanatisk altyske[10] Kommuneforstander, en af de stedlige Gaardmænd.

Ogsaa i Landdistrikterne fandt der talrige graverende Krænkelser af Valghemmeligheden Sted, af hvilke enkelte eksempelvis skal anføres.

I Ringsbjerg Valgdistrikt var Stemmesedlerne fremlagt i Skænkestuen, hvor alle og enhver opholdt sig. I det hemmelige Rum var der overhovedet ikke fremlagt Stemmesedler. De ved Valghandlingen i dette Distrikt ved Legitimationskort autoriserede danske Kontrollører, Gaardejer Jacob Jensen jun., Gøllinggaard, og Gaardejer H. Jessen, Majbølgaard, nedlagde Protest imod dette grove Brud paa Valgreglementets Forskrifter, men Afstemningsudvalget nægtede at føre Protesten til Protokols. Udvalget betragtede Skænkestuen som det Sideværelse, hvor Stemmesedlerne skulde fremlægges, til Trods for at Kontrollørerne flere Gange oplæste Bestemmelserne i Valgreglementets § 18. Det er klart, at hele Valghandlingen i Ringsbjerg saaledes har staaet i fuldkommen Strid med Valgreglementets Forskrifter. Ikke desto mindre underskrev Afstemningsudvalget Valgprotokollen og nægtede at tilføje Protokollen en Bemærkning om, at Stemmesedlerne ikke var fremlagt paa behørig Maade. Der afgaves i Ringsbjerg 10 danske mod 121 tyske Stemmer.

I Ondaften Kro (Timmersig Valgdistrikt) var Stemmesedlerne i det ”hemmelige” Rum lagt i et kun delvis tildækket Vindue saaledes, at enhver kunde se, hvilken Seddel den Person tog, som vilde afgive sin Stemme. Udenfor var der opstillet nogle Børn, som raabte hver Gang en Vælger stemte, hvorledes der var bleven stemt, altsaa en systematisk Kontrol med det ”hemmelige Valg”, trods Valgreglementets § 18, Stk. III.

I Hanved Valgdistrikt kunde det ”hemmelige Rum” fuldstændig overses fra Valglokalet, saa enhver Vælger kunde iagttages inde i Rummet. Desuden var der paa et Bord udenfor det hemmelige Rum anbragt Stemmesedler paa en Maade, saa det maatte se ud, som om enhver Vælger skulde tage sin Stemmeseddel derfra, hvorfor mange af Frygt for Repressalier undlod at tage en dansk Stemmeseddel. Hele Valghandlingen i Hanved har saaledes været alt andet end hemmelig, og den strider mod Valgreglementets Afsnit VIII, § 18 og Afsnit X, § 20.

I Skavlund opholdt ofte flere Personer ad Gangen sig i det hemmelige Rum.

I Maasbøl-Risum var det hemmelige Rum i Stuens højre Hjørne kun paa venstre Side beklædt med Brædder, saa at den aabne Side tjente som Indgang. Kommunetjeneren stod hele Tiden ved Døren, saa at han nøje kunde holde Øje med enhver, der afgav sin Stemme.

I Nibøl kunde det ene af de hemmelige Rum overses fra Valglokalet og der var en Tid lang 3-4 Personer samtidig i Rummet.

I Risbrig Valglokale var saavel Stemmesedler som Konvolutter henlagt i den offentlige Skænkestue, hvor enhver kunde tage disse.

I Goldebæk Kro var der ved Indgangen til Valglokalet posteret en Mand, Andreas Andresen, der sørgede for, at enhver fik en tysk Stemmeseddel overrakt. Fra sit Stade ved Døren kunde han nøjagtig se, om Vælgeren ombyttede Sedlen med en af de i Valglokalet fremlagte danske Sedler.

I Skardebøl henlaa en Tid lang kun tyske Stemmesedler.

I Vestered er man endogsaa gaaet saa vidt, at selve Valgbestyrelsen kun har uddelt tyske Stemmesedler, hvorved danske Vælgere blev tvungne til offentlig at give deres Sindelag til Kende.

