Kilder
Kildeintroduktion:
Johann Friedrich Struensee (1737-72) var livlæge for den psykisk syge konge Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808). Han mødte kongen under dennes europæiske dannelsesrejse i 1768. Efter hjemkomsten til København i januar 1769 indledte Struensee et forhold til dronning Caroline Mathilde (1751-75), og fra 1770-1772 regerede de to sammen i kongens navn. Men Struensee og Caroline Mathilde havde også politiske modstandere, og den 17. januar 1772 slog kongens stedmoder, enkedronning Juliane Marie og hendes tilhængere til. De lod Struensee arrestere, og efter en skueproces blev han og vennen Enevold Brandt henrettet. Caroline Mathilde og kongen blev skilt, og den tidligere dronning blev forvist til slottet i Celle i Hannover.
Samme dag som kuppet, den 17. januar 1772, udkom en ny københavnsk avis, Kiøbenhavns Aften-Post. Avisens første leder og flere artikler handlede om Struensee og viste en slet skjult fornøjelse over kuppet. Avisen blev udgivet af Hans Holck, der senere var med til at starte forlaget Gyldendal. Avisen blev trykt hos den velhavende trykker Johan Rudolph Thiele i Store Heiliggeiststræde.
Denne kilde er én ud af en række smædeviser og tryk fra tiden omkring Struensees arrestation og henrettelse, som befinder sig på Det Kongelige Bibliotek og som alle er trykt hos Johan Rudolph Thiele. Det er tydeligt, at trykkene ikke udtrykker en positiv holdning over for Struensees styre. Om de er udtryk for en folkestemning i København på tidspunktet for arrestationen, eller om de blot er udtryk for trykkeren Thieles og avismanden Holcks holdning til kongens tidligere livlæge, er derfor uvist.
Den nedenstående smædevise fortæller i ironisk tone om Struensees fald og beskriver ham som en damernes ven.
for Nympherne at bære efter den fordum
Greve Johan Friderich Struensee
Da han den 28 April 1772 som en Forrædere udstod sin velfortiente Straf uden Stadens Øster-Port, med at miste Haand og Hoved, dernæst blev parteret i fire Dele, og endelig lagt paa 5 Steiler uden Vester-Port. Hans Vaaben blev ligeledes af Skarprætteren sønderbrudt.
Den som i Verden her, vor gode Ven har været,
Og som os stedse har, udi sit Hierte æret,
Vi ogsaa ære bør – og vise Venskabs-Tegn;
Naar han er flyttet bort, hen til de Dødes Egn.
Lad Mandkiøn ikkun ham, de Æreskrandse flette, –
Som han har høit fortient – og ved hans Gravsted sætte –
Vort Kiøn, skal derimod, heel kraftig lade see –
At han har været her: Qvindfolkets Struensee.
Lad den for Laurbær og for Cypres Greene tage;
En halv slidt Gulvekost – og ligge den i Lage –
Og siden binde den – med allerstærkest Bast,
Som herligst Ærekrands, at den skal holde fast.
Lad Skialdrer Ære-Vers for ham i Døden skrive,
Hans store Navn derved for Efterslægt at give;
Lad dem i Saphisk og i Jambisk høie Stiil
Op til Parnassum gaae, som allerheftigste Piil:-
Lad dem med fyndigst Ord, opregne hans Bedrifter,
Og ret med Eftertryk anføre Sprog og Skrifter
Som vidner om, at her var aldrig slig en Mand –
Der til Profit for sig et Land saa styre kan.
Kort sagt: Lad Mandfolk ham, en Ære-Støtte reise,
Vi Fruentimmer skal til Trods for dennem kneise
Med sligt et Sorgesæt – som vidner om det Tab –
Vi leed da han blev sat udi det mørke Skab. –
Enhver Etage som det høie Sæt bepryder
Om hiertesorg for ham, her tydelig jo lyder,
Saa høit det voren er – saa høi er og vor Sorg,
Da vi, med Struensee blev jaget af vor Borg. –
Som man paa Stigen maa til Sættets Top opkrybe
Saaledes i vor Siæl, bedrøvelsen den dybe!
Opstiger, saa at den vor Hierte sønderflaaer,
Ret som vor Poncebol [punchbowle] forvandlet blev til Skaar.