Kilder
Kildeintroduktion:
I 1846 sendte nationaldigteren B.S. Ingemann (1789-1862) dette brev til komponisten Niels W. Gade (1817-1890), hvori han bad ham vende tilbage København. Gade havde boet i Leipzig siden 1843, hvor han arbejdede sammen med den store tyske komponist Felix Mendelssohn (1809-1847) og var dirigent og leder ved Leipzigs berømte Gewandhausorkester. I 1848 vendte Gade tilbage til Danmark, hvor han indtog en ledende rolle i opbygningen af det københavnske og danske musikliv indtil sin død i 1890.
I 1800-tallet arbejdede digtere og komponister ofte tæt sammen. B.S. Ingemann og Niels W. Gade hørte til blandt de mest fremtrædende danske kunstnere i romantikken. Begge fik stor betydning for dansk identitetsdannelse gennem deres kunst, der søgte inspiration i den ældre dansk historie, folkeviser og folkemusik. Målet var finde frem til oprindelige udtryk for det danske folks fælles kultur og sjæl, som gennem kunstnerisk bearbejdning skulle føre til fornyelse af den danske folkeånd.
Niels W. Gade satte musik til adskillige af Ingemanns digte, hvoraf de mest kendte er I Østen stiger Solen op og Paa Sjølunds fagre sletter.
Brevet er gengivet med tilladelse fra Inger Sørensens udgivelse af Niels W. Gades brevveksling: Niels W. Gade og hans europæiske kreds.
Til Hr. Musikdirecteur N.W. Gade i Leipzig
Medfølgende 2den Udgave af mine nyeste lyriske Digte, (hvoraf omtrent Havdelen ikke tilforn[1] har været trykt), kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at tilsende Dem med en Ytring af den Glæde, Deres Tonelyrik har ydet mig, og med det Ønske, at De maa finde Et og Andet deri, som kan finde Gjenklang i Deres tonerige Sind og maaskee kalde Billederne af den fædrelandske Natur og vort historiske Folkeliv tilbage hos Dem, naar de fremmede Omgivelser og det fremmede Sprog undertiden maatte give Dem Lyst til at dvæle ved Mindet om Hjemmet. Deres mig bekjendte Kjærlighed til den danske Folkenatur, er mig saameget mere kjær, som det netop er Tonepoesien[2], der i sin nationele Udvikling længst har savnet virkelig danske Dyrkere. Næsten alle vore Componister, selv de to sidst bortgangne store, vare af fremmed Herkomst; ved Dem og Hartmann[3] haaber jeg nu Kuhlau[4] og Weyze[5] skulle blive erstattede og af virkelig danske Tonekunstnere. Hvor hæderlig og maaske Deres størst fremmende en Stilling, De endog maatte have fundet i Leipzig, haaber jeg dog vist, at De kommer tilbage og indvier Deres Liv og Virksomhed til Oplivelsen af den fædrenelandske Aand, der allerede gjennem vore Middelalderssange[6] har aabenbaret sig i skjønne eiendommelige Former. Tillad mig disse Yttringer, der allene have deres Grund i det friske og levende Indtryk af Deres sjældne Tonedigtninger. Venligst Hilsen til Henrik Swane[7]! Jeg skal bringe Dem en Hilsen fra Cand. Borup[8] her. Jeg forbliver, med Høiagtelse,
Deres hengivne Landsmand
B.S. Ingemann.
Sorø den 15de Jan 1846
Ordforklaringer m.m.
[1] Tilforn: tidligere
[2] Tonepoesien: musikken
[3] Hartmann: J.P.E. Hartmann (1805-1900), dansk komponist, der sammen med Niels W. Gade var de mest betydningsfulde komponister i Danmark i 1800-tallet.
[4] Kuhlau: Friedrich Kuhlau (1786-1832), tysk-dansk komponist født i Uelzen i Tyskland, der boede og komponerede i København i den sidste del af sit liv.
[5] Weyze: C.E.F. Weyze (1774-1842), dansk komponist født i Altona i det tysktalende hertugdømme Holsten, der hørte under den danske konge.
[6] Middelaldersange: folkeviser
[7] Henrik Swane (1819-1897)
[8] Cand. Borup: Julius Borup (1814-1904) havde været dirigent ved Studentersangforeningen og var i 1843 blevet lærer på Sorø Akademi, hvor B.S. Ingemann var forstander.