Musik som nationalt fænomen

I Danmark opstod i 1800-tallet et behov for nationalt betonede musiske værker ud fra en voksende identifikation med det nationalt danske. Forud for romantikken blev musik forstået som et udelukkende universelt fænomen, der kunne have lokale kendetegn, men som repræsenterede et sprog, alle forstod. I Danmark var de værker, der blev opført, ofte importerede enten fra Italien eller Tyskland. De fleste komponister, der arbejdede i Danmark, var tyskfødte og inspirerede af musikken i deres hjemland. Nationalt tilhørsforhold blev i højere grad knyttet til fødeland og sprog og skabte et behov for at føre danskfødte komponister frem.

Den nordiske tone i Danmark

Karakteriseringen af den nordiske eller den danske tone, som den undertiden også blev kaldt i 1800-tallet, handlede især om, hvordan musikken blev tolket og forstået i samtiden. Borgerskabet fik et kulturelt grundlag for en identitetsskabende nationalforståelse ved at karakterisere danskkomponerede værker som noget særligt nordisk, og dette var med til at legitimere deres politiske ambitioner. Nationalforståelsen var baseret på en forståelse af en særlig dansk folkeånd, som blev båret af det danske folk, og som udtrykte det oprindeligt danske.

Musikalsk gav det sig udtryk ved, at folkeånden skulle findes i de gamle folkeviser, som blev indsamlet og udgivet særligt i første halvdel af 1800-tallet. Folkevisesamleren A.P. Berggreen (1801-80) var med til at give et teoretisk grundlag for den nordiske tone, da han mente, at komponisterne skulle lade sig inspirere og opfylde af folkevisernes melodier og stemninger, så deres værker kunne forny folkeånden.

Den musiske arv, som de nye danske kompositioner tog med fra folkeviserne, er beskrevet både i samtiden og senere hen med en række musikalske særpræg. Samtidig er det også blevet fremhævet, at andre musiktraditioner fra eksempelvis Rusland og Bøhmen har samme karakteristika, og flere af de folkevisemelodier, der blev karakteriseret som oprindelige danske viser med rod i middelalderen, har senere vist sig at være skrevet i 1800-tallet. Alligevel blev viser og melodier præsenteret som særligt danske, og fordi der ikke blev sat spørgsmålstegn ved deres nationale karakteristika fik sangene en central placering i den nationale identitetsdannelse.

Niels W. Gade dirigerer i Musikforeningen i Casino Teatret. Samtidig tegning af Edvard Lehmann. Fra: Kulturministeriets Kulturkanon

Den nordiske tone i Tyskland

I Tyskland blev den nordiske tone forstået som noget fremmedartet, der skilte sig ud fra den tyske musik, og som derfor var interessant netop i kraft af sin anderledeshed. I flere tilfælde blev danske værker første gang karakteriseret som nordiske i Tyskland. Eksempelvis beskrev den tyske komponist Robert Schumann (1810-1856) den danske komponist Niels W. Gades (1817-1890) gennembrudsværk Efterklange af Ossian fra 1840 som særligt nordisk allerede samme år, som det blev opført første gang. I Danmark fik værket først national status i 1850. Efter 1. Slesvigske Krig (1848-1850), som både i Danmark og i Tyskland blev opfattet som en konflikt mellem dansk og tysk, modtog værker komponeret i den nordiske tone en mere kritisk modtagelse i Tyskland, hvor de blev påhæftet ord som indskrænkede og naive. 

Danske værker med den nordiske tone

Den musikalske produktion i midten af 1800-tallet blev tæt knyttet til dansk historie og sagn gennem dens tilknytning til dansk litteratur, som i stigende grad fandt inspiration i fortiden. Inden for de forskellige former for klassisk musik fik enkelte værker særlig status som nationalværker, hvilket påvirkede den modtagelse, de fik, og antallet af opførelser. Det gjaldt skuespillet Elverhøj (1828) med musik af Friedrich Kuhlau (1786-1832) og tekst af J.L. Heiberg (1791-1860); operaen Liden Kirsten (1846) som H.C. Andersen (1805-1875) skrev tekst og J.P.E. Hartmann (1805-1900) komponerede musik til; Niels W. Gades ballade Elverskud (1854) med tekst fra forskellige forfattere; samt balletten Et Folkesagn (1854), der blev skabt i et samarbejde mellem komponisterne Gade og Hartmann og med koreografi af balletmester August Bournonville (1805-1879). Alle værkerne tog udgangspunkt i tekster og melodier fra folkeviserne, der blev bearbejdet og sat ind i en nationalromantisk kontekst og i samtiden anerkendt som særligt nordiske.

Spørgsmålet om den særligt nordiske tone blev skabt med den nationalromantiske musik i 1800-tallet, hvor det var et reelt og særdeles virkningsfuldt kendetegn ved musikforståelsen. Diskussionen om, om der eksisterer nationale kendetegn i musikken, er fortsat op til i dag.