Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Orla Lehmanns tale "Danmark til Ejderen" 28. maj 1842

Kilder

Kildeintroduktion:

I maj 1842 blev den unge liberale politiker Orla Lehmann (1810-1870) løsladt fra fængslet efter at have afsonet tre måneder for i sin Falster-tale i 1841 at have udtalt sig kritisk mod enevælden. Efter løsladelsen blev Lehmann modtaget som en frihedshelt. Ved mindefesten for stænderinstitutionens indførelse den 28. maj 1842 på Skydebanen i København holdt han en tale, hvori han fremlagde det synspunkt, at Holsten skulle udskilles af den danske helstat, mens Slesvig fortsat skulle være dansk. Han gav med denne tale liv til den nationalliberale bevægelse i Danmark under kampråbet "Danmark indtil Ejderen!". Floden Ejderen dannede grænse mellem Slesvig og Holsten.

Baggrunden for, at Lehmann og de nationalliberale ønskede netop Holsten ud af den danske helstat, var at Holsten, sammen med Lauenburg, var medlemmer af Det Tyske Forbund. I Det Tyske Forbund arbejdede man i denne periode, på baggrund af en voksende tysk nationalisme, for en stærkere enhed imellem forbundsstaterne, som altså også talte Holsten. Fra de nationalliberales side frygtede man, at Danmark, via Holsten, skulle blive trukket ind i Det Tyske Forbund og dermed miste sin nationale selvstændighed.

I 1841, dvs. kort før at Orla Lehmann holdt sin tale, havde man fra de liberales side netop set mobiliseringen af den tyske forbundshær som et sådant udtryk for den tyske vilje til at knytte staterne tættere sammen. Ejderpolitikken blev i 1848 knyttet sammen med de nationalliberales krav om en fri forfatning og afskaffelsen af enevældet og blev dermed også en af årsagerne til udbruddet af Treårskrigen (1. Slesvigske krig) 1848-50.


Orla Lehmann under sit fængselsophold. Fra
Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Mine Herrer!

Den godhedsfulde Velvillie, hvormed De her saa uventet have modtaget mig, giver mig Haab om, at De kunde være villige til at gjøre mig en stor Tjeneste. Jeg vil nemlig oprigtigen tilstaa, at jeg befinder mig i nogen Forlegenhed; thi jeg skal udbringe Danmarks Skaal, og jeg veed ikke ret, hvad Danmark er. Forstaa mig ret, jeg veed helt vel, at

”Danmark er et lille fattigt Land”

skjønt rigt paa Smør[1] -- der ejes af en enevældig Konge og regeres mere eller mindre godt ved Hjælp af en stor Mængde Embedsmænd og Rescripter. Ogsaa dette veed jeg, at Danmark er

”en Perle, der svømmer paa Vove”

vort dyrebare Fædreland, hvis Frihed og Velvære vi elske højere end vor egen, og for hvis Frelse og Fremme vi ville offre Alt. Alt dette veed jeg saa godt som Nogen; men hvad jeg ikke veed, og hvad jeg derfor gjerne vilde have at vide, er: hvad der da egenlig menes med dette Danmark, hvad dette Ord skal betyde og be­tegne. Ja, De le ad min Uvidenhed; men prøv kun paa det, mine Herrer, prøv at besvare mit Spørgsmaal, og De ville ikke finde det saa urimeligt, at jeg ikke veed, hvor langt Danmark gaar. "Naturligvis til Kongeaaen; thi der begynder Hertugdømmet Slesvig” – ”Nej, til Flensborg Fjord; thi saa langt hersker det danske Sprog.” – ”Nej, til Slien, det ældgamle Grændseskjel mellem skandinavisk og germanisk Nationalitet.” – ”Nej, til Ejderen, der fra Carl den Stores Tider og til den Dag idag har været ”terminus imperii Romani[2], ”” – ”Nej, saa langt som de danske Kongers Scepter naar, til Elbens Bredder.” - Der se De, mine Herrer, saaledes staar det til med os, at man i Danmark ikke veed, hvad Danmark er; der ser De Grunden, hvorfor vi maa hutle os igjennem med saadanne tvetydige Omskrivninger som: ”de danske Kongers Riger og Lande", ”det danske Mo­narki”, ”det egentlige Kongerige Danmark.” - Det egentlige Kongerige Danmark! Ak, mine Herrer; hvad andet Vidnesbyrd have vi Behov her, hvor uegentligt det er fat med Danmark, hvor højligen det trænger til det, som maaske intet andet Land i Verden savner - en Definition paa sig selv. Men, skulle vi drikke Danmarks Skaal, da maa vi vide, hvorpaa vi drikke. Mine Herrer! De erindre jo vel, hvad vor Sibbern[3] siger: det er i sin Begrændsning enhver Ting maa søge sin Styrke. Sæt­ningen er god, og naar Sibbern kun ogsaa vilde anvende den paa Kongemagten, saa skulde den ikke volde nogen Uenighed os imellem.

