Interview med Dario Campeotto i Billed-Bladet, 30. juni 1961

Kilder

Kildeintroduktion:

Dario Campeotto (f. 1939) vinder det danske Melodi Grand Prix i februar 1961, og derefter kastes han ud i en intens idoldyrkelse. Han får hurtigt mange fans, og de fleste er unge piger. I denne artikel i ugebladet Billed-Bladet udtaler Dario Campeotto sig om sine fans og den ‘afgudsdyrkelse’, han mener de repræsenterer. Han bruger et livligt billedsprog, hvor han bl.a. kalder sine fans for “teenage-amazoner” og beskriver dem med ord som “dyrisk vildskab og hysteri”. Han giver udtryk for en uforståenhed over for deres reaktioner og mener, at det skyldes manglende livsindhold. Hans negative syn på og kritiske stillingtagen til sine egne fans fik dog ikke synderlig betydning for hans popularitet. Når der var kritikere, var der også fans, der var klar med et forsvar, som fx hans mere utilregnelige italienske temperament.   

Fandyrkelsen opstod i en tid, hvor mange var begyndt at acceptere de unges nye pop- og rockmusikkultur, der opstod i 1950’erne, men stadig forholdt sig skeptisk til det tilbedende element af idoldyrkelsen. Denne skepsis kom dog ikke kun fra kritikere, men altså også fra ungdomsidolerne selv. 

Ugens portræt

Af Leif Mariager

Dario Campeotto, sangeren, som Grand Prix-sejren kastede ud i et forrygende rejseliv, siger sin mening om teenage-hysteri, om rygtesmederi og om sin fremtid som sanger eller tankpasser 

Angelique og afgudsdyrkelse

Alt er tilsyneladende med ham. Intet er tilsyneladende imod damernes dårende dejlige Dario – se, om ikke også bogstavrimet nejer sig for ham.

Kæmpesalg i grammofonplader – rekord i Danmark og rekord i Sverige. Og engagementer for hele sommeren, efteråret, vinteren og næste sommer med i folkeparker i Sverige, i tivolierne herhjemme, i koncertsale og på tribuner. Man vil se – og teenage-pigerne også røre ved ham, fortæller beretningerne fra hele Danmark-Sverige. Den 22-årige danske brunøjede, mørkblonde sanger med det italienske statsborgerskab må gang på gang snige sig fra koncerterne forklædt som kontrollør, brandmand, postbud, eller hvad der tilfældigt findes af kostumeringsmuligheder – bare for at undgå at blive flået af vilde teenage-amazoner.

Jo, det har gået hårdt til, siden pop-slaget inden for Fredericia Vold, da han sang sig selv og sin (og Rasmussen-Køges) ”Angelique” til sejr. Siden Cannes, der ikke gav sejr, men en flot placering, en masse erfaring og et vældigt skub ud i det forrygende slager-liv, som nu er resultatet af tilfældet ”Angelique”.

Dario Campeotto er kun hjemme på Blytsvej på Frederiksberg for at stikke af igen. Der var noget, der trak. Han har, for at tale grammofon-snak, købt sig en bil, men så langt fra sidste ny model, en Ford A 1929, fået den indregistreret, så den må prøves. Om man vil med? Jo, livet har sine risici. På den anden side sidder man godt garderet i den solide jernkaret, hvis noget skulle ske.

Vi når tilbage til Blytsvej, helskindet og sidder i Darios Stue, endnu med vindens susen og de blafrende knald fra 1929-kalechen i ørene.

-       Skal vi gå til sagen?

-       Yeps. Jeg skal være i Roskilde om tre timer.

-       Det er et hårdt løb at køre.

-       Den skarpeste tur var forrige uge. Jeg kørte her fra København fredag morgen, optrådte i Gøteborg om eftermiddagen og om aftenen, til Stockholm lørdag for at medvirke ved åbningen af en grammofonforretning, sang i Stockholm om aftenen, næste morgen kørte jeg 400 km til noget, der hedder Dala-Järna for at optræde dér kl. 21,30, videre med det samme til Morgårdshammer, der ligger 100 km derfra, sang dér kl. 23,25. Jeg nåede først frem fem minutter før tiden, fordi turen foregik ad jordveje og i tåge. Sov i Morgårdshammer og kørte næste morgen til Kalmar, 750 km derfra. I Kalmar optrådte jeg kl. 24 og kørte direkte til Gøteborg – 450 km nåede færgen fra Gøteborg til Frederikshavn kl. 5 om morgenen. Færgen sejlede kl. 7 og var i Frederikshavn kl. 11. Kørte videre til Skive, hvor jeg optrådte kl. 17,50, 20,30 og kl. 22. Kl 23.30 skulle jeg synge i Gjern, 100 km derfra. Fra Gjern kørte jeg til Kongensbro og sov der. Op kl 6,30, kørte videre til Århus, kom med færgen kl 8,00, var i Kalundborg kl. 11 og kl. 13 i København. Nu kl. 20 skal jeg synge i Roskilde, i morgen aften skal jeg synge i Gøteborg… 

-       Og De sidder selv bag rattet hele vejen?

