I Anledning af to Aars Dagen for Tyskernes Fjernelse af Landets Regering den 29. August 1943 fremsætter Professor Dr. theol. Hal Koch nogle Betragtninger over, hvad denne skelsættende Begivenhed kom til at betyde, og viser, hvorledes det paa mange Maader er den forskellige Vurdering af den, som ligger bag de Modsætninger, der nu efter Befrielsen gør sig gældende.

Sommeren 1939 brød Krigen ud – en Stormagtskrig mellem Tyskland og England-Frankrig, men tillige en Kamp mellem den autoritære Stat og Demokratiet. Danmark søgte at holde sig udenfor, neutral – som Sverige var det lige til det sidste. Indadtil i Folket var Meningerne om Krigen delte, meget mere delte end de fleste nu kan huske. Vel var der gammel Tradition for antitysk Holdning, men anselige Befolkningsgrupper, baade inden for Landbrug og Industri, var i løbet af Trediverne blevet forbitrede paa England og derfor ikke fremmede for protyske Sympatier. Hvad Kampens politiske Indhold angaar, var Meningerne end mere delte. I Aarevis havde man fra mange forskellige Sider bekæmpet Demokratiet som udueligt og korrupt. Mand og Mand imellem blev det sagt, at store Dele af Hæren og Politiet var paa den autoritære Linie. En vidt udbredt Frygt for Kommunismen og Begejstringen for den finske Vinterkrig gjorde ikke Situationen klarere. Der var derfor god grund til at vælge den neutrale Holdning – saa meget mere som Følere i London tydeligt havde vist, at vi i en Konfliktsituation ikke kunde paaregne Hjælp.

I det Stykke Danmarkshistorie, som siden da er forløbet, er der tre Datoer, som Efterslægten aldrig vil glemme, Besættelsesdagen den 9. April 1940, det danske Styres Fjernelse 29. August 1943, Befrielsen takket være de allierede Tropper den 4. Maj 1945. De tre Datoer indrammer to skarpt adskilte Perioder. I godt og vel tre Aar, indtil den 29. August, førte man Forhandlingspolitik med Tyskerne, og den politiske Ledelse laa paa Christiansborg. Tiden efter 29. August var præget af den aktive Modstand, og Ledelsen laa i det væsentlige hos Frihedsraadet. Modsætningen mellem disse to Perioder – dermed har vi ogsaa den Modsætning, som gør sig gældende i Øjeblikket mellem Modstandbevægelsen og Politikerne. Og midt imellem de to Parter staar Datoen den 29. August.

For nogle staar den første Periode, hvor Politikerne helt havde Ansvaret, som en national og moralsk Forfaldsperiode. Gennem Indrømmelse paa Indrømmelse sank det danske Folk dybere og dybere ned, indtil det faktisk stod paa Afgrundens Rand – som en Tøjte, der havde solgt sig selv for at faa Del i Livets materielle Goder. Da var det, Holger Danske vaagnede og reddede Landet fra Undergangen. Sabotage, Strejker, Folkets sunde Modstandsvilje, der rejste sig i Oprør mod Politikernes Usselhed – det var Danmarks Redning. Derfor betegner den 29. August det store Brud. Derfor er der ingen Kontinuitet. Derfor maatte der nye Folk til. Det blev Modstandsbevægelsens Mænd – Frihedsraadet – som reddede Landets Ære indadtil og udadtil. Den 29. August var Samarbejdspolitikens Fallit og Landets Frelse.

I direkte Modsætning hertil er der en stor Mængde Mennesker baade Politikere og Mænd af Folket, som ogsaa har levet disse Aar med, men som har faaet et helt andet Indtryk af Begivenhederne, som har oplevet noget helt andet; for dem var 1940-41 Aar til Samling og Besindelse; der byggedes Modstandsvilje og Sammenhold op; i de Aar fuldbyrdedes i Folkets Sind det egentlige Brud. Spørgsmaalet var saa, hvornaar det ydre Brud skulle komme. For enkelte kom det lovlig tidligt, andre mener, det kom for sent. Men det vigtigste var jo, at det kom, og at hele Folket da var modnet til mere eller mindre aktivt at gaa ind i Kampen. For disse Mænd gaar der en ubrudt Linje fra først til sidst. Og man maa ikke glemme, at saaledes har de faktisk selv følt, tænkt og levet i det.

