Digt af Henrik Pontoppidan: Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, 1918

Kilder

Kildeintroduktion:

Digtet ”Sønderjylland” blev trykt juledag 1918 i ugetillægget Ude og Hjemme. Det var skrevet af forfatteren Henrik Pontoppidan (1857-1943) på opfordring fra bladets redaktør og udtrykte håbet og forventningen om Sønderjyllands genforening med Danmark efter afslutningen af 1. verdenskrig. Året efter satte komponisten Th. Laub musik til digtet, og sangen blev med det samme et stærkt og populært udtryk for den opfattelse, at grænseændringen markerede sønderjydernes hjemvenden til Danmark. I optakten til folkeafstemningen i 1920 blev digtets første strofe anvendt effektfuldt på dansksindede afstemningsplakater, der ønskede Nordslesvigs indlemmelse i Danmark.

Sønderjylland

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!

Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke!
Til Sommer vajer Dannebrog igen paa Dybbøl Banke!

Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner
forkyndes nu paa Dansk og Tysk som Løfteord af Frænder.

Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!

Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
Seks tusind unge Sønners Liv[1] var dine Løsepenge!

Men du vil ingen Sørgefest! Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjensten, i Nytids-Morgenrøde!

Afstemningsplakat fra folkeafstemningen 1920 tegnet af Joakim Skovgaard (1856-1933) og med tekst fra Pontoppidans digt. Fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling


Ordforklaringer m.m.

[1] Seks tusind Sønners Liv: henviser til 1. verdenskrig og de faldne soldater fra Sønderjylland.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
25.12.1918
Oprindelse
Ude og Hjemme, 25.12.1918
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. december 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Schultz Hansen, Hans: Genforeningen. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
25.12.1918
Oprindelse
Ude og Hjemme, 25.12.1918
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. december 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Schultz Hansen, Hans: Genforeningen. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk