”Et møde om det sønderjydske Spørgsmål”, Ribe Stifts-Tidende, 11. december 1918

Kilder

Kildeintroduktion

Den 10. december 1918 blev der i Fredericia holdt et møde, som havde til formål at diskutere grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. I denne avisartikel kan du læse første del af et referat af mødet. Under mødet blev der fremsat skarpe holdninger, og da Ribe Stifts-Tidende dagen efter, den 12. december 1918, udgav endnu en artikel om mødet, måtte de bringe rettelser til referatet herunder. 

Sagen var blevet aktuel efter afslutningen på 1. verdenskrig i november 2018, fordi fredsslutningen efter Tysklands nederlag åbnede muligheder for grænserevisioner. Det ville dermed give Danmark mulighed for at få dele af Slesvig, der blev tabt i krigen i 1864, tilbage. Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland) var overvejende dansksindet, mens Mellemslesvig var delt. Sydslesvig var overvejende tysk. Mellemslesvig blev derfor et centralt emne for diskussionen. Der var ikke enighed om, hvor grænsen skulle gå, og især Flensborgs tilhørsforhold var til diskussion. Mødet i Fredericia blev faciliteret af ”Sønderjysk Kreds af 1918”, der kort efter - i januar 1919 - delte sig i to retninger: Flensborg-bevægelsen og Dannevirke-bevægelsen, der havde hvert sit mål for, hvor grænsen skulle drages. I juni 1919 blev det besluttet i Versaillestraktaten, at grænsen skulle bestemmes ved folkeafstemning i området, hvilket ledte til intense kampagner i Mellemslesvig fra både tysk og dansk side. Resultatet af folkeafstemningen i februar-marts 1920 blev, at Nordslesvig blev dansk, mens Mellemslesvig – og dermed Flensborg – forblev tysk. 

