11. Sept. 1908.

Mandag den 7de September rejste jeg her over [til København]. Jeg havde været hjemme nogle Dage, fra d. 3.-7. Sept. Vejret var mest med Regnbyger hver Dag. Tirsdag vare vi paa Toldboden for at tage mod Kejserinde Dagmar[1] og Dronning Alexandra[2]. Mens vi stod og ventede paa dem, fortalte Berg[3] mig, at Alberti[4] havde meldt sig selv til Politiet for Bedrageri og Falsk. Det var et Tordenslag. Jeg kunde ikke sige det til Kongen[5] for ikke at forstyrre Modtagelsen; men da Kong Georg[6] talte med mig, sagde jeg det til ham og bad ham meddele det til Kongen paa Hjemvejen. Han tilbød selv at paatage sig denne Kommission.

Fra Toldboden kørte Ministrene til Ministermøde i Ministeriet. Jeg forelagde Spørgsmaalet om at indgive min Dimission. Grev Raben[7] og Høgsbro[8] sluttede sig dertil, medens de andre, navnlig Finansministeren[9] var derimod, da det let vilde opfattes, som om Ministeriet[10] og navnlig Konseilspræsidenten[11] følte sig medskyldige i Albertis Forbrydelse. Desuden kunde denne Opfattelse let komme frem i Udlandet til Skade for vort Rennomé og for vore Finanser. Derved blev det. Man var aabenbart ked af, at jeg havde laant de 1½ Mill. Kr. til Sparekassen[12], og det er jeg selv nu, men den Gang handlede jeg jo i Tillid til, at der ikke var noget virkeligt i Vejen.

Dagen efter var jeg hos Kongen. Jeg meddelte ham Udfaldet af Mini­stermødet og sagde, at jeg under disse Om­stændigheder ikke fandt det rigtigt at indgive min Dimission, men afvente Rigsdagens[13] Sammentræden. Kongen spurgte, om jeg ønskede Rigsdagen indkaldt straks, men det fandt jeg unyttigt, da den jo skal sammen om ca. 3 Uger. Samme Dag havde vi atter Ministermøde hvor jeg meddelte Samtalen med Kongen, og hvor man var mere vaklende. Neergaard[14] dog ikke. Vi drøftede iøvrigt, hvilke praktiske Skridt, der kunde være at foretage. I Dag var jeg atter hos Kongen; Fredag er min Dag der, han var roligere men dog forstemt. Imidlertid var han gladere, da jeg gik.

[…]

Fra min Hustru og fra Peder og Karen[15] har jeg haft gode Breve. Jeg har sovet daarlig om Natten, jeg er ogsaa plaget af en Byld i Laarkrogen, og Maven er i Uorden. Det hænger maaske sammen, det ene med det andet. Jeg beskæftiger mig desuden med Forarbejderne til Forsvarslovene. Grev Raben har Betænkeligheder baade ved dem og ved den politiske Stilling. Han talte i Dag om at gaa, men det fraraadede jeg.

Den 14. Sept. 1908.

Der er sket meget siden sidst. Fredag Aften fik jeg Brev fra Grev Raben, at han fremdeles ønskede at gaa. Lørdag 9½ talte jeg med ham i Ministeriet, hvor jeg havde tilkaldt ham pr. Brev. Han fastholdt dog sit Ønske, men kun saaledes, at han foreløbig vilde have en Samtale med Kongen om, hvorvidt han burde gaa. Jeg forstod ham da saaledes, at jeg i alle Tilfælde fik en Samtale med ham efter hans Samtale med Kongen, forinden han vilde tage endelig Beslutning. Derefter deltog han i Ministermøde Kl. 10, hvor Finanslovsfor­slaget behand­ledes. Kl. 11½ var Ministrene til Audiens hos Kong Georg i Palaiet i Bredgade. Samtalerne drejede sig om Dagens Begivenheder. Mine Kolleger meddelte, at Kong Georg var enig i at det var rigtigt, at Ministeriet ikke dimissionerede, førend Rigsdagen kom sammen. Gav Folketinget et Mistillidsvotum eller undlod at give Ministeriet et direkte Tillidsvotum, saa burde det gaa, og han tilføjede, at saaledes saa Kong Frederik ogsaa paa det. Naa det stemmede jo ogsaa med mine Samtaler med Kongen.

