Uddrag af debatten i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, marts-april 1849

Kilder

Kildeintroduktion:

Den Grundlovgivende Rigsforsamling bestod af 152 mænd (158 med Færøerne og Island), som i 1848 af Frederik 7. havde fået til opgave at udarbejde og vedtage en grundlov for kongeriget Danmark. Den Grundlovgivende Forsamling trådte første gang sammen den 23. oktober 1848. Forsamlingen vedtog endeligt den færdige grundlov den 25. maj 1849, og den trådte i kraft den 5. juni samme år. Kilderne her er uddrag af taler holdt på forsamlingen i marts og april 1849.

Valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling var udskrevet af Martsministeriet og afholdtes den 5. oktober 1848. Her valgtes 115 mænd, hvorefter forsamlingen suppleredes af de såkaldte ’kongevalgte’ medlemmer. De kongevalgte medlemmer var udpeget af regeringen og udgjorde en fjerdedel af forsamlingen. Møderne foregik i Højesterets lokale på Christiansborgs søndre fløj. Her mødtes forsamlingen næsten dagligt, og ofte flere gange dagligt, da man også holdt aftenmøder i de ca. 7 måneder, forsamlingen eksisterede.

Indlæggene nedenfor er fra forsamlingens debat om grundlovsteksten. Her blev især spørgsmålene om valgretten og dens udstrækning samt om rigsdagens indretning – skulle der være et eller to kamre – heftigt debatteret. Til sidst blev de forskellige grupperinger i salen enige om et kompromis, som bestod i et tokammersystem med en, for samtiden, bred valgret til Folketinget og en snævrere valgret og valgbarhed til Landstinget. Uddragene giver et indblik i, hvordan forskellige rigsdagsmænd tilhørende hhv. det nationalliberale Centrum, det konservative Højre og det Bondevenne-dominerede Venstre forstod begreber som ’konstitution’/’forfatning’, ’demokrati’ og ’repræsentation’. 

9. marts 1849:
Den nationalliberale redaktør Hother Hage om nødvendigheden af et tokammersystem for at sikre en rolig og gradvis udvikling af statslivet.

Det er nu ganske naturligt, at man vanskeligt kan forsone sig med den Tanke, at den Repræsentation, der skal kunne virke under de vanskeligste Tider, ikke skulde kunne det senere; og dog er der en stor Forskjel paa at skabe en Forfatning og senere at arbeide under den, ligesom Nødvendigheden af en eneste Forsamling da bortfalder. Det, der især synes at tiltale ved Eetkammersystemet, er, at det synes i sin Orden, at hvor Folket er eet, hvor de skarpe Classeforskjelligheder ere forsvundue, der skal Folkevilliens Udtalelse ogsaa være een; dette synes at være den simpleste, hurtigste og letteste Maade at afgjøre Sagerne paa. Men dette maatte føre langt videre. Det maatte føre til, at den udøvende, dømmende og lovgivende Magt blev en Eenhed; og dog ere vi netop her samlede, for saavidt muligt at trække Grændsen mellem disse Magter i Staten, at lade enhver optræde saa uafhængigt og selvstændigt som muligt paa sit Gebeet; thi deri bestaaer den sande Frihed.

[…]

Det synes mig noget uheldigt, at man saa ofte behandler Spørgsmaalet om Tokammersystemet og om Valgretten i Forening. De ere grundforskjelligee. Man kan og man bør i mine Tanker erklære sig for Tokammersystemet, hvorledes end Valgretten bliver. Dersom Valgloven er aristokratisk, søger man i de tvende Thing et Værn mod Aristokratiets Angreb; hersker Middelstanden, søger man et Værn imod den; hersker det egentlige Demokrati, søger man et Værn imod det.

 

19. marts 1849:
Den konservative juraprofessor, Johannes Ephraim Larsen, som tilhørte Højre-Centrum, om behovet for at begrænse almuens adgang til magten.

[…] efterhaanden som Mængden kommer til Bevidsthed om sin Magt vil den ogsaa mere misbruge den. Dette har viist sig i Nordamerika, hvor, som Tocqueville [fransk politisk teoretiker, 1805-1859] siger, det ovenanførte Forhold mere og mere har gjort sig gjældende, efterhaanden som Demokratiet har udviklet sig.

[…]

Der er derimod efter min Mening meget større Fare for Formuen, naar man med Eet giver den hele Magt til at raade over Formuen i Landet i den besiddelsesløse Mængdes Hænder. Flere Forfattere have udtalt, at
dette, naar de vigtigste Misforhold ikke i Forveien være udjævnede, ofte vil være omtrent det Samme som at dictere Communisme eller almindelig Plyndring, just ikke en uordnet Plyndring, men en Plyndring under legale Former, ved en uretfærdig Indskriden mod de Rige, som til sidst kun vilde være fordærvelig for de Besiddelsesløse selv.

 

10. april 1849:
Indenrigsminister i Novemberministeriet (Moltke II) Peter Georg Bang, hvis synspunkter var i overensstemmelse med højrefløjen på Den Grundlovgivende Rigsforsamling, om indretningen af det juridiske væsen.

[…] i det constitutionelle Liv er Folkets Deeltagelse i den dømmende Myndighed nødvendig for at opretholde og styrke dets Agtelse for Loven, ved at være Vidne til de vigtige Sagers Behandling under den offentlige og mundtlige Procedure og navnligen ved at være Vidne til, hvorledes Folkets Udvalgte, ofte med blødende Hjerter, dog maae lade Loven have sin Gang. Den Agtelse for Loven, som deraf udgaaer, er Noget, som ikke kan undværes under de constitutionelle Forhold, under den demokratiske Sammensætning, som Statsmagten for en stor Deel hos os nu skal have. Derfor er det ikke for mig, efter disse mine Anskuelser uvist, at naar Danmark skal have en saadan demokratisk Forfatning som den, Grundloven hjemler, maa det ogsaa komme dertil, at edsvorne Retter blive indførte, og naar jeg forudsætter dette, er derved ogsaa angivet Grunden, hvorfor jeg ikke kan finde det saa betænkeligt, at denne Bestemmelse optages i Grundloven […]

 

9. marts 1849:
Bondevennen  og overretsprokurator (sagfører) Balthazar Christensen om vigtigheden af at få vedtaget en forfatning hurtigt for at undgå, at de reaktionære strømninger i Europa skulle forhindre vedtagelsen af en demokratisk grundlov.

Vi ere meget langt fra at oversee eller undervurdere, at Meget, og maaskee det væsentlige i det af Hans Majestæt og hans Regjering forelagte Grundlovsudkast, er godt og fortjenstligt, men vi troe desuagtet, at det lider under Mangler, som ville kunne være farefulde og ville kunne være fordærvelige for vor Fremtid; vi maae nemlig ikke glemme, at det Værk, vi bygge, bygge vi ikke for en kort Tid, men vi bygge det i Haab om, at det skal være længe, at det skal staae længe; vi bygge det fremdeles ikke blot for en rolig, men ogsaa for en stormfuld Tid. Vi bygge det fremdeles i et Øjeblik, hvor den europæiske Luftning synes at være reactionair, og hvor det kunde synes, at man ligesom kunde gaae paa Accord med Folkefrihedens Fordringer uden Fare og uden Skade, men vi bygge det tillige paa en Tid, hvor det maa tilstaaes, at skjøndt det seer saaledes ud idag, kan det vel være Tilfældeet imorgen, at de orleanske Prindsers Spaadomme, at eet Aar ikke vilde være forløbet, inden alle eller dog de fleste af Europas Fyrster vilde være paa Flugt, endnu kunde gaae i Opfyldelse; det er virkelig en Betragtning, som jeg troer, vi bør foreholde os, at vi ligesaalidt ubetinget tør lade os influere af den øieblikkelige europæiske Tilbagegangs Stemning, som af den Mulighed, der efter min Overbevisning vistnok er tilstede, den Mulighed, at vi vistnok ogsaa en af Dagene kunde overraskes ved at erfare nye Omvæltninger, nye Revolutioner, navnlig i Tydskland. Men hvem kan nægte, at dersom noget Sligt fandt Sted, inden vort Forfatningsværk var fuldført og anerkjendt i Nationen, at det da ikke vilde gaae an, dersom den Forfatning, vi have forelagt Folket, dersom den virkelig ikke tiltalte Folket? Hvo kan nægte, at da selv de ivrigste Modstandere af den formeentlige altfor store Frihed, som Udkastet tilstaaer Folket, da maaskee vilde have takket Gud for, om den endogsaa var bleven vedtaget i en langt mere demokratisk Aand end i Udkastet, og dvæle vi et Øjeblik ved Udkastet, da vil det dog virkelig maatte sees, at det i enkelte mindre Punkter og i et Par næsten aldeles væsentlige Punkter vel kan vække Tvivl, om det fyldestgjør Folkefrihedens retmæssige Fordringer.

 

21. marts 1849:
Bondevennen og prokurator (sagfører) Frederik Jespersen om den kommende forfatnings folkelige karakter.

Den ærede Rigsdagsmand for Maribo Amts 1ste District (B. Christensen) har udtalt, at hvorledes Afstemningen end maatte blive i denne Sag, og hvilken Slutning derved maatte blive paa disse Forhandlinger, vilde gjøre Sit til, at den nye Forfatning skulde komme til at slaae saa god en Rod i Folket som muligt. Jeg tilstaaer, at jeg ikke kan underskrive disse Ord, idetmindste ikke i den Forstand, hvori man
her har opfattet dem. Hvis det nemlig under Indtrykket af en fordærvet Luft skulde lykkes at berøve de Fattige den Ret, som Kongen har skjænket dem, og som de have brugt een Gang og godt forstaae at skatte, da er det min Tro, og for at blive ret forstaaet, vil jeg sige, det er mit Haab, at Almuestanden ikke med Koldblodighed vil finde sig deri. De maae ikke Misforstaae mig, mine Herrer! Jeg mener ikke, at den skulde foranledigee Oprør og Uroligheder; men jeg troer, at der er en naturlig Vei for den at gaae, nemlig at slutte
sig om sin Konge, som gjennem sit Ministerium har erklæret at ville holde paa dette Udkasts folkelige Charakteer, og jeg er overbeviist om, at Kongen med Almuen omkring sig ikke vil tillade, at dennes
velerhvervede Ret tilintetgjøres. Da vide vi, hvad der vil skee, da skal en ny Rigsforsamling sammenkaldes, valgt efter den samme Valglov som den nærværende; og da kan jeg forsikkre dem, mine Herrer! at Almuen nok skal vide at vælge, hvem den vil have; den skal da nok vide at spørge Candidaterne om deres Mening om de Ting, der ligge den paa Hjerte. Da vil man ikke slippe med elastiske Ord og hule Talemaader; det vil da ikke være nok at erklære sig for et constitutionelt Monarki, bygget paa et demokratiskt Grundlag, eller at forsikkre, at man er en oprigtig god Demokrat. Vælgerne ville vide at gaae dem paa Klingen; og hvis de nu, mine Herrer! have Lyst til at underkaste Dem denne Prøve, da siger jeg: „god Lykke. "

de sidste to sider af grundloven

De sidste to sider af grundloven. Fra Danmarks Riges Historie bind 6.