Grundlovskampen, demokrati og stemmeret, 1848-1849

Temaer

Dette tema omhandler kampen om Grundloven fra enevældens sidste dage i begyndelsen af 1848, til Danmark fik sin første frie forfatning med Frederik 7.s underskrift på Junigrundloven den 5. juni 1849. Temaoversigten gennemgår grundlovskampen kronologisk og henviser undervejs til artikler, kildemateriale og film, du kan finde om emnet på danmarkshistorien.dk.  Junigrundloven er Danmarks første grundlov og danner grundlag for de senere forfatningsændringer - herunder den nuværende grundlov fra 1953. Loven blev forfattet af de nationalliberale ministre D.G. Monrad (1811-1887) og Orla Lehmann (1810-1870) i 1848. Derefter blev den præsenteret for Den Grundlovgivende Rigsforsamling, som diskuterede og vedtog den endelige tekst mellem oktober 1848 og maj 1849.     

Den sene enevælde – styreform og opbrud

Det rige, Christian 8. (født 1786, regent 1839-1848) regerede over ved indgangen til året 1848, bestod af kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt Grønland, Færøerne, Island og en række tropekolonier. Styreformen havde siden 1660 været enevælde, hvilket betød, at al magt og myndighed formelt lå hos kongen.

I 1830’erne og 1840’erne udviklede sig en opposition mod det enevældige styre, der blev anført af nationalliberale. De nationalliberale ønskede en sikring af Slesvigs position som del af det danske rige - læs fx Orla Lehmanns 'Danmark til Ejderen-tale' fra 1842 - samt en fri forfatning. Kravet om en fri forfatning indebar vedtagelse af en ny styreform med en større grad af befolkningens inddragelse. Begge disse politiske principper byggede på den nationalisme, der herskede blandt de nationalliberale.

Ønsket om en forfatning var stærkt påvirket af udviklingen i andre europæiske stater. Som følge af Julirevolutionen i 1830 i Frankrig og Belgien havde Frederik 6. indført rådgivende stænderforsamlinger i Slesvig, Holsten, Nordjylland (Jylland nord for Kongeåen) og Sjælland og øerne. Stænderforsamlingerne var et skridt i retningen mod en anden styreform, hvor en lille del af befolkningen deltog i styret, ved at de fire valgte stænderforsamlinger kunne rådgive majestæten i forskellige sager.

Christian 8.s død og Januarreskriptet

Christian 8. døde den 20. januar 1848. Ved sin død efterlod han sin søn, Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863), den opgave at give en konstitutionel forfatning. Frederik 7. imødekom sin fars ønske og udsendte den 28. januar 1848 et forfatningsreskript med løfte om en reformering af stænderforsamlingerne i demokratisk retning. Derudover løftedes de begrænsninger på trykkefriheden, der havde eksisteret siden 1799. Dette medførte en livlig offentlig debat om landets fremtidige styre.

Den 22.-25. februar udbrød revolution i Paris, og den revolutionære udvikling spredte sig hurtigt til mange europæiske byer. Også i Danmark og hertugdømmerne blev stemningen påvirket af revolutionerne. Den politiske aktivitet forøgedes med offentlige borgermøder i teatret Casino og Hippodromen. De nationalliberale ført an af Orla Lehmann rejste i samarbejde med foreningen Bondevennernes Selskab og den radikale Haandværkerdannelsesforening krav om en forfatning med almindelig stemmeret samt en sikring af Slesvigs forbindelse med Danmark. Du kan her læse Casinomødets resolutioner, Orla Lehmanns tale ved Casino-mødet og Borgerrepræsentationens petition til Frederik 7.

Aktiviteterne i de hektiske marts-dage kulminerede i et folketog mod kongens residens på Christiansborg Slot d. 21. marts. Her blev folkemængden mødt med den besked, at Frederik 7. allerede havde imødekommet mængdens krav og afskediget sit ministerium. Det nye 'Martsministerium', som trådte sammen den 22. marts, indeholdt flere ministre, som havde deltaget i 1840'ernes opposition mod enevælden. Frederik 7. erklærede over for ministeriet, at han nu betragtede sig selv som konstitutionel konge, og Martsministeriet fik til opgave at forfatte et udkast til en grundlov, som skulle forelægges en valgt grundlovgivende forsamling.

Sideløbende med den politiske udvikling i København brød Treårskrigen 1848-1850 (1. Slesvigske Krig) ud. Natten mellem den 23. og 24. marts blev en provisorisk slesvig-holstensk regering dannet. Krigshandlingerne blev indledt med Prinsen af Nørs kup af fæstningen Rendsborg den 24. marts. Den danske regering reagerede hurtigt, og ved slaget ved Bov den 9. april 1848 blev den slesvig-holstenske hær drevet på flugt. Krigen fortsatte til 1850 afbrudt af våbenhvile fra slutningen af august 1848 til april 1849. Historikere har diskuteret, om de politiske begivenheder, der kulminerede i marts 1848, skal tolkes som en fredelig ændring eller revolution.

Valgkampen i april-september 1848

Efter etableringen af Martsministeriet, men før underskrivelsen af Grundloven, stod kampen nu om, hvordan grundlovsteksten skulle udformes, og hvad den skulle indeholde. I april 1848 sammenkaldte Martsministeriet for sidste gang stænderforsamlingerne i Viborg og Roskilde (hertugdømmernes stænderforsamlinger blev ikke indkaldt pga. krigsudviklingen). Stænderforsamlingerne skulle diskutere en valglov til Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Valgloven blev givet den 7. juli 1848.

Valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling skulle foregå den 5. oktober 1848. Månederne op til valget var præget af Danmarks første valgkamp, hvor forskellige foreninger og sammenslutninger fremlagde deres valgprogram og lister med anbefalede kandidater. Disse måneder var præget af en øget politisk aktivitet, især omkring foreningen Bondevennernes Selskab og den radikale Valgreformforening. Du kan læse et indlæg i debatten fra Bondevennernes organ, Almuevennen, her.

Valget til forsamlingen blev en stor sejr for Bondevennernes Selskab. Ved et supplerende kongevalg, hvor kongen og Martsministeriet udpegede en fjerdedel af forsamlingen, blev Bondevennernes flertal justeret. Således bestod forsamlingen af tre omtrent lige store grupper: 1) en Bondevenne-fløj, 2) en moderat fløj med mange nationalliberale profiler, 3) et uorganiseret højre, som samlede forskellige reformskeptikere og enevældens tidligere støtter.

Den grundlovgivende forsamling, der vedtog Junigrundloven, som Frederik 7. derefter underskrev den 5. juni 1849. Maleri af Constantin Hansen. Fra: Wikimedia Commons  

 

Frem mod Grundloven oktober 1848 – juni 1849

Den Grundlovgivende Rigsforsamling trådte første gang sammen d. 23. oktober 1848.  Den bestod af 152 mænd (114 folkevalgte og 38 kongevalgte). Udkastet til Grundloven var skrevet af D.G. Monrad og Orla Lehmann. Grundlovsteksten blev først fremlagt for forsamlingen i slutningen af februar 1849. I den første tid diskuterede medlemmerne forsamlingens forretningsorden og andre sager, bl.a. indførelsen af almindelig værnepligt, og i februar blev den almindelige værnepligt vedtaget. Hidtil havde kun landboere været værnepligtige, mens byboere og højere stænder var fritaget. Med loven om almindelig værnepligt blev dette privilegium for nogle stænder afskaffet. I november blev Martsministeriet erstattet af et Novemberministerium, som indeholdt færre nationalliberale ministre.

Den Grundlovgivende Rigsforsamling diskuterede grundlovsteksten fra slutningen af februar til slutningen af maj 1849. Det var især spørgsmålet om valgretten, dvs. hvor bred valgretten skulle være, der var uenighed om. Mens nogle forsvarede, hvad de betegnede som 'almindelig stemmeret', mente andre, at man skulle indføre elementer, som kunne beskytte stemmemæssige minoriteter mod at blive underlagt 'mængdens tyranni'.

Forhandlingerne om Grundlovens udformelse så i lang tid ud til at blive resultatløse, men i maj 1849 nåede man frem til et kompromis. Grundloven gav valgret til alle uberygtede mænd over 30 med egen husstand, der ikke modtog eller havde modtaget ikke-tilbagebetalt fattigunderstøttelse. Størtstedelen af befolkningen fik dog ikke stemmeret. Kvinder, tyende, fattige, sindssyge, forbrydere og fremmede eller med andre ord fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, fjolser, forbrydere og fremmede; de 7 F’er, var udelukket fra politisk deltagelse.

Junigrundloven indeholdt frihedsrettigheder som ytringsfrihed, trykkefrihed og forenings- og forsamlingsfrihed. Historikere har sidenhen diskuteret, hvorvidt Junigrundloven var demokratisk eller ej.

 

Grundloven efter Junigrundloven

Da Treårskrigen fandt sin afslutning i 1850, var forfatningsspørgsmålet for hertugdømmerne uafklaret. I 1850’erne forsøgte forskellige regeringer at løse den udfordring, at Junigrundloven var gældende i kongeriget, mens man endnu ikke havde vedtaget en forfatning for hertugdømmerne. Denne opgave blev yderligere vanskeliggjort af, at mange politikere mente, at Junigrundlovens valgret var for bred. Efter nederlaget i 2. Slesvigske Krig i 1864 og tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg blev resultatet Den gennemsete Grundlov af 1866, som betød en indskrænkning af Junigrundlovens valgret.

Siden 1866 er Grundloven blevet revideret to gange, i 1915 og 1953. Historien om Grundloven er også historien om, hvordan de grupper, der oprindeligt var ekskluderet fra valgretten, har kæmpet og kæmper om inklusion. Her kan du læse om kvindelig valgret 1849-1915 og den internationale inspiration for kvindelig valgret.

På danmarkshistorien.dk kan du også finde flere film om Grundloven. Se filmen om vedtagelsen af Danmarks første grundlov, filmen om den lige og almindelige valgret, som blev indført med 1915-grundloven, et miniforedrag om demokrati og demokratisering, filmen om den internationale inspiration for kvindelig valgret og filmen om de 7 F’er – de befolkningsgrupper, der var ekskluderet fra stemmeretten i Junigrundloven.

Om temaet

Forfatter(e)
Anne Engelst Nørgaard
Tidsafgrænsning
1848 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. juni 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om temaet

Forfatter(e)
Anne Engelst Nørgaard
Tidsafgrænsning
1848 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. juni 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk