Valgets temaer

Valgkampen blev især påvirket af Alberti-sagen og debatten om forsvarsloven, hvor uenighederne mellem venstrepartierne gik på, hvorvidt og hvordan man skulle forsvare Danmarks neutralitet. Neergaard ønskede, at man ordnede forsvaret således, at det rettede sig ligeligt imod angreb fra begge de to stormagter Storbritannien og Tyskland. J.C. Christensen ønskede derimod ikke et forsvar, der kunne tolkes som fjendtligt over for Tyskland. Denne holdning baserede han på informationer fra de hemmelige forhandlinger, som hans departementschef i Krigsministeriet, L.C.F. Lütken (1863-1918), nogle år tidligere havde ført med den tyske generalstab, og som ingen andre kendte til. Splittelsen hos Venstrereformpartiet var så udtalt, at der på stemmesedlerne var anført, hvilken af de to forsvarspolitiske ordninger dets kandidater tilsluttede sig.

Uenighederne hos venstrepartierne gjorde Højre i stand til at fremstille sig selv som det egentligt nationale og driftssikre parti, selvom Højre visse steder støttede Det moderate Venstres kandidater. Det Radikale Venstre, som i 1905 var dannet på grund af modstand mod Venstrereformpartiets nye forsvarspolitiske linje, agiterede stærkt imod en forsvarslov, der ville betyde nye store militære udgifter. Socialdemokratiet befandt sig på nogenlunde samme linje som Det Radikale Venstre, men agiterede også for sine andre mærkesager, blandt andet lavere arbejdstid og sociale forbedringer for arbejderklassen.

Valgets resultat

Det splittede Venstrereformparti blev valgets store taber. Partiet tabte 19 mandater og halverede dermed sit mandattal i forhold til valget i 1901, hvor det fik regeringsmagten. Af partiets 36 mandater (37 med det færøske mandat) tilsluttede 11 sig desuden Neergaard og Det moderate Venstres forsvarspolitik, hvilket var endnu et nederlag. Partiets krise førte til fremgang hos de andre borgerlige partier. Højre fortsatte sin fremgang og besad nu 21 mandater, en tilvækst på 9 mandater, selvom partiets stemmetal var det samme som ved foregående valg. Det Radikale Venstre høstede en fremgang på 6 mandater til i alt 15 samt en markant procentmæssig fremgang. Det moderate Venstre oplevede en mindre tilbagegang procentmæssigt, men vandt alligevel 2 nye folketingsmandater.

Socialdemokratiet opnåede for første gang at blive det parti, som flest vælgere – 28,79 % – satte deres kryds ved. Dog betød valgloven, at de ikke opnåede en tilsvarende andel af mandater. På denne måde kom valget i høj grad til at afspejle konsekvensen ved den daværende valgmetode med flertalsvalg i enkeltmandskredse, der ved dette valg igen begunstigede Venstrereformpartiet. Valgmetoden indebar, at landet blev delt op i 114 valgkredse, og den kandidat, der modtog flest stemmer i hver af disse, blev valgt. Resten af stemmerne var i princippet spildt.

Valgets resultat klargjorde ikke den politiske situation, og Neergaard ønskede ikke at fortsætte som konseilspræsident. Da en afløser ikke lå lige for, måtte han vente til august, inden han blev afløst af den ellers for længst pensionerede venstrepolitiker, lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborg (1839-1912). Efter i oktober 1909 at have fået vedtaget en forsvarslov, der blev et kompromis mellem Højres, Det moderate Venstres og Venstrereformpartiets politik, gik Holstein-Ledreborg af efter et mistillidsvotum. Herefter dannede Det Radikale Venstre regering med Carl Theodor Zahle (1866-1946) som konseilspræsident. Han måtte dog acceptere, at et flertal i Rigsdagen netop havde vedtaget en forsvarslov, som hans parti indædt havde bekæmpet.

Regeringen Zahle I. Oprindeligt stod venstrepolitikeren lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborg i spidsen for regeringen efter valget, men efter et mistillidsvotum stillet til Holstein-Ledreborg overtog Det Radikale Venstre regeringsmagten med Carl Theodor Zahle som konseilspræsident. Fra: Statsministeriet

Statistik

I nedenstående tabeller og grafer ses fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 1909. Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik 

[1] I de kredse, hvor kun én kandidat var opstillet, blev denne ifølge den dengang gældende valglov proklameret som kredsens folketingsmand uden valg, medmindre mindst 50 personer i kredsen krævede, at der blev holdt en afstemning for eller imod pågældende kandidat. Hvis en afstemning resulterede i et flertal imod kandidaten, kunne en ny kandidat melde sig frem til klokken 8 den efterfølgende morgen, hvorefter et nyt valg skulle afholdes. Meldte ingen sig, blev den oprindelige kandidat valgt uden yderligere afstemning. Hvor stemmer for en kandidat er talt med i kandidatens partis samlede stemmetal, er stemmer imod angivet i rubrikken 'Nej-stemmer'.

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1909. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik  

Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1909. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik 

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1909 og 1906. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik