På dette kort kan man danne sig et overblik over steder, der omtales i kilden:

Kort over Rendsborg Fæstning 1848 med de vigtigste lokaliteter i kuppets topografi: Jernbanelinjen fra Neumünster, der førte kupmagerne helt ind til voldgraven, hovedvagten, som de overrumplede, Gouvernementshuset, hvor prins Frederik mødtes med general Lützow, og Paradepladsen, hvor garnisonen samledes. Fra: Otto Vaupell: Kampen for Sønderjylland 1848-50, I, 1865, s. 12.  

Ankommen til Hovedvagten, sagde jeg til den vagthavende Officeer at: „han maatte indsee, at Modstand fra hans Side ikke kunde føre til Noget, hvorfor jeg bad ham at lade Mandskabet træde af," hvilket han da ogsaa gjorde. I dette Øieblik strømmede alle Rendsborgs bevæbnede Borgere til og Paradepladsen begyndte at fyldes af Bevæbnede, medens Garnisonen indfandt sig uden Vaaben og i fine lange hvide Frakker. At der under saadanne Omstændigheder ikke var at tænke paa Modstand, er indlysende og derfor kom Kommandanten, sendt af den kommanderende General, til mig med det Forslag at kalde Garnisonen under Vaaben i ikkefjendtlig Hensigt, for at den selv kunde afgjøre, hvilket Parti den vilde tage. Dette Forslag gik jeg strax ind paa og begav mig derpaa selv til General Lützow, hvor der sandelig ikke forefaldt den flaue Scene, som omtales af den ovennævnte Forfatter til „Denkwürdigkeiten", men hvor jeg oplevede et meget piinligt Øieblik. Lützow og jeg havde i 17 Aar ligget i Garnison sammen, jeg havde havt ham til Næstkommanderende og traf ham nu igjen efter 2 Aars Forløb med sin Stab, der ogsaa havde været min, i denne piinlige Stilling. Hvo der har et Hjerte for sine Kammerater, kan let begribe, hvilke Følelser der da bevægede mig. Jeg vidste meget godt, at han indsaae, at vi kun forsvarede vor Ret, men som født Dansk, som ansvarlig Høistkommanderende kunde han ikke overgive Fæstningen og Armeekommandoen; han maatte i dette Øieblik ansee mig som en Uberettiget, og at staae, om end tilsyneladende, i dette Lys for ham smertede mig dybt.

Vi bleve enige om, at Garnisonens tre Batailloner skulde danne de tre Sider af en Karre og mine Jægere den fjerde, og at Generalen da skulde lade Officererne træde sammen og overlade til dem selv, til hvilken Side de vilde vende sig. Generalmarchen var imidlertid slaaet og inden kort Tid var Karreen sluttet. Medens General v. Lützow kaldte samtlige Officerer frem foran den mellemste af de tre Infanteribatailloner og talte næsten en halv Time med dem, uden at komme til et Resultat, stillede jeg mig med Armene overkors ganske alene midt i Karreen. Jeg bebreider endnu den Dag i Dag de danske Officerer, at ikke een eller flere af dem faldt paa at hugge mig ned. Man har senere fortalt mig, at den samme Bebreidelse var bleven gjort dem i Kjøbenhavn, men at de havde undskyldt sig med, „at jeg saae saa imponerende ud". Det Imponerende kan dog vel kun have ligget i det Udtryk, der stedse er ejendommeligt for den, som føler, at han forsvarer Retten, ligeoverfor den, der er sig bevidst, at han krænker denne Ret. […]

Da Samtalen mellem General v. Lützow og Officererne ikke syntes at føre til noget Resultat, gik jeg hen til Førstnævnte og sagde til ham, at en længere Raadslagning i Troppernes Overværelse maatte skade Officerernes Anseelse; jeg vilde derfor tale til Tropperne. Han samtykkede heri og jeg holdt derpaa følgende Tale til hele Karreen:  Soldater! i Kjøbenhavn er en Folkehob draget mod Slottet og har tvunget Kongen til at afskedige sit hidtilværende Ministerium og at vælge istedetfor dette et nyt blandt de Folk, som i længere Tid have erklæret sig saa afgjort mod Hertugdømmernes Rettigheder. Denne Efterretning har bevæget mig og flere fædrelandssindede Mænd til at danne en provisorisk Regering, hvis Opgave det er at føre Regeringen i vor for Tiden ufrie Landsherres Navn, indtil han har sikkret Landets Rettigheder. Jeg spørger Eder derfor, om I med mig ville erklære Eder for disse Rettigheder, eller om I ville drage mod Nord. Hvo der vil det Sidste, træde frem!" Intet Menneske rørte sig; jeg bukkede nu for General v. Lützow og sagde til ham: „Herr General, De seer, at Mandskabet er enigt med mig." Han vendte sig til Officererne, der endnu stode sammen, og sagde: „Mine Herrer, Enhver handle efter sin Overbeviisning, jeg tager min Afsked."

De i Slesvig-Holsteen fødte Officerer traadte igjen ind, hvorpaa jeg beordrede Garnisonen tilbage til dens Kvarterer med den Befaling at møde Kl. 4 om Eftermiddagen paa Paradepladsen, for at Kompagnierne paany kunde blive fordeelte mellem de tilbageblevne Officerer. Da jeg gik tilbage over Pladsen til Hovedvagten, tiltaltes jeg af flere Officerer og Artillerister af det ved dansk Chikane for 2 Aar siden opløste borgerlige Artilleri; jeg lovede dem, at deres Korps skulde blive gjenoprettet, for at bidrage til Fæstningens Sikkerhed. I denne Anledning udbrød en stærk Jubel blandt den store Masse, der fyldte Pladsen, saa at man virkelig var nær ved at trykke mig ihjel, hvorfor jeg, der aldrig har yndet slige Demonstrationer, raabte paa Plattydsk: „Børn, Børn, lad os gjemme denne Jubel, til vi have faaet Katten i Sækken, hvortil der endnu er langt tilbage."

Saaledes gik det altsaa til med Rendsborgs Indtagelse, der er bleven bedømt saa forskjellig: af de Danske som Højforræderi, af de Uvidende som en Forsyndelse imod det konservative Princip, af mange Regeringsmænd som en Revolution, men af Ingen som en berømmelsesværdig Daad. […].