Johannes Sløk, 1916-2001

Artikler

Johannes Sløk var teolog og idéhistoriker og ansat i forskellige professorater ved Aarhus Universitet i årene 1959-1986. Han var en væsentlig drivkraft bag oprettelsen af faget idéhistorie på universitetet i 1967 og blev selv samme år professor på det nyåbnede institut. Senere blev han professor i etik og religionsfilosofi på Teologi. Han var en af de såkaldte fire store Aarhus-teologer, den yngste i flokken, sammen med K.E. Løgstrup (1905-1981), P.G. Lindhardt (1910-1988) og Regin Prenter (1907-1990).

Sløk er kendt som provokatør og en stor intellektuel, som i høj grad har formet dansk teologi i efterkrigstiden. Han studerede livet igennem kristendommen, og hvad det vil sige at være menneske. Sløk var dybt inspireret af og arbejdede bl.a. med Platon, Shakespeare og Kierkegaard, og især sidstnævnte havde han livet igennem stor interesse for.

Opvækst og ungdom

Johannes Sløk blev født den 27. april 1916 og levede frem til den 30. juni 2001. Han voksede op på Solbjerg, Frederiksberg, med sin far, postkontrollør Charles Peter Beriot Sløk, sin mor, Ingeborg Münzberg, og to ældre søskende. Han var, ifølge ham selv, født ind i en kedsommelig lidenskabsløs ikke-verden, hvor han var blevet placeret i et småborgerligt middelklassehjem uden sans for store armbevægelser. Der voksede han op på Frederiksvej, i hvad han beskrev som et affektløst område blottet for lyster og laster, glæder og sorger, fester og dans. Som 11-årig mistede Sløk sin far. Begivenheden fik ham til at indgå en aftale med Gud om at vie sit liv til ham, hvis Gud så ville love at sørge for resten.

Studietid og ansættelse på Aarhus Universitet

I 1943 blev Sløk uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet, og herefter arbejdede han et år som højskolelærer. De efterfølgende tre år var han ansat som undervisningsassistent på Aarhus Universitet, hvor han sideløbende fungerede som hjælpepræst ved Skt. Lukas Kirke, alt imens han skrev på sin disputats om forsynstanken. Han forsvarede disputatsen i 1947 og modtog universitetets guldmedalje for den. Derefter var han indtil 1949 på studierejser i Paris, Basel, Cambridge og Rom.

Fra 1952 til 1959 var han ansat som lektor, og i 1959 oprettede Det Teologiske Fakultet så et professorat til ham i systematisk teologi. I 1967 blev han ansat som professor ved det nyåbnede Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet, hvor han sad, indtil han i 1977 vendte tilbage til Teologi. Der bestred han Løgstrups gamle professorat indtil 1986, og han blev en meget værdsat professor i etik og religionsfilosofi.

Johannes Sløk
Johannes Sløk underviste både på Teologi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Fra: AU Institut for Kultur og Samfund

Sløk som teolog

Sløk var ikke nogen religiøs natur, hvilket han absolut heller ikke forsøgte at lade som om. I sin selvbiografi Mig og Godot fra 1986 skrev han: ”når sandheden skal frem, afskyr jeg religiøsitet, religiøse mennesker, religiøs fromhed; jeg er allergisk over for det og foretrækker langt kynikere, spottere, ironikere, ateister, nihilister, anarkister”. Han skrev endvidere, at det var ren nødvendighed, der havde tvunget ham til religiøsitet, selvom han ikke fandt trøst i tanken om et liv efter døden. Sløk havde det ikke nemt med fromhed, og han gav ikke meget for nogen som helst ret moral, og da slet ikke når kristendom og moral skulle blandes sammen. Alligevel måtte der findes en anden virkelighed end den virkelighed, der nu engang kaldtes for virkeligheden.

Sløk bedrev teologi på samtidens, altså sekulariseringens præmisser. Han abonnerede ikke på en metafysisk Gud, men opfattede Gud som en gåde. En grundtanke i Sløks forfatterskab er, at mennesket er ude af trit med tilværelsen, og hvis det skal have den mindste chance for at komme på god fod med den igen, må det ske ved kristendommens mellemkomst. Personligt var Sløk livet igennem gennemsyret af en erfaring af livet som absurd og Gud som paradoksal. Det betyder, at man intet kan vide om Gud, da det religiøse undslår sig beskrivelser. Det religiøse kan kun leves.

