Tale ved

Folkehøjskolens Indvielse i Rødding

1844
 

– Stig op af Graven, du Slægt, som døde!

Forkynd dit Fald, og afmal din Brøde!

Advar os for Udslettelsens Dom,

Og viis os, hvorfra din Frelse kom!

Men I, som lyste i Tider dunkle,

Som klare Nordlys ved Midnat funkle,

I store Aander, som over Jord,

Med Frelsens evige Banner foer,

Der Herren mægtig sin Haand udstrakte,

Og Folkeaanden til Liv gjenvakte, –

Lys atter for os fra natlig Tid,

I Aandekæmper i Herrens Strid!

Og, blunder atter i Blødheds Drømme

Mit Fødeland ved de dybe Strømme,

Hvad heller raser i blinde Lyst

Forvildet Slægt mod sit eget Bryst:

Da ryster Sjelen, og vækker Aanden,

Og styrker Hjertet, og ruster Haanden

Til dansk og stor og til herlig Id –

Til Danmarks Frelse i Nødens Tid!

                                (Ingemann, Valdemar d. Store og hans Mænd).

Mine Herrer! Med disse Ord af en af vore Digtere vover jeg at aabne denne Festdag, og at antyde dens første Grund. Det er over tyve Aar siden, Digteren skrev disse Ord. Men allerede dengang havde der viist sig Spor til det Uveir, som siden saa voldsomt er brudt løs. Ved at see hen til, hvorledes det saae ud i Riget, førend Valdemar den Store[1] samlede og egentlig stiftede det danske Rige, føres Digterens Tanke hen til hans egen Tid, og han sammenligner hiin[2] Tid med denne. Dengang var Riget, efter langvarige og blodige Stridigheder, blevet deelt imellem tre Fyrster; men det hele Folk, dansk i Sind og Sæder[3], elskede det danske Fædreland og Modersmaal; det udgjorde en Eenhed, en samlet Magt. De tre Fyrster styrede og regerede, som tre store Anførere, Dommere eller Lehnsmænd, i Rigets tre store Hovedafdelinger; det frie Folk mødte paa Thinge, gav Love, og haandhævede dem. Og dog anseer man ei den Tid for meget lykkelig, da tre Fyrster sloges om Riget, og man priser høit Valdemar og hans Mænd, der vidste at samle og bevare det Hele. Mon Digteren har ret? Mon hans opvækkende Ord er passende? Eller mon Riget er mægtigere, større, mere anseet ude og sundere hjemme, end det var paa hiin Tid, da det blev samlet og stiftet? Af de tre store Afdelinger, hvoraf Riget dengang bestod, er den ene Deel, over en Fjerdedeel af Riget, de skønne Lande hinsides Sundet[4], tabt og tabt forevig. Og dog er Dette ikke det Værste, der er skeet, thi disse Landskaber have beholdt deres nordiske Nationalitet, Sprog, Skikke, Sindelag, og de ære og elske endnu det gamle danske Moderland. Men over en Fjerdedeel af den anden store Afdeling er mestendeels fortydsket, og man fortæller os endogsaa, at der handles om, hvilke Herrer denne Deel engang skal tilfalde. Knap Tofemtedele af Riget – efterat ogsaa Norge er tabt – staae tilbage under Danmarks Krone; men der trues med, at den Tid kan stunde til, da en fremmed Fane skal plantes paa Skagens Pynt, og vor ypperste Sprog og Oldgransker[5] siger: ”det danske Sprog gaaer sin Opløsning og Undergang imøde.” Nu overlader jeg til Enhver at afgjøre med sig selv, hvorvidt Riget er mægtigere, og Folket dygtigere nu, end paa hiin Tid. Hvad, om Kong Valdemar og Erkebiskop Absalon[6] stode op af Graven! Mon Absalon, dersom han nu drog som Commissarius[7] til Eders Stænderforsamling[8], vilde finde sig mere opbygget, end naar han fordum[9] drog til Urnehovedthing[10]? Han vilde snart blive fordrevet derfra; og, naar han maaskee standsede paa Skamlingsbanke[11], for endnu engang at see ud over Sønderjyllands ynderige Egne, da vilde Helten græde blodige Taarer; og naar I da, trofaste Danemænd! som Eders Fædre fordum, samledes om ham for at sige ham Farvel, da vilde han udraabe: Bønder! Sønner af de Fædre, jeg engang tillands og tilvands førte til Hæder og Seier, hvorledes have I forsvaret det Rige, jeg og min Herre Valdemar efterlode Eder! Hvad vilde vi vel have at svare?

