TV Syd 25 år efter, 22. oktober 2008

Kilder

Kildeintroduktion

Regional-tv i Danmark så første gang dagens lys den 22. oktober 1983, da TV Syd blev oprettet som et forsøg under Danmarks Radio. Den politiske velvilje bundede i bekymringen for sønderjydernes forbrug af tysk tv, det stadig uforløste ønske om TV 2, tanker om decentralisering af Danmarks Radio og behovet for flere provinsvinkler på skærmen. Forsøget skulle køre i tre år og fik hjem i Haderslev. Den første leder af TV Syd blev den sønderjyske journalist Helge Lorenzen (1933-2014). Hans vision for regional-tv var, at det skulle vise almindelige mennesker og genkendelige hverdagsscener. Eksperter og politikere måtte finde en anden skærm at optræde på. Dette jordnære perspektiv fik hurtigt øgenavnet ”træsko-tv”.  

På trods af at TV Syd efterhånden fik en trofast seerskare, ønskede Danmarks Radio ikke at videreføre tv-stationen, da forsøget udløb. Forholdet mellem TV Syd og Danmarks Radio i København havde langt fra været gnidningsfrit. Helge Lorenzen formulerede gerne sine visioner for TV Syd som et direkte modsætningsforhold til Danmarks Radio, og han måtte flere gange modtage en advarsel fra ledelsen. Det afgørende for Danmarks Radios uvilje mod at føre forsøget videre var formentligt, at det efterhånden stod klart, at regionalkanaler ville komme til at høre under et fremtidigt TV 2. Ligefrem at finansiere en kommende konkurrent gennem TV Syd var ikke i Danmarks Radios interesse.

Fra flere sider satte man et aktivt lobbyarbejde i gang for at alligevel videreføre regionalkanalen. Blandt de mange støtter var det danske mindretal i Sysdslesvig, som understregede TV Syds betydning for danskheden syd for grænsen. Nordtyske NDR havde langt flere ansatte og stod over for en udvidelse af sendetimer til 200 ugentlige timer. Styrkelsen af det nordtyske regional-tv skete, ifølge Sydslesvigsk Forening, ud fra en erkendelse af, at man i moderne satellittider måtte koncentrere sig om det nære og regionale. Dermed burde TV Syd ikke blot videreføres, men også udvides.

Den 31. december 1985 lykkedes det TV Syd at samle støttemedlemmer og politisk velvilje nok til en sendetilladelse som selvejende tv-station og en særbevilling på 10 mio. kr. fra Folketinget. I juni 1987 fik TV Syd status af regionalkanal under det nu vedtagne TV 2, og fra oktober fik de tilladelse til at sende reklamer som den første tv-kanal.

Da TV Syd i 2008 fyldte 25 år viste kanalen en jubilæumsudsendelse med klip fra 1983 og samtaler med de ansatte, der havde været med til at løbe det syddanske regional-tv i gang.

I 2008 fejrede TV Syd sin 25 års fødselsdag. Landets første regionale tv kanal var blevet etableret i 1983 som et forsøg under Danmarks Radio, der fortsatte som en selvstændig tv-station fra 1985. Som en del af medieforliget der førte til oprettelsen af TV 2 i 1988, blev det besluttet at udbrede regional tv til hele landet på i alt 8 regionale kanaler. I det gengivne klip fra fødselsdagsudsendelsen vises klip fra første udsendelse i 1983 og snak med gamle medarbejdere. Klip: TV Syd og Mediemuseet, Odense Bys Museer. 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
22.10.2008
Oprindelse
TV Syd, 22. oktober 2008 kl. 19:30 - 20:00
Medietype
Film
Sidst redigeret
15. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fossat, Sissel Bjerrum: Monopolbrud, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Christensen, Karlo: Brændenælderne ved Kongeåen: 25 år med TV Syd (2008).

Fangel, Henrik: 10 år med TV-Syd (1993)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
22.10.2008
Oprindelse
TV Syd, 22. oktober 2008 kl. 19:30 - 20:00
Medietype
Film
Sidst redigeret
15. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fossat, Sissel Bjerrum: Monopolbrud, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Christensen, Karlo: Brændenælderne ved Kongeåen: 25 år med TV Syd (2008).

Fangel, Henrik: 10 år med TV-Syd (1993)

Udgiver
danmarkshistorien.dk