Temaets indhold

Temaet er inddelt i tre perioder:

• Systemskiftet og dets konsolidering 1901-1913
• Verdenskrigen og Påskekrisen 1915-1920
• Krisepolitik og forligskultur 1924-1939

Der blev fra 1901 til 1939 afholdt i alt 17 folketingsvalg. Deres forløb og karakter var dog meget forskellige, da både det parlamentariske, det valgretslige og det forfatningsmæssige system ændrede sig grundlæggende i perioden. Vigtige parlamentariske milepæle var:

• Systemskiftet i 1901, der indførte folketingsparlamentarismen, hvor en regering er nødt til at have et folketingsflertal bag sig. Dette blev dog først grundlovsfæstet i 1953.
• Grundloven i 1915, der medførte mere end en fordobling af antallet af stemmeberettigede, da nye vælgergrupper - blandt andet kvinder, tyende og uformuende – fik stemmeret.
• Påskekrisen i 1920, hvor Christian 10. afskedigede regeringen, hvilket medførte en krise for det parlamentariske princip og for forholdet mellem konge og regering.

Der var i perioden også en voksende støtte til afskaffelse af Landstinget, der siden Grundlovens indførelse i 1849 fungerede som et førstekammer, der skulle repræsentere en konservativ modvægt til det andet kammer, Folketinget. Tilsammen hed de to kamre Rigsdagen. På grund af særlige alders- og indkomstkrav havde Landstinget en aristokratisk karakter. Fra 1936 havde Konservative og Venstre ikke længere flertal i Landstinget, og den socialdemokratisk-radikale regering mente, at det af demokratiske og parlamentariske hensyn burde afskaffes. Ved en folkeafstemning i 1939 blev det et klart ja til afskaffelsen, men forslaget faldt, fordi der manglede nogle få procentdecimaler for at opfylde Grundlovens krav om, at mindst 45 % af de stemmeberettigede skulle stemme ja. Det skyldtes, at mange fulgte en opfordring fra store dele af Venstre og Konservative om at være sofavælgere. Landstinget blev derfor først afskaffet efter en ny folkeafstemning i 1953.

Valgloven ændrede sig også i løbet af perioden. Folketingsvalget i 1901 var det første, der gennemførtes ved hemmelig afstemning. Førhen var valghandlingen foregået ved håndsoprækning eller offentlig skriftlig afstemning. Med 1915-Grundloven blev der indført en ny metode til at udmønte de afgivne stemmer i folketingsmandater. Førhen havde valgsystemet været flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det betød, at der fra hver valgkreds kun kunne blive indvalgt én person. I princippet var stemmer på andre partier eller personer end vinderen derfor spildt. Valgsystemet var en klar fordel for Venstre, der mandatmæssigt var overrepræsenteret i forhold til stemmeandelen og derfor modstander af en ændret valglov. Kompromiset blev en blanding af to principper. I Københavns kredse indførtes rene forholdstalsvalg, hvor mandatantallet fulgte stemmefordelingen. I provinsen var valgmetoden stadig valg i enkeltmandskredse, men nu med tillægsmandater, der kunne samle de tidligere spildte stemmer op. 1915-Grundloven fastsatte også, at valgretsalderen gradvist skulle sættes ned fra 30 til 25 år: Ved hvert af de fem kommende folketingsvalg skulle valgretsalderen nedsættes med et år. Endelig fik regeringslederen en ny titel som statsminister i stedet for konseilspræsident, og det blev bestemt, at der skulle udskrives folketingsvalg hvert 4. år i stedet for som hidtidigt hvert 3. år. I 1920 gennemførtes en ny valglov, der tidligere end 1915-Grundlovens tidsplan nedsatte valgretsalderen til 25 år og indførte forholdstalsvalg i storkredse over hele landet.

Genforeningen af Sønderjylland med Danmark gjorde det nødvendigt at gennemføre endnu en grundlovsændring i 1920. Med revisionen af den dansk-tyske grænse kom der flere valgkredse i det sønderjyske, og antallet af folketingsmedlemmer måtte derfor øges. Dette var senest sket i 1915, hvor Folketingets mandattal var blevet hævet fra 113 til 139; i 1920 udvidedes Folketinget med yderligere ni mandater til i alt 148. Til de nævnte mandattal skal lægges Færøernes repræsentation, der i hele perioden bestod af et mandat. De andre områder, der i perioden hørte under Danmark, havde ikke repræsentation i Folketinget. Island ville ikke underlægges den danske grundlov og fik fra 1874 sin egen forfatning og et gradvist øget hjemmestyre, indtil det i 1918 blev en selvstændig stat forbundet til Danmark gennem en personalunion med den danske konge. Dansk Vestindien, der blev solgt til USA i 1917, og Grønland var som kolonier heller ikke repræsenteret. Grønland blev ved grundlovsrevisionen i 1953 til et amt og fik to repræsentanter i Folketinget.

