Navnet

Selve navnet Dannebrog optræder første gang i en kilde fra 1380. Navnet er sammensat af ordene 'danne-' og '-brog', hvor ordets andet led betegner et stykke tøj, stof eller klæde. Det har været foreslået, at første led er det samme som i ord som Dannevirke og Danmark, og det har ført til den traditionelle udlægning af ordet som: 'danernes fane'. Det er også muligt, at 'dan' skal forstås som det frisiske ord for 'rød' eller 'rødfarvet'. Teorien støttes af, at tillægsordet 'dannebroget' eksisterer i betydningen 'rødt med hvide prikker' eller 'rødbroget', og betydningen af navnet bliver snarere 'rødfarvet fane'.

Højt til vejrs og vajende i vinden. Danmark er et af de lande, hvor flaget anvendes allermest til fødselsdage, fest og fejring. Eller bare for at byde velkommen til gæster. Flaget kan udtrykke en national tilknytning og vække stærke følelser. Foto: Colourbox.dk  

Legenden

Siden 1500-tallet har historien om Dannebrog været sat i forbindelse med slaget ved Lyndanise i Estland den 15. juni 1219, hvor Valdemar 2. Sejr (født 1170, regent 1202-1241) vandt herredømmet over det nordlige Estland. Legenden beretter, at esterne overfaldt den danske lejr, og selv om danskerne var hårdt pressede, kunne nederlaget undgås, fordi ærkebiskop Anders Sunesen under slaget rakte sine arme op mod Gud for at bede om sejr. Så længe han kunne holde sine arme oppe, havde danskerne fremgang, men hver gang han blev træt og lod armene synke, gik esterne til modangreb, og det så en overgang ud til, at de ville løbe af med sejren. I dette øjeblik skal et rødt korsbanner, Dannebrog, være kommet til syne på himlen og være dalet mod jorden. Kong Valdemar greb det og viste flaget til sine tropper, som derpå fik nyt mod og besejrede esterne.

De fleste danskere fortæller og genfortæller med glæde myten om det himmelfaldne Dannebrog. Som den bliver fortalt i dag, tog historien sin form i løbet af 1500-tallet. Den optræder første gang i Christiern Pedersens 'Danske Krønike' fra 1520-23. Med baggrund i forskellige kilder skal flaget være faldet fra himlen under et af Valdemar Sejrs felttog mod øst i begyndelsen af 1200-tallet. Christiern Pedersen er dog lidt usikker på, om dette skete under et slag ved byen Fellin (nuværende Viljandi) i det sydlige Estland i 1208, eller om flaget stammer fra 'Rytland'.

Franciskanermunken Petrus Olai (ca. 1490-1570) - Peder Olsen - nedskrev omkring 1527 også en række historiske optegnelser om Dannebrog. Han citerede her en ældre kilde, formentlig fra 1400-tallet, der ligeledes knyttede Dannebrogsmyten til slaget ved Fellin. Peder Olsen korrigerede dog senere denne oplysning og forklarede, at der måtte være tale om en misforståelse, og at slaget i virkeligheden var sejren ved Lyndanise i Estland i 1219. Denne variant af fortællingen, der senere har fået tilføjet nye detaljer, vandt stor indflydelse og er blevet stående som myten om Dannebrogs himmelfald i 1219.

Den ældste afbildning af Dannebrog som rigets fane. Valdemar Atterdags våbenskjold i våbenbogen 'Armorial Gelre', 1370-1395. Fra: Wikimedia Commons

Den ældste historie

I dansk sammenhæng stammer den ældste afbildning af en fane med et kors fra en mønt slået i Slesvig i 1160’erne. Det er blandt historikere blevet tolket som en afbildning af Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182) som korstogskonge, der således kan have medbragt korsbanneret på sine felttog mod venderne. Ifølge Saxos Danmarkshistorie skal kongen, da hans skib var ved at synke i en storm, være sprunget over på et andet skib ”med sværdet i højre hånd og fanen i venstre”.

Det rød-hvide korsbanner kendes fra flere andre steder i Europa. Flaget blev allerede ført som rigsfane af de tysk-romerske kejsere i 1100- og 1200-tallet og var i brug som krigsfane i Det Tysk-romerske Rige indtil 1600-tallet. Fyrstehuset Savoyen, forbundet af schweiziske stater samt en række af de tyske rigsstæder anvendte fra senmiddelalderen ligeledes en rød-hvid korsfane. Korstogsridderne i Johanniterordenen førte gennem middelalderen også en rød-hvid fane. Ordenen fik i 1530 tilholdssted på øen Malta, hvor danske turister i dag kan hilse hjemmevant på det røde flag med det hvide kors, der endnu fungerer som johanniternes ordensflag.

