Vi lå i sengen om morgenen og hørte flyvemaskinerne. Jeg husker min letsindige bemærkning til min kone: »Mon det er tyske eller engelske maskiner?« Jeg ville aldrig have sagt det sådan, hvis det ikke var, fordi jeg var sikker på, det var danske. Derfor blev jeg også liggende. Ruth måtte afsted til Radiumstationen på Østerbro, hvor hun havde sin gerning. Først ved middagstid hørte jeg om hendes besvær med at nå frem.

Men nu: sammenstimlen og ophidsede stemmer udenfor på gaden. Flyverlarmen blev ved. Jeg blev klar over, at det ikke var en helt almindelig morgen. En uro, en anelse nåede frem også til mig, der hvor jeg lå. Jeg måtte op, jeg måtte ud. Vi havde ingen radio. Den fik vi først et par dage efter - for at kunne lytte til London.

Udenfor fandt jeg den grønne seddel. Jeg har den liggende endnu. Den er noget snavset. Men »Opropet« står der tydeligt. Jeg fik at vide, hvad der var sket: tyskerne var gået i land. Der foregik noget ude på Langelinie. Jeg måtte derud, jeg måtte se det. Jeg tog straks min cykel og kørte afsted.

Det var ikke noget opløftende syn ude på Langelinie. Der var ingen fjendtlighed, ingen harme over det, der var hændt. De tyske vagtposter stod der overalt. Alt var i ro. Men det, der harmede mest: Klynger af folk stod rundt om de tyske soldater. De snakkede, de smilede, de gav tyskerne cigaretter. De var ivrige for at vise naboer, at de kunne noget tysk.

Jeg gik fra gruppe til gruppe, lyttede, registrerede reaktionen. Harmen tog overhånd. De måtte foragte os. De skulle vide, at det her ikke var et udtryk for det folk, jeg hørte til. Jeg trådte ind i sådan en klynge og sagde højt og indigneret til tyskeren: »Sie verstehen wohl, dass dies nicht das danische Volk ist, sondern der danische Pobel!«[1] Han så forbløffet på mig. Ville jeg blive arresteret? Eller var det, som om han forstod mig? Det var ingen ung mand. Han foretog sig ingenting. Danskerne så dels vrede, dels beskæmmede ud. Det var nok klogere, jeg fortsatte min gang.

Langt senere blev jeg klar over, at jeg måske havde gjort nogle af de mennesker uret. Så uforberedte var de fleste; så lidt forstod en stor del af Danmarks befolkning, hvad der var hændt; så lidt havde et flertal fattet nazismens væsen. Og når regeringen havde udstedt den erklæring! Det skulle ikke undre mig, om nogle blandt dem, som den morgen flokkedes om de tyske soldater, et par år senere stod i frihedsbevægelsens rækker.

Hvad ville der nu ske i Danmark? Erklæringerne fra politisk side harmede mig. Men de kunne da ikke være ærligt ment. Meningen bag partiernes politik måtte da være, at man i stilhed arbejdede på en anden linje, en form for underjordisk modstand. At de partier, som bekendte sig til demokrati - jeg stod selv i Socialdemokratiet - fandt, at de måtte holde gode miner til slet spil - en tid lang, så de mere uforstyrret kunne forberede deres underjordiske kamp.

Det var en underlig dag. Vinteren havde været så forfærdelig streng. Der lå stadig væk is i Kastelsgraven. I dag var det den første forårsdag. Det havde været sådan en smuk forårsmorgen, vi var vågnet op til. Solen blev ved med at skinne. Men verden var blevet en anden.

Jeg drev rundt. Jeg ventede på middagspausen på Radiumstationen. Jeg måtte se min kone, jeg måtte tale med hende, jeg måtte høre, hvordan hun tog det - hun med sine oplevelser i Tyskland bag sig. Jeg var der klokken tolv. Det var et bevæget gensyn - efter fem timer. Så meget var blevet anderledes.

Også noget særligt for os to havde ændret sig. Vi holdt op med at tale tysk til hinanden. Det havde hidtil været vores fælles sprog; Ruth havde ikke kunnet eet ord dansk, da vi første gang mødtes. Men vi holdt op den 9. april - af hensyn til naboerne, af hensyn til tyskerne, af hensyn til os selv.

Om eftermiddagen og aftenen igen rundt i byen. Hvad skulle man gøre andet? Man opsøgte folk, som man kendte, som man stolede på, som man kunne drøfte den ny tingenes tilstand med. Men klarhed over vejen - nej. Kun klarhed over, at verden måtte have at vide, at den danske regerings ord ikke måtte tages til deres pålydende værd. Og klarhed over, at de politiske modsætninger, som hidtil havde været så vigtige for os, var uden betydning over for det, der var hændt.

Den 9. april 1940 om morgenen gik tyske soldater i land ved Langelinie, mens københavnerne strømmede til for at se, hvad der foregik. Foto: Frihedsmuseets billedarkiv

Ordforklaringer m.m.

[1] "Sie verstehen wohl, dass dies nicht das danische Volk ist, sondern der danische Pobel!": Oversat til dansk - "De forstår godt, at det ikke er det danske folk, snarer den danske pøbel!"