Møde på arbejdspladsen

ARBEJDERNE TALER UD…

Af Lene Petersen

DET ER EN VARM og solrig eftermiddag. Sveden driver ned under hjelmene på mændene på byggepladsen. Men det er alligevel rart at arbejde udendørs på sådan en dejlig dag.

De omkring 30 jord- og beton'ere er i gang med at udvide rensningsanlægget ved Marselisborg i Århus. Arbejdet kommer til at vare længe.

Klokken halv tre går de i mindre klynger ned mod skurvognene. Der er pause. I dag er der kommet besøg fra København, så den lokale fagforeningsformand, Leif Andersen, og kontaktmand fra fagforeningen: Børge Hansen, er også mødt op.

Det er Poul Christensen, formand for SiDs bygge- og anlægsgruppe, som er gæsten.

En 10 stykker sætter sig ind i skuret. De fleste knapper en øl op til at stille tørsten i sommervarmen.

Snakken går frem og tilbage, om skurforhold, feriepenge, kørselsordning, og om solidaritet i forbindelse med arbejdsskader.

- Jamen den solidaritet du snakker om, Poul Christensen, hvordan fa'en kan I så finde på at oprette en pensionsreform uden at spørge en eneste af os, der går nede på gulvet? Fordi I får den lyse ide, at vi ska' ha' en procent eller to, og dem kan vi få om 20-30 år? Det, der er brug for, det er kroner i posen du, siger Per Jensen under bifald fra kammeraterne.

Billede fra artiklen. Foto: Hans Otto

Klar tale om bl.a. pensionsreform, da formanden for SiDs AB-gruppe, Poul Christensen besøgte en byggeplads ved Århus.

- Det er det samme med ATP[1]. Dem, der har brug for pengene, får dem ikke udbetalt, siger han.

- Jeg skal prøve, om jeg kan svare på det kort, for det ku'vi diskutere hele dagen, siger Poul Christensen.

- ATP var en god ordning, da den blev lavet. Man skulle bare ha' fulgt den op. For det er rigtigt, som du siger, at det er meningsløst at de falder væk, hvis vedkommende dør, og de ikke overgår til ægtefællen. Med hensyn til en pensionsordning kan I godt sige, at det har I ikke været med til at bestemme. Den er drøftet i LOs[2] forretningsudvalg, i forbundene, i LOs repræsentantskab, hvor også der er 144 repræsentanter fra SiD. Der er flertal for en pensionsreform, siger Poul Christensen. –

 Det kan de sgu' sagtens sidde og blive enige om der, men det er ikke de folk, der går på gulvet, mener Per Jensen.

- Jo, osse dér, afbryder Poul.

- Ud af vores 144 i LOs repræsentantskab er der osse folk ude fra byggepladserne, siger Poul Christensen.

Hvor mange?, lyder det tørt.

 - Ja, det er jo nok begrænset, indrømmer Poul Christensen.

- En post er i hvert fald ligeglad med pension, han får dem sgu’ aldrig, mener Erling Christensen.

- Næh, det ku' I godt glemme alt om derinde, lyder det.

 - Må jeg ikke lige ha’ lov at sige om pension ..., buldrer Poul Christensen.

- ... nu er der jo ikke noget i de overenskomster, vi skal ha’, der giver ret til at indføre en pensionsreform. Der kan forhandles overenskomstmæssige timelønninger og satser. Men vi kan ikke i 1989 lave overenskomster, der kan tilfredsstille folk. I 1987 oplevede vi stor udvikling lønmæssigt, men fik alligevel en masse kritik. Men spørgsmålet er jo nok, hvis vi havde mulighed for det, om vi så ikke skulle tage imod en pensionsreform frem for en 25-øre, som bliver ædt op af skatten dagen efter, siger Poul Christensen.

 Der er lummert i skuret. Snakken går videre om de forbedringer i lønnen, man oplevede i tresserne.

Mændene mener, at det vigtigste er en ordentlig løn, fordi reallønnen er blevet presset ned.

- I må regne med, at når vi sidder ved forhandlingsbordet, så har vi en overenskomstmæssig løn på 60 kroner, som vi kæmper for at få hævet. Nu har jeg hørt, at folk i et sjak som jeres tjener op mod 250.000 om året. Det er ligesom om, at det er dem med 60 kroner, der har mere brug for os, end jer, mener Poul Christensen.

- Så skulle I osse selv ned på den løn inde i forbundet, så ku’ det være I ville kæmpe lidt hårdere, siger én.

Billede fra artiklen. Foto: Hans Otto  

- Hvorfor skulle jeg kæmpe mere af den grund? Vores argumenter er jo hver gang: Lad os da for fa’en få hævet lønnen til det, der faktisk udbetales. Men det får vi dem ikke til. Det er altså ikke manglende vilje fra vores side, det er helt afgjort, siger Poul Christensen.

Han mener også, at alle nok har været lidt for begejstrede for at hæve lønnen, frem for at få bedre ferieordninger og pensionsordninger, og så til gengæld have givet lidt afkald på lønnen.

- Ja, længere ferier behøver vi nu ikke. Vi sku' snarere ha' lidt mere i feriepenge, er der én, der siger.

- Noget vi osse skal ha' forbedret, det er vores udbetaling for de skæve helligdage, det ligner jo ikke noget at vi får 270 kroner, siger Per Jensen.

- Ja, det er latterligt, og det er en stupiditet fra arbejdsgivernes side, fordi det er vores egne penge, mener Poul Christensen.

- Er der ikke også noget om, at vores feriepenge skal sættes ind på vores egen konto, så vi selv kan trække renter af den?, spørger Jens Jacobsen.

- Vi har arbejdet meget med det dér, men jeg er overbevist om, at det får vi ikke lavet om, før vi får et andet flertal i Folketinget, og der er mange andre ting, som for eksempel sociallovgivningen i forbindelse med arbejdsskader. Det ville vi ha’ mulighed for at få rettet op med et andet folketing, siger Poul Christensen.

- Men det er jo det pokkers ved det, at det har vi jo haft, og dengang vi havde det, gjorde de jo for lidt ved det, siger Jens Jacobsen.

- Hvornår har vi haft det, spørger Poul Christensen.

- Det havde vi da for eksempel i tresserne, siger Jens Jacobsen.

- Ja, men det var i en så kort periode. Men I skal stadigvæk regne med, at hvis vi gør arbejderklassen op, så sidder vi på tre fjerdele af vælgerskaren, og hvis arbejderne over det ganske land kendte deres besøgstid, så havde vi en arbejderregering, siger Poul Christensen.

Langsom er folkene sivet. Klokken er næsten 16, og det er fyraften.

Mændene hænger hjelmene op på knagen.

- Nå, ka’ I ha’ det godt, og tak for snakken, siger Poul Christensen.

- Jo tak, i lige måde.