Forsiden til A.P. Berggreens Folke-sange og melodier (1842). 

Fortale

Under den Bevægelse i Videnskabens og Kunstens Regioner, der har fundet Sted i dette Aarhundrede, er ogsaa Opmærksomheden bleven henvendt paa de Skatte, som Nationerne eie i deres Folke-Sange og Melodier. Som umiddelbare Yttringer af Folkeslagenes aandige Natur, maae de ogsaa i høieste Grad tiltrække ethvert poetiskt Gemyt[1]. De befrugte Phantasien og lade os skue dybt ind i hver Nations eiendommelige Væsen; og medens deres store Charakteerforskjellighed forfrisker Sindet, forebygger den Eensidigheden i Smagen, idet vi lære at opfatte Skjønheds-Ideen under de meest forskjellige Former. Tillige afgive de den tilforladeligste Prøvesteen for Sandheden af Det, der i Kunsten fremstiller sig som Charakteristiskt for et vist Folk, og lede os saaledes til den rette Opfattelse af fremmede Kunstværker. Endnu kunde tilføies, hvad jeg allerede paa et andet Sted har yttret, at ”det Eiendommelige, det Særegne ved de forskjellige Nationers Folkesange har noget Følelsen saa Berigende og Udvidende, at Humaniteten fremmes, idet Nationerne vinde vort Hjerte ved deres Sange”.

(...) Men Musikerne have endnu ikke, saaledes som Digterne med Hensyn til Folkepoesien, tilfulde erkjendt, hvilket nærende Stof for musikalsk Composition der ligger i Folkemelodierne; thi Optagelsen af dette Element i Kunsten skulde ikke blot bestaae i, ligefrem at indlægge hine Melodier i et musikværk; men disse maae være gaaede over i Componistens Væsen, der da, opfyldt af deres Aand, vil kunne give sit Arbeide det eiendommelige, nationale præg, der dog fremfor Alt giver et Kunstværk betydning. (...)

Saa interessante nu, som de for Haanden værende Samlinger end ere, baade fra Digtenes og Melodiernes Side betragtede, saa lade dog de fleste af dem Meget tilbage at ønske i musikalsk Henseende, idet Melodierne enten ere medgivne uden harmonisk Behandling, eller, paa faa Undtagelser nær, udstyrede med Harmonier, der bære altfor tydelige Spor af musikalsk Dilettantisme[2]. Der staaer da her en viid Mark aaben for Musikeren, som i disse Folkemelodier har en, med Hensyn til deres ofte særegne Tegning, ikke let, men høist tiltrækkende Opgave for harmonisk Behandling. Og en saadan er vistnok nødvendig, for at Melodierne ret kunne tildrage sig Opmærksomhed paa en tid, hvor øret ved den bestandige Forbindelse af Melodie og Harmonie er saa vant til den større Tonefylde, at den blotte Melodie forekommer Mange tom. Der ere vel de, der mene, at den harmoniske Behandling af Folke-Melodierne udsletter disses folkelige Charakteer, idet de sige, at disse Melodier ere opfundne uden Tanke om Harmonie, ligesom de ogsaa med Hensyn til de meget gamle Melodier anføre, at man i tidligere Aarhundreder ikke kjendte til Harmonie. Men uden her at ville anføre Alt, hvad der kunde tilraade en Modification af disse Paastande, vil jeg blot bemærke, at Sydens Folkesangere den Dag i Dag ledsage deres Melodier med Chitarren[3], og, at overhovedet enhver Melodie, d. e.[4] enhver velklingende, sig til et Heelt samlende Følge af Toner, er baseret paa en vis Følge af Harmonier; og ere end hine Melodier opfundne uden Tanke om Harmonie, saa ere de dog ikke opfundne uden den dunkle Følelse af de til Grund liggende Harmonier, for hvilke man vel tidligere ikke kjendte Lovene, men af hvis Bølger Melodien dog er opstegen og baaren, og som Musikeren ved sin Kunst atter skal sætte i Bevægelse, for at Sangens Svane derpaa kan gynge sig. Mangen en Folke-Melodie bærer paa enkelte Steder Præg af, at hiin dunkle Følelse af Harmonien har forladt Opfinderen af den, nemlig der, hvor saadanne Toner forekomme, der ligesom falde ud af den hele Række; men meget sjelden – kun hvor disse Toner umiskjendelig hidrøre fra Ufuldkommenhed i Foredraget eller Optegnelsen – maa Musikeren tillade sig at forandre dem. Her gjælder det derimod ved den harmoniske Kunst at forbinde Det, der truer med at falde fra hinanden, – ved Harmonien at sammenholde Melodiens Toner, ligesom Blomsterkosten[5] ved Baandet. En saadan Behandlingsmaade forvansker ikke Folkemelodiernes Charakteer, men sætter den i et klarere Lys.

