Baggrund og vejen til tronen

Christoffer var yngste søn af Valdemar 2. Sejr (konge 1202-41) og dennes anden dronning Berengaria af Portugal. Faderen forsøgte fra 1232 at sikre arvefølgen og et rimeligt forhold mellem sine da levende sønner fremover. Den ældste, Erik (Plovpenning), blev kronet til konge, mens de yngre sønner efter europæisk mønster blev tildelt mindre fyrstelen som standsmæssige forsørgelsesområder. Den næstældste, Abel, blev hertug af Slesvig 1232, mens Christoffer blev herre/hertug af Lolland og Falster. Et par sønner, født uden for ægteskabet, blev også forsørget med fyrstelen.

Kort efter faderens død i 1241 viste det sig imidlertid, at de yngre sønner ikke var tilfredse med deres positioner, og det udløste borgerkrig i landet. Borgerkrigen endte med, at Erik Plovpenning på dramatisk vis blev myrdet og kastet i fjorden Slien i 1250. Selvom der næppe kan være tvivl om, at Abel stod bag drabet, lykkedes det ham at efterfølge sin sønneløse bror som konge. Abel faldt imidlertid i krig allerede i 1252, hvorefter Christoffer formåede at overtage kongeværdigheden. Abel efterlod sig ganske vist tre sønner, men den ældste sad på tidspunktet for faderens død i fangenskab hos ærkebispen af Köln. Dette har utvivlsomt lettet Christoffers vej til tronen, men skabte til gengæld et fjendskab mellem Christoffer og hans efterkommere og Abels efterkommere, som varede i adskillige generationer.

Kobberstik af Christoffer 1. fra perioden ca. 1500-1795. Fra: Det Kongelige Bibliotek   

Udenrigspolitik og forholdet til Abels sønner

Umiddelbart efter Christoffers tronbestigelse blev der iværksat en målbevidst kampagne for at få den ældste bror Erik Plovpenning gjort til helgen med det klare formål at få stemplet Christoffers forgænger Abel som helgenmorder. Derved ville Abels sønner miste enhver legitimitet både som kongsemner i Danmark og som hertugemner i Slesvig. I et skrift, der er blevet til i denne sammenhæng, stemples sønnerne ligefrem som "Djævelens yngel".

En fordel ved en sådan strategi var også, at det kunne give Christoffer et påskud til at ophæve det slesvigske hertugdømme og lægge området direkte under sit eget styre. Imidlertid rykkede de holstenske grever, som var Abelsønnernes morbrødre, allerede i 1252 ind og erobrede byen Slesvig, ligesom de i 1253 for en betydelig sum løskøbte Abels søn Valdemar fra fangenskabet. Først i 1254 lykkedes det Christoffer at tilbageerobre byen. I mellemtiden havde han haft store vanskeligheder med en invasion fra Brandenburg, der havde resulteret i erobringen af et par af rigets borge, og han havde på samme tidspunkt et særdeles problematisk forhold til den norske konge. Derfor accepterede han efter tilbageerobringen af Slesvig i 1254 at bortforlene hertugdømmet Slesvig til brorsønnen Valdemar, hvorved der samtidig kunne sluttes fred med Holsten. Formentlig frasagde Abels sønner sig i den forbindelse enhver ret til den danske krone.

Kort efter fik Christoffer også løst problemerne i forhold til Brandenburg og andre tyske magter. Problemerne med Brandenburg skyldtes, at herskerne her mente at have arv til gode efter deres afdøde mor, Sofie, som var Christoffers søster. Prisen for fred blev derfor en afståelse af mindre dele af riget. Andre tyske fyrster fik den samme slags betaling for at have hjulpet Christoffer. Problemerne i forhold til Norge blev også løst, og da hertug Valdemar Abelsen døde barnløs i 1257, erklærede Christoffer, at hertugdømmet Slesvig dermed var ophørt med at eksistere som en særlig politisk enhed. Året efter lykkedes det også at erobre hertugdømmet, selvom Abels næstældste søn Erik i alliance med de holstenske grever og fyrsten af Rügen stod parat til at overtage hertugværdigheden med magt. I forbindelse med erobringen af Slesvig fik Christoffer flyttet liget af sin dér begravede bror Erik Plovpenning til Ringsted for derved at kunne intensivere helgenkulten omkring den myrdede konge. Nogen officiel pavelig anerkendelse (kanonisering) af Erik Plovpenning som helgen blev der dog aldrig tale om, selvom der synes at være kommet god gang i helgendyrkelsen i Ringsted.

Indre forhold

Christoffers forhold til Abels sønner var givetvis også præget af, at de havde støtte fra fremtrædende danske stormænd. Fra Abels og Christoffers kongetid er bevaret et par lovtekster, som har været stærkt omdiskuterede blandt historikere, og der er ikke enighed om, hvorvidt nogen af dem nogensinde blev reelt gældende lov. Formålet med dem var imidlertid at regulere kongemagtens udøvelse, så denne set fra stormændenes side blev mindre vilkårlig og mere forudsigelig. Da den tekst, som bærer Christoffers navn, er den mest imødekommende overfor stormændenes krav, kan den opfattes som et forsøg på at øge opslutningen bag Christoffers kongedømme i håb om mere fredelige forhold i landet.