Efter Indbydelse af en Kreds af sønderjydsk interesserede Mænd med Fabrikant Jørgen Petersen[1]af København i Spidsen afholdtes i Gaar et Møde i Købestævnets Bygning i Fredericia, hvor der var mødt ca. 300 af ca. 400 indbudte rundt om fra Landet samt indbudt en Række Mænd fra Sønderjylland, deriblandt Redaktør Andreas Grau[2], Generalagent Hans Petersen, Tilforordnet for Overborgmesteren i Flensborg Valdemar Sørensen og Medlem af Arbejder- og Soldaterraadet Mikkelsen, alle fra Flensborg, Advokaterne Andersen[3], Haderslev, og Ravn[4], Flensborg, Landdagsmændene Kloppenborg-Skrumsager[5]og Nis Nissen[6]samt Rigsdagsmand H. P. Hanssen-Nørremølle[7], m. fl. Kun de 4 førnævnte var det lykkedes at komme hertil. 
Det var det bemærkelsesværdige ved dette Møde, at de fra socialdemokratisk Side faldne Udtalelser var dem, der gik videst i Retning af Krav om Grænsens Udvidelse mod Syd. Flensborgeren Hr. Valdemar Sørensens Udtalelse fulgtes med særlig Opmærksomhed og vakte jævnlig forstaaende Munterhed og Bifald.
Fabrikant Jørgen Petersen, København, bød Velkommen, særligt til dem, der var kommen tilstede fra Sønderjylland, hvorefter han bad Byfoged Valentiner-Branth[8]om at overtage Ledelsen af Mødet. 
Byfoged Valentiner-Branth takkede for den viste Tillid. Efter at have givet forskellige orienterende Oplysninger om visse Forhold af praktisk Betydning, meddelte han, at Mødet var fortroligt, og at der derfor ikke maatte bringes Avisreferater derfra for derved at give Talerne, navnlig de sønderjydske, Lejlighed til at udtale sig friere. 
Red. Andr. Grau: Hvorfor ikke referere? Spørgsmaalet, [der] her skal drøftes, er saa vigtigt, at det bør kendes i alle Enkeltheder. Og naar vi nu nede hos os kan drøfte det offentligt i fuld Udstrækning og referere det i vore Blade, hvorfor saa ikke gøre det ogsaa her? (Hør!) Vi kæmper med aabent Visir, og alt hvad der siges, maa kunne taale Dagens Lys. (Hør! Hør!)
Byfoged Valentiner-Brath: Nuvel, saa refereres der…
Redaktør Dreyer[9], Odense, gjorde opmærksom paa, at ingen var forberedt paa at referere og at det derfor vilde være heldigt at faa et officielt Referat. 
Efter at der yderligere var vekslet nogle Bemærkninger mellem Dirigent og Medlemmer i Forsamlingen om at faa en Stenograf til at referere osv., blev Resultatet, at der maatte refereres, og at der fra Dirigentens Side vilde blive gjort Bestræbelser for at faa tilvejebragt et objektivt, orienterende Referat. 
Derefter gav han ordet til Dr. med. Harsløff[10], Brønshøj, der holdt et indgaaende rent objektivt orienterende Foredrag om, hvorledes Forholdene kunde tænkes at udvikle sig ved Anvendelse af forskellige Grænselinier (den H. B. Clausenske Linie, Grænselinien med Mellemslesvig, en Slien-Dannevirkelinie og en Eiderlinie) og under Forudsætning af, at de Allierede[11]opretter en neutral Zone paa begge Sider af Kielerkanalen.
Skulde en saadan neutral Zone gaa helt op til en Linie fra Kobbermøllebugten til Hvidaa, vilde den forvolde de betydeligste tekniske Vanskeligheder af administrativ Art, og der maatte regnes med, at en saa stor Befolkning vilde stille Krav om en statlig Organisation.
En Zone til Dannevirke-Slien Linien vilde derimod ikke forvolde Vanskeligheder paa Grund af Størrelsen. Og skulde vi faa en saadan Ordning, vilde vi tillige opnaa ikke at faa Grænsen direkte op til Tyskland. 
Der er næppe Sandsynlighed for, at Spørgsmaalet om Nordslesvig vil blive afgjort ved Afstemning; det vil sandsynligvis blive afgjort efter samme Regler som en Række andre lignende Spørgsmaal. Frankrig betoner, at det betragter Elsass-Lothringen som et Stykke Land, der uberettiget er taget fra det i 1870, og Clemenceau[12]betragter det sønderjydske Spørgsmaal som parallelt med det elsass-lothringske.
Alt det af Nordslesvig, der vil tilbage til Danmark, bør vi tage imod med aabne Arme. (Hør! Hør!)
Hvorledes en Afstemning vil eller vilde blive, kan der gisnes om og diskuteres om, men der er ingen, som i Øjeblikket kan give sikker Oplysning om dens Udfald.
Det har været paa Tale, at det kunde blive nødvendigt at besætte en Del af Nordslesvig ved neutrale Tropper for at undgaa en Afrivning af Landet (Hør!) Hvad mener man f. Eks. om ca. 30.000 dansk-amerikanske Tropper – det vilde være naturligt (Bravo! Hør!). Men hvordan vilde mon en eventuel Afstemning blive under saadanne Forhold? Personlig kunde jeg ønske en Dannevirkelinie som Grænse, men jeg erkender, at Livets Ret er større end Historiens, og at der kan være forbundet Vanskeligheder ved at overtage et for stort tysktalende Kontingent af Befolkningen. Imidlertid vilde jeg ikke nære nogen Betænkelighed ved at tage Mellemslesvig med under Danmark.
Taleren nævnede sluttelig, at man ogsaa herhjemme i sine Krav om Sønderjyllands Tilbagevenden maatte tage Hensyn til Vestmagterne – et Hensyn, som man altfor ofte glemmer at tage (Hør!)
Skolebestyrer Egekvist[13], Taastrup: Er Dr. Harsløffs Foredrag et Udtryk for Indbyderne eller staar det for hans egen Regning?
Dr. Harsløff: Det staar ene og alene for min Regning…
Oberstløjtnant Rambusch[14]gav nogle Oplysninger om den eventuelle neutrale Zone. I hans Barndom havde de danske i hans Hjemegn i Sønderjylland maattet finde sig i tysk Skoleundervisning – den danske Regering hyldede da et yderst liberalt – maaske for liberalt – Standpunkt paa det Område. 
Pastor Sjørup, Lundforlund: Vor Ret mod Syd nu gaar lige saa langt som Uretten i 1864. En ren og skær Tilbagegivelse af det gamle Danmark indtil Ejderen bør være vort retmæssige Krav. Lad os sige til Ententen[15]: Giv os vort Land fra 1864 tilbage. 
Skolebestyrer Egekvist, Taastrup: Man skal lade Sønderjyderne staa frit og lade dem selv afgøre Spørgsmaalet. 
Redaktør Andreas Grau, Flensborg, der hilstes med minutlange Haandklap, idet Forsamlingen samtidig rejste sig: Vi skal have alt, hvad der vil til Danmark under en fuldstændig fri Afstemning efter et forudgaaende grundigt Oplysningsarbejde. 

