Mine andægtige Tilhørere!

Der var en Tid, da vore Forfædre vare fredløse paa den vide Jord. Enhver, som dyrkede Moses og Propheternes Gud, betragtedes som en fremmed Plante, omsat i en fremmed Jordbund, hvor den, vantreven[1] og udartet[2], bortdrog[3] Saften fra den ædle, hjemfødte Spire. Uden Betænkning saae man Jordens mægtige Fyrster i hine[4] Mørkets Dage at oprykke disse vantrevne Skud, hvor de fæstede Rod, at udpresse Saften, som de monne have indsuget, og uden Barmhjertighed at overgive det saft- og kraftløse Qvas[5] til henvisnende Død eller til de fortærende Flammer.

Hvert et Barn kjender hine Tiders Rædsler. Mistanke, Had og skummelt Nid[6] kunne ikke optænke[7] nogen Niddingsdaad[8], ikke udmale noget Skrækkebilled, som ikke hiin Tids Mægtige vidste at udfinde[9], og at tillægge de ulykkelige Israeliter; ligesom og den blodigste Grusomhed ei mægter at angive nogen Rædselsstraf, nogen Pinsel, som ei disse Slagtoffer maatte døie. –

[…]

Vi ere ei mere de gamle Jøder, hvis blotte Navn alt opvakte Foragt; vi ere ei mere de fremmede Planter, som taales i en fremmed Jordbund, hvori de ei have Ret eller Andeel; nei, Borgere ere vi; Lyset det himmelske, hvis Straaler fordreve Sectnid[10] og Fordom, Klærkehad[11] og Overtroe, den Soel lyste og for os; de hellige Magter, som brøde Despotismens Scepter, som satte Fyrster paa Thronen, der herske ved Retfærd og Mildhed, ved Viisdom og lovmæssigt Herredom; - disse hellige Magter brøde ogsaa vore Lænker, og alle onde Aander mægte ei at fordunkle den straalende Soel, de mægte ei at gjøre værgeløs[12] den raadende Hersker i Himlen; thi hans er Æren og Magten i Evighed!

Vi ere end de samme, som vi for faae Maaneder siden vare; vort Forhold til Stat og Medborgere er endnu ganske uforandret det samme. Det var et Luftstød, som satte de gjærende Masser i Bevægelse, forat det ædle Stof desto mere frit kunde udvikle sig; et Vink var det fra det veiledende Forsyn, som skulde paaminde os om, at vi endnu ei stode ved det Maal, som vi, saa tillidsfulde, alt troede at have naaet, - og, fra denne Side betragtet, er denne Begivenhed, som hvert et ødelæggende Udbrud i Naturen, et Forbud paa ny Virksomhed, paa nye Kræfters fordoblede Udvikling. Lader os betragte det fra denne Side, og med forenede Kræfter søge at udslette de mislige Erindringer, som det Skeete har efterladt; her er Intet tabt, saalænge vi ei tabe Tillid til vor egen Kraft og vore christelige Medborgeres gode Villie. Vildfarelse var deres Brøde, og den, som med Opmærksomhed betragter Menneskeaandens Veie, vil det ikke falde vanskeligt, at forklare sig dette Misgreb. –

[…]

”Broder! hvad har du mod mig? hvad er det, som qvæler Menneskelighedens Følelse i dit Hjerte, og driver dig til, med Uqvæmsord[13] og voldsom haan at krænke mig? –

Er det mit Aasyn[14], som forarger dig? see mig i det aabne Øie; ei et Træk opdager du, som bærer Vidne mod mig, aaben, frit og djærvt[15] kan jeg møde dit Blik; intet Nag vansirer mit Aasyn; udstrakt er min Haand til broderligt Haandslag, min første Hilsen ere danske Ord, dansk er min Tone, intet Fremmed i Blik, i Miner og i Tungemaal[16], ei en Lyd betegner den, som kom fra Jødeland; nei, opfostret er jeg ved Danmarks Kyst; den stolte Søe, hvis Syn er hver en Danes Fryd, fortryller ogsaa mig med fine sølvblaae Vover; i Sjællands Bøgeskove nød jeg min Ungdoms første Glæder; Danmarks Videnskabsmænd vare mine Lærere; Danmarks Kunstnere begeistrede mit Hjerte for Alt hvad godt er og helligt; Danmarks Drot[17] har jeg hyldet, og gamle danske Lov retter mine Veie. –

Er det min Troe som foruroliger dig? nei, min Ven! det kan ei være; det er Moses og Propheternes Lære, som jeg hylder. Har du glemt hvad din Mester[18] sagde? ogsaa han bekjendte sig til den samme Lære: ”elsk Næsten som dig selv, det er Loven og Propheterne” sagde han. Hvad fordrer du da mere af min Troe? dens Grundlov byder mig, at elske dig, næst Gud, høiere end mit eget Liv. Har du glemt din Mesters Ord: ”saalænge Himlen staaer og Jorden, skal ei et Bogstav, ei en Tøddel gaae tilgrunde af hvad Moses lærte”?