Og hvad er saa Sandheden?  Hvad skete der den 29. August? Det er et rent historisk Spørgsmaal, som kan besvares. Men derudaf vokser det næste Spørgsmaal: Hvad betød denne Begivenhed? Det er i dag et højst aktuelt Spørgsmaal – man kunde maaske endda sige det mest aktuelle. Men det er ogsaa betydeligt vanskeligere at svare paa.

Den 29. August skete der det, at den Forhandlingpolitik, som man i over tre Aar havde ført over for
Tyskerne, brød endegyldigt sammen. Nægtes kan det ikke, at tre Aars Forhandlingpolitik havde bragt Land og Folk i en yderst besynderlig og tvetydig Situation. Uklarheden stammede allerede fra den første Dag, fordi der ikke blev truffet nogen virkelig Aftale med Besættelsesmagten. ”Fjender” var Tyskerne ikke – det var ligefrem strafbart at anvende denne Betegnelse – men Forbundsfæller var de saa vist heller ikke. Den klareste formulering Formulering var vel den, at vi vedblivende var ”neutrale”. Men hvilken Neutralitet? Gennem Udnyttelsen af vor Levnedsmiddelproduktion og Industri blev vi faktisk Part i tysk Krigsførelse, og tyske Forsvarsværker opførtes ved dansk Arbejdskraft paa dansk Territorium. Inden længe var det klart, at Tyskerne hensynsløst vilde bryde alle Løfter, og gennem Tiltrædelsen af Antikominternpagten lykkedes det dem faktisk at faa Regeringen til formelt at opgive sin Neutralitet. Men ogsaa i en anden Forstand var Neutraliteten en besynderlig Kulisse. Takket være Overfaldet den 9. April og den paafølgende brutalt-stupide tyske Politik svejsedes praktisk talt hele Folket – ogsaa de mange, som havde vaklet i 1939-40 – sammen i Had til Tyskland og i Haab om en allieret Sejr. Vigtigere end alt dette var det dog, at der indefra, i selve det brede Folk, under Politikernes Ledelse, voksede en fast Vilje frem til at bevare vor folkelige demokratiske Livsform og Styresæt. Vi forstod, at i Kampen mellem det autoritære Styre og Demokratiet var Neutralitet en Umulighed. Kampen førtes fra Sogn til Sogn, og i den Kamp led Tyskerne trods al Magtudfoldelse et uigenkaldeligt Nederlag. De fleste kunde se, at den Dag maatte komme, hvor Neutralitetens Kulisse ikke længer kunde dække over de faktiske Forhold. Nogle ønskede, at Katastrofen skulde forhales det længst mulige – andre fandt Tilstandene saa moralsk uværdige, at de satte alle Kræfter ind paa at fremkalde Bruddet. Den 29. August kom det. Mange Aarsager medvirkede. Folkets spontane Modstand i Sommeren 1943 – Politikernes Forstaaelse af, at man ikke kunde gaa videre ad Indrømmelsens Vej – Tyskernes Ønske om at fjerne Militæret, men vel ikke mindst det, at de omsider forstod, at de her i Landet kun havde Fjender – bortset fra Forbrydere og Psykopater. Nok er det; Natten mellem den 28. og 29. August overtog de Magten.