Nu vel, mine Herrer, det er Danmarks Begrændsning, hvorpaa det kommer an, og vi ville da finde, at det netop er hele vor Ulykke, at vi have overskredet vore rette Grændser. Vel veed jeg, at Holsten, der ved mange tidligere Foranstaltninger, navnlig Indfødsretten, var sammensluttet med Danmark, 1806 blev incorporeret i samme, og at denne Akt ikke blev ophævet, da 1814 Kongen af Danmark for Holsten indtraadte i det tydske Forbund. Men jeg veed ogsaa, at Holsten stedse har været og evig vil blive rent tydsk, og at det er en integrerende Del af det store Tydskland, som jeg haaber stedse vil udvikle sig til større national Enhed og politisk Betydning. Derfor ere Holstenerne i deres gode Ret, naar de fordre alle Konsekventserne af dette Faktum, og dette maa vi anerkjende. Vi maa ganske opgive Holsten, det vil sige: ikke en velvillig og velordnet Forbindelse, men enhver Tanke om en Statsenhed, som Aarhundreders indholdsrige og sørgelige Erfaring har viist er uopnaaelig, og som, hvis den kunde opnaaes, vilde være uheldbrin­gende for begge Parter. Kun naar vi selv respektere den Grændse, som Naturen, Historien og Retten have an­vist os, kun da kunne vi vente at respekteres i vor Be­rettigelse indenfor denne Grændse. Denne Grændse, m.[ine] H.[errer], er Ejderen. At Slesvig skulde være et suverænt Rige, en selvstændig Magt i den europæiske Statsfamilie, sideordnet England, Frankrig, Danmark, Rusland o. s. v. er en Absurditet, som den europæiske Statsret ikke kjen­der til, og at sønderrive Slesvig efter Sprogets eller Her­komstens usikkre og sammenblandede Grændser er natur­ligvis umuligt. Udelt maa det derfor høre enten til Dan­mark eller til Tydskland, og saavist det nu ikke hører og aldrig har hørt til Tydskland, saa vist er, at det, dets administrative Selvstændighed uskadt, i politisk Hen­seende er en Del af Danmark. Den ridderskabelige Nexus[4], der siges at bestaa mellem Slesvig og Holsten, har i over et Aarhundrede kun været et antikvarisk Snurrepiberi uden al politisk Betydning - den eneste levende Rest, som deraf er tilbage, er en privat Associa­tion og en Del brillante Epauletter. Desuden er jeg vis paa, at alt det aristokratiske Væsen i Holsten kun kan virke frastødende paa det demokratiske Slesvig. At man sluttede sig til de konstitutionelle Bestræbelser i Holsten, saalænge Wienercongresaktens 13de Paragraf[5] var den eneste Udsigt til en friere Statsudvikling, er ligesaa na­turligt, som at Slesvigerne nu, da de have lært, hvorledes baade det højadelige Ridderskab og den durchlauchtige[6] Forbundsdag forstaa Folkefriheden, maa føle sig stærkere hendragne til det demokratiske Skandinavien ved Sym­pathier, som Indførelsen af en fri Forfatning vilde gjøre uopløselige. Den administrative Forbindelse mellem Slesvig og Holsten er derimod intet uopløseligt Baand. Det er en lang Historie, m.[ine] H.