Vi er i vor Agitation gaaet ud fra Junggrens[16]Ord: Hvad du vil, at andre ikke skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre mod ham. Hvis vi vil opnaa noget, gælder det om at kræve, mens Tid er. 

Vi maa huske, at Slesvig er ikke længere noget udelt dansk Land – tværtimod, det er et delvis tysk Land, og et delvis dansk Land. Det kan være haardt nok at skulle sige det, men det er en Kendsgerning, som vi maa regne med, naar vi nu vil have Sønderjylland tilbage til Danmark. Jeg tør ikke gaa med til at tage et helt tysktalende Folk med ind under Danmark, selv om Landet er gammel dansk Jord. Det er et haardt nationalt Tab, men i det Punkt siger jeg som Indlederen: Livets Ret er større end Historiens Ret. 
Vi kan ikke naa en retfærdig Løsning ved at tage en tysk Befolkning med ind under Danmark – vi vilde slaa os selv paa Munden, dersom vi nu stillede Krav om Grænselinien efter den historiske Ret, vi, der i Aarevis har krævet Afstemning efter Pragfredens § 5[17](Hør! Hør!) Jeg tror for resten heller ikke, at man fik Nordslesvigerne til at gaa med til et saadant Krav. 
Kan vi saaledes ikke naa nogen Vej med den historiske Ret, saa kan vi det til Gengæld saa meget bedre med Livets Ret, Sprogets eller Følelsens Ret, men det maa alle Danske da ogsaa være rede til at arbejde for. Og naar vi nu arbejder paa at bringe den størst mulige Oplysning ud i den mellemslesvigske Befolkning, saa vil det, vi opnaar ved en Afstemning, i Ordets bogstaveligste og bedste Betydning blive et nationalt Sønderjylland. (Stærkt Bifald).
Dr. Tolderlund: Jeg er ganske enig med Dr. Harsløff uden derfor at være i Strid med Redaktør Grau.
Dersom det skulde ske, at Ententemagterne kom til os og sagde, efter at have anlagt en Kanalzone: I skal tage det og det, saa skulde vi nødig gaa den Vej at sige: Nej Tak, saa vil vi hellere slet intet have. (Nej! Nej!)
Jeg tror, at vi vil kunne trænge mod Syd ad fredelig Vej saaledes som Sønderjyderne jo allerede har gjort det under deres aarelange Kamp.
Jeg forstaar ikke de Kredse her i Danmark, som paa Forhaand har villet diktere Grænsen som et fait accompli[18], som Sønderjyderne blot have at stemme for (Hør!)
Vi kan sige ved Fredskonferencen: Vi ønsker vor Ret, og vi anmoder Ententen om at bestemme, hvor langt vor Ret gaar. Og skal vi have Afstemning, saa tager vi den. 
I Forbigaaende sagt beklager jeg, at en Mand som Chr. Reventlow[19]i et anset dansk Tidsskrift kan skrive vrængende ad Ententen – det er Tiden dog ikke til.
Kan vi herhjemme ikke enes om andet, saa maa vi kunne enes om at sige til Ententen: Lad os faa vor Ret. (Stærkt Bifald)


Ordforklaringer m.m.

