Statsministerens indledende bemærkninger

18.03.03

Som bekendt har Præsident Bush[1] i nat givet Saddam Hussein[2] en frist på 48 timer til at forlade Irak, ellers vil USA lede en international koalition til afvæbning af Saddam Husseins regime.

Regeringen har efter grundige overvejelser besluttet at støtte en mulig amerikansk ledet operation til afvæbning af Saddam Hussein og gøre det med et militært bidrag. Det danske bidrag vil omfatte en ubåd, en korvet, et lægehold samt stabs- og forbindelsespersonel.

Regeringen har tidligere i eftermiddag rådført sig med Det Udenrigspolitiske Nævn om sagen. Både udenrigsministeren og jeg vil her i eftermiddag fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget.

Regeringen har arbejdet intenst på at samle bred opbakning blandt folketingets partier. Jeg har personligt gennemført en lang række samtaler i et forsøg på at sikre den danske tradition for bred enighed i sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Regeringen har i lyset af disse drøftelser valgt at justere det militære bidrag. Og derfor sender vi ikke specialstyrker af sted.

Regeringen har endvidere besluttet at bruge yderligere op til 300 millioner kroner til genopbygning og humanitær bistand i Irak, herunder hjælp til flygtninge i nærområdet.

Ikke desto mindre har Socialdemokratiet og de radikale valgt at skifte kurs. Det beklager jeg meget.

De to partier har tidligere været parate til at drage militære konsekvenser af Saddam Husseins rædselsregime. Sådan var situationen i 1998, da de to partier havde regeringsmagten.

Regeringen havde ud fra en politisk vurdering gerne set en ny FN-resolution. Vi beklager, at det ikke har været muligt at nå til enighed om det i Sikkerhedsrådet.

Men jeg vil gerne understrege, at der er FN-forankring bag de skridt USA og dets allierede nu er parate til at tage.

Udenrigsministeriets eksperter i Folkeret fastslår, at der under alle omstændigheder er et FN-mandat. Resolution 1441 står fortsat. Og det er regeringens klare overbevisning, at resolution 1441 sammen med de mange tidligere resolutioner rummer et juridisk mandat.

Som bekendt fremlagde den tidligere regering et beslutningsforslag på grundlag af disse tidligere resolutioner i 1998. Og man kan sige at med resolution 1441 fra sidste år er det et styrket mandat.

Det irakiske folk har lidt under Saddam Hussein. Tusinder af mennesker er bukket under. For giftgas, bomber, forfølgelse og systematisk undertrykkelse. I alle disse år er det internationale samfund blevet trukket rundt i manegen. Nu er spillet slut.

FN har i 12 år krævet, at Irak skal destruere sine masseødelæggelses-våben.[3] I november sidste år gav FN’s Sikkerhedsråd Irak en sidste chance. Men forgæves. Saddam Hussein har fortsat med at lade hånt om det internationale samfund.

En afvæbning af Saddam Hussein vil ikke stå alene. Regeringen lægger i sin støtte til USA stor vægt på, at præsident Bush har erklæret sin klare støtte til en køreplan for en samlet løsning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Uden en sådan løsning bliver der aldrig fred og ro i Mellemøsten.

At deltage i en krig er en meget alvorlig situation. Jeg forstår til fulde den usikkerhed, nervøsitet og angst mange mennesker føler ved udsigten til en krig. Og til de følger en krig kan have.

Men som jeg tidligere har sagt. I kampen mellem demokrati og diktatur er man nødt til at tage stilling. Hvor ubehagelig den end er.

Verdenshistorien er fyldt med sådanne dilemmaer. Og vi var ikke hvor vi er i dag, hvis vi eller andre have valgt at lade stå til. Der er situationer, hvor vi er nødt til at vælge det ubehagelige for at sikre frihed og fred.

Ordforklaringer m.m.

[1] George W. Bush (f. 1946): amerikansk præsident 2001-2009.

[2] Saddam Hussein (1937-2006): Iraks præsident fra 1979 til 2003. Efter terrorangrebene i USA 11. september 2001 blev Hussein fejlagtigt anklaget for at støtte den internationale terrorisme.

[3] Senere undersøgelser viser, at Irak ikke var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, som hidtil havde været en af de primære årsager til invasionen af Irak.