Ikke des mindre skete følgende. Kl. ca. 1 kom Geheimeetats­raad Rosenstand[16] til mig i Marineministeriet og meddelte, at Kongen vilde tale med mig mellem Kl. 2 og 3. Grev Raben havde bedet om sin Dimission og faaet den. Hans Ansøgning vilde snart komme, thi da han gik ud fra Kongen, havde han ikke gjort nogen Hemmelighed deraf. Mens vi talte, kom et Bud med Ansøgningen i et Brev fra Grev Raben. Jeg beklagede mig over, at denne Fremgangsmaade ikke stemmede med min Samtale med Greven om Formiddagen, men lovede iøvrigt at komme Kl. 2. Paa Vejen til Kongen mødte jeg Grev Raben. Jeg beklagede mig over hans Fremgangs­maade. Vi talte lidt frem og tilbage, men skiltes temmelig brat, da jeg fastholdt, at han dog burde have sagt mig det rent ud forinden, naar han vilde bære sig saaledes ad.

Kongen traf jeg i nervøs Tilstand. Han meddelte mig Grev Rabens Dimission og bad mig nu om hele Ministeriets, hvorpaa han begyndte paa en lang Tale om Alberti, om Laanet af Statskassen, som han sagde, at han først nu havde hørt om (?), om Forsvarssagen o.s.v. Grev Raben havde sagt, at han jo heller ikke kunde enes med mig i denne Sag; men hvis jeg vilde foreslaa nogle Forter fra Køgebugt til Roskilde en søndre[17] Linie ? det er noget, som jeg har talt med Grev Raben og flere om; det er nærmest en Plan af Lütken[18] ? saa kunde det blive godt endnu, saa vilde Greven blive.

Hertil sagde jeg Nej. Denne Sag er ikke færdig i Ministeriet. Det er muligt, at der paa Rigsdagen kan blive en endelig Overenskomst med Hensyntagen til denne Linie, men det vilde være uklogt af mig at foreslaa noget saadant nu. Desuden kan jeg jo slet ikke købe Grev Raben for nogle Forter. Sagen om disse og om alt andet beror jo paa Rigsdagen. Efter min Mening maa den Bahnsonske Landbefæstning[19] bort, den duer heller ikke, hvad man vil sætte i Stedet, maa vi forhandle om, det kan jeg ikke give Løfte om her. Det kan ikke nytte, at vi blande den Sag i. ”Ministeriet arbejder saa energisk i disse Sager som muligt, naar jeg nærmer mig Enden paa Arbejdet vil jeg forelægge det for Deres Majestæt og tale derom ligesom ogsaa for mine Kolleger, og jeg vil tage alt det Hensyn til de forskellige Meninger, som er forsvarligt, men binde mig paa Forhaand ved saadant Løfte, det kan jeg ikke”.

Nu holdt Kongen et Foredrag om Neutraliteten, om Forholdet til Tyskland om Sagkundskaben o.s.v men Enden blev, at jeg skulde indgive min Dimission og saa vilde han raadføre sig med Rigsdagens Formænd. Jeg opfordrede ham til Forsigtighed, forsikrede om min Loyalitet og tog Afsked med Bemærkning om, at nu gav jeg min Ansøgning ind, og at mine Kolleger og jeg fungerede indtil Rigsdagen kom sammen. I øvrigt vilde jeg intet foretage uden nærmere at høre fra Kongen.

Om Formen for Offentliggørelsen henviste han mig til at forhandle med Rosenstand. Jeg søgte denne, og det viste sig, at Kongen ønskede, at det skulde fremgaa, at det var ham der havde taget Initiativet. Det stemmede med mine Følelser, men mine Kolleger, som var samlede til Møde med mig Kl. 3 var meget derimod, dels fordi det jo kastede et ”Skær af Taburetklæberi” over Ministeriet, som dette ikke havde fortjent, men dels ogsaa, fordi de frygtede, at det vilde skade Kongen i Folkets Omdømme og gøre Forholdet vanskeligt for Dannelsen af det næste Ministerium. De vare saa ivrige, at der i opbrusende Stemning yttredes Ønske om, at Neergaard og Berg skulde gaa til Kongen og gøre ham Modfore­stillinger.