Sløks teologiske position og grundanfægtelse er Guds nærvær i fravær. Hans anfægtelse er, at Gud burde være der, men ikke er der, og netop dette Guds gådefulde fravær er med til at skabe Sløks gudsbegreb. Sløk opfatter derimod Gud som relationel. Gud og menneske står i et gensidigt forhold til hinanden: Gud bliver Gud i kraft af mennesket, og mennesket bliver menneske i kraft af Gud. For Sløk kan Gud ikke fastholdes i en metafysisk orden, men i sproget og fortællingen kan Gud komme til orde som den Gud, der har en relation til mennesket – en relation, der udmønter sig ved, at Gud benævner mennesket som det af Gud elskede og dermed værdifulde menneske. Det er i sproget og historien, at Gud og mennesket kan relatere til hinanden. Og fordi Gud hele tiden er i gang med at fortælle og udspænde vores historie, er han alligevel konstant nærværende i sit fravær.

Myten og den narrative teologi

For Sløk var myten afgørende. Han undersøgte mytens betydning, og hvordan sproget er med til at konstituere myten som sand. For Sløk betegner myten ikke en myte i konkret forstand som f.eks. Ødipus-myten. Myten betegner en grundlæggende sproglig kategori, der ligger forud for ethvert konkret udtalt sprog. Sløk har hentet inspiration fra Saussures begreber ’langue’ og ’parole’, hvor ’langue’ er sproget som system og ’parole’ refererer til det konkrete udtalte/skrevne sprog. Myten er ikke fundet på, den har meldt sig. Selvom myten i sin natur er metaforisk og allegorisk, repræsenterer den et oprindeligt ursprog, som alle andre sprogformer, vi kender, udspringer af. Senere sprogbrug, f.eks. det rationelle sprog, får os til at abstrahere fra mytens umiddelbarhed og sandhed.

Myte og sprog hænger sammen, og for at vise dette tager Sløk udgangspunkt i Johannesprologen, som er fortællingen om Gud, der blev menneske og trådte ind i tiden. Da Gud åbenbarede myten og skabte verden, var det igennem sproget. Ordet skaber, hvad det nævner, og myte, sprog og historie hænger således intimt sammen. Myten forkynder netop Gud som én med en historie, der har en begyndelse og en afslutning i tiden. Kristus er en myte, der er hændt og hænder i vore dage, og ordet blev kød, for at Gud og menneske kunne mødes i tiden. Sådan forener kristendommen sproget, myten og historien, som netop kan og skal forkyndes. Gud åbenbarede sig for at fortælle en historie, og i menneskets identifikation med Guds historie knyttes urtiden og nutiden sammen, og det er netop forkyndelsens opgave at få Gud og menneskets fortælling til at mødes. Sondringen mellem det reale og det imaginære er altså for rationaliteten omsonst.

Mytens sandhed er ikke lige at trænge bagom, for ”sandheden har man bag om sig, som det, der ikke på et eller andet tidspunkt er opdaget, men som er den ur-afsløring, i hvilken alting tog sin begyndelse”. Derudover kan Sløk i sin sprogfilosofi forstå sproget som det, der skaber både virkelighed og kultur. Han kan f.eks. skrive, at i en kultur, hvor der tros på, tales om og skrives om elverpiger, findes der elverpiger. Det sande sprog er for Sløk dét, der hviler på myten, og der, hvor man lever umiddelbart sandt, er når man lever ud af myten.

Jesu forkyndelse handler ikke om moral

I 1959 udgav Sløk Kristen moral før og nu. Bogen gik i rette med den gængse forestilling om, at der skulle findes en kristen etik. For Sløk var moral en given tids kulturelle normer og denne epokes opfattelse af, hvilke handlinger der er rosværdige. Sløk undersøger, hvad kristen moral går ud på, først ved at modstille den israelitiske og græske livsforståelse. Det er vigtigt at vedkende sig, at Jesu forkyndelse er opstået i en meget anderledes kultur end den græske.

Da Rom bliver kristnet i senantikken, kæmper to vidt forskellige livs- og verdenssyn over for hinanden. Grækeren opfatter verden som en kosmisk, harmonisk og evig totalitet i modsætning til den israelitiske forståelse, hvor verden ikke er evig, men skabt. Med skabelsesakten kommer der mening ind i verden, og israelitten forstår sig selv ud fra den magt, der satte ham, altså Gud. Grækeren henter derimod sin livsforståelse fra det evige og rationelt organiserede kosmos og forsøger at komme overens med dets fornuftige principper. Jesu forkyndelse blev i perioden ganske uvedkommende underlagt den græske prisme og blev da udbygget til et kultursystem med moralske principper.

