Fra de ældste Tider har Slesvig været dansk Land. Om denne Kendsgerning vidner Stednavnene og Runemindesmærkerne. Aar 800 byggede Kong Gudfred af Danmark til Forsvar mod Carl den Store, som havde bemægtiget sig Slesvigs sydlige Egne, Grænsevolden Danevirke, som blev yderligere udbygget og styrket af berømte Konger og Dronninger, saaledes Aar 950 af Dronning Thyra Danebod og 200 Aar senere af Kong Valdemar den Store; ved Danevirke er der udkæmpet mangen Kamp mellem Danskerne og Fjenden fra Syd. I 1864 havde den danske Hær taget Stilling ved Danevirke for at standse Preusserne og Østrigerne - men Danmark var ene mod disse to Stormagter.

Kampens Udfald er kendt. Ved Vold og Uret tabte Danmark Slesvig; ved Vold og Uret beholdt Tyskland sit Bytte; ved Vold og Uret har man indtil nu hindret Slesvigs Befolkning i at udtale sig og tilkendegive sin Mening i Spørgsmaalet om sin Fremtid. Det er, fordi den selv er ude af Stand til offentligt at give Udtryk for sine Ønsker, at den har sendt mig hertil for at redegøre for det mellemslesvigske Spørgsmaal.

Slesvig kan deles i tre Dele (se omstaaende Kort)

1) Nordslesvig, mellem den nuværende Grænse (Grænsen fra 1864) og en Linje Nord for Byen Flensborg til Højer (Linjen a-a). Nord for denne Linje er Landet dansk og bør uden al Tvivl genforenes med Danmark.

2) Sydslesvig, Syd for en Linje, der følger Slien, gaar videre langs Danevirke, hvorefter den naaer Vesterhavet Syd for Byen Husum (Linjen b-b). Sydslesvig var i Oldtiden ubeboet, dækket af store Skove og Moser, og adskilte saaledes de Danske i Slesvig fra Tyskerne. Senere blev disse Egne

inddragne og bebyggede af Tyskerne, og Sydslesvig har saaledes altid været beboet af Tyskere, selv under det danske Herredømme.

3) Mellemslesvig, d. v. s. Landet mellem de to Linjer. Det kan i national Henseende inddeles i fire Dele (se Kortet):

A. - Frisland paa Vesterhavets Kyst. Der tales her Frisisk, et Sprog, som hverken er Dansk eller Tysk, men som snarest ligner Hollandsk. Friserne (ialt kun ca. 15.000) fører et tilbagetrukket Liv. De dyrker deres Jorder og viser kun ringe Interesse for, hvad der ikke vedrører deres eget Land. De vilde leve lykkeligt under Danmark, thi de vilde da i fuld Frihed kunne bevare deres Sprog og stedlige Indretninger. Frisland maa nødvendigvis følge Mellemslesvig; thi det er for lille til at danne en selvstændig Stat.

B. - Det egentlige Mellemslesvig, nemlig Landet Syd for Linjen a-a; det danner en Trekant, hvis sydligste Punkt ligger o[mkring]12 Kil[ometer] Nord for Danevirke. Her er Sproget næsten udelukkende Dansk (70-100 pCt.). Den nationale Bevidsthed er sygnet hen i Tiden mellem 1864 og 1914, men under Krigen vaktes de virkelige Følelser til nyt Liv, og nu ønsker Befolkningen at vende tilbage til Danmark. Disse Egne maa nødvendigvis genforenes med Danmark; derom er ingen Tvivl.

C. - Byen Flensborg. Den er hele Sagens Hovedpunkt. Flensborg havde i 1864 ca. 20.000 Indbyggere, men dens Udvikling og Indvandringen fra Sydslesvig og Tyskland har øget dette Tal til ca. 65.000. Nordslesvig havde ved Udvandring tabt alt for mange Mennesker til, at det var i Stand til at danne Modvægt til den tyske Indvandring. Saaledes er Flensborg bleven tysk som Følge af Erobringen 1864 og dens Konsekvenser. Allerede før 1864 var der i Flensborg - ligesom i Alsace mange gode Franskmænd, som talte Tysk - talrige ”Tyskere”, d. v. s. Folk med tysk Sprog, men med levende Sympathier for Danmark. De ”tyske” Flensborgeres Loyalitet viste sig tydelig ved mange Lejligheder. Sangen ”Heil Dir im Siegeskranz ... heil, König, Dir!”, f[or] T[iden] Preussernes Kongehymne, er skrevet af en flensborgsk Præst, Harries, til en af den danske Kong Christian VII.s Fødselsdage; den er bleven annekteret af Preusserne, som har ændret ”Heil, Christian, Dir” til ”Heil, König, Dir”. Efter den dansk-tyske Krig 1848-50 har Flensborgerne rejst et Mindesmærke paa Graven over de for Fædrelandet faldne danske Soldater og sat følgende Indskrift paa det: ”Treu waren sie geschwornen Eiden[1]”. Efter 1864 er Tallet paa Flensborgs dansktalende Indbyggere dalet lidt, nemlig fra 10.000 til o[mkring] 7000. Men Antallet af mere eller mindre autentiske Tyskere er steget fra 10.000 til 58.000. Imidlertid vedblev, trods Sproget, danske Sympathier at gøre sig gældende. Og for alle, indvandrede og indfødte, Danskere og Tyskere, er Flensborgs Fremtid Hovedsagen, Byens Velfærd det afgørende. Flensborgernes Lokalpatriotisme er overordentlig stærk, og dette Synspunkt er bestemmende for deres Meninger.

