Korsetter, hoftepuder og ridekjoler

Karen fulgte moden. Hun fik indimellem tilsendt modejournaler fra København, og hendes foretrukne skrædder, Wulmer i landsbyen Sall, syede også for herskabet på Frijsenborg og vidste, hvordan damerne ønskede at klæde sig. I 1771 betalte Karen Wulmer for 2 Cantuscher. Det var en slags løse hjemmekjoler, der var behagelige at gå i, men som var ved at gå af mode på Karens tid. En mere elegant version, en Adrienne, købte Karen i 1781. I 1790 begyndte Karen i stedet at få syet de moderigtige engelske kjoler. De bestod af tre dele, en åben nederdel, et skørt og et lukket livstykke. Karen betalte for en til tre kjoler af denne slags om året. Ofte fik hun dog skrædderen til at farve eller sy gamle kjoler om.

Damemoden i 1700-tallet dikterede brede skørter og smalle kjoleliv. I 1780’erne skulle kjolerne dog ikke være helt så brede som tidligere, og derfor var fiskebensskørter efterhånden blevet umoderne. I stedet brugte man de såkaldte pocher, hoftepuder, under kjolen. De var fremstillet af barder fra bardehvalen med lærred spændt ud over.

For at få et smalt kjoleliv brugte damerne korsetter eller snøreliv. Også Karen købte flere gange "Snørliv" blandt andet fra skrædder Wulmer. De stramme korsetter var ofte skyld i, at damerne dånede, da de simpelthen kunne have problemer med at trække vejret. Korsetterne kunne også medføre alvorligere skader for eksempel ved at beskadige leveren eller gøre ribbenene deforme. I slutningen af 1700-tallet blev helbredet dog prioriteret tilstrækkeligt, så snørrelivene var ikke helt så stramme, om end stadig almindeligvis anvendt blandt herregårdsfruer.

Da Karen yndede at gå på jagt, er der også en del udgifter til jagtkjoler. Hun havde flere slags, "Een Sort Taftis Rottingot" og en i bomuld, som begge kunne bruges i sommervejr samt "Een violet Klædes Rottingot", der må have været i et varmere stof, måske uld. Derudover havde hun "Een sort Atlaskes Kiole i Rottingot", der har været til pænere brug. Ordet Rottingot kommer af det engelske riding coat.

Karen Rosenkrantz bar denne brudekjole ved sit bryllup med Hans Henrik de Lichtenberg i 1765. Foto: Bruun Rasmussen  

Hårets opsætning, hatte og pynt

Karen brugte en del penge på pynt, kniplinger, bånd, perler, kunstige blomster og meget andet. Meget af det købte hun hos omvandrende jøder eller på markeder og i de store byer, gerne hos Richters i Horsens. 2. december 1775 købte hun blandt andet "1 Stk. Smalle Vævede Kniplinger, 23 Al: [alen] Hviide Baand, 6 Al: Hviide Tafftes (bånd), 1 Stk. Vævede Knipling 13 Al." og blot en uge senere i alt 15 alen (knap 9,5 meter) forskellige blonder.

En rigtig herregårdsfrue havde naturligvis håret sat op. Fra slutningen af 1770’erne begynder regninger fra frisøren af dukke op i regnskaberne. I flere år benyttede Karen lejligheden til at gå forbi parykmageren, når hun var til fødselsdagsmiddag hos svigermoderen i Horsens. Samtidig blev hårnåle et fast indkøb, og i 1778 og 1781 købte hun puder til håret. Disse har været brugt som valke, Karens eget hår kunne sættes op over. Hårmoden dikterede nemlig håret sat op i tårnhøje frisurer.

Desuden bar damer hat udendørs, og Karen havde både stråhatte og mere pyntelige hatte med fjer. Ind i mellem betalte Karen for at få en hat repareret eller for sin "Hat at opsværte og Baand af nye at sette derom."

Overtøj og fodtøj

Karen brugte frakker, men hun havde desuden de moderne "Saloper", der også kaldtes svøbekåber. De var som et sjal beregnet til at svøbe sig ind i, og til vinterbrug var der ofte en hætte med pelskant. Karen var varmt og dyrt klædt på i vinterkulden. Det dyreste indkøb til Karens garderobe er en pels til 16 rigsdaler, en sum hun kunne have købt to køer for! Desuden betalte Karen i 1775 sin veninde frk. Morhsen for at købe sig en muffe i København til hele 3 rigsdaler.

Karen gik dels i lædersko, men også i sko syet af tekstil som atlask eller nankin (et billigt bomuldsstof), og hun havde også to par sko i ruskind. Til indendørsbrug havde Karen og hendes søn Gerdth hjemmesko. De var lette sko af stof, der blev lukket med en sløjfe i stedet for et spænde. Karen var glad for den slags hjemmesko og købte et - fire par om året. Både indendørs- og udendørssko blev ofte repareret. Mere end 60 gange i regnskaberne bliver Karens sko sendt til skomagere "at bagflikke", det vil sige, at hælen fik nyt sålelæder.

Et par barnesko, der sikkert har været brugt af et af Karens børn. Foto: Nationalmuseet  

Den lille Gerdths påklædning

Den lille Gerdth skulle selvfølgelig også klædes stilmæssigt på, og meget interessant finder vi "Matros Klæder" i regnskaberne, da han er fem år gammel. Det er så vidt vides det første skriftlige notat om matrostøj til drengebørn i Danmark. Det var moderne i resten af Europa på denne tid. Det tætsiddende tøj skulle sikre drengene bevægelighed og frihed til leg, modsat de voksenklæder børn i 1600-tallet blev klædt i. Endnu en idé fra 1700-tallets naturinspirerede filosofi.

I 1777 fik Gerdth sin første hat, og året efter fik han handsker, spænder og knapper af sølvtråd. Da han var 6 år fik han sin første "Kiol", en langskødet jakke som var den beklædning, voksne mænd bar.

Gerdth blev konfirmeret i 1790, og Karen købte til lejligheden violet klæde til at sy hans tøj af, og samtidig fik han et par hvide silkestrømper, det eneste par silkestrømper der nævnes i regnskaberne. Ellers gik både herskab og tjenere med uldstrømper.

Tjenernes liberier

Karens tjener og kusk var livréklædt, liberier var adelsfamiliernes "uniform" til tjenerne, en slags langskødet jakke med snore, knapper etc. med familiens våbenskjold, så man kunne se, hvilken adelsfamilie de tilhørte. I Lichtenbergfamilien var liberierne på Karens tid grønne og knapperne af sølv. Hertil bar de knæbukser af skind med spænder til at holde strømperne oppe. I de tidlige regnskaber ses det, at Karen sørgede for indkøb og syning, men senere betalte hun blot et fast beløb.

Livréknapperne på tjenernes liberier var forsynet med det lichtenbergske våben. Foto: Kirsten Nijkamp