Jeg gjorde nu i Hast et Udkast til en Form for Offentliggørelsen som beroligede dem, og da Rosenstand senere kom enedes vi om denne Form, skønt Kongen udtrykkelig havde yttret Ønske om den anden. Rosenstand skulde imidlertid forelægge Kongen den ny Form, og saaledes skete det. Jeg sagde til mine Kolleger, hvad jeg ogsaa havde yttret til Kongen, at jeg nu ikke vil gaa med i et nyt Ministerium eller fortsætte med det gamle, nu har jeg faaet nok! Kongens Behandling har gjort mig det klart, at jeg for min Autoritets Skyld og derfor ogsaa for Landets Skyld maa slutte af; en Ministerpræsident uden virkelig Autoritet er en skadelig Mand.

I Gaar skrev jeg en Redegørelse til mine Vælgere. Lørdag Aften var jeg sammen med flere Politikere hos Fru Lassen[20], Telefon og Telegraf benyttedes rigeligt. Stemningen var god og fast, men Samtalerne gik jo livligt fra Haanden. I Gaar var det samme Tilfældet. Ole Hansen[21] spurgte om Raad angaaende sin Stilling som Direktør i National­banken. Vi raadede ham til at gaa, og det besluttede han. Han var meget bevæget. I Gaar var Berg og Enevold Sørensen[22] til Møde i Kolding, efter hvad vi hørte i Telefonen i Aftes var Mødet stærk besøgt og godt. Fra min Hustru har jeg i disse Dage gentagende haft Breve. Det er jo ogsaa en bevæget Tid i He[23].

Senere samme Dag. Neergaard var her inde og senere Høgsbro; jeg har ogsaa talt med A. Nielsen[24]. De ere alle fortrolige med at danne Ministerium uden mig, efter at jeg har fremført mine Grunde for dem. Disse ere: 1) Der kræves en Syndebuk, og det er jeg nærmest til at være, 2) Kongen maa gøre den Erfaring, at han ikke kan jage et Ministerium paa Døren, uden at der sker Skade derved og 3) Jeg kan ikke blive ved at være Minister, thi efter alt dette har jeg ikke fornøden Autoritet, og det maa der til. Jeg havde Lütken lidt mistænkt for, at han paa en aller anden Maade havde været med, da jeg mødte det militære Krav hos Kongen; men da jeg nævnte for ham, at min Afgang ikke var en pro forma Sag, blev han ganske bestyrtet, hvilket glædede mig at se, og han udøste sine Følelser for Grev Rabens og Kongens politiske Forstand paa en temmelig kraftig Maade.

d. 15. Sept.

I Aftes var jeg sammen med Landbrugsministeren[25] og Trafikministeren[26] og Folkethingsmand Th. Larsen[27] hos Fru Lassen. Jeg foreslog da, at Partiet straks ved Rigsdagssamlingens Aabning kommer med Forslag til en Beslutning af Folkethinget saalydende:

Folkethinget beslutter at udtale:

sin Sorg over den Ulykke de Albertiske Bedragerier har bragt over Landet,

sin Villighed til at medvirke til at mildne Ulykkens Følger, og

sin Villie til under Ledelse af et Ministerium, der støtter sig til Thingets Flertal, at arbejde paa de Opgaver, hvis heldige Løsning Folket venter paa.

A. Nielsen syntes i Førstningen slet ikke fortrolig med, at en saadan Beslutning var nødvendig, men det gik dog op for ham, og det aftaltes, at Partiets Bestyrelse skulde indkaldes til Lørdag 26. og Partiet til Søndag den 27. September.

16/9 08.

Atter i Aftes var vi samlede hos Fru Lassen, Neergaard var med. Der ude er et Fristed, hvor man trygt kan mødes. Vi talte om mangt og meget, ogsaa om Forslaget til Beslutning af Folkethinget, som man ikke var rigtig enig om, navnlig syntes Berg betænkelig, jeg véd ikke hvorfor. Der var Enighed om, at Bestyrelserne for de 2 Partier[28] holder Fællesmøde den 26de, og at Partierne ligeledes holde Fællesmøde den 27de. Rosenstand havde i Gaar været hos Høgsbro og ladet ham forstaa, at Kongen gerne vilde tale med ham. Han tager der ud i Morgen.

Jeg faar i disse Dage mange Breve med Tilkendegivelse af Sympati; men her inde mærker jeg, hvorledes jeg isoleres mere og mere. Der er Glæde over Mini­steriets Fald, da Efterretningen kom ud, raabte Folk Hurra, og det fortælles, at paa Hotel Bristol spillede Musikken ”Kong Christian” og Folk stod op og jublede, alt sammen over, at jeg gik. Er der militære bag ved, saa er det uhyre blindt handlet af dem, ligesom ogsaa af alle der ønske For­svarssagen ordnet, det ønsker jeg; men hvad kan jeg udrette? Neergaard fortalte i Aftes, at Bladejerne havde henvendt sig til Berlingske Tidende for at faa den med i Stormløbet mod Ministeriet. Det er altsaa et ligefrem Komplot. Berlingske vilde ikke.

17de Sept.

Under Ministermødet i Gaar og ved andre Lejligheder mærker jeg, at flere af mine Kolleger helst ser, at jeg gaar. Berg var meget fornærmet over, at jeg havde laant Alberti de 1½ Mill. Kr. uden at spørge ham til Raads, og underhaanden har han til Redaktører og gode Venner stadig slaaet paa den Stræng. Fru L.[29] siger, at Berg vil frem, at han forraader mig o.s.v., der er vist noget om det. A. Nielsen er Bergs Mand fuldt ud. De er bange for den Beslutning af Folkethinget. Det forekommer mig, at de er bange for, at Thinget skal give mig et Tillidsvotum. De holde stærk paa, at dette ikke kan ske over for et blot fungerende Ministerium. Hvorfor véd jeg for Resten ikke, jeg véd ikke, hvor det er forbudt? Naa et Tillidsvotum vilde jo ogsaa mere være et Plaster til mig, thi blive vil jeg dog ikke. Jeg maa tage min Lussing fuldt ud, det er jeg klar over. Fru L. siger, at de vil give mig en ”sølvpletteret Kaffekande”[30]. Hun ser ret klart i det hele.

Og saa fra Begyndelsen af October eller saa er jeg atter Folkethingsmand og sætter mig paa min gamle Plads. Jeg faar Pension 4.800 Kr., det var da godt, at jeg ikke blev paa den under Deuntzer[31] lavede kgl. Resolution om at jeg skulde have 6000 Kr., det var Enevold Sørensen og O. Hansen der fik det sat igennem; thi jeg vil ikke have nogen Begunstigelse.

Geheimeetatsraad Rosenstand var her i Ministeriet i Dag efter Frokost. Hans egentlige Ærinde var aabenbart at sondere Stemningen. Han sagde, at Kongen ønskede at Ministrene kom ud til ham ganske som sædvanligt, naar de havde Sager. Han spurgte, om jeg kom derud i Morgen. Hertil sagde jeg Nej. Aftalen var, at jeg skulde forholde mig rolig, til jeg fik Bud. Han mente ikke, at Kongen havde forstaaet det saaledes. Jeg sagde, at jeg ogsaa troede det bedst, at jeg ikke søgte Kongen. Folk vilde jo let komme med deres Gisninger, naar de nu saa, at jeg kørte ud til Charlottenlund[32]. Derefter talte vi frem og tilbage om Stillingen og jeg fortalte ham, at i Jylland var der, som jeg kunde forstaa, vakt en Del Bitterhed mod Kongen, hvilket jeg beklagede; men for Tiden vilde den jyske Rejse have givet et ganske andet Resultat end i Sommer. Jeg sagde, at jeg fra Lørdag til Torsdag i næste Uge vilde rejse til He. Statsraad paa Fredag, den 25. ds.

d. 19de Sept. 1908.