I Agtrup kunde det tyske Udvalgs Tillidsmand hele Tiden følge Stemmeafgivningen i det hemmelige Rum.

Paa mangfoldige Maader er der umiddelbart forud for Valget og paa selve Valgdagen fra tysk Side øvet det voldsomste Valgtryk mod alle de vaklende og afhængige Vælgere.

Her gik de to store industrielle Foretagender, Skibsværftet i Flensborg og Kobbermøllen ved Krusaa, i Spidsen. 

Et Par Dage før Afstemningen meddelte Bestyrelsen og Tilsynsraadet for Skibsværftet, der sysselsætter[11] flere Tusinde Arbejdere, at Værftet vildeblive flyttet andetsteds hen i Tyskland, saafremt Flensborg blev dansk ...

Da Flensborg Skibsbygningsselskab er et Aktieselskab, er Bestyrelsen og Tilsynsraadet aldeles ikke berettigede til at tage en saa vidtrækkende Beslutning, der kun tilkommer Foretagendets Ejere, Aktionærerne, paa en Generalforsamling. Naar Direktionen og Tilsynsraadet ikke desto mindre i sidste Øjeblik før Valget har kastet denne uhjemlede og ulovlige Meddelelse ud i Offentligheden, kan det selvfølgelig kun have været Hensigten at lægge et stærkt økonomisk Tryk paa Værftets Arbejdere og særlig paa disses Hustruer og Familier for gennem Truslen om at gøre dem brødløse og at presse dem til at være Værftsledelsen følgagtige og stemme tysk. Efter de mest kyndiges Opfattelse har dette skandaløse Valgtryk kostet Danskheden mellem 1.000 og 2.000 Stemmer, thi det var almindelig kendt, at Stemningen iblandt Værftsarbejderne var udpræget dansk.

Ganske paa samme Maade har Direktionen af Kobbermøllen[12] – ligeledes i sidste Øjeblik, da der ikke mere var Tid til en virksom Imødegaaelse - bekendtgjort en Beslutning om at forlægge hele Driften til Mügeln ved Dresden, saafremt Kobbermøllen kom til Danmark - en Beslutning, som ej heller denne Direktion var berettiget til at tage paa egen Haand. Det var særlig Formanden for Tilsynsraadet for Kobbermøllen, Hr. Eduard Lotz, der var virksom i denne Sag. Skønt han aldrig har haft Bopæl i Flensborg og ingen Stemmeret havde, har han deltaget meget ivrigt i den tyske Agitation, ogsaa paa Møderne forud for Valget, og øvet en meget stærk Paavirkning paa sine Arbejdere. Beslutningen om hele Driftens Flytning begrundedes med den vitterlige Usandhed, at Kobbermøllen ikke vilde have noget Afsætningsmarked efter Indlemmelsen i Danmark, skønt ledende sagkyndige Kredse i Danmark gentagne Gange havde paavist, at denne Paastand savnede enhver Hjemmel i Virkeligheden. 

Et særligt groft Eksempel paa Valgtryk er Sæbefabrikant Clausens Optræden i de Gamles Hjem i Munketoftstiftelsen[13]. Clausen, som er Medlem af Stiftelsesbestyrelsen, vækkede Aftenen før Afstemningen den 80-aarige Vicevært, Thomas Petersen, og krævede af ham, at han skulde stemme tysk, med den Begrundelse, at ”Stiftelsen var et tysk Hjem, og her skulde der stemmes tysk”.

Ogsaa i mange andre Stiftelser og Hospitaler har man ved Trusler o. l. søgt at lægge Pres paa Beboerne. 

Læderfabrikant Mahler har allerede nogen Tid før Valget sammenkaldt alle sine Arbejdere og meddelt dem, at saafremt Flensborg forblev tysk, vilde han ikke beholde dansksindede Arbejdere i sin Tjeneste.

Indenfor Embedsmandskredse er der øvet den stærkeste Valgpaavirkning med ganske løgnagtige Paastande om, at Danmark vilde afskedige alle Embedsmænd paa graat Papir o. s. v. ·

I adskillige Valglokaler søgte man at hindre de Danske i at foretage den fornødne Kontrol med Afstemningens lovlige Forløb. Man bortviste, ja arresterede endogsaa vore med Kommissionens Legitimation forsynede Kontrollører.

