Leder i Dagbladet den 10. februar 1859

Kjøbenhavn, den 10de Februar.

Idag for tohundrede Aar siden skete det Anfald af de Svenske paa Kjøbenhavn, der afgjorde Hovedstadens og hele Rigets Skjæbne. Det danske Monarki var kun et Haarsbred fra sin Opløsning og fuldstændige Undergang; havde Carl Gustav[1] seiret ved denne Storm og indtaget Kjøbenhavn, vilde Norge, Sjælland, Fyen, Smaaøerne og idetmindste foreløbig Nørrejylland være blevne forvandlede til svenske Provindser, medens Resten af Riget var tilfaldet de holsteen-gottorpske Hertuger.[2] Tanken om et Eenheds-Skandinavien og Ideen om et Nordalbingien[3], disse tvende politiske Fantomer, der i vor Samtid have begyndt at spøge paany, vilde da være blevne realiserede, og Danmark vilde have ophørt at være til som Stat, der vilde ikke længere have existeret nogen dansk Nation. Det var Kjøbenhavns Borgere, som ved deres Udholdenhed i Anstrengelser og Savn, deres Tapperhed i selve Kampen frelste Fædrelandet; de kunne med Stolthed vise hen til hiin mindeværdige Nat og sige Verden, at naar der endnu den Dag idag bestaaer et Danmark og et dansk Folk, saa skyldes det deres Forfædre, fra hvilke de ikke ere vanslægtede.

Intet synes dog at være naturligere, end at Tohundredeaarsdagen for en Begivenhed, der har havt en saadan Betydning, festligholdes som en glad Erindringsfest, baade af Kjøbenhavns Borgere, der ere de nærmeste Arvinger til hine brave Kæmperes Hæder, og af det hele Land, som endnu nyder Frugterne af hiin Sejr. Man skulde troe, at den 10de og 11te Februar kunde høitideligholdes i den skjønneste Enighed og Harmoni, thi hvilke Meningsforskjelligheder der saa end kan herske imellem os Danske i Henseende til politiske Spørgsmaal, saa maae vi dog ialfald Alle være enige om at glæde os over, at vi bestaae som Nation, og burde derfor kunne i Samdrægtighed feire Mindet om den Hædersdag, som frelste os fra Undergang. Men den Enighed, som skulde være Løsenet ved de forestaaende Fester, er alligevel bleven truet med Forstyrrelse ved hæslige Dissonantser[4], og det fordi man har villet benytte Tohundredeaarsdagen til uvedkommende Demonstrationer. Den Ene har villet give den et skandinavisk Præg, den Anden har troet Leiligheden passende til at gjøre en Demonstration i modsat Retning og exploitere Festen i antiskandinaviske Tendentsers Tjeneste[5].  Begge Dele ere lige absurde og lige taktløse. Skandinaverne ville dog umulig kunne nægte, at det var svenske Fjender, som beseiredes ved den Kamp, hvis Minde vi feire, og at den Vaabenbedrift, som vi med Stolthed højtideligholde, var et Nederlag for de svenske Vaaben. Det kan maaskee lykkes Mænd, der staae paa et høit Trin af aandelig Udvikling og have frigjort sig for alle Fordomme, at hæve sig op til det verdenshistoriske Sta[n]dspunkt, hvor den nationale Pirrelighed[6] forsvinder, og vi have fra svensk Side et smukt Beviis derpaa i Fryxells Skildring af Stormen paa Kjøbenhavn[7]; men for den store Mængde, der kaldes til Deeltagelse i almindelige Borgerfester, bliver det en Modsigelse at glæde sig over en Seir og at indbyde den Overvundne til at deeltage i denne Glæde. Om man end nok saa meget indrømmer, at de skaanske Provindser naturlig høre til Sverig, bliver det dog ikke let for en Dansk at deeltage i en Fest til Forherligelse af disse Landes Tilslutning til Sverig og deres Tab for Danmark.[8] Om det end nok saa meget indrømmes, at Danmarks Bevarelse som selvstændig Stat har været en Lykke, ogsaa for Sverig, vilde det dog altid blive en mislig Stilling for Lunds Studenter at deltage i Glædesfesten over en Begivenhed, der opfattes som et Nederlag af den Nation, til hvilken Skaaningerne nu i over tohundrede Aar have hørt. Det forekommer os, at de Medborgere - de høre næsten alle til den vrantneste[9] Reaktion -  der troe at kunne gjøre Festen til en antiskandinavisk Demonstration, handle endnu taabeligere. Det er ganske sandt, at de Fjender, som sloges tilbage fra Kjøbenhavns Volde i 1659, vare Svenske, men det er saa langtfra, at den Nutidens Skandinavisme, imod hvilken de troe at kunne gjøre Demonstrationer, betragter Kampen i 1659 som et Nederlag for sig, at den tvertimod i den maa see en uundværlig Betingelse for Realisationen af sit Formaal. Der er ingen dansk Skandinav, som vedkjender sig det af Carl Gustavs levende Fantasi udmalede Program; der er Ingen, som vil have de danske Landsdele gjorte til svenske Lehn eller tænker sig den danske Krone lagt paa et lavt Bord foran Kroningsstolen, medens den Salvede kun sætter den svenske paa sit Hoved. Selv de Skandinaver, der gaae allervidest, forlange, at i det treenige Skandinavien, som er deres Dages Tanke og deres Nætters Drøm, skulle de tre Stater og de tre Nationer staae som ligeberettigede, som selvstændige Led. De kunne derfor uden i mindste Maade at synde imod deres Idee deeltage i Festen til Ære for den Seir, som frelste Danmarks og den danske Nations Selvstændighed. Der findes Intet, som kan benyttes til at give de forestaaende Fester noget antiskandinavisk Præg. Det nationale Had, som Aarhundreder igjennem herskede mellem Danske og Svenske, bestaaer ikke mere, det er mættet i Strømme af Blod, senere udsonet i Have af Banco[10] og Champagne, og det er et notorisk Faktum, at der imellem de to Nationer saavelsom mellem de enkelte Individer gjør sig gjældende en smuk Sympathi, som staaer i den glædeligste Modsætning til svundne Tiders Misstemning. Venskab og Fjendskab mellem hele Nationer som mellem enkelte Personer modstaae ikke Tidens Indflydelse; vi have i vore Dage seet mærkelige[11] Exempler derpaa, vi behøve kun at minde om Alliancen mellem Frankrig og England, der vel udgik fra den styrende Minoritet i begge Lande, men dog aldrig vilde have kunnet komme istand, dersom der ikke var foregaaet en mærkelig Svingning i de nationale Følelser, hvormed Franskmænd og Englændere endnu langt hen i dette Aarhundrede behandlede hinanden. Det er absurd at benægte Muligheden af tilkommende Fjendligheder mellem Danmark og Sverig, fordi de to Nationer nu betragte hinanden som Venner og Brødre; men det er endnu absurdere, naar man troer at kunne fremmane Stemninger fra 1659 for dermed at forstyrre den gode Forstaaelse, som hersker mellem de Svenske og os, og som Alle uden Hensyn til politiske Anskuelser maae ansee det for ønskeligt at bevare.

Vi fjerne fra de Fester, som vi skulle til at feire, ethvert skandinavisk eller antiskandinavisk Præg. Vi kunne høitideligholde Mindet om Stormen paa Kjøbenhavn uden at krænke vore svenske Brødre, thi saa vidt er den skandinaviske Tanke ialfald modnet, at ethvert af de tre Brødrefolk anerkjender de andres Ret til selvstændig og uafhængig Tilværelse; ingen Dansk forarger sig over, at Nor[d]mændene feire deres Uafhængigheds Aarsdag, ingen Svensk vil føle sig saaret ved, at vi høitideligholde vor. Men vi kunne paa den anden Side ikke uden at gjøre Vold paa de historiske Reminiscentser[12], ikke uden at opstille et urimeligt Paradox, gjøre Festen til et Vehikel[13] for skandinaviske Demonstrationer. Gjøres der Forsøg i den ene eller den anden Retning af de hidsige Politikere, som ved enhver Leilighed ville tvinge Verden til at yde deres Ideer Hyldest, saa bliver Festen forstyrret, og den Enighed, som skulde give den det smukkeste Præg, vil blive afløst af en Misstemning, som det da er for silde at beklage. Vi haabe, at ingen af Delene vil skee. Lad os feire disse Dage som reent nationale Fester, lad os fremdrage og forherlige Mindet om vore Forfædres tappre Bedrifter, om den lille Befolknings modige Udholdenhed under Forhold, hvor det havde været undskyldeligt at fortvivle om Frelse. Lad os erindre, at Frugten af hiin heltemodige Kamp var Bevarelsen af den danske Stat og den danske Nationalitet. Lad os med Erkjendtlighed mindes, at Kjøbenhavns Borgere dengang ogsaa i Kampen for Statens Frelse skrev sig selv det borgerlige Frihedsbrev[14], som Frederik den Tredie vel vidste at forvandle til en Kongelov, men som omsider Frederik den Syvende skjænkede os, deres Efterkommere. Lad os med Glæde paaskjønne, at den Tid ligger bag os, hvor ærgjerrige Fyrster alene for at tilfredsstille deres Begjærlighed efter Magt kunde sende Nationer, der have fælles Interesser, i blodig Kamp imod hinanden, og at de Fjender, imod hvilke vi dengang stred, nu ere vore Venner og forhaabenlig længe ville vedblive at være det. Lad os endelig ved disse Fester ryste os selv op af den Dvale, i hvilken vi have hvilet saa længe, og lad os, idet vi feire Mindet om Fortiden, tillige fæste Blikket paa Nutiden, hvor Statens og Nationens Selvstændighed trues fra en anden Side, fra Fjender, der maaskee, naar vore Efterkommere om et Sekel fejre Erindringen om Fredericia og Isted[15], kunne være Venner, men som ganske sikkert nu ere farlige Fjender, imod hvilke vi paa en anden Valplads skulle værge os med den samme Udholdenhed, den samme Seighed, den samme Uforfærdethed, som Kjøbenhavns Borgere lagde for Dagen i 1659.

Dette skal være Aanden i de Fester, som i disse Dage samle Medborgere af alle Klasser, dette skal være deres Betydning og give dem deres Berettigelse. Den forsynder sig imod

deres Tanke og forstyrrer deres smukke, opløftende Indtryk, som forsøger at paatrykke dem et andet Præg. Det var Enigheden, som dengang udgjorde de kjøbenhavnske Borgeres Styrke; lad os ikke vanhellige Mindet om deres Bedrifter ved at vække Splid og Tvedragt[16] ved Festerne til deres Ære.