Er det mine Handlinger og min Adfærd, som forarge dig? nei, ogsaa det er det ikke. Kan du nægte os, at vi ere modtagelige for det Ædle, saagodt som du; at vi øve Velgjørenhed, Dyd og ædel Daad saagodt som du? kan du nægte, at der iblandt os findes redelige Kjøbmænd, flittige, duelige Haandværkere, oplyste, tænkende Lærde, trofaste Huusfædre og gode Borgere? kan du nægte det? – nei, det kan du ei; eller du maatte straffe Krøniken Løgn, naar den fortæller dig om de ædle Israeliter, som i Tiden fremtraadte; det kan du ei, eller den offentlige Stemme modsiger dig, som med Agtelse omtaler saamangen Ædling iblandt os, som priser og søger vore Kjøbmænd, som roser vore Studerendes Flid og gode Forhold, som med Taknemmelighed erkjender vore Rigmænds Velgjerninger, som med Beundring omtaler vore huuslige Dyder. –

Altsaa – de enkelte Uværdige, som vi tælle iblandt os, de afskrække dig; de enkelte Frafaldne, som elske Mammon mere end Gud og Æren, de forarge dig; - men har du betænkt hvad det vil sige, at fordømme et heelt Samfund af Mennesker, fordi de ei Alle ere gode? har du betænkt hvad det vil sige, at bryde Staven over en heel Menneskeklasse, fordi den blandt de gode ogsaa tæller uværdige, udartede Lemmer[19]? Er Træet ei sundt og karsk[20], fordi en enkelt Green, en Række Blade er vantreven og visnet? Hvad om man viste dig Sidestykket til dit Carricaturbilled hos dem, der stode dig nærmere? hvad vilde du føle ved en saadan Adfærd?

Bort altsaa med de uværdige Fordomme; giv mig dit hele Hjerte, naar min Daad er redelig og ret, naar min Vandel[21] er skyldfri, og rene mine Sæder; lær at skatte min Troe af mine Gjerninger; elsk mig som Menneske, som Dansk og som Tilbeder af den sande Gud, og det kjærligste Venskab skal lønne din Hengivenhed; elsk os for det Gode, vi gjøre; foragt med os Synderen og den Ugudelige, hvad enten det er Propheternes eller Apostlernes Lære, som han sviger og vanhelliger; lad Kong og Øvrighed straffe den forargelige Misgjerning, lad Lov og Ret fordømme Egennytten og straffe dens Misgreb; overlad Gud i Himlen at træffe de Skyldiges Hoved, som i Løndom[22] svige Ret og Pligt; men lad ei Had og Miskjendelse afskrække de Nidkjære[23], som ville det Gode; betænk, at vi nys betraadte den Vei, som du fandt banet ved Seclers[24] Bestræbelser; betænk at vor Forædling end er i fin Udvikling; hav Barmhjertighed med den Svage og Vildfarne; mangen haard Kamp forestaaer os, som du ei kjender: hvorfor vil du ved dit ukjærlige Forhold end gjøre os Kampen tungere? hvorfor vil du røve os den Opmuntring, som i den sorgfulde Stræben opreiser vort Sind? hvorfor vil du mørkne os de Udsigter, som vi med saamegen Anstrengelse og Selvfornægtelse arbeide os imøde?!

Saaledes kunne vi tiltale dem, og jeg veed det, de ville ei spotte os i vor Nød; det er Naturens Stemme, og den finder stedse et aabent Øre og et lydigt Hjerte. Nei, Brødre, lad os ei tabe den Tillid til det menneskelige Hjerte, som Gud har nedlagt hos os; det kan ei svige dette salige Haab om bedre Tider, da vi Alle skulle vorde ”een Hjord under een Hyrde.” Ere end vore Brødre farne vild i deres Betragtninger over Tiden og dens Tildragelser, den kan ei vare længe ved, denne umodne Gjæring. Det maa opklare sig det Dunkle, og det Forvirrede vil fremtræde i bedre Former og i rigtigere Omrids; de ville erkjende deres Vildfarelse, og vende om; naar Tidens Fylde er kommen, da skal og vor Idræt drøftes, og erkjendes i et bedre Lys. –

Men – virksomme maae vi være; ei letsindige overlade til Tiden, at læge Saaret, som ved Mangel paa Pleie og lægende Hjælp kunde udarte og vorde til en om sig ædende Skade; nei, selv maae vi pleie det; det fattes ei paa helbredende Midler, det fattes ei paa ømme Vogtere, ei paa erfarne Raad, naar vi kun ville høre og fornemme Lægens Ord, og i Haab paa Gud med Samvittighedsfuldhed bruge de Midler, som han foreskriver. Denne erfarne Læge er Religionen, m.v.; som dens Tolk fremtræder jeg idag, og forkynder Eder dens Forskrifter.

Isac Noa Mannheimer i 1837. Portræt af Julius Friedlænder. Fra: Det Kgl. Bibliotek