I Dag skal jeg rejse. Jeg rejser herfra 12.30 og kommer til Guldager[33] 9.55. Her møder jeg min Hustru. I Morgen Søndag, naar vi have set, hvorledes Peder[34] har indrettet sig, rejse vi til He. De følgende Dage Mandag-Onsdag gaar jeg paa Jagt. Hvilken Fred for mig! I Gaar kom Jensen Sønderup[35] ind til mig og fortalte, at han nu gik og arbejdede for at faa den Beslutning frem, og at nu vare de andre enige med ham. Han gik ud fra, at Vælgerne fandt, at der burde ske noget, og frygtede, at hvis man intet sagde, saa vilde der komme Splittelse ud deraf. Jeg sagde, at det var godt, at de nu var kommet til det Resultat. I Aftes fik jeg at vide, at det er Fru L., der i Gaar havde haft fat i ham. Hun havde ogsaa sin Redaktør[36] her ovre i Gaar for at instruere ham; hun er jo klog og energisk, og har været mig en god Støtte i disse Dage. Vilh. Lassen vilde nu ogsaa have staaet ved min Side, det er jeg sikker paa.

25de Sept. 1908.

Peder havde det rart indrettet; det er et stort og smukt Hjem, han har faaet; men des mere koster det ham at faa det møbleret og besat. Han var glad for vort Besøg. Jeg gav ham 50 Kr. inden vi rejste. I He havde jeg 3 gode Dage; jeg var paa Jagt og skød hver Dag 2 Harer samt et Par Høns. Kristian[37] var med. Han fik 440 Kr. til Hjælp til Folkenes Løn og til at betale Haandværks­folk og lign. 400 kr. gav jeg Præsten, for at han kunde betale Skat for mig. Dermed er jeg snart udgjort for Penge. Nu bliver Indtægterne mindre her efter, men min Hustru ser lyst paa Tingene. Vi har før levet af lidt og kan ogsaa gøre det i Fremtiden.

I He modtog jeg en Deputation bestaaende af A. Madsen, Tim, Søren Brogaard, Tim, Chr. Hansen Houer og Redaktør Chr. Nielsen[38]; de mødte med en Adresse fra Vælgerne underskrevet af mere end 2400 Vælgere. Underskrifterne vare samlede i 3 Dage, det var rask gjort, og Indsamlerne meldte om en mageløs Villighed til at skrive under. Jeg er valgt med 1538 Stemmer sidst og i Valgkredsen er 3085 Vælgere, saa det var et smukt Resultat. Blandt Underskriverne er baade Højremænd og Socialister. Jeg kom hertil i Aftes. I Dag er der Statsraad med paafølgende Taffel; det sidste bliver næppe morsomt.

d. 26/9 08.

Før Statsraadet var jeg inde hos Kongen. Han sagde, at han havde hørt, at jeg var bitter mod ham i Anledning af Dimissionen, det gjorde ham ondt. Jeg sagde, at jeg ikke var bitter, men at jeg jo var kommet i en skæv Stilling ved over for mine Kolleger om Fredagen at forsikre, at Kongen var enig i, at det var rigtigt, at vi blev siddende til Rigsdagen traadte sammen og saa om Lørdagen møde med Afskeden. Kongen: ”Og saa har De skrevet, at jeg fulgte uansvarlige Raadgivere, men De maa da kende mig saa meget, at De ved, at det ikke er Tilfældet”. Jeg: ”Jeg skrev, at den ansvarsløse Appel til Kongen m.v. havde skabt en Nervøsitet, som frembragte Resultatet. Det fastholder jeg, Deres Majestæt kan lige saa lidt som andre unddrage Dem al Virkning udefra. Imidlertid vil jeg ikke staa og prikke og rippe op i, hvad der er sket; men i Fremtiden vil det være bedst først at overveje den Slags Skridt alvorligt.”