På fotoet ses – foruden Christian 10. – periodens tre nok vigtigste politiske ledere til indvielsen af en af Christiansborg Slots bygninger i 1916. Den store, lyse mand midt i billedet er J.C. Christensen, der fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1920'erne var Venstres reelle politiske leder. Han var konseilspræsident fra 1905 til 1908, men lod derudover andre varetage posten som regeringsleder, mens han selv bestemte de store linjer i partiets politik fra kulissen. Forrest til venstre ses lederen for det i 1905 dannede Radikale Venstre, C.Th. Zahle, som desuden var regeringsleder for de radikale mindretalsregeringer fra 1909 til 1910 og fra 1913 til 1920. Manden med det mørke fuldskæg yderst til højre er en ung Thorvald Stauning, der i 1924 blev statsminister for den første socialdemokratiske regering, en post, han igen besad fra 1929 til sin død i 1942. Fra: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

Partier og politik

På det politiske område kendetegnes perioden først og fremmest af, at firepartisystemet bestående af Venstre, Højre (fra 1915: Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre udviklede sig og blev konsolideret. Firepartisystemet dannede grundlag for udviklingen af en stærkere forligs- og kompromiskultur i dansk politik. I begyndelsen af 1900-tallet var de to største grupper i Folketinget Højre, der var borgerskabets, industriens og storlandbrugets parti, og landbrugspartiet Venstre, der før 1910 var delt op i Venstrereformpartiet og Moderate Venstre. I 1905 sprængtes Venstrereformpartiet på grund af uenighed om forsvarspolitikken, og Det Radikale Venstre opstod. Det blev med tiden især husmændenes og senere også de kulturradikales parti. Arbejderpartiet Socialdemokratiet voksede fra 14 mandater (17,8 % af stemmerne) i 1901 til 64 mandater (42,9 % af stemmerne) i 1939 og blev dermed et centralt parti i dansk politik. Der var i perioden flere mindre partidannelser, især på de ydre fløje til både højre og venstre, men få fik nogen særlig gennemslagskraft. Danmarks Kommunistiske Parti blev dannet i 1919 og fik fra 1932 to mandater, mens Retsforbundet (også dannet i 1919) fra folketingsvalget i 1926 og frem havde 2-4 mandater.

Særligt tre partier havde politisk dominans. I første del af perioden var det Venstre, der stod i spidsen for regeringer fra 1901 til 1909 og 1910 til 1913. Det Radikale Venstre havde regeringsmagten i en kortere periode fra 1909 til 1910 og igen før, under og efter 1. verdenskrig fra 1913 til 1920, med parlamentarisk støtte fra Socialdemokratiet. I 1920'erne sad Venstre ved magten fra 1920 til 1924 og fra 1926 til 1929. Socialdemokratiet dannede sin første regering med støtte fra De Radikale i perioden 1924 til 1926, og 1930'erne blev om noget det socialdemokratiske årti. Med Thorvald Stauning (1873-1942) i spidsen som landsfaderlig statsminister dannede partiet regering sammen med De Radikale i resten af perioden.

På det politiske område var tre temaer særligt fremherskende. For det første demokratiet, hvor alle partier undtagen et noget tøvende Højre støttede en mere lige og almindelig valgret, som blev gennemført med Grundloven i 1915. Forløbet var udtryk for en udvikling henimod afskaffelse af nedarvede privilegier og for en modstand mod højere formel og politisk status til den formuende del af befolkningen. Det lagde sig tæt op ad et andet vigtigt politisk tema: etablering af økonomiske og politiske tiltag, der foregreb velfærdsstaten. Omfordeling, social bistand, oprettelse af samfundsinstitutioner og en hidtil uset grad af økonomisk regulering satte afgørende præg på politik og samfund, især fra udbruddet af 1. verdenskrig og frem. Statsinterventionisme, økonomisk styring og sociale forbedringer blev led i alle valgkampe. Fortalerne fandtes især i Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, mens indædte modstandere især kom til orde hos De Konservative og i en vis udstrækning Venstre. Endelig var Danmarks internationale rolle et emne. Vigtige debatemner var her, hvor stærkt forsvaret skulle være; hvor neutralt Danmark skulle forholde sig i forhold til stormagterne; hvad der skulle ske med den fjerntliggende koloni Dansk Vestindien; og hvor grænsen mod Tyskland i Sønderjylland skulle ligge efter det totale tyske nederlag i 1. verdenskrig.

Statistisk materiale

Redaktionen på danmarkshistorien.dk har til hver af temaets artikler udarbejdet statistiske oversigter, der præsenterer stemmefordelingen, mandatfordelingen og valgdeltagelsen ved de enkelte folketingsvalg. Materialet er udarbejdet på baggrund af Danmarks Statistiks data om valgene.

En række bemærkninger må knyttes til det statistiske materiale:

• I første halvdel af perioden blev stemmelisterne ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Derfor er der en vis usikkerhed om stemmernes præcise antal og fordeling, men usikkerheden er dog ikke så stor, at der rykkes ved det overordnede billede.
• Frem til 1920-valgloven blev kandidaten i en kreds, hvor kun én kandidat var opstillet, kåret som kredsens folketingsmandat uden valg (kåringsvalg), medmindre mindst 50 personer i kredsen krævede, at der blev holdt en afstemning for eller imod pågældende kandidat. Hvis en afstemning resulterede i et flertal imod kandidaten, kunne en ny kandidat melde sig frem til klokken 8 den efterfølgende morgen, hvorefter et nyt valg skulle afholdes. Meldte ingen sig, blev den oprindelige kandidat valgt uden yderligere afstemning. Redaktionen på danmarkshistorien.dk har valgt at tælle stemmer for en kandidat med i kandidatens partis samlede stemmetal, mens stemmer imod er angivet i en selvstændig 'Nej-stemmer'-rubrik. Denne valgmåde resulterede generelt i en lavere valgdeltagelse; dels fordi der i kredse med kåringsvalg ikke blev afgivet nogen stemmer, dels da der generelt var lav deltagelse i ja/nej-afstemningerne.
• Færøerne var i hele perioden repræsenteret i Folketinget med et mandat. Resultater ved de færøske folketingsvalg er ikke medtaget i tallene.

Et samlet datasæt over resultaterne af folketingsvalgene i perioden 1901-2022 kan findes under vores datasæt-oversigt.