Flensborg er en By, der driver en gros-Handel og Storindustri. Industriens Udvikling vil standse, hvis Byen forbliver tysk. Det store Skibsværft, der beskæftiger 3000 Arbejdere, hentede allerede før Krigen sit Kulforbrug i England; Minerne, som frembringer Staal til Skibene, findes i Lorraine, i Sverige og i Spanien, men ikke i det fremtidige Tyskland. Flensborg gør 80 pCt. af sine Forretninger med Nordslesvig, 20 pCt. med Syd- og Mellem-Slesvig.Hvis Grænsen blev trukket umiddelbart Nord for Flensborg, vilde det betyde dens Ruin. Derom er Flensborgs Danskere og Tyskere enige.

D. - Halvøen Angel mellem Flensborg Fjord og Slien danner Mellemslesvigs fjerde Del. Det er et Land med smaa Landbrug, der passes af Bonden og hans Familje, som overalt i Jylland. Landbruget drives paa dansk Vis, og de sociale Vilkaar er de samme som i Nordslesvig og Danmark. Størstedelen af Indbyggerne taler Tysk. Sprog- og Sindelags-Skiftet fandt Sted mellem 1820 og 1850. Paa dette Tidspunkt var Danmark bragt i Ulykke som Følge af sin Troskab mod Napoleon; man havde frataget det Norge, det havde mistet sin prægtige Flaade, dets Handel var ødelagt, Staten havde gjort Bankerot. Derimod skred Tyskland med stærke Skridt frem mod sin Enhed, og Navne som Goethe og Schiller, Lessing og Kant tiltrak Sindene, samtidig med at de praktiske Fordele ved Forholdet til den store og stærke Nabo sprang i Øjnene. Den danske Regering fortsatte sine farlige Forsøg paa at knytte Holsten (et Hertugdømme under den danske Krone) til Danmark ved at give det fælles Forvaltning med Slesvig, hvorved Tyskerne og tysk Sprog blev begunstigede. Det var de smaa Revolutioners Tid, da Sindene næsten overalt var i Gæring. Angels Indbyggere lod sig fortyske; men de er aldrig bleven virkelige Tyskere, og deres Sprog er stadig iblandet danske Ord.

Som Flensborgs Tyskere ønsker nu Angels Bønder Genforening med Danmark, væsenlig af økonomiske og praktiske, men under alle Omstændigheder meget solide Grunde. 

Naar jeg her har talt om de Ønsker, der næres af Flensborgs og Angels Tyskere, har jeg maattet generalisere og støtte mig paa de Meninger ogAntagelser, der gøres gældende af ”Mellemslesvigsk Udvalg”. I Oktober 1918 blev et Arbejde for Genforening med Danmark sat i Gang, og det skred godt frem; der holdtes Møder i Flensborg og paa Landet, og der sattes Petitioner om Genforeningen i Omløb. Disse Petitioner circulerede i det egentlige Mellemslesvig; de samlede 150 Underskrifter i Landsbyer, som tidligere kun havde givet 50 Stemmer paa danske Rigsdags-Kandidater. Dette viser, at Nationalfølelsen virkelig var vaagnet i disse Egne. Begyndelsen var ligeledes fuldt ud tilfredsstillende i Flensborg. Men snart blev den danske Bevægelse brat standset af Flensborgs Soldaterraad[2], der er sammensat udelukkende af Soldater fra Sydslesvig. Raadet har strængt forbudt Afholdelsen af Møder, Indsamling af Underskrifter og enhver anden folkelig Meningstilkendegivelse. Ligesom Tyskerne har taget Slesvig med Magt og beholdt det med Magt, viser det sig nu, at Revolutionens ”nye Tyskland” undertrykker Danskerne, endda med endnu færre Hensyn til Lovligheden end det gamle Tyskland.