Som fædrelandsksindede Mænd indsee vi, at Noget maa gjøres. Men hvad skal gjøres? og hvorledes skal det gjøres? Erfaringen lærer, at, naar den danske Bondestand var aandelig dygtig og anseet, da var Riget hædret mægtigt, ja, naar Regeringen blot begyndte paa at hæve Bondestanden, som i Slutningen af forrige Aarhundrede og i Begyndelse af dette, steg Riget snart i indvortes Velvære og udvortes Anseelse. Derfor er det unægtelig ogsaa et godt Varsel, at man ei mere nu som forhen tør oversee Bonden; man vil have ham med i Alt; man føler, at han er Statens Marv. Men det er utænkeligt at faae en dygtig og anseet Bondestand, uden at den tillige er oplyst og moralsk dygtig. At ville lede Andre, uden at kunne styre sig selv, er en Umulighed; at ville give Andre Raad, naar man selv er uvidende, er en Taabelighed. Umiddelbart give sig af med Statens Anliggender kan og skal Bonden og Folket ikke; men det er noget Andet, at han bereder sig til at blive en god og oplyst Borger, for, naar han virkelig er bleven dette, at kunne tænke over Fædrelandets Stilling, maaskee engang i Tiden tilbyde sin Hjælp, med Klarhed og Sagkundskab give sin Mening tilkjende, og understøtte denne ved andre lovlige og gode Midler. Dette er et Øiemed[12], der er værd at stræbe efter. Men det er ei engang dette Øiemed, som nærmest her har samlet os; det er kun det sikkreste, gavnligste, fredeligste og smukkeste Middel til dette Øiemeds Opnaaelse: vi ville stifte en Skole, en Folkehøiskole for Bonden og Borgeren. Denne Skoles Hensigt er, ligesom enhver anden Skoles, at oplære, danne og forædle[13] Ungdommen. Men den er anlagt med særdeles Hensyn til Bondestanden; og her skal især læres saadanne Kundskaber og Færdigheder, som ere denne Stand nyttige. Ingen skal her dannes til et tilkommende Embede eller bibringes Kundskaber, hvorved han kan faae en særegen Leve-brøds-Stilling i Staten. Man forudsætter, at den Unge, som sendes til denne Anstalt, vil være og blive Bonde og Borger, og vi ville blot søge at lære ham, hvad der er nødvendigt, for at kunne virke som selvstændig og modig Mand i det borgerlige Samfund. Jeg vil ei hermed sige, at Kundskaber og Videnskaber ikke skulde have uendeligt Værd i sig selv – det have de, mere end det meste Andet, –  men at deres særegen Dyrkelse ei ere disse Stænders Sag, og aldrig kan blive det. Hermed er langtfra meent, at Bonden og Borgeren kun skulle lære Det, der maatte kunne forskaffe borgerlig Anseelse og timeligt Gods; dette er ogsaa et Gode; men noget andet er det ene Fornødne. Der gives et meget større Gode: aandeligt Gods, aandelig Magt og national Anseelse; med den vil ogsaa følge borgerlig Magt, for det Meste ogsaa jordisk Gods, og dette sidste er kun sikkret, ja er ikkun til i alleregenligste Betydning, forsaavidt som det staaer paa den aandelige, nationale Grundvold. Den Unge skal her kun lære at tænke, tale og skrive klart og sundt, fornuftigt og rigtigt: men denne Lærdom skal gives paa en national og folkelig Maade. Den Unges Hjerte skal indgydes Kjærlighed til Fædrelandet, dets Sprog, dets Historie, dets Skikke og Sæder og Indretninger, – dog saa, at han gjøres opmærksom saavel paa sit Folks Dyder som Lyder[14]. Uden dette er Lærdom en Ulykke. Vi see det daglig for vores Øine. Uden dette bliver Sjelen hverken dannet eller Sindet forædlet; uden dette kan Bonden ei staae selvstændig i Borgersamfundet; uden dette vil han være afhængig af alle Mennesker, og vil ved enhver Lejlighed maatte henflye[15] til Disses Hjælp, selv om de ere hans Fjender, og om han end veed, at de ere det. Uden dette vil han i Lykken blive hovmodig, gjerrig[16] og følesløs for sit Fædrelands og sit Folks Lidelser, og i Ulykken leve trøstesløs og haabløs og aandløs. Men det er ei Nok, at lære at kunne; man maa ogsaa lære at ville. Den Unge maa indpræntes[17] saadanne Grundsætninger, saadanne Exempler maae stilles ham for Øie, en saadan Kjærlighed maa gives ham til det Rene, Store, Ædle og Gode, at hans Villie derved styrkes, hans Moralitet befæstes, hans Pligter gaae ham for Alt. Det sande moralske og borgerlige Mod til at turde og ville elske det Gode maa fremstilles for den Unge, som allerede er kommen til Myndigheds-Alderen; Storheden og Skjønheden heri maa lægges frem for ham, saa at hans Sjel kan gribe det saaledes, at det stedse[18] bliver hans Veiviser paa Livets Bane. Han maa dannes til at ville staae fast i Modgang og Strid, og opoffre sig for Sandhed og Ret. Han maa foragte forfængelig Ære, udvortes Glimmer, timeligt Gods; han maa skye[19] Blødagtighed[20] og Vellevnet[21]. Han maa træde Faren under Øine, hvor og naar den kommer; han maa ei smigre og krybe for sin Overmand, og hovmode sig over sin Undermand; han maa elske sin simple Stand, og ansee sin simple Kjortel for langt skjønnere end Ridderskabets gyldne Tresser[22]. Naar han føler, hvad Fædreland og Nationalitet har at betyde, saa vil han ved enhver Gjerning spørge sig selv: handler Du her for at fremme dit Fædrelands Bedste? Gjør han ei dette, saa vil han snart blot spørge derom: hvorledes skal jeg bære mig ad for at svigte mit Fædreland og for at berige mig selv? Han maa ei søge at handle og virke saaledes i Livet, at han stedse kan trække sig tilbage fra enhver Handling paa et for sin Person sikkert og behageligt Sted. fordi hans Feighed ei vil lade ham bære Ansvaret. Han maa ei føle sig tilfreds eller lykkelig ved, eller fryde sig over sin Klogskab eller troe sig uden Ansvar, naar han enten af Sløvhed eller af affecteret[23] Fornemhed forholder sig rolig og ligegyldig ligeoverfor Slethed[24], Svigagtighed[25] og Forræderi; han maa ei troe sig stor, naar han stedse kun taler og handler saaledes, at hans egne egoistiske Planer ikke lide noget Afbræk; han maa betragte sig selv som et Intet overfor sit Fædreland; dets Interesse, Hæder, Lykke og Frelse maa være ham Alt.

Portræt af højskoleforstander, præst og folketingsmedlem Johan Wegener (1811-1883). Fra: Det Kgl. Bibliotek