I Distrikt 9, ”Um de Eck” i Flensborg, blev de danske Kontrollører, af hvilke den ene havde villet henlægge danske Stemmesedler i de hemmelige Rum, hvor der savnedes saadanne, arresterede, og i 3 Timer blev der ikke øvet anordningsmæssig Kontrol.

I Faretoft blev den danske, med Legitimationskort fra Kontrolkommissionen i Læk forsynede Kontrollør bortvist af Valgforstanderen, Hr. Steensen.

I Emmelsbøl havde Sognepræsten, den i Holsten fødte og ikke stemmeberettigede Arnold Haustedt sammen med to Skolelærere taget Opstilling i Rummet foran Valglokalet og uddelte her tyske Stemmesedler trods Kommissionens bestemte Forbud mod Embedsmænds Deltagelse i Agitationen. Kommuneforstanderen Ludolph Jessen havde den Dristighed straks om Morgenen at udvise den autoriserede danske Valgkontrollør, der fra Amtmandskontoret i Tønder var forsynet med behørig Legitimation, af Valglokalet og nægtede ham hele Valgdagen at betræde dette.

I Aventoft blev ligeledes den legitimerede danske Kontrollør, som skulde overvaage Afstemningen, ved Valghandlingens Begyndelse udvist af Valgforstanderen.

Nødvendigheden af Kontrollørernes Tilstedeværelse fremgaar klart af de grove Uregelmæssigheder og Forfalskninger, der foreligger godtgjort. 

I talrige Tilfælde er det blevet tilladt Vælgere at stemme, selv om de ikke medbragte Legitimationsbeviser. Andre har været i Besiddelse af flere, indtil 5 Legitimationskort. 

Selv om Medlemmerne af Afstemningsudvalgene ofte kender Vælgerne personligt, kan det dog kun ved Forelæggelse af Legitimationskort hindres, at der afgives uberettigede Stemmer. 

Der er blevet afgivet helt falske Stemmer ved, at Folk, der bevisligt har været fraværende paa Afstemningsdagen og saaledes ikke har stemt, ikke desto mindre i Listerne er afkrydsede som havende afgivet deres Stemme.

Det er ogsaa hændt, at Vælgere har fundet deres Navn afkrydset, naar de mødte for at stemme, saaledes at andre falskelig har stemt i deres Sted. Andre Vælgere har været opført paa urigtig Liste og er trods Protest ikke blevne overført til den rigtige. 

Mange Personer, om hvem det var behørigt konstateret, at de ikke var stemmeberettigede, har alligevel stemt, enten fordi Valgbestyrelserne havde forsømt at slette deres Navne eller endog til Trods for, at de var bleven slettede.

Af samme Grund har flere Vælgere ikke sjældent stemt flere Gange i forskellige Distrikter. Paa den anden Side er Folk meget ofte bleven slettede paa Listerne uden nærmere Begrundelse og uden, at de har faaet nogen som helst Meddelelse derom, saa at de pludselig saa sig berøvet deres Stemmeret, da de mødte frem for at stemme.

Der er i udstrakt Grad og paa en Maade, der med Føje kan betragtes som Stemmekøb, blevet fordelt betydelige Summer af Pengemidler, stillede til det tyske Udvalgs Raadighed. Saaledes har ”Tondernsche Zeitung”[14] uimodsagt hævdet, at der de sidste Dage før Afstemningen er blevet fordelt ikke færre end 8 Mill. Mk.[15] gennem det tyske Udvalgs Repræsentanter. I hvor store Portioner disse er bleven uddelte, kan ikke siges med Bestemthed, men det vides, at mange Vælgere har faaet tildelt indtil 500 Mk.

Paa Øen Før, hvor den danske Stemning som bekendt var meget stærk, og man fra tysk Side frygtede for et Flertal for Danmark, er det en Kendsgerning, at der i de allersidste Dage før Afstemningen er bleven uddelt 75.000 Mk. I forskellige Sogne paa den slesvigske Vestkyst, som Aventoft, Emmelsbøl og andre, er der blevet uddelt Støvler og Beklædningsstykker i stort Omfang lige op imod Afstemningen ...

