Kilder
Kildeintroduktion:
I december 2005 indgik VK-regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om, at udlændinge skulle bestå en indfødsretsprøve for at opnå statsborgerskab. Formålet var, at man for at opnå statsborgerskab skulle dokumenterer viden om danske samfundsforhold samt dansk kultur og historie. Prøven blev første gang afholdt i 2007. Beslutningen blev stærkt debatteret i pressen, hvor nogle roste initiativet, mens kritikerne beskrev det som en ligegyldig prøve i en mere eller mindre tilfældig opfattelse af "danskhed".
Her gengives et kritisk indlæg af forfatteren Egon Clausen (f. 1940), som sammenligner tankegangen bag indfødsretsprøven med den kanontankegang, som prægede tiden og som særligt kom til udtryk i udgivelsen af en dansk "kulturkanon" i 2005-6.
Debat: Danskprøve: Indfødsret og kanon
Information 6/3 2007
Af Egon Clausen, forfatter
Det er alt for let at skyde skylden for den nye danskprøve på Dansk Folkeparti, således som det sker i Informations leder 28. februar. Der er mange flere medskyldige.
Hele ideen med at lave autoriserede lister over korrekt danskhed har faktisk længe været på mode i borgerlige kredse, og begrebet 'kanon' har derfor har været vældig populært.
Undervisningsministeriet har som bekendt lavet en kanon. Kirkeministeriet og Kulturministeriet har hver deres, og nu har Integrationsministeriet også fået en. Den hedder indfødsretsprøven, og den er ikke nær så harmløs som de andre. For her kan man dumpe og miste retten til at kalde sig dansk. Som sådan fungerer den på samme måde som kanoner altid har gjort. Kanons historie er knyttet til den kristne kirkes mest undertrykkende perioder, og den viser, at hvor der er en kanon, vil der også altid være en kætter. Knap havde man således vedtaget den første kristne kanon, før kætterbålene begyndte at flamme.
Siden er millioner af vantro, frafaldne, afvigere, dissidenter og protestanter fulgt efter. Vandringen til retterstedet blev altid begrundet med velformulerede forklaringer om betydningen af at bevare troens enhed og renhed, og sådan er det også i vore dage.
Ren danskhed
De danske kanoner sender godt nok ikke afvigere på bålet, men de handler om at bevare en ren danskhed, og de er redskaber i en raffineret sorteringsmekanisme. Nu har man lagt pænheden fra de tidligere kanoner til side. Nu lægger man ikke skjul på, at de stakler, der ikke er i besiddelse af den rigtige danske kultur, vil blive udstødt af velfærdssamfundet, og her er det som sagt ikke nok at skyde skylden på Dansk Folkeparti. Hele kanontænkningen har båret brænde til den aktuelle udstødningsmekanisme, og alle de nydelige kulturkonservative eksperter, der har stået bag de tidligere kanoner har i virkeligheden blot været med til at kaste et dannelsens slør over en skummel praksis.
I sin tid var der også altid intellektuelle, der var villige til at udforme de inkvisitoriske spørgsmål. Det er der såmænd også i vore dage, og i den aktuelle sag har Integrationsministeriet fundet frem til et bureau, der mod betaling har vist sig rede til at degradere kultur og historie fra at være eksistentielle emner til et spørgsmål om retten til et dansk pas og medfølgende sociale goder.
Det pågældende bureau hedder 'Det historiske hus', og dets motto er: "Hvordan skal du vide, hvor du skal gå hen, hvis du ikke ved, hvor du kommer fra?" Dette retoriske spørgsmål lyder måske nok så smukt, men det gælder ikke mere.
Højskolesnak
I den aktuelle danskhedsprøve er der ikke et eneste spørgsmål der handler om de steder, hvor ansøgerne kommer fra. Den slags er helt uden interesse.
Mottoet står således i skærende modsætning til den ånd, der hersker bag den aktuelle danskhedsprøve. Det er gammeldags højskolesnak fra den gang, da det at være dansker, var noget den enkelte afgjorde med sig selv. Praksis i dag er en helt anden.
Nu er det staten der afgør hvem man er, og de smukke ord om kultur, identitet og historisk bevidsthed er kun et slør, der skjuler de skændige gerninger, det hele drejer sig om.