I så fald var der imidlertid skuffelser i vente. Fra 1255-58 synes der mere eller mindre permanent at have været oprør blandt bønder og lavere lag i samfundet i store dele af landet. "Kådkarlene (mænd, der boede i hytter) var galne med køller", står der i en årbog, men deltagerne må også have talt bedre bevæbnede bønder, siden det lykkedes at indtage flere borge. Disse oprør har givetvis øget stormændenes opslutning om kongen, og i 1258 lykkedes det at massakrere så mange af de oprørske, at roen på denne front blev genoprettet. Datidens krigeriske aktiviteter medførte altid plyndringer blandt bønder og lavere stillede, dels for at skaffe forsyninger til hærene og dels for at forhindre modparten i at skaffe sig forsyninger og/eller afgifter fra bønderne. Derfor er det tænkeligt, at disse oprør var en reaktion mod den bestandige indre uro i landet parret med protester mod ekstraskatter til finansiering af kongens krigsforetagender.

Magtkampen med ærkebispen og Roskildebispen

Til alle disse problemer føjede sig en særdeles alvorlig krise i forholdet til ærkebispen og Roskildebispen. I 1249 udnævnte paven en ung veluddannet kirkepolitiker ved navn Jakob Erlandsen til biskop i Roskilde. Han var stærkt præget af ideer om, at den gejstlige magt skulle stå over den verdslige, og da han i 1252 af kannikkerne i Lund blev valgt til ærkebisp, udløste det voldsomme reaktioner fra Christoffer. Han ophævede Lundegejstlighedens privilegier og forlangte, at ærkebispens krigsmænd (herremænd) skulle tjene direkte under kongen. Ved indgriben fra paven lykkedes det dog at få et forlig i stand, så Jakob i 1254 kunne tiltræde som ærkebisp efter at have aflagt troskabsed til kong Christoffer. Idyllen varede dog ikke længe, da Jakob hurtigt efter krævede den forældede kirkelige lovgivning i Skåne moderniseret, hvilket Christoffer modsatte sig med støtte fra de skånske stormænd. I 1256 fik ærkebispen de danske bisper til at vedtage en bestemmelse om, at hvis en bisp blev fængslet, skulle landet straks belægges med interdikt. Det betød, at alle kirkelige handlinger i hele landet skulle indstilles, ligesom de skyldige og deres bagmænd skulle være bandlyste for deres gerning. Denne vedtagelse, der kaldes Vejlekonstitutionen, var en klar provokation mod kongen. Det var den ikke mindst, fordi kongen havde indkaldt landets stormænd, herunder naturligvis bisperne, til møde (danehof) i Nyborg for at drøfte de udestående problemer samtidig med, at ærkebispen holdt sit møde i Vejle. Da bisperne omsider nåede frem til Nyborg, udbrød så en større debat om kirkens militære og skattemæssige forpligtelser over for kongemagten samt om forholdet mellem den verdslige og den kirkelige ret og kongens indflydelse på besættelse af kirkelige embeder. Ærkebispens hovedsynspunkt var, at alle disse ting skulle afgøres af paven, hvorved bisperne i endnu højere grad end tidligere ville blive en slags selvstændige fyrster.

Da det kom til stykket fik Jakob kun politisk støtte fra sin nevø, Peder Skjalmsen, der havde efterfulgt ham som biskop i Roskilde, samt fra bispen i Odense, mens de jyske bisper fandt det klogest at støtte kongen.

Den næste store konfrontation fulgte, da Christoffer ønskede at sikre arvefølgen i sin slægtslinje ved at få sønnen Erik kronet til konge. Dette nægtede ærkebispen at gå med til, hvilket jo kunne opfattes således, at ærkebispen foretrak, at den næste konge skulle komme fra Abelslægten. I hvert fald førte det til, at kongen i februar 1259 lod ham fængsle. Herefter skulle vedtagelserne fra Vejle træde i kraft, men det var kun i Skåne og på Sjælland, at interdiktet blev gennemført. Til gengæld tog Roskildebispen til Rügen og fik aktiveret den koalition af Abels sønner, de holstenske grever og fyrsten af Rügen, der stod parate til at kæmpe for, at Erik Abelsen kunne blive indsat som hertug i Slesvig. Mens de holstenske grever angreb fra syd, sendte fyrst Jarimar af Rügen en hærstyrke til Sjælland, der blandt andet indtog København, hvor "Jarmers Plads" den dag i dag minder om dette.

Midt i dette kaos døde Christoffer pludseligt i Ribe i forsommeren 1259 og blev trods både interdikt og bandlysning begravet i domkirken dér. Som det ofte skete i forbindelse med pludselige dødsfald i middelalderen, opstod der rygter om giftmord. I hvert fald udgik der snart fra regeringsside beskyldninger om, at ærkebispen havde ladet Christoffer forgifte. Senere blev det endda til, at han skulle være blevet forgiftet i nadveren af en abbed. Alt tyder dog på, at døden havde mere naturlige årsager; for et moderne hoved er det fristende at forestille sig et hjerteslag fremkaldt af et ekstremt stressniveau.

Ægteskab og børn

Christoffer var i 1248 blevet gift med Margrete Sambiria, datter af en fyrste i Pommerellen, der var placeret i en del af det nuværende nordlige Polen. Hun fik senere det lidet feminine tilnavn Sprænghest, givetvis som en karakteristik af hendes regeringsførelse som enkedronning.

Sammen fik de sønnen Erik (Klipping) født 1249, der således var ca. 10 år gammel, da han efterfulgte sin fader som konge under sin mors formynderskab, og datteren Mechtilde, der i 1269 blev gift med markgreve Albrecht af Brandenburg. 

Læs mere om Christoffer 1. på denstoredanske.dk