Klik her eller på billedet for at se TV-optagelsen af talen på Statsministeriets hjemmeside

I november var jeg på en kort ferie på en af de vestindiske øer. Flyveturen gav mig en sælsom oplevelse. Jeg læste om slavernes skibe på vej til slavernes øer. Pludselig følte jeg mig på vej over Atlanterhavet i et slaveskib i det syttende århundrede. Skibet sejlede forresten under dansk flag. De mange velklædte mennesker i flyet blev for mig forvandlet til sorte mænd og kvinder i slaveskibets lastrum. Der var kun 70 cmmellem hvert dæk, så det var bedst at ligge ned, hvis der ellers var plads. Mine tanker var optaget af, om min kone og børn var med ombord, om de stadig var i Afrika, eller måske var kommet på et andet skib, der gik til et andet marked. Hvor skulle vi hen? Mon vi nåede frem? Skulle jeg gense familie og kammerater? Allerede mere end 100 af de oprindelig 500 slaver var døde. Jeg var vældigt tørstig. Drikkevand var sparsomt ombordog tilmed råddent.

Så kom stewardessen med frokost. Og hun spurgte, hvad jeg ønskede at drikke. Jeg bestilte to øl. Mens jeg drak, sagde jeg til mig selv, at alt det der med slaver og slaveskibe, det er jo fortid. Det var noget, der foregik i 16- og 1700-tallet. Men nu? Nej, det er vi da heldigvis fri for.

Og dog! Vi ved, at der mange steder på jordkloden findes undertrykkelse og vold, at der er bitre kampe imellem undertrykte og undertrykkere. Stater med egentlige frihedstraditioner udgør nemlig et lille mindretal i det internationale samfund. Selv de frie samfund fungerer ikke altid tilfredsstillende. Det vil sige, at kampen for frihed, for retfærdighed, for menneskeværdige vilkår er en evig kamp. Mennesket har aldrig fået
noget foræret. Den tekniske og økonomiske udvikling har kun givet kampen nye dimensioner – men ikke ændret dens grundvilkår.

Lad mig nævne to ting, som for os danskere som vesteuropæere i 1972 nok vil blive husket længe.
Det første er Danmarks medlemskab af det Europæiske Fællesskab[1]. Det træder i kraft i dag. Det andet er gennemførelsen af den tyske forbundsregerings forsoningspolitik mod øst[2].

Mon ikke de fleste danske ser noget løfterigt i, at vi går ind i EF netop i den tid, hvor forbundskansler Willy Brandt[3] står som leder af et af de betydeligste medlemslande. Det synes et godt varsel både for det fremtidige Europasamarbejdes øst- og vestpolitik og for Europafællesskabets egen indre politik. Vi har meget tilfælles med den ånd, der i dag præger Den Tyske Forbundsrepublik.
Men der har i 1972 også været mange træk i udviklingen, som vækker uro og bekymring: Den stadige krig i Mellemøsten[4]. Flykapringer mange steder i verden - vi vil ikke mindst huske tragedien i Nürnberg – undskyld, i München[5]. De enorme flygtningeproblemer, som vi senest har set under krigen i Bangladesh[6]. Irland, hvor borgerkrigen stadig ulmer[7]. Og Vietnam[8]. Også her fortsætter de umenneskelige lidelser.

Jeg hørte en mand sige, at vi snart ikke kunne holde ud at høre mere om Vietnam. Men hvad med dem, der dagligt mærker krigen på sin krop. Mon de kan holde det ud? Vi har ikke lov at blive trætte.

Jeg tror, vi bliver fattigere den dag, vi ikke mere oprøres over, at mennesket lider nød. En årvågen verdensopinion, der lever med i begivenhederne, og som kan skabe grundlag for en international moral- og retsopfattelse, er et af de vigtigste elementer i håbet om en bedre fremtid. Hvis vi bliver kolde, slukkes håbet.

Det lykkedes ikke at få fred i Vietnam i 1972, og to ugers voldsomme bombardementer af Hanoi og Haiphong har nu lagt endnu større dele af disse byer øde. Men vi ved i dag, at fredsforhandlingerne kommer i gang igen.

Er det naivt at tro, at fred i Vietnam nu snart vil være en kendsgerning? Kan man forhandle så langt og være så tæt på freden, som man var det sidste gang - og så opgive den?[9] Vi troede vel alle, at freden var nær, men blev skuffet og håber nu igen, at det lykkes at besejre de blinde kræfter, der er ved at sønderknuse Vietnam. Det må være demokratiernes opgave at tøjle disse blinde kræfter, at genindsætte mennesket i dets rettigheder. Den første prøvesten i denne opgave hedder: Fred i Vietnam. 
Vi taler ofte om demokrati og samarbejde mellem nationerne. Hvem skal vi samarbejde med - hvordan og hvor langt? Og skal vi kun samarbejde med lande, der er demokratiske – og demokratiske i vor forstand. Det er ikke et nemt spørgsmål at få stukket ud. Lad mig give to eksempler:

Det første: Det er for eksempel en belastning for det indre samarbejde i den vestlige verden - som i øvrigt er af vital betydning for os alle - at det også omfatter lande, som har sat de demokratiske frihedsrettigheder ud af funktion.
Det andet eksempel: Vi skal søge at udbygge forbindelserne med landene i Østeuropa, hvilket bl.a. nu endelig medfører Danmarks diplomatiske anerkendelse af Østtyskland - DDR.