I Harreslev lod det tyske Udvalg umiddelbart før Valget, 11., 12. og 13. Marts, uddele Klæder og Levnedsmidler paa en Maade, som maatte faa Modtageren til at anse sig forpligtet til at stemme tysk.

Ved Siden af denne direkte Paavirkning af de enkelte Vælgere har der fra tysk Side i Flensborg været drevet utilladelig Valgagitation ved Valglokalerne eller ved deres Indgange at opsætte Plakater med følgende Indhold:

“Nur die Stimmzettel, welche die Aufschrift Deutschland – Tyskland tragen, haben hier Gültigkeit”[16].

Plakaterne var bl. a. opsatte i Distrikterne 5, 7, 15, 16, 17 og 20. Dette er klart, at slige[17] Plakater, anbragt umiddelbart ved Afstemningsstedet, i særlig Grad er egnede til at fremkalde Misforstaaelser hos Vælgerne.

At det tyske Udvalgs Agitation under hele Afstemnings-Kampen, men ganske særlig i de sidste Uger, arbejdede med de mest haandgribelige Usandheder og Løgne om Danmark og danske Forhold, er almindelig kendt. Hele den tyske Agitation var een eneste storstilet Kampagne for at vildlede Befolkningen og føre den bag Lyset med Hensyn til de virkelige Forhold - i fuld Overensstemmelse med hele den Tilsløringstaktik, der under Krigen anvendtes af det officielle Tyskland. Det maa særlig fremhæves, at man fra tysk Side gik saa vidt at fremsætte Paastande, der var i stærkeste Modstrid med Fredstraktatens klare Bestemmelser. Dette var først og fremmest Tilfældet med den atter og atter fra tysk Side gentagne Paastand om, at de afstaaede Dele af Slesvig vilde komme til at bære en forholdsvis Andel i den tyske Krigsgæld. Paastanden stred mod Fredstraktatens tydelige Ord i Art. 114 og 254. Den byggedes paa et forfalsket Reutertelegram[18], der ingensinde var bleven offentliggjort af noget europæisk Telegrambureau. Selv efter at Reuter paa en udtrykkelig Forespørgsel fra det danske Udenrigsministerium kategorisk havde benægtet at have bragt en saadan Meddelelse, arbejdedes der ufortrødent videre med den lige indtil selve Afstemningsdagen. Den internat. Komm.s Censurkomité var af rent formel Karakter og tog kun Hensyn til, hvorvidt Flyveblade og Plakater indeholdt Fornærmelser mod Kommissionen, de allierede Magters Regeringer, den danske eller den tyske Regering.

De tyske Blade søgte ogsaa indtil den sidste Dag før Afstemningen at forholde Befolkningen den overordentlig vigtige Meddelelse om Handelsflaadens Tilbagelevering til et dansk Flensborg. Først i sidste Øjeblik bragte de tvungne dertil af den internat Komm. denne officielle Meddelelse.

Fredstraktatens Bestemmelse om, at alle indenfor Afstemningsomraadet fødte Personer havde Stemmeret, ogsaa uden at være bosat i dette, har i 2. Zone forskudt hele Grundlaget for den bosiddende Befolknings frie, uhindrede Viljestilkendegivelse. Derved, at Tusinder af stemmeberettigede sydfra, der for Størstedelen ikke havde anden Tilknytning til Afstemningsomraadet end den at være født indenfor dette, strømmede til umiddelbart før Afstemningen, og at der i alle Kommuner paa Foranledning af det tyske Udvalg holdtes larmende Festligheder for disse, skabtes der en suggestiv[19] Massepaavirkning særlig af de Elementer i Befolkningen, der stod i økonomisk Afhængighedsforhold.

