Kilder
Kildeintroduktion:
I forbindelse med fredsslutningen efter krigen i 1864 måtte Danmark opgive rettighederne til de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Da Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) havde underskrevet Wienertraktaten den 12. november, skrev han tre breve til de parter, som blev berørt af traktaten.
Brevene var blandt andet præget af kongens sorg over, at de tre hertugdømmer skulle afstås fra kronen. Endvidere udtrykte kongen tak for befolkningens ofre for fædrelandet i løbet af det år, han havde siddet på tronen, og han sendte varme tanker til de tre hertugdømmer.
Brevet til den resterende del af kongeriget rummede imidlertid også en vis optimisme, som blev omsat til den nationale genrejsning, der fulgte i de følgende årtier. Opdyrkningen af heden, anlæggelsen af Esbjerg Havn og opblomstringen af højskolebevægelsen var alle projekter, som var med til at styrke den nationale selvforståelse efter det militære nederlag.
Under 16de November har Hans Majestæt Kongen igjennem Udenrigsministeriet udstedet følgende allerhøjeste Aabent Brev:
Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gjøre vitterligt: Ved den i Wien den 30te forrige Maaned undertegnede Fredstractat have Vi til Fordeel for Deres Majestæter Kongen af Preussen og Keiseren af Østerrig frasagt Os alle Vore Rettigheder til Hertugdømmerne Lauenborg og Holsten, til Hertugdømmet Slesvig sydlig for den i bemeldte Tractats Artikel 5 nærmere fastsatte Grændselinie, dog med Undtagelse af Øen Ærø, samt til de Syd for samme Linie beliggende jydske Enclaver saavel paa Fastlandet som paa Øerne, med Indbegreb af Øen Amr[u]m. Ligesom Vi i Overensstemmelse hermed som Følge af bemeldte Tractat have løst, saaledes løse Vi og ved dette Vort aabne Brev alle de saaledes afstaaede Territoriers Indbyggere i Almindelighed og Enhver af dem i Særdeleshed fra den undersaatlige Troskab, som de i Almindelighed ere Os skyldige, saa og fra den Eed, de som Embedsmænd i Særdeleshed, Enhver i sin Stilling, civil eller militær, geistlig eller verdslig, til Os have aflagt.
Givet i Vor Hoved- og Residentsstad den 16de November 1864.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
Bluhme.
Under 16de November har Hans Majestæt Kongen igjennem Conseilspræsidiet udstedet følgende allerhøieste Aabent Brev:
Aabent Brev til Vore kjære og troe Undersaatter i Kongeriget Danmark, paa Island og Færøerne, samt i vore Vestindiske og Grønlandske Kolonier:
Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gjøre vitterligt: Det Aar, som er forløbet, siden Vi besteg Danmarks Trone, har været opfyldt af de tungeste Prøvelser for Os og Eder. Haabløs maatte Kampen fra første Færd vise sig, naar ikke fremmed Bistand opveiede den Overmagt, som Tallet og Krigsmidlerne gave Vore Modstandere. Denne Bistand blev Os ikke tildeel, og under disse Omstændigheder vilde enhver yderligere Fortsættelse af Kampen kun have tjent til at undergrave, om ikke tilintetgjøre Landets Fremtid. Det var ikke Mangel paa Redebonhed til at bringe endnu større Offre for Fædrelandet, som tilraadede Freden; men I følte med Os det Ansvar, som den nuværende Slægt har mod Efterkommerne,
Saaledes blev det Vor tunge Lod at slutte en Fred, som tilintetgjør de skjønne Forhaabninger, med hvilke Vi havde modtaget Kronen for at bevare den heel og uforkrænket, saaledes som den i Aarhundreder har været baaren af den Danske Kongeslægt. Det blev Vor sørgelige Skjæbne at see Monarkiet deelt og det Land skilt fra Os, som fra Oldtiden havde været en Deel af det gamle Danske Rige, og som tusindaarige Kampe ei havde formaaet at løsrive derfra. Men haardest af Alt har det været Os, at Dele af selve Kongeriget og den største Deel af den Befolkning i Slesvig, som med Hjerte og Tunge tilhører Danmark, have maattet see sig adskilte fra Moderlandet og Stammen.