Da kristendommen blev gjort til statsreligion i Rom, blev den hurtigt organiseret. De nydannede menigheder i Rom følte sig bundet af menigheden i Jerusalem, der var den romerske kirkes absolutte udgangspunkt. Men snart overtog kirken senantikkens hellenistiske opdragelsessystem, hvor der var klare linjer for, hvad man skulle tro og gøre. Der konstrueredes altså, ud fra græsk tænkning, et højere princip, på hvilket man kunne bygge moral. Sådan kommer moralen ind i kristendommen, selvom Jesu forkyndelse ikke i sig selv har noget med moral at gøre. Men det viste sig succesfuldt for kirken at agere moralsk vejleder i en moralsk degenereret tid, hvor stoikerne og andre filosofiske bevægelser også forsøgte at højne den moralske tilskyndelse og dermed samfundet. 

Udgivelser og inspirationer

Sløk udgav mere end 60 værker og oversatte og kommenterede 13 Shakespeare-dramaer til dansk. Han skrev om nogle af den europæiske tænknings største skikkelser såsom Platon, Jesus, Spinoza, Cusanus, Mirandola, Shakespeare og Kierkegaard foruden en lang række teologiske og idéhistoriske emner. Han søgte altid at beskrive mennesket i verden og forstå det på baggrund af dets kultur og samfund.

En hovedtanke hos Sløk var hans tanker om det absurde teater, som han udfolder i Det absurde teater og Jesu forkyndelse fra 1968. Mennesket er en skuespiller på tilværelsens scene, som skal spille en rolle, men menneskets ønske om sammenhæng i tilværelsen imødekommes sjældent, og derfor opfattes tilværelsen som absurd. Sløk analyserede ligheder og forskelle mellem kirke og teater og mellem Jesu forkyndelse og det absurde teater. Man ved om ham, at han ikke ejede evnen til spontanitet, hvorfor tanken om at spille en på forhånd kendt rolle må have givet mening. Verden kræver noget af en, og har man ikke let ved improvisationen, kan det være betryggende med et regelsæt for, hvordan man bør spille og agere.

Sløk arbejdede især inden for eksistentialisme, sprogfilosofi og narrativ teologi. Som eksistentialistisk teolog angiver han teologen og Kierkegaard-eksperten Kristoffer Olesen Larsen (1899-1964) som sin eneste og egentlige læremester. Sløk var kierkegaardianer indtil knoglemarven, og han opfattede ligesom Kierkegaard lidenskaben som menneskets egentlige bestemmelse. Mennesket forsøger lidenskabeligt at finde kvaliteten ved tilværelsen og fordrer konstant mening, men når lidenskaberne ikke opfyldes i den forventning, vi havde til dem, opstår følelsen af absurditet. Han opsummerer tanken i sin bog om renæssancehumanisten Pico della Mirandola: ”mennesket kan blive hvad som helst, men det kan tilsyneladende ikke blive sig selv”.

Sløks biografi i Århusstudenternes Håndbog 1966
Johannes Sløks biografi i Studenterhåndbogen 1966. Fra: AU Universitetshistorie


Udvalg af Sløks værker:

  • Sløk, Johannes: Kristen moral før og nu (1959).
  • Sløk, Johannes: Det religiøse instinkt (1960).
  • Sløk, Johannes: Det absurde teater og Jesu forkyndelse (1968).
  • Sløk, Johannes: Teologiens elendighed (1979).
  • Sløk, Johannes: Da Kierkegaard tav (1980).
  • Sløk, Johannes: Det religiøse sprog (1981).
  • Sløk, Johannes: Kierkegaards univers. En ny guide til geniet (1983).
  • Sløk, Johannes: Den kristne forkyndelse (1983).
  • Sløk, Johannes: Da Gud fortalte en historie (1985).
  • Sløk, Johannes: Mig og Godot. Erindringsforskydninger (1986).  
  • Sløk, Johannes: Herre, giv mig mere vantro (1988).
  • Sløk, Johannes: Moralen der blev væk (1993).
  • Sløk, Johannes: Livets elendighed. Kierkegaard og Schopenhauer (1997).

Om artiklen

Forfatter(e)
Freja Cæcilie Petri Bondgaard
Tidsafgrænsning
1916 - 2001
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjerg, Svend: Århus-teologerne (1994).

Hjortkjær, Christian og Nørkjær, Hans (red.): Sløk – perspektivforskydninger (2016).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Freja Cæcilie Petri Bondgaard
Tidsafgrænsning
1916 - 2001
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjerg, Svend: Århus-teologerne (1994).

Hjortkjær, Christian og Nørkjær, Hans (red.): Sløk – perspektivforskydninger (2016).

Udgiver
danmarkshistorien.dk