Retorik og talekunst i antikken

Opfattelser af, hvad retorik er, har ændret og udvidet sig voldsomt siden dens tidligste former i den græske antik omkring det 8. århundrede f.v.t. I denne tid, den såkaldte arkaiske periode, fandtes der en form for retorisk praksis sted, hvor talen anvendtes som et velovervejet og velformet middel, der kunne overbevise tilhørerne eller lovprise guderne.

I slutningen af det 5. årh. f.v.t. kom udviklingen af demokratiske styreformer i Athen og andre græske bystater til at hænge snævert sammen med en mere udfoldet retorisk praksis og fokus på retoriske kundskaber. Retorik blev det væsentligste dannelsesinstrument inden for græsk opdragelse og uddannelse, paideia, ligesom det blev det væsentligste magtinstrument inden for bystaternes særlige form for direkte demokrati, hvor det var af stor vigtighed at kunne overbevise borgerne via velformulerede taler. Allerede i den græske antik blev retorikken således genstand for principielle diskussioner om fremstillingen af og grundlaget for viden, moral, sprog, filosofi, politik, jura, styreform, dannelse, kunst, national identitet mv.

Den første overleverede anvendelse af betegnelsen retorik (rhetorik') er Platons (ca. 428-27 – ca. 348-47 f.v.t.) brug af termen i dialogen Gorgias som generelt udtryk for den kunnen eller færdighed, som en offentlig taler, rhetor, gør brug af. Mere specifikt anvender Platon betegnelsen kritisk vendt mod de såkaldte “sofister”. Sofisterne var omrejsende undervisere i retorik og filosofi, der ifølge Platon ikke begrundede deres lære i et begreb om sandhed. Som direkte konsekvens af Platons kritik er ordet “retorik” i mange sammenhænge siden blevet anvendt nedsættende som udtryk for “tom tale”, ligesom “sofisme” og “sofisteri” er blevet udtryk for “spidsfindige argumenter”, der bevidst søger at vildlede gennem brugen af fejlslutninger og ufuldstændige argumenter. I dansk sammenhæng optræder det nok bedst kendte eksempel på sofisme i denne betydning i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus, hvor Montanus foretager den famøse fejlslutning: “En Steen kand ikke flyve […] [Morlille] kand ikke flyve. […] Ergo, er Morlille en Steen?”

Platon formulerede senere, i dialogen Faidros, en mere moralsk forpligtet retorik end den, han mente at iagttage hos sofisterne. Her så han retorikken, ikke som et egentligt fag, men som et retledende instrument, der kunne hjælpe sjælene frem mod sandheden, hvis den blev anvendt korrekt. Platon betragtede således sin egen dialogiske tale, dialektikken, som en anvendelse af sproget i sandhedens tjeneste, i modsætning til sofisternes retoriske teknik, som han så som en bestræbelse på, med alle til rådighed stående midler, at sejre i enhver argumentation, hvad enten ens synspunkt var rigtigt eller forkert.

I tråd med Platon og andre af antikkens kritikere af sofismen vendte Aristoteles (384-322 f.v.t.) sig mod det, han opfattede som ulogisk i sofisternes ræsonnementer. Han udviklede derfor en systematik for retorik, der søger at forene Platons krav om sand viden med sofisternes indsigt i effektiv talekunst og deres begreb om “det sandsynlige.” Aristoteles’ Retorik bliver således den tidligste overleverede lærebog inden for sit område. Heri præsenterer han en systematisk metode til at udvikle og fremføre bevisførelse ved hjælp af overbevisende argumenter, idet han forstår retorik som et egentligt fag, en kunnen i sin egen ret, hvor det drejer sig om at argumentere i de spørgsmål, hvor en endegyldig sandhed ikke er tilgængelig. Når sandheden ikke er tilgængelig, er sandsynligheder, eikota, og indikationer, s'meia, de næstbedste svar på de spørgsmål, vi stilles overfor i beslutningsprocesser. På den baggrund bliver retorik et fag om det, vi kan blive enige om, et fag rettet mod bevisførelse, pistis, og mod at udfinde de mest overbevisende mo­menter i en sag.

Nyere retorisk forskning har gjort meget for at nuancere eftertidens forholdsvis negative syn på so­fismen. Det er blandt andet blevet påpeget, at sofisternes bestræbelse på at undervise i dyd og dannelse ret beset må siges at have haft en væsentlig funktion i opbygningen af de græske bystaters demokratier. Sofisternes retorik udsprang af en opmærksomhed på den hensigtsmæssige tale, og de havde blik for frem­stillingens æstetik. Hvor kritikere tidligere har været tilbøjelige til at udlægge sofismens verdenssyn og vidensbe­greb som relativistisk, vil mange i dag være mere tilbøjelige til at hævde, at sofisterne betragtede menneskets syn på og viden om sin verden som sociale konstruktioner.