Det store Antal udenbys Vælgere gav alene ved deres Indkvartering hos afhængige og vaklende Værtsfolk det tyske Udvalg en gunstig Lejlighed til Kontrol af Sindelaget og til Trusler overfor Befolkningen, der utvivlsomt i de sidste Dage før Valget har skræmt Tusinder af flensborgske Vælgere til at svigte deres Ønsker om at stemme for Danmark.

Men ikke alene i Flensborg, ogsaa i Landdistrikterne har Modtagelsen af de mange tilrejsende Vælgere sydfra givet Anledning til disse larmende Festligheder fra det tyske Udvalgs Side, ved hvilke man gjorde Brug af de mest utilladelige Midler til at indvirke paa de Stemmeberettigede og derved skabte en Stemningsrus, i hvilken man søgte at drukne alle rolige og nøgterne Overvejelser. At de tilrejsende stemmeberettigede Embedsmænd her atter var de mest fremmelige, er en Selvfølge.

I Agtrup udtalte en Lærer Johannes Hansen fra Hamborg, der er født i Agtrup, ved en saadan Fest Aftenen før Valget, at de, som næste Dag afgav deres Stemme for Danmark, var Landsforrædere og Pjalte[20], som fortjente at stilles i Gabestokken og forhaanes og spottes… Denne utrolige Udtalelse er bekræftet af 5 vel ansete Beboere i Agtrup By.

I Skavlund maatte et dansk Møde, som skulde være afholdt den 11. Marts, aflyses, fordi det tyske Udvalgs Tilhængere i Byen bekendtgjorde, at hver Deltager i Mødet vilde blive stemplet som Dansker og udvist Lørdag Aften, naar Festen for alle de tilrejsende Vælgere skulde holdes. Ved denne blev der holdt Mandtal over alle Sognets Folk, hvorved der umiddelbart før Afstemningen lagdes et stærkt Tryk paa Vælgerne. Paa Valgdagen førte man trods den internat. Komm.s Forbud Faner i Procession[21] gennem Byen, og man spillede ved Processionen og senere udenfor Valglokalets Vinduer ”Deutschland, Deutschland über alles[22]”, ”Schleswig-Holstein meerumschlungen[23]” og andre Melodier af lignende Art. En af de sydfra tilrejste Stemmeberettigede gik endog saa vidt i selve Valglokalet under Valghandlingen at holde en tysk-agitatorisk Tale, i hvilken han priste det tyske Folks Krigsgerninger som enestaaende i Verden og kaldte alle dem, der stemte dansk, for ”Vaterlandsverräter[24]”, skønt dette var i Strid med Kommissionens Valgreglement § 18, Stk. IV ...

Ogsaa i Hjoldelund og Goldelund modtog man Vælgerne paa Valgdagen med tyske nationale Melodier af et Orkester, der en Tid lang endogsaa var anbragt i Valglokalets Forstue, og i de fleste Valglokaler havde det tyske Udvalg fraveget Valglokalernes Neutralitet ved at smykke dem med tyske Farver og Flag, og da Tyskerne gennem Præst og Lærere og Kommuneforstanderskab havde hele Autoritetens Overvægt overfor den danske Del af Befolkningen, var enhver Protest derimod paa Forhaand haabløs.

I Lindholm drev man ved disse tyske Festligheder endogsaa Paavirkningen af Vælgerne saa vidt, at de lokale Autoriteter lod dem aflægge Ed med oprakte Fingre paa, at de vilde stemme tysk. En grovere Form for Valgtryk kan næppe tænkes. I Østenaa samlede Præst og Lærere fra Nabokommunen Fjolde, der ligger udenfor Afstemningsomraadet, alle de tysksindede sammen med de mest afhængige af de dansksindede og lod, medens Præsten selv var i Ornat[25], de tilstedeværende een ad Gangen aflægge Ed paa, at de vilde ”gøre deres Pligt” og stemme tysk. Næste Dag manede Indskriften over Valglokalet ”Thut Eure Pflicht[26]” de paagældende om at holde Eden.

Det maa være indlysende for enhver, at under saadan grov Tilsidesættelse af de mest elementære Sømmelighedshensyn under Valgkampen og under Trykket af hele den lokale tyske Administrations Trusler er der gaaet i Tusindvis af danske Stemmer tabt baade i Flensborg og i Landdistrikterne.