Til Eder, hvis Vel fremdeles er Os anbetroet, lyder Vort Kongelige Ord om Fremtidens Haab og om tillidsfuld Virksomhed i Fædrelandets Tjeneste. I ville mindes, at Enighed giver de Svage Styrke, og selv i Ulykken er der en mægtig Kraft til at forene og knytte fastere. I ville eendrægtigen slutte Eder om Os til Udførelsen af den Gjerning, som Freden mere end nogensinde før gjør nødvendig. Med Os ville I arbeide paa Landets Udvikling ved vise Love og ved Benyttelse og Fremme af de rige Hjælpekilder, som Naturen har givet vort Fædreland. Meget er tabt, men dog ikke Haabet; og Fremtiden hører dem til, der alvorligt ville. Som Vi stole paa Eders faste Villie til at fremme Danmarks Vel, saaledes ville I ogsaa stole paa, at dette skal være Maalet for alle Vore Bestræbelser.
Gud velsigne vort Fædreland!
Givet i Vor Hoved- og Residentsstad København den 16de November 1864.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
Bluhme.
Under s. D. har Hans Majestæt Kongen udstedet følgende allerhøieste Aabent Brev:
Aabent Brev til Befolkningen i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt Indbyggerne i de afstaaede jydske Enclaver i Slesvig.
Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gjøre vitterligt: At Vi ved en i Wien den 30te October d. A. afsluttet og nu af Os ratificeret Fredstractat have givet Afkald til Fordeel for Deres Majestæter Keiseren af Østerrig og Kongen af Preussen paa alle Vore Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt til nogle i Slesvig enclaverede Dele af Nørrejylland, imod at en tilsvarende Deel af Slesvig indlemmes i Kongeriget Danmark; og Vi have derhos, ved et i Følge af Tractaten udstedt Aabent Brev, løst Beboerne af de afstaaede Lande fra den undersaatlige Troskab og Lydighed, de hidtil have været Os skyldige, ligesom ogsaa Embedsmændene fra deres Embedseed.
Nu, da det smertelige Offer, som Vi, nødtvungne af Begivenhedernes Gang, have maattet underkaste Os, er fuldbyrdet, føle Vi Trang til for Eder, Beboere af Slesvig og de fraskilte jydske Enclaver, af Holsten og af Lauenborg, endnu engang at udtale, med hvilken dyb Smerte Vi have maattet bringe det.
Mange af Eder ville forstaae og dele denne Smerte; thi ogsaa for Eders Tanke maa det i denne Stund staae, hvor lykkeligt Eders Fædre have levet under de Danske Kongers milde og retfærdige Scepter, og i hvilken høi Grad den Udvikling og det almindelige Velvære, hvoraf I kunne være stolte, skyldes Vore forevigede Forgængeres Bestræbelser for at fremme Eders Vel. Ogsaa I ville nu mindes, hvor mange lysende Exempler paa Troskab for den Danske Konge Eders Aarbøger fremvise, og at de Baand, der knyttede Eder til Danmark, selv der, hvor fælleds Sprog og Nedstamning ikke helligede dem, vare inderlige og faste. Ogsaa om den Troskab staaer der et uudsletteligt Minde i Vort Hjerte, som saa Mange iblandt Eder have viist imod Os i Vor korte Regjeringstid, og for hvilken Vi sende Eder Vor inderlige Tak; og aldrig vil det Danske Folk kunne glemme dem, der paa denne eller hiin Side [af] Eideren, eller i det stedse loyale Lauenborg, kappedes med det i Kjærlighed til og Troskab imod det fælleds Fædreland.
Det har været Vort stolte Haab at kunne hellige alle Vore Tanker og Bestræbelser til Sikkringen af Eders Velvære i nøie Forbindelse med det Danske Folk. Nu kunne Vi kun lade det være Maalet for Vore Ønsker, at det i Tidernes Løb altid maa gaae Eder vel; og Vi indeslutte dette inderlige Ønske i Vor Bøn til Gud, som holder Folkenes Lykke og Rigernes Skjæbne i Sin almægtige Haand.
Til Hans milde Varetægt i Nutid og Fremtid anbefale vi Eder, og hermed sende Vi Eder Vor sidste Hilsen.
Givet i Vor Hoved- Residentsstad den 16de November 1864.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
Bluhme.
Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906). Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907).