Systematisering af retorikken

Da en retorisk praksis vandt indpas i Romerriget i det 1. årh. f.v.t., blev det en udbredt opfattelse, at retorik hovedsageligt var en færdighed i veltalenhed, der opnås gennem en særlig sprogbrug og en koordineret gestik. Meget af storheden i den græske kultur gik tabt, og da Grækenland i 146 fvt. blev underlagt Rom, havde sofisterne oprettet forskellige skoler, der betegnes som “den anden sofistik”. Flere blandt den romerske elite sendte deres unge mænd til disse skoler for at give dem den fornødne dannelse. Imidlertid var der ikke tale om nogen samlet bevægelse, de spredte sofistiske lærebøger i retorik fik for de flestes vedkommende ingen betydning for udformningen af den romerske retorik, og i middelalderen var sofismen stort set glemt. Den aristoteliske opfattelse af retorik som kunsten at overbevise eller overtale et publikum, persuasio, blev og har siden været den dominerende.

Selvom retorik oprindeligt var et flertydigt begreb, blev den således i vid udstrækning gjort entydig. Retorikkens forståelse af viden som en social konstruktion blev herved også sårbar, idet viden i stigende grad, og især op igennem middelalderen, blev forstået som uafhængig af sin retoriske prægning og udformning i og med sproget. Denne udvikling blev styrket af, at den hellenistiske og tidlige romerske kultur systematiserede retorikken, med vægt på dens rent fremstillingstekniske sider. I forlængelse af Aristoteles udviklede græske og romerske retorikere og filosoffer bestemte taksonomier og teknikker, der blev anvendt til at bearbejde retoriske udtryksformer som politiske og juridiske taler. Det betød, at retorik hovedsagelig blev et spørgsmål om at udfinde de mest overbevisende elementer i en given sag, arrangere dem i en hensigtsmæssig orden og fremføre dem effektfuldt i sin tale. Særligt vigtige for denne udvikling var de romerske retorikere, Cicero (106-43 fvt.) og Quintilian (ca. 35 – ca. 100).

Nydefinition af retorikken

I løbet af 1800-tallet påbegyndtes et opgør med den instrumentelle forståelse af retorikken, der havde præget den siden Romerriget. Væsentlig i denne sammenhæng var Friedrich Nietzsche (1844-1900), der i begyndelsen af 1870’erne var stærkt optaget af retorik. I forlængelse af sofismen mente han ikke, at der findes noget naturligt eller umiddelbart sprog, der ufordærvet skulle kunne udsige tingene, som de er i sig selv, men at sprog derimod altid allerede er retorisk. Han gjorde gældende, at en skelnen mellem bogstavelig og overført betydning ikke lader sig opretholde. Sproglige udtryk, og dermed sandheden og vores viden om verden, kommer ifølge ham i stand som figurlige, dvs. retoriske gengivelser.

Konsekvensen af en sådan opfattelse er, at den stilistiske udformning af sproglige udtryk ikke længere lader sig opfatte som ydre i forhold til indholdet, men at form og indhold ikke kan adskilles. I lighed hermed kan man sige, at der i realiteten finder en uvilkårlig overtalelse sted, så snart vi henvender os til hinanden, idet vi ved enhver henvendelse implicit beder vores samtalepartnere om at se verden fra vores synspunkt. En mindre teknisk og mere anvendelig opfattelse vil derfor også være slet og ret at forstå retorik som et sprog mellem mennesker i et samfund, dvs. en samfundsmæssig samtale, som vi alle deltager i på forskellig vis.

Hvor retorik tidligere har koncentreret sig om talen eller monologen, omfatter moderne retorik enhver ytring som indlejret i en samtale. Nogle deltager i samtalen ved at holde taler fra Folketingets talerstol eller skrive debatindlæg i aviserne. Det er den slags aktiviteter, man traditionelt har forbundet med retorik – at holde tale i et offentligt forum. Men den samfundsmæssige samtale kan også foregå i klasselokalet eller i kantinen på arbejdspladsen, og vi deltager i den, når vi drøfter ting, som har betydning for vores sociale liv. Samtalen er faktisk ikke engang begrænset til at foregå i sprog, men kan også udøves i symboler eller handling. Man kan for eksempel deltage ved at købe Fair Trade produkter, bære en “Støt brysterne” sløjfe eller ved at lade sig tatovere. Det kan endda være retorik at føre en indre dialog med sig selv. Alt i alt er der meget vide rammer for, hvad der tæller som retorisk praksis, når vi opfatter retorik som sociale handlinger, dvs. en samfundsmæssig aktivitet, der skaber forståelse for, hvem vi er, og hvordan vi opfatter vores fællesskab.