Og saa skete der det mærkelige, at denne nye Voldshandling af næsten hele det danske Folk føltes som en Befrielse. Vi, der blev interneret paa Alsgade Skole, vil næppe glemme denne mærkelige Stemning. Ingen kunde vel helt frigøre sig for en vis Uro. De fleste er jo dog ikke mere Helte, end at de ogsaa tænker paa deres egen Skæbne. Men bag denne Uro laa der en stor Tilfredshed, ja, man kunde vist næsten sige Glæde, en Fornemmelse af, at det at blive interneret var et mere ærligt Udtryk for vort Forhold til Tyskerne end noget af, hvad vi hidtil havde oplevet. Nu var alt dansk Styre ophørt. Og saaledes var det godt. Jeg mindes endnu tydeligt den Forfærdelse, der greb os, da der udefra trængte Rygter ind om, at man forhandlede om Dannelse af en ny Regering – og den Befrielse, det var at faa disse Rygter afkræftet.

Efter godt 40 Maaneders Forhandlingspolitik fulgte nu 20 Maaneders aktiv Modstand under Frihedsraadets Ledelse, ganske vist saaledes, at der i stigende Grad blev etableret Samarbejde mellem dette og Partierne. For nogle var det væsentlige, at vi havde sagt nej, at vi havde frigjort os for Vasalforholdet til Tyskerne – de forholdt sig gerne mere passivt. For andre var Hovedsagen, at vi var blevet Partnere med de allierede Magter – det var dem, som meldte sig til aktiv Krigsførelse i Undergrundshæren. Hvad deres Kamp betød i den store Krigsøkonomi, er vel vanskeligt at sige. Men hvad deres Mod og Indsats betød indad for Folket, vil aldrig blive glemt.

Saa vidt er alt ganske klart. Men saa er det, at det Spørgsmaal rejser sig: Hvad betød den 29. August? Den satte Skel - men i hvilken Forstand? At Ledelsen flyttede fra Christiansborg til Frihedsraadet, til Mænd, der aabenlyst havde bekæmpet Samlingspolitiken, betød det, at Kontinuiteten blev brudt og at der gik Dom over Samlingspolitikens Mænd og deres Handlinger? Her staar vi ved Kernen  i de sidste Maaneders Modsætninger, ved det, som Professor Løgstrup for nylig betegnede som ”Opgøret, der blev væk” – fordi han følte det som Uærlighed, at dette Regnskab ikke blev gjort op. Med Harme vender han sig imod den Opfattelse, at ”i Besættelsesaarene var alt, hvad vi gjorde saare rigtig, da den afløste Eftergivenheden”; man dækker sig under den ”Historieforvanskning”, at ”Eftergivenhedspolitikens Mening og Maal var at forberede Modstanden” – som man undertiden fra Samarbejdspartierne har villet hævde. Med andre Ord: Løgstrups Anliggende er dette, at Skellet den 29. August ikke forflygtiges.  

Vanskeligheden er imidlertid den, at ingen kategorisk kan afgøre, hvad den 29. August betød. Det er jo en Kendsgerning at forskellige Mennesker, der kommer til at staa over for nøjagtige samme Begivenheder, ”oplever” vidt forskellige Ting. Der var utvivlsomt en hel Del ude i Befolkningen og maaske ogsaa nogle faa paa Rigdagen, for hvem det at slippe for fysiske Lidelser og materielt Tryk var det væsentlige, og som derfor ønskede for praktisk talt enhver Pris at undgaa Brudet. For dem var den 29. August en yderst beklagelig Oplevelse, et Udtryk for manglende Smidighed og Realitetssans. Langt flere var der ude i Landet, og jeg tror, at et Flertal af Politikerne hørte til dem, for hvem Samlingspolitiken med dens Indrømmelser var en stadig Kamp for at gøre det bedst mulige ud af Situationen, en Kamp for at bevare baade aandelige og materielle Værdier uden at vi tabte Respekten for os selv. Gang paa Gang stod de i Samvittighedskonflikter og skulde vælge. De kunde ikke løbe fra Ansvaret. Mange af dem vilde maaske bagefter – i Lyset af senere Begivenheder – have ønsket, at de havde handlet anderledes. For de fleste af dem kom den 29. August som en stor Lettelse. De vil ikke paastaa, at den Kamp, de førte i Aarene 1940-43, sigtede paa at naa frem til en aktiv militær Modstand; den ansaa de fleste af dem vel for haabløs. Men de vil sikkert alle være rede til at staa til Ansvar for deres Handlinger, fordi de efter bedste Overbevisning førte en Kamp for Danskhed og Folkestyre imod Fortyskning og Nazisme. Der var imidlertid ogsaa en betydelig Gruppe baade af Befolkningen og af Rigsdagsmændene, som i fuld Ærlighed kan underskrive det, Løgstrup kalder en Historieforvanskning: at Maal og Mening i deres Arbejde var at naa frem til et Brud, som hele Folket var med i, og som førte til den aktive Modstand. Ved Siden af alle de her nævnte var der saa en forholdsvis lille Gruppe – til den hørte sikkert kun faa paa Rigsdagen om overhovedet nogen – som paa et meget tidligt Tidspunkt bevidst gik i Gang med at forberede den aktive Kamp. For dem var Politikernes Arbejde i bedste Fald en Maske, bag hvilken de kunde træffe deres Forberedelser. De forbitredes over, at Brudet ikke kom længe før. Derfor vendte de sig allerede i 1941 med stigende Skarphed imod Samlingspolitiken. For dem maatte den 29. August ikke blot komme som den store Befrielse, men tillige som den knusende Dom over alt det, de gjorde Oprør imod.