Grunden til nogle af Folkemelodiernes særegne Tonefald maa vistnok søges i Beskaffenheden af de hos et vist folk brugelige musikalske Instrumenters Construction, idet Sangerne have læmpet deres Sang efter Instrumenternes Evne til at følge dem; hvorved saadanne Toner ere blevne udeladte af Melodien, som det brugte Instrument ikke har kunnet frembringe. Derved have egne melodiske Former lidt efter lidt uddannet sig hos Nationen. Om det Phænomen, at en saa stor Mængde Folkemelodier staae i Mol, skulde kunne forklares paa samme Maade, tør jeg ikke paastaae. (...)

Hvad Folkemelodiernes Oprindelse angaaer, da skjuler den sig, paa meget faa Undtagelser nær, i Mørket; og Dette ikke blot fordi Opfindernes eengang bekjendte Navne ere gaaede under i Tidens Strøm, men ogsaa fordi mange af hine Melodiers Opfindere aldrig have kjendt sig selv som saadanne. Jeg forestiller mig nemlig mangen en Folkemelodie at være opstaaet ved følgende Proces: Man har villet tilpasse en tidligere lært Melodie til et Digt. Men nu har man deels ikke ret erindret Melodien, deels har denne ikke ret villet slutte til Texten; man har da bødet[6] og forandret saalænge paa den halvforglemte Melodie, indtil den har passet til Digtet, men ogsaa indtil den har antaget en fra den oprindelige saa forskjellig Form, at der kun behøves endnu en lignende Omarbeidelse, for at den skal blive en ganske ny Melodie. Men hvem var nu Opfinderen af den? – Man tør derfor ikke antage, at, fordi Texten til en Sang med Sikkerhed kan føres langt tilbage i Tiden, Melodien derfor er ligesaa gammel; thi denne, der ikke saa let, som Texten, fastholdes af Tanken, men, som oftest, blot af den usikkre Følelse, kan i Tidernes Løb være undergaaet mange Forvandlinger, af hvilke nogle kunne afvige saameget fra den oprindelige Melodie, at de maae betragtes som ligesaa mange nye Melodier. (...) Folkemelodiernes Ægthed beroer altsaa paa den Troskab, hvormed de ere opfattede og gjengivne efter Folkemunde, uden Tilsætninger og formeentlige Forbedringer af Musikeren; men efter det Ovenanførte indsees det let, at flere Varianter af den samme Melodie kunne være lige berettigede til at ansees for ægte. Jeg har mellem saadanne valgt den eller de, der forekom mig meest charakteristisk.

(...)

Beskjæftigelsen med Folkemelodier har ligefra min Skoletid været én af mine kjæreste Sysler, og det Værk, hvis Udgivelse jeg herved har begyndt, er grundlagt for nogle og tyve Aar siden. Det er mit Haab, at de mange Timer af mit Liv, der have været offrede og, vil Gud, endnu skulle offres paa dette Arbeide, maae være anvendte til Gavn for Kunsten; forsaavidt nemlig Arbeider af denne Art kunne betragtes som Styrkningsmidler[7] mod en af hypergeniale Kraftanstrængelser fremkaldt Slappelse[8], for hvilken Musiken maaskee mindst af alle Kunster kan frikjendes.

A. P. B.

Ordforklaringer m.m