Ligestillingsrådets arbejde

Gennem Ligestillingsrådet har arbejdet med ligestilling mellem kønnene været institutionelt tilknyttet Christianborg siden 1975. Ligestillingsrådet hørte indtil sin nedlæggelse i 2000 under Statsministeriet, men havde egen formand og otte faste medlemmer, der repræsenterede arbejdsmarkedets parter, kvindesagsforeningerne og kønsforskerne, samt en række assisterende medarbejdere. I begyndelsen arbejdede rådet meget med enkeltsager, men gik hurtigt over til at arbejde mere overordnet med problemstillingerne. Dog betød sammensætningen af nævnets medlemmer såvel som nævnets vedtægter, at det altdominerende fokus for rådet var ligestilling på arbejdsmarkedet. Dette forhold kan iagttages gennem ligestillingsrådets publikationer, der næsten udelukkende handler om forhold relateret til arbejdsmarkedet, og særligt den manglende ligeløn har haft nævnets bevågenhed. Således beskæftigede rådet sig fx næsten ikke med vold mod kvinder, prostitution eller med mediernes kvindefremstillinger.

Dette tilsyneladende smalle fokus betød dog ikke, at nævnet ikke havde ansvaret for et væld af opgaver. Det skulle fungere som både klagenævn, høringsorgan, rådgivende organ, debatforum, ombudsinstitution og folkeoplysningsinstans. Disse funktioner blev planlagt af rådets ni faste medlemmer på ti årlige møder og skulle så herefter udmøntes i samarbejde med nævnets faste stab af medarbejdere, der i hele perioden lå på omkring 14. Denne arbejdsstruktur forblev fast, selvom nævnets arbejdsbyrder voksede, i og med at der kom mere administration, øget og mere kompleks lovgivning fra Folketinget såvel som EU samt nye krav for det internationale arbejde grundet den tiltagende globalisering. Den manglende tilpasning kan skyldes, at Ligestillingsrådet aldrig havde været nogen tung post på finansloven, fx havde det i 1998 et budget på 7,5 mio. kr., hvoraf de 4,7 mio. gik til dækning af løn. Det vil sige, at der var 2,8 mio. tilbage til hyring af eksterne konsulenter, tryk af materialer og øvrig drift. Dette kan umiddelbart lyde af meget, men er driftsmæssigt meget lidt.

Nedlæggelsen

Op igennem 1990’erne voksede en stærk kritik af den politiske prioritering af ligestillingsarbejdet frem fra flere af landets kønsforskere. De påpegede, at Ligestillingsrådet og dets arbejde var så ringe prioriteret, at rådet reelt var usynligt og manglede slagkraft til reelt at påvirke ligestillingsdebatten og lovgivningen. Herudover var et yderligere kritikpunkt, at nævnet slet ikke repræsenterede mandeorganisationerne eller mandeforskningen. På denne baggrund krævede de en reformering såvel som en opprioritering af det politiske arbejde, bl.a. med henvisning til at vores skandinaviske naboer brugte langt flere midler på området og lå et godt stykke foran os, hvad angik ligestilling mellem kønnene.

De samme kritikpunkter kom også frem under Statsministeriets egen evaluering af nævnet i den omfattende rapport Det fremtidige ligestillingsarbejde (1999). Nyrup-regeringen besluttede derfor at opprioritere det fremtidige ligestillingsarbejde økonomisk såvel som politisk ved at nedlægge Ligestillingsrådet fra 2000 og lægge det fremtidige ligestillingsarbejde ind under et nyt selvstændigt ministerium. Samtidig blev Videnscenter for Ligestilling etableret på RUC, og klageinstansen Ligestillingsnævnet oprettet.

Alt i alt var nedlæggelsen af Ligestillingsrådet altså ikke et nederlag for ligestillingsarbejdet, men en politisk opprioritering af området.

Ligestillingsrådets fem formænd

2.9. 1975 - 21.1. 1982: Karen Dahlerup, MF for Socialdemokratiet

21.1. 1982 - 1.1. 1987: Helle Degn, MF for Socialdemokratiet

1.1. 1987 - 16.3. 1993: Grethe Fenger Møller, MF for Det Konservative Folkeparti

16.3. 1993 - 31.12. 1994: Anne Grete Holmsgaard, kontorchef i DSB

11.1. 1995 - 26.10. 1999: Ingrid Rasmussen, MF for Socialdemokratiet