Den ældste sikre fremstilling af 'Dannebrog' stammer fra den nederlandske våbenbog Armorial Gelre fra ca. 1380. Denne viser Valdemar Atterdags (født 1320, regent 1340-1375) våben som konge af Danmark: rigsvåbenet med tre leoparder forbundet med en gylden hjelm med vesselhorn, der er beklædt med hermelinskind og påfuglefjer samt et kvadratisk Dannebrogsflag. Brugen af Dannebrog som rigets banner kan altså først med sikkerhed fastslås til slutningen af 1300-tallet. I Erik af Pommerns (født 1382, regent 1396-1439, død 1459) rigssegl fra 1398 optræder Dannebrog atter, og i 1427 erobrede hansestæderne et Dannebrog, da de vandt et søslag mod danskerne.

Dansk skibsflag erobret af Hansestæderne ved slaget i Øresund 1427. Skibsflaget befandt sig i Mariakirken i Lübeck indtil 2. verdenskrig. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907) 

Ifølge en senere tradition skal det oprindelige himmelfaldne Dannebrog fra slaget i Estland 1208/1219 være gået tabt, da Erik af Pommern tog det med til sit eksil på Gotland. Han mistede alle sine skatte – inklusive rigsbanneret – da hans skib forliste på vej til Pommern i 1449. En anden historie siger, at Christian 1. (født 1426, regent 1448-1481) fik 'rigets banner' overrakt, da han blev hyldet som konge i Lund. Dette Dannebrog skal være blevet erobret af svenskerne under slaget ved Brunkeberg i 1471.

Mest kendt er dog historieskriveren Hans Svanings (ca. 1500-1584) sene beretning om kong Hans’ felttog til Ditmarsken år 1500, hvor det originale Dannebrog skal være gået tabt. Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) generobrede flaget i 1559 og ophængte det i Slesvig Domkirke, men allerede da skal det have været ”næsten ødelagt af fugt og ælde”. De sidste rester skal være gået til grunde her omkring 1660.

Kongens flag

Dannebrog var fra senmiddelalderen og frem til ca. år 1800 rigets banner og dermed primært et kongeligt magtsymbol. Flaget vajede over kongens fæstninger og hans personlige ejendomme. I 1630’erne blev det bestemt, at kun skibe i kongens tjeneste måtte føre splitflag, mens danske handelsskibe skulle holde sig til stutflaget.

Særbestemmelser og særlige udgaver af Dannebrog blev indført, i takt med at behovet herfor opstod; således førte man fra 1757 til 1867 i Middelhavet et særligt Dannebrog med monarkens monogram i midten, således at danske skibe ikke blev forvekslet med skibe fra Malta, der ellers førte et flag identisk med det almindelige Dannebrog. Den danske hær havde under Trediveårskrigen ført regimentsfaner med Dannebrog i øverste hjørne, men disse faner udgik efter 1660. Først i de sidste årtier af 1700-tallet vendte Dannebrog tilbage som symbol på hærens faner.

Regimentsfane fra 1600-tallet. Små Dannebrog dukkede op på hærens faner i begyndelsen af 1600-tallet. Denne rytterfane er fra Christian 5.'s tid og ordene må henvise til rigets alder og det jyske rytteris styrke. Fanen er en af amnge, som blev erobret af de mægtige svenskere og aftegnet af maleren Olof Hoffman (1640-1709) i slutningen af 1600-tallet.dk. Fra: Helge Bruhn: Dannebrog og danske faner gennem tiderne (1949)

Efter Den Franske Revolution i 1789 blev der i hele Europa sat fokus på fædrelandet og nationsbegrebet i forhold til det hidtidige konge- og statsbegreb. Især Slaget på Reden i 1801 blev en manifestation af den voksende danske nationsfølelse, og her kom flaget til at spille en stor rolle i den igangværende nationale bevidsthedsskabelsesproces. Dannebrog ændrede sig i løbet af 1800-tallet fra at være et udelukkende kongeligt magtsymbol til et – i første omgang især borgerligt – nationalt symbol. Flaget blev nu danskernes flag og udviklede sig efterhånden til nutidens moderne folkelige og mangfoldige symbol.