Kilder
Kildeintroduktion:
Den kalundborgske reces af 21. november 1576 var en lov bestående af i alt 14 artikler udstedt af Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588); lovens artikel 8 omhandlede trolddomsprocesser. I denne artikel blev det fastsat, at personer, der ved kirkenævn blev kendt skyldige i trolddom ved herreds- og byting, skulle have deres sag indbragt for landstinget, inden de blev brændt på bålet. Anledningen hertil fremgår direkte af bestemmelsen. Kongen havde erfaret, at underretterne i visse tilfælde henrettede folk, som blev dømt skyldige, før sagen nåede appelinstansen, landstinget, hvorved potentielt uskyldige blev henrettet.
Kirkenævn var et særligt nævningeting, der blev anvendt ved trolddomssager. Nævnet bestod af oftest 12 udvalgte mænd (der kunne dog være både færre og flere) fra samme sogn som den trolddomstiltalte. Disse nævninge skulle sværge/dømme, om den tiltalte var skyldig i de anklager, der var rejst imod vedkommende. Nævningene blev altså udvalgt meget lokalt mellem personer, der formentlig omgikkes den anklagede til daglig. Dette havde den fordel, at nævningene kendte den anklagede og dennes rygte, men samtidig den ulempe, at lokal sladder og stridigheder kunne få indflydelse på synet på den anklagede.
Sammen med artikel 8 og 17 i Den københavnske reces af 6. december 1547, var Den kalundborgske reces’ artikel 8 formentligt med til at forhindre, at trolddomsprocesser spredte sig i samme grad i Danmark i 1500-tallet, som de gjorde i øvrige dele af Europa.
I 1500- og 1600-tallet blev betegnelsen reces oftest brugt om lovkomplekser eller større samlinger af lovgivning af forskelligt indhold, som var resultatet af en forhandling mellem kongen og rigsrådet. Disse recesser var en del af de ensretnings- og centraliseringsinitiativer myndighederne i Danmark gennemførte i tiden efter reformationen i 1536.
Herunder ses uddraget af lovteksten først i sin oprindelige version og dernæst i en udgave, hvor sproget er moderniseret af redaktionen på danmarkshistorien.dk.
Lovteksten i oprindelig udgave:
8. Hvorledis holdis skal, naar kirkenefnd ofversvere nogen troldomssager.
Och eftersom vi hafve formerkt[1], hvorledis at naar kirkenefn[2] och andre, som pleie af sverge[3] om trolddomssager, opkrefvis[4] och sverge nogen, som beskyldis for slig misgierninger, til ilden, da er det tit och ofte blefvit befundet[5], at de, som saa ere blefvit ofversvorit[6] och ret[7], hafve verit uskyldige da paa det at ingen i saa maade skulle ofverillis[8] eller uskyldeligen tagis af dage, førre end endelige dom er gangen[9], ville vi, at al tid herefter saa dermed holdis skal, at naar kirkenefn hafver ofversvorit nogen, som for troldomssager er anklagit, da skal dend, som ofversvorit er, icke strax rettis[10], men blifve besiddendis[11], til saa lenge sagen indstefnis til landstinget[12], och landsdommerne da at dømme derpaa och enten dømme forskrefne kirkenefn ved magt eller feld[13] at vere, och dersom dends slegt och venner, som ofversvorit blifver, icke ville stefne sagen til landsting och tage dom, da skal det stande dend anden part oben fore at stefne och tage endelige dom efter, som forskrefvit staar. Dog skal dend, som ofversveris, icke aflifvis, førre dom er gangit til lands ting, som førre er rørt.
Lovteksten i en sprogligt moderniseret udgave:
8. Hvorledes holdes skal, når kirkenævn kender nogen skyldig i trolddomssager
Og eftersom vi er blevet opmærksomme på, hvorledes at når kirkenævn[14] og andre, som plejer at sværge om trolddomssager, kender og sværger nogen skyldige, som beskyldes for sådanne misgerninger, til ilden, da er det tit og ofte blevet konstateret, at de, som er blevet kendt skyldige og henrettet, have været uskyldige. Da på det at ingen i så måde skulle forhastet eller uskyldige tages af dage, før end endelig dom er fældet, ville vi, at al tid herefter så dermed holdes skal, at når kirkenævn har kendt nogen skyldig, som for trolddomssager er anklaget, da skal den, som kendt skyldig er, ikke straks henrettes, men blive siddende i fængsel, til så længe sagen indstævnes til landstinget, og landsdommerne da at dømme derpå og enten dømmer førskrevne kirkenævn ved magt eller ugyldig at være. Dersom dennes slægt og venner, som kendt skyldig bliver, ikke ville stævne sagen til landsting og tage dom, da skal det stå den anden part åbent for at stævne og tage endelig dom efter, som før skrevet står. Dog skal den, som kendes skyldig, ikke aflives, før dommen er gået til landstinget, som før er berørt.
Ordforklaringer m.m.
[1] Formerkt: at blive opmærksom på.
[2] Kirkenefn: kirkenævn, jf. kildeintroduktionen.
[3] Sverge (sværge): vidnesbyrd aflagt under ed.
[4] Opkrefvis (opkræves): indkaldes til at aflægge vidnesbyrd under ed.
[5] Befundet: fundet eller konstateret.
[6] Ofversvorit: kendt skyldig.
[7] Ret: her, henrettet.
[8] Ofverillis: forhastes.
[9] Dom er gangen: dom er fældet.
[10] Rettis (rettes): henrettes.
[11] Besiddendis: egentlig blive siddende, her formentlig blive siddende i arrest/fængsel.
[12] Indstefnis til landstinget: indstævne eller appellere dommen til landstinget.
[13] Feld: ugyldig.
[14] Jf. kildeintroduktionen.