Junigrundloven 1849 og demokratiet

Artikler

Blev Danmark demokratisk i 1849? Med Junigrundloven 5. juni 1849 fik Danmark sin første grundlov. Den beskriver Danmark som et konstitutionelt monarki – altså et monarki med en forfatning – en formulering, som er blevet stående i den i dag gældende grundlov fra 1953. Alligevel nævnes ordet demokrati hverken i Junigrundloven eller i den nuværende grundlov.

Når vi hvert år fejrer grundlovsdag, er det en fejring af Junigrundloven, og 1849 omtales i den forbindelse ofte som året, hvor det danske demokrati blev født. Det kan dog diskuteres, om Danmark blev et demokrati i 1849.

Junigrundlovens indførelse

I marts 1848 blev enevælden afskaffet, da Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) erklærede, at han ikke længere betragtede sig selv som enevældig monark og gav det nye Martsministerium ansvaret for regeringsførelsen. Samtidig gav han Martsministeriet til opgave at udskrive valg til en forsamling, som skulle vedtage Danmarks første grundlov. I det følgende år var den kommende grundlov til debat. Det var den dels i offentligheden og dels på Den grundlovgivende Rigsforsamling, hvor 152 (158 med Island og Færøerne) valgte mænd diskuterede det af D.G. Monrad og Orla Lehmann forfattede grundlovsudkast.

Frederik 7. underskrev grundloven d. 5. juni 1849. Hermed blev Danmark formelt et konstitutionelt monarki.

den grundlovsgivende forsamling, 1849 af Constantin Hansen

Den grundlovgivende forsamling der vedtog Junigrundloven, som Frederik 7. derefter underskrev d. 5. juni 1849. Maleri af Constantin Hansen. Fra Wikimedia Commons.

Hvornår blev Danmark demokratisk?

Endnu i dag diskuterer historikere, hvorvidt Danmark blev et demokrati i 1849.

Et ofte anvendt argument mod at datere det danske demokratis fødsel til Junigrundloven er, at Danmark først blev et egentligt demokrati i forbindelse med systemskiftet i 1901, hvor folketingsparlamentarismen som princip blev dansk statsskik. Folketingsparlamentarismen indebærer, at en regering ikke kan have et flertal i Folketinget imod sig. Her vil man kunne argumentere for, at Danmark blev demokratisk fra det øjeblik, hvor fremtidige regeringer skulle repræsentere folket i den forstand, at regeringerne nu skulle udgå af det folkevalgte flertal. Folketingsparlamentarismen blev grundlovsfæstet i 1953.

Et andet argument, som taler mod opfattelsen af Danmark som demokrati allerede fra 1849 er, at det først var med grundlovsændringen i 1915, at størstedelen af de hidtil ekskluderede grupper – kvinder og tjenestefolk uden egen husstand – fik stemmeret. Førend disse store befolkningsgrupper tildeltes politisk medborgerskab, kan man ikke betegne Danmark som et demokrati, vil man kunne argumentere.

Mod dette argument kan man indvende, at Junigrundloven for første gang i danmarkshistorien indførte et parlament med reel politisk beslutningskraft, og at stemmeretten omfattede et i datidens øjne meget bredt udsnit af befolkningen. Dette kan udlægges som første skridt i en demokratiseringsproces.

Med Junigrundloven fik vi desuden grundlagt væsentlige demokratiske institutioner ved en tredeling af magten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Og med Junigrundloven stadfæstedes en række demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed.

Hvad er et demokrati? Samtidens og nutidens vurderinger

Når man spørger til, hvornår Danmark blev et demokrati kan man bl.a.  undersøge, hvornår vi i Danmark fik en styreform, nogle politiske institutioner og en politisk praksis, som indgår i det, vi i dag forstår ved et demokrati. Man kan dog også gribe spørgsmålet anderledes an og undersøge, hvorvidt datidens mennesker selv forstod den indførte styreform som et demokrati.

Argumenter, der lægger vægt på parlamentarismen i 1901 og udbredelsen af stemmeretten i 1915, vurderer Danmarks styreform til forskellige tider ud fra kriterier for, hvad vi i dag forstår som et demokratisk samfund.

