Den borgerlige musikkultur i 1800-tallet

Artikler

Musik var en vigtig del af borgerskabets tilværelse i 1800-tallet. Muligheden for at opleve klassisk musik til offentlige koncerter blev stærkt udvidet for de mest velhavende. Da Tivoli åbnede, kunne den bredere befolkning her opleve dansemusik til billige penge. Der blev også afholdt private musikaftener i borgerskabets stuer, hvor selskabet med få instrumenter blev underholdt med lieder eller klaverversioner af orkestermusik.

Den offentlige koncert

Siden 1700-tallet var borgerskabets økonomiske rigdom vokset, og med den fulgte også en kulturel indflydelse. Koncerter havde hidtil været forbeholdt Det Kongelige Teater og den adelige overklasse, som hyrede komponister og musikere til at spille ved private sammenkomster for et indbudt publikum. Et af formålene med disse koncerter var at sætte arrangøren i et godt lys. I løbet af 1800-tallet begyndte borgerskabet i København at organisere sig i musikforeninger og arrangere offentlige koncerter med billetsalg. Det var dog stadig ikke alle og enhver, som kunne deltage. Deltagelse krævede medlemskab, og billetterne var dyre, så det kun var den dannede og mest velhavende del af borgerskabet, som deltog i koncerterne.

Grundlaget for den musiske koncert var forandret, og i musikforeningerne blev programmet sammensat, så det passede til borgerskabets smag. Det vil sige, at de skulle leve op til de nationale og romantiske idealer, som især blev dyrket fra 1830’erne. Musikken var ofte af tyske og med tiden danske nationalromantiske komponister, som stod i opposition til den ofte italienske musik, der blev opført i Det Kongelige Teater.

Dansemusik

Det var ikke kun den klassiske musik, som gennemgik en udvikling i mødet med 1800-tallets romantiske idealer. Dansemusik blev også særdeles populær blandt borgerskabet. Tivoli i København, som åbnede i 1843, var især centrum for galop- og polkamusik. Komponisten H.C. Lumbye (1810-74) ledte Tivolis orkester i næsten 30 år og skrev mange af de værker, som blev spillet i koncertsalen. I Tivoli kunne danskerne i sæsonen lytte og danse til musik. Billetpriserne til Tivoli var mange gange billigere end i musikforeningerne, hvilket gjorde, at bredere lag i samfundet var repræsenteret. Mange af de besøgende i Tivoli havde formentlig aldrig været til koncert før.

Dansemusikken blev af det enevældige styre anset som ufarlig, derfor kunne Tivolis grundlægger Georg Carstensen (1812-1857) argumentere over for kong Christian 8. (født 1786, regent 1839-1848), at ”så længe folk morer sig, politiserer de ikke”, da han bad om tilladelse til at åbne parken. Dansemusikken i Tivoli og i andre sammenhænge blev betragtet som ren underholdningsmusik, som da også nåede ud til et langt større publikum.  Den nationalromantiske musik derimod var del af den kulturelle ambition, der gik ud på at skabe national identitet gennem en fornyelse af folkeånden.

Tivoli i København åbnede i 1843 og blev hurtigt et meget populært forlystelsessted. H.C. Lumbye (1810-1874) dirigerede orkestret, som her ses under en koncert med festklædte tilhørere. Den gamle koncertsal i Tivoli, 1863. Fra Det Kgl. Bibliotek. 

Musik i de borgerlige hjem

I de borgerlige hjem blev musikken også dyrket. Her blev der inviteret til musikaftener, hvor både professionelle og amatørmusikere opførte musikstykker. Teknologiske fremskridt i begyndelsen af 1800-tallet gjorde det muligt at bygge bedre klaverer, som passede ind i borgerskabets stuer. Samtidig gjorde den øgede produktion prisen overkommelig for flere, og ’et hjem med klaver’ blev et borgerligt ideal. Det blev vigtigt for borgerskabet at dyrke kulturlivet.  Specielt for det lavere borgerskab var det vigtigt at fylde hjemmet med den rigtige musik og fremvise, at man var del af det ’dannede’ selskab og ikke tilhørte underklassen. I hjemmene fik man på grund af et stigende antal nodeudgivelser mulighed for at spille tidens store værker, som komponisterne arrangerede i forsimplede klaverudgaver. Derudover skrev flere komponister etuder, det vil sige øvelsesstykker, og lieder, som var viser og sange akkompagneret af klaver. Klaveret blev primært et kvindeligt instrument i hjemmene. Man mente, at kvindens anstændighed bedst kunne bevares ved klaverspil, modsat hvis hun spillede violin eller cello. Klaveret blev således hovedinstrumentet i hjemmet, som kunne ledsages af sang, violin eller et eller flere andre instrumenter, der spillede melodistemmer.

I hjemmene fik borgerskabet mulighed for selv at spille og lytte til den musik, de havde oplevet til en koncert, eller opleve den for første gang, hvis økonomien ikke rakte til en koncertbillet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jonas Lykke Martinet
Tidsafgrænsning
1800 - 1900
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. december 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Ketting, Knud (red.): Gyldendals musikhistorie, bind 2 (1983).

Koudal, Jens Henrik: “‘Folkemelodiernes særegne tonefald’ Om skabelsen af en dansk nationalmusik”, i Jens Henrik Koudal (red.): Musik og danskhed. Fem faglige bidrag til debatten om nationalitet (2005), s. 11-38.

Schlenkert, Helge: Musiklivet i den danske guldalder (2011).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jonas Lykke Martinet
Tidsafgrænsning
1800 - 1900
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. december 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Ketting, Knud (red.): Gyldendals musikhistorie, bind 2 (1983).

Koudal, Jens Henrik: “‘Folkemelodiernes særegne tonefald’ Om skabelsen af en dansk nationalmusik”, i Jens Henrik Koudal (red.): Musik og danskhed. Fem faglige bidrag til debatten om nationalitet (2005), s. 11-38.

Schlenkert, Helge: Musiklivet i den danske guldalder (2011).

Udgiver
danmarkshistorien.dk