[1]Jørgen Petersen: dansk skotøjsfabrikant. Formand for ”Sønderjysk Kreds 1918”.

[2]Andreas Grau (1883-1935): dansk-slesvigsk redaktør for Flensborg Avisog Dybbøl-Posten, organisator af den danske bevægelse i Mellemslesvig.

[3]Johannes Andersen (1885-1961): dansk advokat og bestyrelsesmedlem i Grænseforeningen og Flensborg Avis.

[4]Christian Ravn (1877-1964): dansk advokat og medlem af Mellemslesvigsk Udvalg.

[5]Hans Didrik Kloppenborg-Skrumsager (1868-1930): dansk-slesvigsk politiker; fra 1908 til 1918 medlem af den preussiske landdag i Berlin, fra 1920 til 1928 medlem af det danske landsting for venstre. 

[6]Nis Christian Nissen (1878-1960): dansk-slesvigsk politiker; fra 1908 til 1918 medlem af den preussiske landdag i Berlin, fra 1924 til 1926 medlem af det danske folketing for Radikale Venstre. 

[7]H. P. Hanssen (1862-1936): dansk-slesvigsk politiker; medlem af den preussiske landdag fra 1896 til 1908 og tysk rigsdagsmedlem fra 1906 til 1919.

[8]Gustaf Valentiner-Branth (1866-1939): byfoged i Fredericia.

[9]Morten Christian Hempel Dreyer (1860-1934): dansk journalist og redaktør for Fyens Stiftstidende.

[10]Valdemar Johannes Hansen Harsløf (1867-1943): dansk læge og næstformand for Grænseforeningen 1926-1943.

[11] De allierede: under 1. verdenskrig en alliance, der kæmpede og vandt mod Centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn, Det Osmanniske Rige og Bulgarien). Alliancen bestod af Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland (udtrådte i 1917), Japan og Kina.

[12]Georges Clemenceau (1841-1929): fransk politiker, premierminister 1906-09 og 1917-20. Var en af hovedkræfterne bag Versailles-traktaten. 

[13]Holger Egekvist (1887-1954): dansk skolebestyrer.

[14]Edvard Rambusch (1846-1934): dansk politiker (tidligere militærmand), medlem af Landstinget for Højre/Konservative fra 1903 til 1918.

[15]Ententen: de allierede under 1. verdenskrig (Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland (udtrådte i 1917), Japan og Kina).

[16]Jens Peter Junggreen (1827-1886): dansk-slesvigsk politiker, medelme af den tyske rigsdag i Berlin 1884-86.

[17]Freden i Prag af 23. august 1866 afsluttede Den preussisk-østrigske Krig. I Pragfredens § 5 blev det bestemt, at Slesvig og Holsten som udgangspunkt skulle forvaltes af Preussen, men at de nordlige distrikter af Slesvig skulle genforenes med Danmark, hvis befolkningen i disse områder tilkendegav et ønske herom i en senere folkeafstemning. 

[18]Fait accompli: kendsgerning.

[19]Peter Christian Reventlow (1867-1954): dansk politiker og forfatter.


Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.

Om kilden

Dateret
11.12.1918
Oprindelse
Ribe Stifts-Tidende, 11. december 1918
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. april 2020
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
11.12.1918
Oprindelse
Ribe Stifts-Tidende, 11. december 1918
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. april 2020
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk