Udklip af artiklen i Berlingske Tidende, 17. oktober 1907. Fra: Mediestream

Dansk Kriminalistforernings Aarsmøde.

Første dag.

Dansk Kriminalistforening begyndte igaar sit Aarsmøde, der fortsættes idag og imorgen og afsluttes Lørdag med en Middag paa Hotel Phønix.

Herredsfoged Krabbe[1] dirigerede igaar aftes i Industriforeningens Sal, hvor næsten alle vore betydelige Kriminalister og en stor Del Læger havde givet møde.

Efterat Formanden, Professor Torp[2], havde aflagt en kort Aarsberetning, hvori han bl. a. omtalte Børnelovens foreløbige Virkninger og henledte Opmærksomheden paa, at der burde arbejdes for særlige Anstalter, der kunde tage sig af forbryderiske, psykisk defekte Børn, som ikke burde anbringes i de sædvanlige Anstalter, meddelte han, at Foreningens Medlemstal var i glædelig Stigning sidste Aar fra 205 til 218.

Professor Friedenreich[3] fik dernæst Ordet for at tale om

Homoseksualiteten og Straffeloven.

I et meget interessant Foredrag gennemgik Professor Friedenreich den abnorme Kønstilstand, som betegenes ved Navnet Homoseksualitet.

Han skildrede indgaaende den ”modsatte” Kønsfølelses Karakter og Udvikling og de Individers Tilstand, der følte modsat af det Køn, som de tilhørte.

Efter en grundig Undersøgelse af det Materiale, der foreligger om Homoseksualitet, kom han til det Resultat, at den modsatte Kønsfølelse for Størstedelen beror paa medfødte Anlæg. Kønsfølelsen kan ved Opdragelse, ved at Drenge f. Eks. Opdrages altfor kvindagtigt og paa andre Maader, udvikles paa unormal Maade. Sindssygdom og Udsvævelser kan ogsaa følges af en forandret Kønsfølelse. Det medfødte Anlæg maa imidlertid anses for at spille den overvejende Rolle.

Naar man dernæst rejste det i vore Dage ofte debatterede Spørgsmaal, om homoseksuelle Handlinger burde straffes, saa maatte man først være opmærksom paa, at Svaret baade før i Tiden og i vor Tid var givet højst forskelligt af de respektive Straffelovgivninger.  

 Grækerne straffede ikke saadanne Handlinger. Jøderne havde sat Dødsstraf for dem. I vor Tid straffer man f. Eks. i Danmark, Tyskland og England for homoseksuelle Handlinger, men den franske Straffelov eller den hollandske sætter f. Eks. ingen Straf derfor.

Naar Spørgsmaalet nu bliver, om homoseksuelt Samkvem i og for sig bør straffes, bliver Svaret, at Straf rent retlig set kun bør anvendes, naar den Handling, hvorom der er Tale, er skadelig for Samfundet eller krænker Andres Rettigheder. I al Almindelighed maa det siges, at de homoseksuelle Handlinger kun gør meget ringe Skade, idet Andres Rettigheder ikke i og for sig krænkes ved Handling.

Det maatte da være af moralske Grunde, at man skulde ønske Straf, men dette Standpunkt har Lovgivningen ellers væsentlig opgivet, og man kunde mene, at Tabet af Medborgeres Agtelse var tilstrækkeligt Korrektiv.

De Homoseksuelles Antal er, procentvis sammenlignet med den hele Befolkning, i Virkeligheden meget ringe. Langt mindre, end man i Almindelighed antager, hvad der er blevet bevist ved mange Undersøgelser.

Ulemperne ved at frafalde Straf vil ikke være store. Flere Lande har ogsaa opgivet at anvende Straf. Og man ser, at i det moderne Babylon ved Seinen[4], hvor der ingen Straf er for disse Handlinger, er Tilstanden ikke værre end i det moderne Sodoma ved Spree[5], hvor man har forsøgt at straffe meget haardt.

Gavner det ikke at straffe, saa er Ulemperne ved at beholde Straffen paa den anden Side meget store.

Dels forvoldes der de Homoseksuelle betydelige sjælelige Lidelser. Dels udstødes ved Straffens Udøvelse talrige iøvrigt nyttige, ofte dygtige Borgere af Samfundet, en Ulempe, der er saa meget større, som en gennemført Eftersporing og Afstraffelse af de Skyldige er umulig. Endelig opretholdes ved Straffebestemmelsen Anledning til den uhyggelige Pengeafpresning, der spiller en saa stor Rolle ved mange af disse Affærer.

