Walt W. Rostow, 1968. Fra: Wikimedia Commons

4. kapitel

»Springet«[1]

Opnåelsen af en regelmæssig økonomisk udvikling

Vi vender os nu mod en nærmere analyse af den afgørende epoke i et samfunds historie, hvor økonomisk udvikling bliver den normale tilstand. Vi vil se på, hvordan det kan gå til, at de langsomme ændringer i forudsætningernes fase, hvor moderniseringens kræfter kæmper mod det traditionsbundne samfunds vaner og institutioner, værdinormer og interessegrupper, får deres massive gennembrud, og loven om rentes rente[2] bliver bygget ind i samfundets struktur.

…

»Springets« begyndelse kan sædvanligvis spores tilbage til en særlig kraftig impuls. Impulsen kan have taget form af en politisk revolution, som direkte påvirker balancen mellem de sociale kræfter og de fremherskende værdinormer, de økonomiske institutioners karakter, indkomstfordelingen, investeringsmønstret og den andel af gjorte opfindelser, der faktisk anvendes. Noget sådant gælder for eksempel for den tyske revolution i 1848, Meiji-restaureringen i Japan i 1868, Indiens opnåelse af uafhængighed i nutiden og den kommunistiske sejr i Kina. Impulsen kan stamme fra en teknologisk (inklusive en transportmæssig) opfindelse, som sætter en kæde af sekundære ekspansioner i bevægelse i moderne sektorer og har kraftige potentielle »ydre effektivitetsvirkninger«[3], som samfundet udnytter. Videre kan den tage form af nye, favorable internationale betingelser, som for eksempel det engelske og franske markeds åbning for svensk tømmer i 1860'erne, eller en skarp stigning i eksportpriserne i forhold til importpriserne og/eller store nye kapitalindførsler, som i USA's tilfælde sidst i 1840'erne og Canadas og Ruslands midt i 1890'erne; men det kan også starte som en udfordring fra et ufavorabelt skift i de internationale betingelser, som for eksempel et voldsomt fald i bytteforholdet (eller en krigsblokade af udenrigshandelen), der kræver hurtig udvikling af en produktion af goder, der kan erstatte importvarerne, som i Argentinas og Australiens tilfælde fra 1930 til 1945.

Det essentielle her er ikke impulsens form men det faktum, at samfundets og økonomiens hidtidige udvikling medfører en positiv, vedvarende og selvforstærkende reaktion på den; resultatet er ikke en engangsændring i produktionsbetingelserne eller i investeringernes omfang, men en stigning i den andel af de forhåndenværende opfindelser, der bringes i anvendelse i en mere eller mindre regelmæssig strøm, samt en stigning i investeringstempoet.

Det er klart, at brugen af samlede nationalindkomstal ikke belyser ret meget af den proces, der foregår. Ikke desto mindre er det nyttigt at betragte det som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for »springet«, at nettoinvesteringerne stiger fra at udgøre for eksempel 5 til over 10 % af nationalindkomsten, så de klart overgår det sandsynlige befolkningspres (idet brøken: kapitalapparatet/produktionen eller investering/produktrelationen under de givne forudsætninger for »springet« er lille)[4] og dermed giver en tydelig stigning i realindkomsten per capita. Hvorvidt realforbruget per capita også stiger, afhænger af mønstret i indkomstfordelingen og befolkningspresset, så vel som af investeringernes størrelse, karakter og produktivitet.

…

»Springet« er en så betydningsfuld ændring i et samfunds historiske forløb, at det er vigtigt at se noget nærmere på vor definitions natur og »springets« indre mekanik.

Vi står over for flere valgmuligheder, når vi vil definere »springet« med nogen præcision. Vi kan begynde med en vilkårlig definition og se kort på de to hovedalternativer.

Til vort formål defineres »springet« på den måde, at det kræver alle de tre følgende, indbyrdes afhængige, betingelser opfyldt:

1) en stigning i de produktive investeringer fra for eksempel 5 eller mindre til over 10 % af nationalindkomsten;

2) udviklingen af en eller flere betydende industrielle[5] sektorer i hurtig økonomisk ekspansion;

3) tilstedeværelsen eller den hurtige opbygning af en politisk, social og institutionel ramme, som udnytter impulserne til ekspansion i den moderne sektor og de potentielle ydre effektivitetsvirkninger af »springet«, og som giver den økonomiske udvikling en konstant karakter.

Den tredje betingelse implicerer en betragtelig evne til at mobilisere kapital fra hjemlige kilder. Nogle »spring« er sket praktisk talt uden kapitalimport, for eksempel Englands og Japans. Andre »spring« har haft fremmed kapital som betydende komponent; det gælder for USA, Rusland og Canada. Men nogle lande har importeret store mængder fremmed kapital i lange perioder, som uden tvivl bidrog til at skabe forudsætningerne for et »spring«, uden at det rent faktisk blev gennemført; eksempler er her Argentina før 1914, Venezuela op til de seneste år og det hidtidige Belgisk Congo.

Kort sagt indbefatter betingelserne for et »spring« - rent bortset fra kapitalimportens rolle - en øjeblikkelig evne til produktivt at mobilisere hjemlig opsparing, så vel som en struktur, der fremover tillader en stor opsparing af nye indkomster.