Det vil sige samarbejde og sameksistens, ofte på tværs af systemer. Vi tror, at det er nødvendigt for freden. Men det indebærer jo ikke, og må ikke indebære, at vi godtager vold, overgreb og lidelser, som mennesket både i vest og i øst kan komme ud for. 

I vort eget samfund må vi kende vor besøgelsestid. Demokratiet må fastholdes, og det må udbygges. Det gælder det enkelte menneske, familien - hvilken familietype vi end foretrækker. Og det gælder vort danske samfund som helhed. Det må være en hverdagsopgave for hver enkelt at arbejde for, at vort demokrati kan være en af de faste bastioner i en meget urolig verden.

Demokratiet er ikke fuldkomment, men - som det før er sagt - alle andre styreformer er værre.

Demokratiet skal leve i de resultater, vi opnår. Bedre undervisningsvæsen, større social tryghed, øget omsorg for syge og gamle, højere realløn, større lighed i arbejdslivet mellem ejer og lønmodtager og mellem mand og kvinde.

Demokratiet kræver også en økonomi og et erhvervsliv, der fungerer godt og er det fundament, hvorpå vi skal bygge en forbedring af levevilkårene.

Jeg mener, vi har et godt udgangspunkt. I 1972 kan vi sige, at tingene er forløbet ganske godt. Beskæftigelsen er god. Produktionen er stigende, og vi har kunnet afsætte vore produkter. Der er rettet betydeligt op på betalingsbalancen. Men vi har stadig problemer, og nye vil melde sig. De må imødegås med den nødvendige økonomiske politik. For den økonomiske maskine regulerer ikke sig selv. Den skal med mellemrum justeres for at holde den rigtige rytme, uden at vi af den grund bør tale om økonomiske kriser. Hertil kommer de problemer, som velstandsudviklingen i sig selv skaber. Problemer, som vil stille store krav til vor tilpasningsevne og livsholdning. Jeg tænker på miljøproblemerne og spørgsmålet om en bedre husholdning med naturens ressourcer og respekt for de naturlige kredsløb, som betinger selve tilværelsen.

Der er ingen tvivl om, at de offentlige udgifter og investeringer også i de kommende år vil stige, ganske som i andre velstående lande. Vi er dog i de senere år kommet ind i en periode, hvor stigningen har været for stærk. Vi har søgt at bremse op, og det vil være en af de første opgaver i det nye år at optage nye forhandlinger om yderligere begrænsninger i statsbudgettet. Det kan næppe undgå at gøre ondt visse steder.

Jeg sagde før, at demokratiet skal leve i resultaterne. Mængden af resultater har været imponerende, men demokratiet skal også måles på kvaliteten af resultaterne.

Demokratiet fungerer blandt andet igennem livet i de store folkelige interesseorganisationer. Jeg har selv oplevet det inden for arbejderbevægelsen, selv om der naturligvis også har været skuffelser.

For nylig deltog jeg i møder inden for landboorganisationerne på Lolland/Falster og i Nordjylland. Det var en oplevelse at se de fyldte huse og interessen omkring landbruget, altså omkring fagets egne problemer. Demokratiet lever ikke mindst der, hvor den enkelte står med sine daglige problemer. Kan man så, ved et møde som det, jeg her tænker på, i tilgift få lejlighed til at kritisere og debattere med de ansvarlige, så kan aktiviteten, sådan som jeg oplevede det, nå uanede højder.

Men måden demokratiet fungerer på er under stadig fornyelse. De senere år har samfundsdebatten drejet sig om nøgleord som medindflydelse og medbestemmelse, og på det sidste er begrebet økonomisk demokrati[10], forstået som medejendomsret, kommet kraftigt frem. Jeg tror, at der er bred enighed om, at vi skal arbejde for en demokratisering i arbejdslivet. Men vandene skilles ofte, når der skal tages stilling til den praktiske udformning. Under alle omstændigheder tror jeg, at demokratiseringsprocessen skal - og bør -  fortsættes. Den er udtryk for, at vi stræber imod en bedre måde at leve og en bedre måde at arbejde sammen på. Den hører med til den forbedring af miljøet, af livets kvaliteter, som det så højtideligt hedder, som også var et emne for drøftelserne på topmødet i det Europæiske Fællesskab i Paris i oktober. Der, hvor man blandt andet var med til at forme en del af Europas fremtid.

Jeg kan ikke slutte denne tale uden at nævne Kong Frederik 9.s død[11]. Han var et bindeled til den sværeste periode i Danmarks nyere historie, og han havde i sit væsen nogle af de egenskaber, vi sætter mest pris på. Vi mindes særligt den hjertevarme, der strålede fra ham. Han var, i ordets bedste betydning, folkelig, ligetil. Også troede han på sine medmennesker.

Hans død betød det historiske for os, at Danmark for første gang i knapt seks hundrede år igen fik en kvindelig regent - Margrethe 2.[12]

Vi lever i en tid præget af teknik og organisation. Det kan jeg måske bedst symbolisere ved jetfly og de storeinternationale organisationer. Vi har allesammen en historisk bagage af traditioner spændende fra slaveri til frihed. Vi må ikke bukke under for et nyt slaveri, som teknik og organisation vil kunne bruges til. Vi skal bruge vor viden, vor erfaring, til at forme og berige den menneskelige tilværelse.

Godt nytår!