Under disse Omstændigheder har det været umuligt at indhente nøjagtige Oplysninger om Befolkningens Mening. Da alt offentligt Arbejde var hindret, har det været nødvendigt at nøjes med Indtryk, Skøn og Ytringer i Privatlivet. I Nordslesvig, hvor Danskerne er friere og stærkere, er

Stillingen i Mellemslesvig bleven kendetegnet i Vælgerforeningens Resolution af 30. December 1918, hvis Slutning lyder saaledes:

Idet den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og Tilsynsraad paa ny har fastslaaet en Løsning af Nationalitetsspørgsmaalet i Sønderjylland paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret som svarende baade til Ret og Billighed[3] for begge Parter og som stemmende overens med de Anskuelser, der næres af det store Flertal indenfor den sønderjydske Befolkning, udtaler den samtidig følgende:

1. Vi nedlægger en skarp Protest imod, at man fra de tyske Magthaveres Side i Mellemslesvig søger at hindre den derværende danske Befolkning i, gennem en fri Udøvelse af Forsamlings- og Petitionsretten, at skabe Grundlaget for en fri Afstemning.

2. Vi fastslaar, at gennem ovennævnte Fremgangsmaade fra tysk Side er Selvbestemmelsesretten foreløbig gjort illusorisk for det danske Mellemslesvigs Vedkommende.

3. Vi henstiller til den danske Regering, naar den varetager vore Interesser ved Fredskonferencen, at gøre opmærksom paa, at den danske Befolkning i Mellemslesvig under disse Forhold ikke kan haabe paa at opnaa sin nationale Ret ved en Afstemning.

Af den danske Udenrigsministers Svar fremgaar, at han er Tilhænger af en Grænse Nord om Flensborg - en Grænse, der er foreslaaet eller godkendt af Grev Brockdorff-Rantzau[4], Tysklands nuværende Udenrigsminister, som inden sin Afrejse fra Danmark (hvor han var Tysklands Gesandt) har samtykket i en saadan Indrømmelse.

I det følgende skal nævnes nogle Træk af den Tyskvenlighed, der i Virkeligheden snarest er overdreven Frygt for Tyskland, og som lykkeligvis er lidet udbredt i Danmark. Men den findes ganske vist hos fremtrædende og indflydelsesrige Personligheder, hos Ministrene og i den officiøse Presse, og det er ikke altid muligt for dem, der er afhængige af Regeringens Censur, at bekæmpe den. Ministeriet har som sagkyndig slesvigsk Raadgiver for den danske Legation sendt Hr. H. V. Clausen[5] til Paris. Han er Talsmand for en Grænselinje Nord om Flensborg til Tønder, der fuldstændig udelukker fra Afstemning Flensborg og de Danske i Mellemslesvig, hvis Interesser vi repræsenterer. Han taler - og han udtrykker her Ministeriets Mening - om ”det store og gode tyske Folk”; han ønsker, at ”Danmark efter Krigen skal tjene som Bro mellem de krigsførende Magter”, og han appellerer til Tysklands Ædelmodighed (!). Han paastaar, at Tyskland altid vil vedblive at være Danmarks mægtige og farlige Nabo, og at det derfor frem for alt gælder om at undgaa Vanskeligheder og Forviklinger med Tyskland. Forholdet til Tyskland har for den danske Regering en saadan Betydning, at den overser alle andre Hensyn. Dette er ikke vor Opfattelse, og her er jeg Ordfører for de fædrelandssindede Kredse, der samler sig om Danmarks sønderjydske Foreninger. Utvivlsomt vil der opstaa Vanskeligheder, hvilken Løsning man end vælger - og Vanskeligheder vil der komme allevegne efter Krigen. Flertallet af det danske Folk er imidlertid villig til at møde disse. Det drejer sig om vort Fædrelands Fremtid, og vi spørger da ikke: ”Er det vanskeligt?”, men blot: ”Er det muligt?”

Vi rejser nu Spørgsmaalet, om det virkelig skulde være muligt, at Fredskonferencen vilde godkende den af Tyskland foretrukne Grænselinje uden at tage Hensyn til Mellemslesvigs og de danske Entente-Venners[6] Ønsker? Hvad vi først og fremmest ønsker, er Flensborgs, Slesvigs Hovedstads Genforening med Danmark. Flertallet blandt os ønsker som fremtidig Grænse Danevirke-Linjen (b-b paa Kortet). Det er en naturlig Grænse, som vilde være i Stand til at danne Skel imellem de to Folk. Den har holdt i Tusind Aar, hvad der vidner for dens Værd. De 200.000 tysktalende Indbyggere Nord for denne Linje vilde sandsynligvis efter et eller to Slægtled paany blive danske. Det er ikke nødvendigt at sige, at de vil faa fuld sproglig Frihed; Taalsomhed stemmer overens med dansk Overlevering og vil ogsaa være det bedste Middel til paany at gøre dem til danske.

