Farlig Ungdom - filmplakat 1953

Kilder

Kildeintroduktion:

Efterkrigstidens  nye ungdomskultur blev ikke kun forbundet med musik, film og forbrug. Der var i medierne også fokus på, hvordan den nye kultur kunne føre unge ud på et skråplan. Danske medier bragte adskillige artikler om stigende kriminalitet blandt unge, og det var til trods for, at statistikkerne viste en lille tilbagegang. Flere artikler omhandlede, hvordan unge i udlandet var skyld i mange optøjer. I artiklerne blev der ofte udtrykt en frygt for, at danske unge ville opføre sig på samme måde.

Filmen Farlig Ungdom havde i 1953 premiere i Danmark. Den handler om en pæn, ung mand, der flytter til København. Her kommer han ud i småkriminalitet, mister arbejde og ender til sidst i fængsel. Ib Mossin spillede hovedrollen i filmen og blev efter premieren en stor dansk filmstjerne og et idol for mange unge.

Farlig Ungdom er den første danske film, hvor ungdommen er i centrum. Der havde naturligvis været unge mennesker med i danske film før 1953, men det nye var, at handlingen foregik i et ungdomsmiljø, og at den var henvendt til de unge. Moralen var klar: de nye trends fra Amerika kunne lokke de unge i fordærv - et udtryk for den ældres generations bekymring over det nye ungdomsfænomen. I løbet af 1950’erne blev der produceret flere danske film, der handlede om unge, som kom ud på et skråplan, for eksempel filmen Bundfald fra 1957.


Plakaten er fra filmen Farlig Ungdom. På plakaten ses skuespillerne Ib Mossin og Birgitte Price. Copyright: Scanbox Entertainment