En ajourført forståelse af retorik vil således være en sam­funds­mæssig praksis, der konstruerer en virkelighed. Retorikken skaber selve vores identiteter som meningsfulde subjekter i verden, ligesom den sætter ram­merne for handlinger og deres konsekvenser. Samtidig er sproget grundlag for retoriske aktiviteter, som for eksempel rådslagning og forhandling, og det tilvejebringer betingelserne for, hvordan vi taler sammen.

Nyere retorik har således nedtonet den gennem tiderne dominerende aristoteliske forestilling, at retorik skal overbevise eller påvirke et publikum. I stigende grad har grund­forestillinger fra sofismen på ny vundet indpas, idet man har aktualiseret dens forståelse af, at sproget sætter betingelserne for selve den måde, hvorpå vi opfatter verden og vores egen plads i verden. Retorikken skaber både vores forståelse af os selv og vores forhold til andre mennesker. Det handler altså ikke så meget om at påvirke et publikum som om at anerkende, at hele den retoriske situation – herunder publikum – er resultat af en sproglig strukturering. Det betyder ikke, at man benægter eksistensen af den empiriske virkelighed eller en før­sproglig verden, blot at man lægger vægt på, at den måde, hvorpå begivenheder opfattes og bearbejdes, er sociale konstruktioner. Ud fra en sådan opfattelse bliver retorik af flere moderne teoretikere betragtet som epistemisk, hvilket vil sige, at vores viden om verden er underlagt retoriske betingelser, der bestandig er under forandring.

Retorik i praksis

Som et undervisningsfag har retorik både en praktisk og en teoretisk side. Som praksisfag handler retorik om at kommunikere strategisk, og det praktiseres som en metode til at lære at tale og skrive mere effektivt og hensigtsmæssigt. I undervisningen fokuserer man blandt andet på argumentation og de aristoteliske appelformer (logos, etos og patos), opbygning af tale eller tekst, sprog og stil samt fremførelse. Som videnskabelig teori er retorikkens område især at reflektere over betingelserne for de samtaler, der finder sted i samfundet, og på den baggrund at foretage en kritisk og normativ vurdering deraf.

I forlængelse af den græske antik, især den aristoteliske opfattelse af retorik, må det måske nok væsentligste retoriske genstandsområde siges at være rådslagning, deliberation, om praktiske spørgsmål i det offentlige liv. Dette demokratiske grundprincip bygger på forestillingen om, at man træffer bedre beslutninger, når man først har foretaget en rådslagning om sagen, når man har overvejet for og imod, og når man har hørt alle synspunkter og argumenter. Rådslagningen finder ikke sted med henblik på at finde frem til en sandhed, men med henblik på at nå til en afklaring af en sag og en enighed om en beslutning. Det retoriske mål for rådslagning er at blive enige om de holdninger og opfattelser, der i fællesskab vurderes at være de mest hensigtsmæssige i situationen. Hvis enighed ikke er mulig, og man må afgøre sagen pragmatisk eller ved afstemning, anser man det alligevel for et bedre beslutningsgrundlag at have drøftet synspunkter først.

I vurderingen af argumenter og kommunikation bygger mange retorikere etiske normer ind i retorikken ud fra forestillinger om samfundsnytte og oplysningsidealer. Væsentlige normer for kommunikation er bl.a. sandhed – man må ikke lyve eller fordreje sandheden – og respekt for andres synspunkter. Det retoriske ideal, der ligger til grund for sådanne normer, er den frie debat, som ikke er bundet af magtforhold. Nogle argumentationsteoretikere forsøger at opstille en taksonomi med konkrete normer for argumentation og påpeger, at bestemte argumentationsformer afsporer debatten, for eksempel når man fordrejer modstanderens synspunkt eller angriber personen i stedet for at debattere sagen. Retoriske kritikere, der hælder til en mere konstruktivistisk retorikforståelse, installerer i stedet en etisk norm som en refleksion af, hvilke virkelighedsforhold man konstituerer eller skaber i og med retorik, fx hvilken position man tildeler sin samtalepartner, eller hvilken identitet man tilbyder sit publikum.