[errer], hvorledes Jyllands søndre Del blev Sønderjylland, saa Slesvig, og nu skal til at blive Schleswigholstein, for endelig at gaa under i Storhertug­dømmet Nordalbingien[7] - men denne Sygehistorie egner sig ikke for en festlig Anledning som denne. Kun dette maa jeg nævne, at den første ret dansksindede Konge, vi have havt, ved hin store europæiske Udskiftning havde det i sin Magt, let, uimodsagt og definitivt at ordne Slesvigs statsretlige Forhold, dets Arvefølge, Administra­tion o. s. v. - og hvad gjorde han? Efter nogle virk­ningsløse Forsøg til Gunst for dansk Sprog og danske Rigsbankpenge, som desværre ogsaa bleve udstrakte til det tydske Holsten, endte han med at oprette en fælles Overappellationsret og en fælles Regering for Slesvig og Holsten. Og siden den Tid? Ja, saa har man forenet den højeste civile og militaire Magt i begge Hertugdømmerne i Hænderne paa en Prinds, der har kaldt Danmark et for Slesvig fremmed Land. Vistnok bliver Sagen saa­ledes hver Dag mere indviklet og vanskelig, men uløselig er den administrative Knude ikke. Imod den taler den europæiske Statsret, hvorefter Holsten er en Provinds af Tydskland, undergivet Forbundsdagens Love og uadskille­ligt knyttet til dets - jeg haaber - rige Fremtid, hvorimod Slesvig aldrig har havt, og ikke har Nogetsomhelst med Tydskland at gjøre. Imod den taler en forskjellig Arvefølge, der maaske om føje Tid vil løse enhver For­bindelse imellem dem, hvorimod Slesvig ogsaa i denne Henseende for evig er forenet med det øvrige Danmark. Imod den taler Slesvigs demokratiske Sind og dets mate­rielle Interesser, der hendrage det til Norden og de danske Kolonier. Men hvad jeg mest stoler paa, er, at under den vaagnende Folkebevidstheds Ægide[8] den skan­dinaviske Nationalitet og danske Tunge af lang Forned­relse have rejst sig i Slesvig og kraftigen fordre deres hellige Ret. Og i det øvrige Danmark har man dybt følt, at dette er vor Statstilværelses Livsspørgsmaal ­at vi kun forenede med Slesvig have en i militær Hen­seende velforsvaret Grændse og tilstrækkelige Midler til en dygtig indre Udvikling. Derfor forstaa vi ved Dan­mark alt Land mellem Øresund og Ejderen og ere rede til at forsvare vort gamle Dannevirke baade mod Nord­albingiernes højforræderske Skraal og mod alle tydske Fuglefængeres søsyge Erobringslyst. Og skulde det gjøres fornødent, da ville vi med Sværdet skrive paa deres Ryg det blodige Bevis for den Sandhed: Danmark vil ikke.

Vort Danmark er altsaa Kongen af Danmarks Riger og Lande, fraregnet Holsten, men indbefattet Slesvig. At dette vil finde Slesvigernes frivillige Anerkjendelse, derom holder jeg mig forvisset, naar kun Slesvigs ejen­dommelige Forhold og administrative Selvstændighed re­spekteres, og naar vi kun mage det saaledes, at det bringer Frihed og Lykke, at være en Del af Danmark. Min Skaal gjælder derfor Danmarks Frihed og Lykke - ­Danmark indtil Ejderen! Danmark leve!

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015