I god Overensstemmelse med hele dette Valgtryk har efter Afstemningen en Terrorisme grebet om sig, der er et tydeligt Varsel om den Skæbne, de Danske vilde gaa imøde, hvis de udleveredes til Preussen. Paa saa godt som alle Omraader, offentlige og private, spores den allerede nu, medens Kommissionen udøver Højhedsretten over Afstemningsomraadet. I et enkelt Tilfælde gav den sig et saa grovt Udslag, at Kommissionen ufortøvet maatte gribe ind og afskedige Postdirektør Francke. Andre Eksempler fra Skolen, Sporvognsledelsen, Værftet, Kobbermøllen og andre private Bedrifter har været Genstand for offentlig Omtale i Pressen.

Efter Valget har Tyskerne begyndt paa en økonomisk Boykottning af dansksindede Forretningsmænd og Haandværkere, ligesom man gør sig al mulig Ulejlighed for at udpege de Personer, som har stemt dansk eller hejst danske Flag. I Skolen bliver dansksindede Forældres Børn forulempede paa det groveste, ja pryglede til Blods, medens Lærerpersonalet ser derpaa, et tydeligt Varsel om, hvorledes Fremtiden vil forme sig for de Danske i Mellemslesvig under tysk Styre.

Paa Grundlag af den foregaående Udvikling mener vi at kunne fastslaa, at Afstemningen 14. Marts 1920 såavel i Flensborg By som i 2. Zones Landdistrikter er forløbet paa en Maade, der er i Strid med Fredstraktatens Forudsætninger og klare Bestemmelser.

I. Der er paavist talrige Uregelmæssigheder saavel paa Liste I som paa Liste III, men da den os tilstaaede korte Undersøgelsestid har gjort det umuligt for os at foretage en systematisk Kontrol af Listernes Opgivelser om Fødested og Opholdstid, maa vi antage, at der endnu findes adskillige grove Fejl i disse Lister, saaledes at alene i Flensborg mindst 5.000 Vælgere kan have afgivet deres Stemme uden at være berettigede dertil.

Il. De tyske Politimyndigheder i Flensborg har udvist grov Efterladenhed ved ikke at forvisse sig om, hvorvidt de af Vælgerne paa Liste III paa Opholdsbeviserne fremsatte Paastande er rigtige.

III. Valghemmeligheden har praktisk talt overalt været ganske illusorisk, og der er fra tysk Side udøvet et saa stærkt Valgtryk, at Valget derved i saa stort Omfang mistede Karakteren af en fri Viljestilkendegivelse, at Vælgere i Tusindvis er tvunget fra dansk Side over paa tysk.

Vi indstiller indtrængende, at det maa tillades os med den internat. Komm.s Støtte at faa Lejlighed til at foretage en betryggende Revision af Valglisterne og til at gøre os bekendt med de talrige Klager over Valget, der udenom vor Valg-Organisation direkte er indsendt til den internat. Komm., og at der ikke maa blive taget endeligt Standpunkt til Afstemningens Udfald 14. Marts 1920, førend Resultatet af denne vor Undersøgelse forligger.

Fredskonferencen har villet give vort Folk Oprejsning for Uretten fra 1864 og for Bruddet paa traktatmæssig givne Løfter. Det kan aldrig have været dens Hensigt at skabe Grundlaget herfor gennem en Tilkendegivelse under saa tragisk-groteske Former som Afstemningen 14. Marts 1920, der skulde belønne de preussiske Erobrere ved at lade dem høste Frugten af deres Voldspolitik[27] og lade dem erobre Flensborg og Mellemslesvig, som stemte dansk i 1867[28], for anden Gang.

Vi vaander[29] os under den Tanke, at det skulde blive os forment[30] at vende tilbage til vort elskede Fædreland Danmark, og at vi skulde blive fordømte til at forblive for stedse i vore haardhjertede og brutale preussiske Undertrykkeres Vold. Vi anraaber af hele vor Sjæl ”Det øverste Raad” om at finde en Vej til at give os vor Frihed tilbage.