Saa brogede var Oplevelserne – og saa har jeg endda indskrænket mig til at skildre de typiske Tilfælde. Imellem dem laa en Uendelighed af Nuancer. Og endelig skal man ikke glemme den store Mængde, som temmelig ureflekteret tog Begivenhederne, som de kom, og ofte lod sig bestemme af ret tilfældige Paavirkninger. Derfor er det ikke muligt at slaa fast, hvad den 29. August ”betød”. For de meget afgjorte, afklarede er det formodentlig lidet tilfredsstillende, men det er nu en Gang ikke saa nemt at gøre et Regnskab op, som hele Folket er Parthavere i. Det sikre er, at denne Dato betød et Vendepunkt i Landets Historie, en Ændring af Folkets Vilkaar, og Opgaven maa for dem, der virkelig ”oplevede” noget afgørende, være at omsætte denne Oplevelse i folkelig og politisk Handling til Gavn for Landet. Derfor skal det hilses med Glæde, at Modstandsbevægelsens Folk, for hvem dette Vendepunkt vel i særlig Forstand kom til at betyde noget, nu efter at Vaabenkampen, som var deres første store Indsats, er endt, vender sig til det politiske Liv for der at fortsætte ”Kampen”. Der er al Grund til at vente, at de kan gøre en Indsats af Betydning baade inden for de to ”illegale” Partier og inden for de gamle Partier. Og det nytter ikke hverken at blive forbavset eller irriteret, naar de møder fyldt til Næbbet med Kritik. Det er et Udtryk for den Modsætning, som faktisk har eksisteret, og som beror paa dybtgaaende personlige Forskelle. Kun er der en Ting, som maa tilføjes: det er ud fra deres Oplevelser naturligt, at de dømmer haardt baade om Samlingspolitiken og dens Mænd. Men de maa ikke glemme, at disse Mænd ikke var Quislinger[1]. Det var Scavenius heller ikke. De var heller ikke en Samling opportunistiske holdningsløse Personer, der lige saa gerne gjorde det ene som det andet. De var Mænd, som blev paa deres Plads for at tjene Danmark og Demokratiet, og som paa deres Vis – ud fra deres Syner og Oplevelser – kæmpede en bevidst Kamp for Frihed og Ret. Derfor er der trods alt Brud og trods alle Forskelle en Kontinuitet mellem de 40 og de 20 Maaneder. Derfor er det vel rigtigt, at den 29. August sætter Skel – og ingen af de Passive skal krybe over Skellet og tilegne sig det, som har groet paa Aktivisternes Mark – men det er ogsaa rigtigt, at den 29. August for begge Parter maa staa med en egen Glans i Mindet, fordi den gjorde det helt klart for al Verden, at vor ”Neutralitet” var en Kulisse, at vi befandt os i en Kamp paa Liv og Død mod tysk Voldsherredømme og Nazisme.