Jeg tilføjer som min og mine Venners personlige Mening - thi Spørgsmaalet har ikke udtrykkelig været drøftet - at vi ikke vil modtage Slesvig af Tysklands Godgørenhed (libéralité[7]). Tyskland har i mere end tusind Aar været vor Dødsfjende; vi frygter ikke dets Venskab mindre end dets Kulde: Timeo Danaos et dona ferentes![8] Tyskland har allerede forberedt den fredelige Erobring af Danmark; saaledes har det oprettet et ”Nordisk Universitet” til Fremme af de skandinavisk-tyske Forbindelser m. v. Saafremt det danske Folk faar det Indtryk, at Slesvigs Genforening med Danmark skyldes Tysklands ”Ædelmodighed” eller blot dets Vilje til Retfærdighed, maa man alvorlig frygte den dansk-tyske Intimitet og den fredelige Fortyskning, som vil blive Følgen. Vi ønsker at være en fremskudt Post mod Tyskland - ikke en Bro eller en Udfaldsport for Tysklands Handel, Kultur og end sige for dets Politik.

Vi vil modtage Slesvig af Ententens Hænder. Det er dens Sejr, vi skylder Genforeningen; herom maa der hverken i Slesvig eller i Danmark herske mindste Tvivl.

Om Maaden at tilbagegive os Slesvig skal jeg fatte mig kort. I Nordslesvig er Folkeafstemningen aldeles overflødig; ingen kan tvivle om det Sindelag, Befolkningen gennem 54 Aar har lagt for Dagen i den nationale Kamp. For Mellemslesvig gælder, at hvor tiltalende Folkeafstemnings-Princippet end i og for sig er, saa kan det ikke anvendes paa en Befolkning, der i saa høj Grad som Slesvigerne indtil disse allersidste Dage har været udsat for saa megen Brutalitet og saa mange Retskrænkelser. Vil Folkeafstemningen ikke blive en Godkendelse af Erobringen 1864? Hverken Danskerne eller Tyskerne i Slesvig ønsker Plebiscitet[9].

Afgørelsen maa komme hurtig og være endelig. Hele Slesvigs og Danmarks Befolkning er træt af Uvisheden. Alle Slesvigere, Danskere som Tyskere, ønsker i lige høj Grad at faa deres Skæbne afgjort for at kunne vende tilbage til Dagliglivet, genoptage deres Forretninger og Arbejde og indrette sig efter den Tilstand, som bliver tilvejebragt ved Fredskonferencens Afgørelse. Derfor beder vi Konferencen om at indhente alle nødvendige Oplysninger og saa selv træffe Afgørelsen. De repræsenterer Verdens Intelligens og Retfærdighed! Deres Afgørelse vil være uangribelig! Sluttelig skal jeg gøre Konferencen opmærksom paa, at der af vore Tyskvenner i Danmark og Nordslesvig næres Planer, som for det Tilfælde at Danmark faar den Grænse, vi ønsker, Sli-Danevirke-Linjen, gaar ud paa at gøre Mellemslesvig til en Landsdel, som knyttes mindre fast til Danmark end Nordslesvig. Dette skulde ske for, at denne Landsdel senere kunde gives tilbage uden at drage Afstaaelsen af Nordslesvig med sig. Det vilde være et Bedrageri mod Fredskonferencens Afgørelse, og det vilde være at genaabne det slesvigske Spørgsmaal, som har været Aarsag til saa megen Uro i Europa. Vi ønsker, at Konferencen klart og tydeligt paalægger Danmark den fulde og ubetingede Indlemmelse af hele den Del af Slesvig,som tilfalder det. 

Résumé

Mellemslesvig bør sammen med Nordslesvig genforenes med Danmark, thi historisk, socialt og økonomisk er det dansk. Dansk, tysk og frisisk Sprog er sammenblandede i Mellemslesvig. Muligvis Flertallet, i hvert Fald et stort Mindretal ønsker at vende tilbage til Danmark. 

Byen Flensborg kan ikke skilles fra Nordslesvig uden at blive ruineret.

Under Soldater-Raadenes Herredømme i Flensborg er det umuligt at lade en Folkeafstemning afholde. Hverken Danskerne eller den tysktalende Befolkning ønsker en saadan; de anmoder Fredskonferencen om som Voldgiftsmand at træffe Afgørelsen, og de nærer ubetinget Tillid til den.

Tyskland og de tyskvenlige Krese i Danmark ønsker Grænsen Nord for Flensborg. Dens Virkeliggørelse vilde betyde en Styrkelse af tysk Indflydelse.

Sli-Dannevirke-Husum Grænsen ønskes af Slesvigerne i Mellemslesvig saa vel som af Ententens Venner og fædrelandssindede Mænd og Kvinder i Danmark.