Fælleserklæringen af 8. december 1987

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 8. december 1987 indgik arbejdsmarkedets parter og Schlüter-regeringen en trepartsaftale, der kendes som Fælleserklæringen. Den indebar flere tiltag, der skulle forbedre konkurrenceevnen: nedsættelse af arbejdsgivernes afgifter, styring af omkostningsudviklingen og skabelse af flere jobs.

Med aftalen lagde man desuden grunden til indførelsen af obligatoriske arbejdsmarkedspensioner, som fagbevægelsen ønskede sig. Den øgede opsparing var samtidig i regeringens interesse, fordi den ønskede at sænke forbruget og dermed forbedre konkurrenceevnen.

Fælleserklæringen af 8. december 1987

1.
På baggrund af de alvorlige udsigter for dansk økonomi er der enighed om, at konkurrenceevnen må forbedres, og at opsparingen må forøges, så der i de kommende år kan opnås en bedre beskæftigelse og en nedbringelse af underskuddet på betalingsbalancen.

Det er regeringens og parternes fælles opfattelse, at betydelige økonomiske initiativer er nødvendige. Regeringen har i den forbindelse tilkendegivet, at de bestående overenskomster ikke vil blive berørt.

2.
Der er enighed om, at en forøgelse af den private opsparing bl.a. bør ske ved en udbygning af ordningerne med arbejdsmarkedspensioner til de grupper, der ikke har supplerende ordninger til folkepensionen og ATP. Med henblik her vil regeringen i det nye år indbyde parterne på det private arbejdsmarked og det offentlige arbejdsmarked til drøftelser om igangsætning af et udvalgsarbejde om pensionsordninger. Udvalgsarbejdet skal bl.a. afdække de tekniske problemer, der vil være forbundet med etablering af sådanne ordninger. Arbejdet skal være afsluttet i efteråret 1988, så det kan give mulighed for en udbygning af ordningerne med arbejdsmarkedspensioner i 1989. Regeringen er villig til at fremsætte forslag til den lovgivning, som eventuelt vil være nødvendig som følge heraf.

3.
Regeringen fremlægger lovforslag i Folketinget om omlægningen af arbejdsgiverafgifterne. Forslaget indebærer, at arbejdsgivernes betaling til fem af de nuværende arbejdsmarkedsordninger bortfalder.

For at dække provenutabet indføres et arbejdsmarkedsbidrag på 2,5 pct. af virksomhedernes momsgrundlag. Ved opkrævningen af arbejdsmarkedsbidraget fratrækkes et beløb, der svarer til arbejdsgivernes bidrag til ATP og de gennemsnitlige betalinger til arbejdsskadeforsikring.

Sygedagpengelovens arbejdsgiverperiode nedsættes fra 5 uger til 1 uge. Dette ændrer ikke ved de enkelte arbejdstageres rettigheder under sygdom. 80 Uanset finansieringsomlægningen af arbejdsgiverafgifterne opretholdes arbejdsmarkedsordningerne fuldt ud. Omlægningen indebærer, at den direkte forbindelse, der i visse ordninger er mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag fjernes. Der er samtidig enighed om, at arbejdstagernes betaling på disse særlige områder også fremover bør ses i lyset af arbejdsgivernes betaling.

4.
Regeringen og parterne har gennemgået den samfundsøkonomiske effekt af omlægningen af arbejdsgiverafgifterne og den samlede eksportpakke. De to elementer vil tilsammen medføre en konkurrenceevneforbedring i det første år på 8-9 pct. en bedømmelse af, hvordan denne konkurrenceevneforbedring vil påvirke udviklingen i beskæftigelsen og betalingsbalancen, er særdeles vanskelig. Det skyldes for det første, at det er svært at skønne over omfanget af det tilbageslag i økonomien, som må påregnes, hvis der ikke gennemføres et effektivt indgreb nu. For det andet må bestræbelserne på at forbedre konkurrenceevnen ses i nær sammenhæng med det andet vigtige element i den økonomiske politik, bestræbelserne på at øge den private opsparing, bl.a. ved en udbygning af pensionsordningerne. Hertil kommer, at det i sig selv vil have en positiv effekt på samfundsøkonomien, at der er en fælles forståelse om vigtige elementer i den økonomiske politik.

På denne baggrund skønner regeringen og parterne, at konkurrenceevneforbedringen vil medføre en merbeskæftigelse af størrelsesordenen 50-70.000 personer over en tre-fire-årig periode. Indgrebet vil derimod stort set ikke påvirke betalingsbalancen, hvilket understreger behovet for en samtidig forøgelse af den private opsparing.

5.
Regeringen og parterne har ved bedømmelsen af omlægningen af arbejdsgiverafgifterne lagt vægt på, at det samlede prisniveau og reallønnen ikke vil blive påvirket, og at forholdene mellem de enkelte varegruppers priser ikke ændres på en måde, der vil være mærkbar for husholdningerne. Omlægningens virkning på energipriserne vil indgå ved opgørelsen af den fremtidige regulering af energiafgifterne.

6.
Regeringen og parterne har vurderet den danske omkostningsudvikling i forholdet til udlandets, og der er enighed om, at omlægningen af arbejdsgiverafgifterne ikke vil fremkalde en forstærket løn- og prisstigning. 81 Der er endvidere enighed om, at det må tillægges afgørende vægt, at omkostningsudviklingen her i landet ikke overstiger udlandets. Med henblik på løbende at vurdere den stedfundne omkostningsudvikling i Danmark og udlandet er der enighed om at nedsætte et statistikudvalg. Udvalget består af repræsentanter fra de økonomisk-statistiske afdelinger i Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Budgetdepartementet, Økonomiministeriet og Arbejdsministeriet.

Udvalgets opgave vil være:

  • at analysere de eksisterende muligheder for at vurdere omkostnings- og konkurrenceevneudviklingen og eventuelt fremkomme med forslag til forbedringer af statistikkerne,
  • med udgangspunkt i den løbende offentliggørelse af lønstatistikker at søge større klarhed om løn- og omkostningsmæssige sammenhænge og analysere udviklingen i det danske omkostningsniveau,
  • at redegøre for udviklingen i produktiviteten.

7.
Det er regeringens og parternes forudsætning, at det samlede oplæg gennemfø- res i sin helhed. Den fælles forståelse vil danne grundlag for en vedvarende forbedring af konkurrenceevnen og give gode muligheder for en stabil periode, hvor skabelsen af nye arbejdspladser får de bedst mulige betingelser. En bred enighed om væsentlige dele af den økonomiske politik vil være en god baggrund for de fortsatte trepartsdrøftelser og vil skabe grundlaget for en langsigtet løsning af de økonomiske problemer.

Om kilden

Dateret
08.12.1987
Oprindelse
Due, Jesper Jørgen & Jørgen Steen Madsen (2012): Når trepartssamarbejde skaber reformer: Historien om trepartssamarbejdet i Danmark i lyset af 25-året for Fælleserklæringen af 1987, København: PensionDanmark & FAOS.
Kildetype
Erklæring
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. januar 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk