Nationalisme

Artikler

Nationalisme betegner en ideologisk dyrkelse af nationen som identitetsskabende enhed, enten politisk eller kulturelt. Den har haft mangfoldige udtryk gennem tiderne, og dens rødder er stærkt omdiskuterede. Som kunstnerisk, social og politisk bevægelse dukkede nationalismen op på europæisk plan i 1800-tallet, og den prægede meget af det 20. århundrede. Ved begyndelsen af det 21. århundrede præger markant nationalistiske strømninger stadig en væsentlig del af det politiske billede, herunder i Danmark.

Nationalismens karakter

Nationalismens karakter er blevet analyseret vidt forskelligt, overensstemmende med forskellige opfattelser af fænomenet ’nation’.

Nogle iagttagere har betragtet nationen som et objektivt givet faktum, rodfæstet i fælles geografiske, biologiske eller sproglige fællestræk. Ud fra sådanne analyser af nationen vil nationalisme typisk stå som en naturlig følge af nationens karakter.

Størstedelen af den nyere forskning i nationalismefænomenet betragter derimod nationen som et fænomen rodfæstet i subjektive forestillinger, som en historisk-kulturel konstruktion. Forskere inden for denne brede tradition har karakteriseret nationsdannelserne ud fra begreber som ’forestillede fællesskaber’ og ’opfundne traditioner’. Ud fra sådanne analyser af nationen vil nationalismen typisk stå som et redskab for eller en følge af konstruktionen af nationen som et forestillet fællesskab.

Inden for begge disse hovedstrømninger i analysen af nations- og nationalismefænomenet anerkendes det dog ofte, at den moderne nationalisme som kulturhistorisk fænomen voksede frem i Europa i 1800-tallet på grundlag af en række forudsætninger, som var opstået i det forudgående århundrede.

Nationalismens udvikling

I udviklingen af nationalistiske tanker i Danmark og Europa kan man ane en række markante faser. Fra en situation, hvor nationalistiske tanker var begrænset til nogle få intellektuelle, blev sådanne tanker gradvis omsat til politisk praksis hen mod midten af 1800-tallet. Først i anden halvdel af 1800-tallet kan nationalismen dog siges at have udviklet sig til en decideret masseideologi.

Ikke alle træk ved den moderne nationalisme var ganske nye. I mange tilfælde, herunder det danske, kunne dannelsen af nationalstater ske på grundlag af riger med århundredlange historier. Fortalerne for det 19. århundredes nationale projekter kunne da også mere eller mindre bevidst trække på elementer af de enkelte territoriers eller befolkningsgruppers fortid. Det gjaldt ikke mindst de meget lange traditioner for at associere upopulære herskere med forestillinger om det ’fremmede’ – en tradition, der dog traditionelt ikke var bundet til nationale identiteter, men til mere flydende lokale og regionale fællesskaber. I sidste halvdel af 1700-tallet havde der dog udviklet sig former for statspatriotisme, i Danmark udtrykt ved fremtrædende borgerlige kredses bekendelser til kongen, helstaten og det danske imod aristokratiets og hoffets angiveligt ’fremmede’ (især tyske) karakter.

Den moderne nationalisme var imidlertid noget nyt, der bl.a. hang sammen med nye tanker om folkesuverænitet. Nationalismen indebar nemlig oftest det politiske krav, at staten måtte svare til ’nationen’ eller ’folket’. Således kunne danske nationalliberale umiddelbart kombinere en understregning af, at det var utåleligt for den danske befolkning at være afhængigt af fremmede (dvs. især tyske) magthavere, med kravet om, at et dannet, kultiveret folk som det danske måtte have større indflydelse på statens anliggender, selv under en dansk født eller dansktalende konge. Noget af det nationalistiske tankegods var således tæt forbundet med ønsket om en fri forfatning, der anerkendte grundlæggende, universelle borger- og menneskerettigheder.

Gennem senere nationale stridigheder ændrede nationalismen dog gradvis sin politiske funktion: Fra i begyndelsen mest af alt at være en følge og en støtte til tankerne om frie forfatninger, kom nationale krav op gennem århundredet i stadig højere grad i konflikt med liberale og sociale politiske idealer på tværs af landegrænserne. Man har talt om et skift fra politisk baseret nationalisme til etnisk baseret nationalisme. I Danmark er sådanne forrykkelser traditionelt især sket i forbindelse med konfrontationer med tyske indflydelser, således i begyndelsen af 1840’erne med de nationalliberales formulering af slagordet ’Danmark til Ejderen’, i 1848 ved treårskrigens udbrud, op til krigen 1864, ved afstemningen om de sønderjyske områder i 1920 og som reaktion på den tyske besættelse 1940-45. Nyere former for etnisk og kulturel dansk nationalisme har vundet frem som reaktioner på Danmarks integration i det Europæiske Fællesskab og tilstrømningen af flygtninge og indvandrere fra især Mellemøsten.

De kontraster mellem en etnisk nationalisme og politiske fordringer på tværs af landegrænser, som således er opstået, har dog samtidig fremkaldt løbende kritik og udfordring fra forskellige internationalistiske, kosmopolitiske og anti-nationalistiske strømninger, blandt andet i arbejderbevægelsen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Bertel Nygaard
Tidsafgrænsning
1800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Anderson, Benedict: Imagined Communities (1983).

Feldbæk, Ole (red.): Dansk identitetshistorie, bd. 4 (1990-91).

Hobsbawm, E. J.: Nations and Nationalism since 1780: Programme, Myth, Reality (1990).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bertel Nygaard
Tidsafgrænsning
1800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Anderson, Benedict: Imagined Communities (1983).

Feldbæk, Ole (red.): Dansk identitetshistorie, bd. 4 (1990-91).

Hobsbawm, E. J.: Nations and Nationalism since 1780: Programme, Myth, Reality (1990).

Udgiver
danmarkshistorien.dk