Den anden type vurdering vil derimod se på, om man i 1848-49 forstod Junigrundloven og den kommende styreform som demokratisk.

Demokratiopfattelser i 1849

Med enevældens afskaffelse og indførelsen af Junigrundloven begyndte man at tale om demokrati i Danmark. Hidtil havde ordet 'demokrati' kun sjældent været anvendt  i den offentlige debat. Dette ændrede sig i foråret 1848, hvor det stod klart, at Danmark ikke længere var et enevældigt kongedømme. Her begyndte man i løbet af få måneder at tale ganske meget om demokrati på alle sider af det politiske spektrum. I de senere år har det netop optaget historikere, hvorvidt denne udvikling kan tolkes som, at man - eller i hvert fald, at nogle af datidens mennesker - opfattede den kommende styreform som demokratisk. Spørgsmålet kan besvares forskelligt alt efter, hvor man ser hen i det politiske spektrum.

De nationalliberale og det konstitutionelle monarki

De nationalliberale, som udgjorde midten af datidens politik, opfattede den kommende styreform som konstitutionelt monarkisk. ’Demokratiet’ betegnede i de fleste tilfælde blot et delelement i forfatningen. Ifølge de nationalliberale var det demokratiske princip indarbejdet i Grundloven ved den brede stemmeret til Folketinget. Imidlertid viser kilderne, at personer som tilhørte de nationalliberale kredse også omtalte den kommende forfatning som ’demokratisk’ – dette var dog mere undtagelsen end reglen.

De nationalliberale havde spillet en ledende rolle i oppositionen mod enevælden i 1840’erne og i forbindelse med enevældens afskaffelse i martsdagene 1848. Det var samtidig også de nationalliberale koryfæer D.G. Monrad og Orla Lehmann, som havde forfattet udkastet til Grundloven. Når Junigrundloven beskriver Danmark som et konstitutionelt monarki og ikke et demokrati, er dette altså et udtryk for, hvordan ledende nationalliberale opfattede den kommende styreform.

Den konservative afvisning af den demokratiske grundlov

På højrefløjen af dansk politik blev grundloven betegnet som demokratisk, her i en negativ betydning. Højrefløjen bestod primært af godsejere, konservative borgere og den gamle enevældes støtter. Det yderste højre forbandt demokrati med pøbelvælde, anarki, samfundsomvæltning (revolution) og kommunisme, her forstået som afskaffelse af ejendomsretten. En afskaffelse af ejendomsretten var højrefløjens godsejere særligt nervøse for, da de frygtede, at staten ville inddrage deres store ejendomme.

Demokratiet betød for dem en bred stemmeret. Når man på det yderste højre afviste Grundloven, fordi den var ”for demokratisk”, så betød dette altså, at stemmeretten til Folketinget var alt for bred. Hvis majoriteten af befolkningen, som på dette tidspunkt udgjordes af de fattige landboklasser, skulle til at have stemmeret, frygtede især godsejere, at fattige bønder ville få magt til at kræve en mere ligelig fordeling af jorden.

Kampen for en demokratisk grundlov til venstre for midten

Til venstre for midten, hvor især foreningen Bondevennernes Selskab satte dagsordenen, syntes mange derimod ikke, at Grundloven var demokratisk nok. Også her blev det demokratiske forbundet med en bred stemmeret. Grundlovens stemmeret var ifølge Bondevennerne altså ikke bred nok til at være demokratisk.

Hos Bondevennerne blev ordet 'demokrati' dog anvendt i en positiv betydning, og man ville således gerne have en demokratisk grundlov. Dette kæmpede man for ved at arbejde for en bred repræsentation af folket. Ved 'folket' forstod man dog kun pletfrie, selvstændige mænd over en vis alder (pletfri betyder her ustraffede og gældfri), og man udelukkede altså både kvinder og tjenestefolk. Der var således selv blandt datidens tilhængere af demokratiet grænser for, hvem der kunne tiltros indflydelse på beslutningsprocesserne i et demokrati.