Kilder
Kildeintroduktion:
Folketinget, som var domineret af Venstre, rettede 18. marts 1885 nedenstående henvendelse til Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906). Adressen var blevet til på opfordring af amtmanden i Holbæk Carl Steen Andersen Bille, og den gav udtryk for Folketingets fortvivlelse over problemerne med finanslovsforhandlingerne. Der var markante personligheder både i Venstre og i Højre, som ikke ønskede, at det skulle komme til et forlig. Derfor var henvendelsen mest tænkt som en måde at give udtryk for Folketingets synspunkt.
Samarbejdet mellem J.B.S. Estrups regering og Landtinget på den ene side og Folketinget på den anden side var i foråret 1885 meget dårligt, og udsigterne til, at der kunne vedtages en finanslov for det nye finansår, som begyndte 1. april, var ikke store. Forhandlingerne om finansloven var sjældent færdige inden 1. april. Derfor vedtog Rigsdagen normalt en midlertidig finanslov, som forlængede fristen for at nå til enighed om en ordinær finanslov - normalt to uger eller en måned.
På blandt andet den konservative juraprofessor Henning Matzens foranledning øjnede regeringen imidlertid muligheden for at gennemføre en provisorisk (foreløbig) finanslov, ligesom tilfældet havde været i 1877. Derfor besluttede Landstinget, hvor regeringspartiet Højre havde flertal, at forhandlingerne om den midlertidige finanslov ikke skulle behandles i et fællesudvalg, således som det normalt ville være tilfældet, når de to ting ikke kunne enes. Herved gik finanslovsprocessen i stå, og regeringen fik mulighed for at afbryde forhandlingerne og udstede en provisorisk finanslov.
Folketingets adresse blev fulgt op af en adresse fra Landstinget til kongen, hvorefter kongen svarede i en fællesadresse til hele Rigsdagen. Herefter fortsatte forhandlingerne om finansloven, men det var umuligt at nå til enighed. Derfor udstedte regeringen en provisorisk finanslov 1. april 1885, som markerede begyndelsen af den periode i danmarkshistorien, der er blevet kendt som provisorieårene.
XXXII.
Beslutning af Folkethinget om Indgivelse af en Adresse til Hans Majestæt Kongen.
(Som vedtaget af Folkethinget ved eneste Behandling den 18de Marts 1885.)
Deres Majestæt!
Det Forsøg, som af Deres Majestæts Regjering blev gjort paa at tilveiebringe en midlertidig Finantsbevilling i en ny Affattelse, er, efterat Folkethinget havde foretrukket at fastholde en Praxis, der gaar tilbage til Grundlovens første Tid, blevet opgivet af Landsthinget med Ministeriets Billigelse, uden at der er prøvet Anvendelse af de Midler, som Grundloven foreskriver for Udjævning af Uoverensstemmelser imellem Thingene, og til hvilke Regjeringen i selve Lovforslagets Motiver havde henvist.
Enighed om den ordinære Finantslov var allerede i og for sig vanskelig nok at opnaa under det Forhold, hvori Ministeriet staar til Folkethinget, og den var bleven yderligere besværliggjort ved offentlige Udtalelser, der ikke have kunnet fremkomme og fortsættes uden Ministeriets Minde, og som have paa den ene Side ophidset Fanatismen, paa den anden Side fremkaldt almindelig Harme og Forargelse. En saadan Enighed er nu bleven mindre sandsynlig end nogensinde, efterat Landsthingets Forkastelse af den midlertidige Finantslov har afskaaret den besindige Overveielse af Uoverensstemmelsen, hvortil der fremfor Alt krævedes Tid og Ro.
Under disse Omstændigheder og da Forholdenes Magt bærer hen til Finantsaarets Udløb uden nogen lovmæssig Bevilling, henvender Folkethinget sig paany til Deres Majestæt. Thinget kan ikke lade det komme til et afgjørende Brud og til den uoverskuelige Række af fordærvelige Konflikter, som deraf vil udvikle sig, uden endnu en Gang at rette et alvorligt og ærbødigt Ord til Landets Konge, hvis høie Kald det er at staa over Partierne, og hvis skjønneste Prærogativ det er at kunne lade Fred og Forsoning afløse Kampens Bitterhed.
Deres Majestæts nuværende Ministerium og Folkethinget ere komne i en Strid, der er bleven heftigere med hvert Aar. Saa ofte Vælgerne ved Opløsning af Folkethinget have været kaldede til at tilkjendegive deres Mening — langt oftere end et regelmæssigt Statsstyre vilde have krævet — have de med stort og stigende Flertal stillet sig paa Folkethingets Side. Denne Strid har standset ethvert nyttigt Lovarbejde og gjennemtrængt Samfundet med en Hadets og Bitterhedens Aand, som enhver oprigtig Fædrelandsven dybt maa beklage. Der er intet Haab om, at dette Forhold mellem Folkethinget og Ministeriet kan forandres. Under den herskende Stemning bliver enhver ny Sag et Tvistens Emne, og ikke blot forhindres en Afgjørelse nu for Tiden, men enhver fremtidig Løsning vanskeliggøres.
Med en Regjering, der har Villie og Evne til at samarbejde med Rigsdagen og formaar at fremkalde den samstemmende Beslutning af alle Statsmagterne, der kræves til enhver Lov og Bevilling er Folkethinget villigt til at forhandle. Thinget vil, for at naae et heldigt Resultat af de nu gjennem saa mange Aar ophobede Lovarbejder, gaa saa vidt i Imødekommen, som dets Overbevisning om Fædrelandets Tarv, Statskassens Evne og Folkets Ret tillader. Store Opgaver, der hidtil ere standsede af den politiske Konflikt, vente paa deres Løsning, og en frugtbar, heldbringende Virksomhed vil staa aaben for en Regjering, der magter Stillingen og kan vinde Rigsdagens Tilslutning.
Deres Majestæt!
I et betydningsfuldt Øieblik, paa et Vendepunkt af Folkets Liv og Deres Majestæts Regjering, paa Skilleveien, hvor et Valg maa træffes, rette vi disse Ord til Kronens Bærer.
Det beror paa Deres Majestæts Beslutning, om vi nu skulle aabne et nyt Afsnit af den politiske Kamp, lidenskabeligere og farligere end nogen, vi hidtil have kjendt, i hvilken Grundlovens Bud skulle vrides og forvanskes ved sofistiske Fortolkninger, for saa vidt man ikke drister sig til aabent at tilsidesætte dem, i hvilken den ene Yderlighed vil fremkalde den anden, og i hvilken vort lille Lands Kræfter ville blive opslidte i fortærende Broderkrig, eller om Historien fra dette Øieblik, da Faren var størst, skal kunne regne en Periode af nyttigt og enigt Arbeide til Folkets og Fædrelandets Vel under Overholdelse i Aand og Sandhed af den Grundlov, i hvilken Deres Majestæt og vi ved vor aflagte Ed have anerkjendt det uantastelige Grundlag for det danske Folks politiske Frihed.
I dette Valg er det vort trøstige Haab, at Kongens Visdom vil mødes med Folkets Ønsker.
C. Berg.
H. I. Hansen (Siir).