De første vikingeangreb

Det første registrerede vikingeangreb i England fandt sted den 8. juni 793 mod klostret på øen Lindisfarne ud for den nordengelske kyst, og ifølge Den angelsaksiske Krønike blev der både plyndret og myrdet. Allerede i 789 var tre danske skibe dog ankommet til Portland i det sydlige England, hvor de havde dræbt den lokale foged. Dette togt har ikke karakter af et regulært vikingetogtsangreb, og Den angelsaksiske Krønike nævner ingen plyndring. Muligvis kan der være tale om en handelstransaktion, der gik galt. I denne tidlige periode var vikingeangrebene små, sporadiske og løst organiserede. De foregik i sommerhalvåret ved hurtige angreb på udsatte lokaliteter ved kysten – som for eksempel de engelske klostre. Motivet bag disse togter har højst sandsynligt været erhvervelsen af transportable rigdomme, især sølv, og deres succes var garanteret ved en blanding af overraskelsesangreb, høj mobilitet og ofte ubeskyttede mål.

Angrebene intensiveres

Perioden fra de første angreb og frem mod 835 ser ud til at have været relativt rolig, men herefter blev angrebene både større og hyppigere, og målene for togterne begyndte nu også at inkludere byer og andre lokaliteter inde i landet. I 850 skete et drastisk skifte i taktikken bag togterne i England, da vikingerne for første gang blev i landet vinteren over. Disse overvintringer kunne lade sig gøre ved en overtagelse af engelske byer, kongsgårde eller klostre, der havde indsamlet forråd til vinteren. Her kunne vikingerne blive frem til næste forår i sikkerhed for angreb, da det var svært at rejse og opretholde en hær i vintermånederne. På baggrund af blandt andet overvintringerne eskalerede vikingeangrebene i England. I 865 hører vi første gang om angelsaksernes betaling af danegæld mod at få fred, men vikingerne brød aftalen, og angrebene fortsatte. Indtil dette tidspunkt var der hovedsageligt tale om flere mindre vikingehære, der hærgede hver for sig under ledelse af forskellige skandinaviske stormænd.

Erobringstogter

Senere i 865 ændrede dette mønster sig til dels med ankomsten af ’den store hær’. Samtidig ændrede også målet med angrebene sig fra større eller mindre plyndringstogter til regulære erobringstogter, der blandt andet udnyttede uroligheder i og imellem de fire engelske kongeriger: East Anglia, Wessex, Mercia og Northumbria. I 866 erobrede den store hær York, hovedbyen i Northumbria, og tog herefter magten i hele det nordlige kongerige. Året efter hærgede hæren i Mercia, men sluttede fred med kongen her og fortsatte til East Anglia, der blev erobret i 869. De følgende år fortsatte kampene og fredsslutningerne indtil også Mercia blev erobret i 874. Kun kongeriget Wessex under Alfred den Store formåede at holde stand mod vikingehæren.

Bosættelser

Efter erobringen af Mercia delte den store hær sig, og i 876 meddeler Den angelsaksiske Krønike, at en del af vikingehæren slog sig ned i Northumbria og begyndte at pløje og sørge for sig selv. Flere skandinaver fortsatte med at bosætte sig i England, men vikingeangrebene fortsatte. I 878 sluttede Alfred den Store en fred med Guthrum, leder af vikingehæren i East Anglia, der samtidig blev døbt. I sammenhæng med dette fastsattes grænsen mellem de engelske og skandinaviske områder – senere kendt som Danelagen. Grænserne forblev dog skiftende frem til 954, hvor hele England endeligt blev samlet under én engelsk konge.

Fortsatte angreb

Fredsaftalen i 880’erne havde ikke sikret England mod fortsatte angreb fra Skandinavien, og i 892 ankom to store hære til det sydlige England, hvor der var flere kampe indtil den ene hær i 896 opløstes, og skandinaverne herfra bosatte sig eller vendte hjem, mens den anden hær blev slået tilbage. Herefter var der forholdsvis fredeligt i en periode frem mod år 1000, hvor erobringstogterne blev genoptaget af skiftende skandinaviske konger og stormænd.

De fire angelsaksiske kongeriger samt York, Portland og Lindisfarne. De to sidstnævnte er lokationerne på de første registeret vikingeangreb. Fra: danmarkshistorien.dk