-       Ja, jeg har en sportsvogn foruden det gamle fund, men alligevel.

-       Er ”Angelique” ikke ved at være kørt færdig?

-       Herhjemme er den nok lidt på retur, det skal den jo være, men i Sverige er den i top. Ligesom sommeren kommer lidt senere til Sverige, sådan trænger en udenlandsk melodi også lidt senere frem derovre, landet er så stort.

-       Hvad har tiden, siden De første gang sang ”Angelique” lært Dem?

-       Jeg har ærlig talt ikke troet, at mennesker kunne blive så hysterisk grebne af en ting, der er banket op. Jeg har erfaret, at publicity, TV, offentlighed og reklame er så stærke midler, at selv om en ting ikke er noget, så kan den blive det, bare den bliver banket tilstrækkeligt op. —

-       Men dog - er det ”Angelique”, De tænker på? Og Dem selv?

-       Ja, misforstå mig nu ikke. ”Angelique” er en god melodi, og jeg synger måske også en tak bedre end de fleste slagersangere, men det har gang på gang været et chok for mig at se piger på 16-18 år med et udtryk i ansigtet, som er en blanding af dyrisk vildskab og hysteri, at opleve piger, der klamrer sig til én og bare vil røre ved én. Jeg tror nok, forklaringen er den, at, ja, hvad skal man kalde det, billedskærm-betagelsen skal afreageres hos de unge piger. Ja, det er sådanne tanker, man gør sig, når man sidder bag et rat og lader landevejen i kilometervis løbe bagud og væk under hjulene på vognen. Jeg har siddet og tænkt på, om ikke den afgudsdyrkelse kan skyldes, at ungdommen savner et ståsted, om ikke det er ungdommens mangel på interesser og livsindhold, mangel på politisk og religiøs interesse. De har droppet kirken, gider ikke beskæftige sig med politik.
Selv om halvdelen af dem i virkeligheden, dvs. fra starten ikke er betaget, så kommer presset fra den anden halvdel og river dem med, og jeg mener at have oplevet, at det er de medrevne, der er de mest hysteriske.
Jeg har kørt og tænkt over det, over hvordan det kunne gå til, at alt dette skulle overgå mig, at jeg skulle nå så vidt – eller jeg skulle måske hellere sige, at det er gået så vidt. For hvad er det egentlig alt sammen? en sag, der er gasset op. Bevares, det er en god melodi, bevares, jeg har nok stemme ...

-       Har De stemme nok?

-       Jeg ved det ikke, kan ikke vide det endnu. Operaen har jo længe været mit ønskemål. Men hvis stemmematerialet ikke slår til til noget stort, har jeg en anden tanke. Det er jo klart, at jeg tjener en del. Jeg mener, at når man opfører sig ordentligt og for hver 14. dag sætter penge i banken, så vil der være en stor pose, når året er omme. Ja, jeg kunne tænke mig at bruge pengene fra disse to-tre år –  hvor længe varer sådan et væddeløb, tror De? – til at starte noget med biler. Forstår De, passer mine evner og muligheder i hak, så det kan blive til en sangerkarriere, ja, så er det vejen, ellers kan jeg betro Dem, at jeg kunne tænke mig at få en servicestation med et motel, ja, jeg kunne. Biler er jo min anden galskab. Jeg føler ingen træthed ved at køre bil, og i denne tid har jeg jo et kørselsbehov på mange tusinde km om måneden. Alene af den grund kan man blive helt tosset over de rygter.

-       Hvilke rygter?

-       Jo, her i Danmark pjatter man i den grad med ordet fuld. Udtrykket er blevet tyndslidt, det ved jeg, men det sårer mig alligevel, når jeg hører rygter om, at jeg skulle være blevet fordrukken. Det er det rene, gale nonsens. Jeg ved godt, der er mennesker med så lidt livsindhold og dramatik, at de ikke alene må supplere deres egen tilværelse op med den tilværelse, de tror, andre har, men tillige overdrive og dramatisere, så f. eks. min enkelte pilsner på en varm sommerdag bliver til drukkenskab. Det er roterende plim at sige sådan noget.

-       Det italiensk-danske er vel noget af en splittelse i Dem?

-       Ja, det er klart, at man med en italienskkatolsk familietradition — vi er alle stadig italienske statsborgere - hælder meget mod Italien. Min far, Emesto Campeotto, vil lægge op om et par år og rejse tilbage til Italien og ende sine dage dér.

-       Og De?

-       Det er jo problemet. Danmark er jo et lille lækkert land.

Klik på billedet for at læse en indscanning af artiklen.