Der kan være graverende Omstændigheder ved det homoseksuelle Forhold, der bør gøre det strafbart, saaledes Vold, Omgang med Mindreaarige, offentlig Forargelse, Prostitution o.s.v. Men herimod har man tilstrækkelige Straffebestemmelser eller kan let faa dem.  

Straf for selve det homoseksuelle Forhold bør derimod absolut bortfalde.

Professor Friedenreich sluttede med at udtale Haabet om, at Adskillige i Forsamlingen vilde vise sig at dele hans Anskuelse om, at Homoseksualitet ikke burde straffes. (Bifald)

Under den paafølgende Diskussion tog først Professor Torp Ordet.

Han mente, at Professor Friedenreich havde behandlet Spørgsmaalet overordentlig indgaaende baade fra lægevidenskabelig og fra juridisk Side, og for ham selv var der derfor ikke meget at føje til paa det sidste Omraade.

Han omtalte derefter Straffelovens § 177[6] og dens Omraade. Han kom til det Resultat, at vor Straffelovgivning paa disse Omraader i hvert fald er meget irrationel.

Efter Talerens Mening kunde et homoseksuelt Forhold mellem voksne Personer ikke anses for skadegørende, og der kunde ikke  paavises virkelige Grunde til at straffe det. Han begrundede dette nærmere ved Henvising til Straffelovgivningens Stilling til Udøvelsen af andre seksuelle Handlinger.

Man maatte ogsaa have en vis Medfølelse med de Homoseksuelle. Straffeloven lukkede Øjnene for mange andre uappetitlige Forhold. Der var noget uretfærdigt i altid at lade Lovens Sværd hænge truende over Homoseksualisternes Hoveder.

Alt i alt maatte man give Indlederen Ret i, at Straffen her greb ind paa Omraader, hvor den ikke hørte hjemme. Den var unyttig, og den medførte i mange Tilfælde store Ulemper.

En helt anden Sag var det, naar Forholdet drejede sig om Børn eller andre, som Samfundet tog i sin særlige Beskyttelse. Her var det naturligt, at Samfundet greb ind. Grænsen vilde altid bero paa et Skøn. Men det var dog naturligt at udstrække den ret langt. Man burde f. Eks. altid gøre Forførelsen af unge Mennesker indtil en vis Alder strafbar. Man kunde gøre Misbrug af Myndighed i denne Henseende strafbar.  Rufferi, Udbredelse af Smitte osv.

Taleren sluttede med at omtale Vanskelighederne ved Fastsættelse af den subjektive Straffebetingelse.

Han nærede lige saa lidt som Indlederen Frygt for, at Straffrihed for homoseksuelle Handlinger skulde føre til nogensomhelst Fare for Samfundet.

Efter at Mødet var blevet suspenderet en Times Tid, der benyttedes til Indtagelsen af en Forfriskning i Industrikafeen, genoptoges Diskussionen atter.

Professor Knud Pontoppidan[7] udtalte sig i Hovedsagen i Overensstemmelse med Professor Friedenreich.

Professor Ehlers[8] henledte Opmærksomheden paa, at der hos de Homoseksuelle var en udfordrende Lyst til at hverve Proselyter[9], og derfor var der en særlig Fare for Mindreaarige.

Efter Bemærkninger af Professor Torp og Professor Friedenreich talte Professor Bentzon[10], der udtrykte sig fra et rent juridisk Standpunkt. Han spurgte, om der ikke var en Fare ved at slappe Baandene, idet derved større Kredse kan inddrages i de Homoseksuelles Kreds. Det homoseksuelle Spørgsmaal er kun en Gren af det store almindelige Spørgsmaal om Kønnenes indbyrdes Forhold. Dette er endnu saa langt fra sin Løsning, at det maaske er farligt at løse Baandene helt paa et enkelt Punkt.

Kriminalretsassessor Axel Petersen[11]: Hovedsynspunktet for disse Forholds Bedømmelse syntes at maatte være dette: var de en Ulykke for Samfundet eller ikke? Var de en Ulykke, saa maatte Samfundet ogsaa have Midler til at forsvare sig imod dem. Vist var det imidlertid, at hele Spørgsmaalet burde tages op til grundig Undersøgelse.

Dirigenten sluttede derefter Mødet.