Kongen anførte Udlandet, hvorledes de saa paa Stillingen o.s.fr.[39] Han spurgte, om jeg mente, at han skulde sige noget i Statsraadet. Jeg mente Nej. Han holdt da en lille forlegen Tale til Ministrene inden vi toge Plads. Ved Taffelet om Aftenen gik det ret livligt, alle anstrængte sig aabenbart for, at alt skulde gaa godt og saa lykkedes det ogsaa. Jeg havde en lang og interessant Samtale med Kong Georg om Forholdene paa Balkanhalvøen og en anden med Hertug Carl[40] om den politiske Stilling i Sverige.

I Dag var jeg til Møde i Rigsdagen med Bestyrelserne for vort Parti og for den moderate Gruppe. Der var straks Enighed om Forslaget til Be­slutning. I Morgen skal Partierne have Fællesmøde om det samme Kl. 1. I Formiddags havde jeg et Møde med Cand. Sv. Poulsen[41] ved Berlingske Tidende. Han fortalte, at der gik Rygter om Besvigelser ved den grønlandske Handel[42]. Herom har jeg talt med Berg i Eftermiddag.

30/9 08.

Der er udnævnt en Bestyrer af grønlandske Handel. Nu er Berg nervøs, fordi han angribes af Oppositionens Blade. Saa længe Angrebene kun gjaldt mig, var han rolig. Saa vidt jeg kan forstaa, har han til Meningsfæller Gang paa Gang udtalt sig omtrent saaledes:

”Jeg holder meget af I.C., det ved Gud jeg gør, men det er jo alligevel skrækkeligt, at han kunde give det Laan uden at tale til mig derom o.s.v.” Derigennem har han listet Mistilliden ind i vore Venners Sind, og sine egne Aktier har han ikke gavnet dermed, det maa han kunne se nu. I Partiet blev man i Søndags snart enig om Beslutningen, men Stemningen var trykket.

Grev Raben var mødt. Jeg sagde i Partiet, at efter hvad jeg nu har hørt, har Greven handlet paa en Misforstaaelse fra hans Side, men i god Tro. Denne Udtalelse mildnede vel lidt for ham, men Stemningen er ham ikke god. Des mærkeligere er det, at han selv gaar i den Tro, at han skal med som Udenrigs­minister i det næste Ministerium.

Aabningen af Rigsdagen i Gaar foregik under megen Tilstrømning af nysgerrige. Rygtet gik, at der vilde falde en Bombe, og at Publikum i alt Fald vilde modtage Ministrene med en Pibekoncert, naar de traadte ind i Salen. Intet skete af dette. Jeg oplæste Reskriptet med høj og rolig Stemme og opfordrede Thingene til at konstituere sig paa sædvanlig Maade, og dermed var det forbi. ? I Gaar talte Berg til mig om, at det var bedst, at Venstrereformpartiet og de moderate[43] gik sammen i et Parti, og at Neergard saa dannede det ny Ministerium. Jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt derpaa, og bad ham tale med A. Nielsen derom, for at denne kunde forelægge Tanken for Bestyrelsen.

I begge de militære Ministerier er man bange for at faa en militær til Minister og især bange for at faa General Madsen[44]; det tror jeg ikke, der er Fare for. Rosenstand var her i Dag for at sige, at Kongen kom ind til Amalienborg paa Fredag og gerne vilde se mig. Jeg gaar saa derop paa Fredag, men kan ikke da sige ham noget; vi er jo da midt i den store Debat i Folkethinget. Mit Helbred er ret godt. Maven er lidt vanskelig; jeg tror, det er Nervøsitet, og Nattesøvnen er heller ikke saa god som ønskelig, det bliver imidlertid nok bedre, naar Debatten er forbi og det ny Ministerium er dannet. Jeg længes der efter.

3/10, 08.

I Gaar holdt jeg paa en Maade min Afskedstale som Minister i Folkethinget, maaske skal jeg i Dag svare paa et eller andet Spørgsmaal der ude, men i Virkeligheden er jeg færdig. Debatten endes i Aften, og saa kommer Mini­sterkombinationernes Tid, men dem vil jeg være uden for. Det sagde jeg ogsaa til Kongen i Gaar.