Vejen til magten

I 1363 besluttede ledende svenske stormænd sig for det endegyldige opgør med deres konger Magnus Eriksson og Håkon 6. efter talrige forudgående trakasserier. De henvendte sig derfor til kong Magnus Erikssons svoger, Albrecht 2. af Mecklenburg og bad ham udpege én af sine sønner som svensk konge, idet disse jo via moderen var af svensk kongeblod. Hans søn Albrecht drog derfor med svenskerne og en hær til Sverige i slutningen af 1363, og i begyndelsen af 1364 lykkedes det at få valgt Albrecht til svensk konge.

Imidlertid formåede Magnus Eriksson og hans søn Håkon 6. at beholde store dele af det vestligste og sydligste Sverige; også efter at de i 1365 havde lidt et militært nederlag til Albrecht, hvor kong Magnus blev taget til fange. Året efter overlod kong Håkon 6. store områder i det sydligste Sverige til Valdemar Atterdag mod at få militær hjælp mod kong Albrecht. Selvom han fik hjælp, førte dette ikke til nogen bedring af kong Håkons situation.

Konge af Sverige og kampene om kongemagten

Kong Albrechts styre i Sverige var præget af talrige mecklenborgske og andre tyske stormænd, som mod lån til kongen havde fået overladt store dele af landet som pant. Disse panteherrer var næppe alle lige følsomme over for lov og ret i de områder, de fik magten over, og de svenske stormænd følte sig naturligt nok trængt bort fra de politiske og økonomiske positioner, som de regnede for deres. Resultatet blev en række oprør og konfrontationer, der endte med, at det svenske rigsråd mere eller mindre overtog magten over både lokal- og centralregering. Kong Albrecht måtte fra 1384 også overtage styret i det stærkt uroplagede hertugdømme Mecklenburg i Nordtyskland og var i lange perioder tvunget til at opholde sig her.

I 1386 vendte Albrecht imidlertid tilbage til Sverige fast besluttet på at genvinde den reelle kongemagt. Dette førte fra sommeren 1387 til, at ledende svenske stormænd besluttede at skaffe sig af med ham, hvorfor de henvendte sig til Margrete 1. i Danmark/Norge for at fremskaffe en ny tronkandidat. I foråret 1388 indgik de da en aftale med Margrete, der garanterede hende yderst vidtgående beføjelser som svensk regent, og året efter, den 24. februar 1389, vandt en svensk-dansk-norsk hær en afgørende sejr over kong Albrechts tysk-svenske hær. Resultatet blev, at bl.a. kong Albrecht og hans søn blev taget til fange, hvorefter Margrete kunne sikre sig magten i det meste af Sverige.

Kong Albrecht blev siddende som fange til 1395, hvor det endelig lykkedes at få indgået en aftale, der reelt sikrede Margrete magten over Stockholm, samt at Albrecht ville afstå fra at forsøge at gøre sig gældende som svensk konge igen. Trods dette stod han og hans slægtninge fortsat bag en betydelig erobrings-, sørøver- og plyndringsvirksomhed rettet mod Margretes riger og lande – og hvem der ellers kom i vejen. Efter 1398 måtte Albrecht dog lade sig nøje med at regere i sit hjemlige hertugdømme Mecklenburg, til han døde i 1412.

Kobberstik af dronning Margrete og Albrecht af Mecklenburg. Fra: Det Kgl. Bibliotek