Kilder
Kildeintroduktion:
Forfatteren Peter Andreas Heibergs (1758-1841) vise "Selskabs-Sang. Den 25de September 1790" er i dag bedre kendt som "Ordener hænger man paa idioter" eller "Indtogsvisen". Visen blev skrevet i 1790 til en fest i en københavnsk klub i forbindelse med Kronprins Frederiks (senere Frederik 6.) bryllup med Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel. Da visen kom myndighederne for øre, blev Heiberg idømt en bøde på 150 rigsdaler. Ud over den åbenlyse satire i forhold til adelstanden og ordensvæsenet, indeholder visen, der er Heibergs første politiske vise, en række sarkastiske bemærkninger om daværende begivenheder.
Særligt sætningen "Ordener hænger man paa Idioter" vakte furore og kunne tolkes som majestætsfornærmende. Visen blev oprindeligt trykt i Morgenposten og eftertrykt uden Heibergs vidende af boghandler Popp. Den blev senere trykt i Heibergs beskrivelse af sagsakterne i forbindelse med den efterfølgende retssag.
Tiden var præget af reformer hovedsageligt inden for landbruget, men også i andre af samfundets institutioner, og der blev i en kort periode i 1770-71 under Struensee indført trykkefrihed. Censuren blev genindført i 1773, men håndhævedes i de følgende år lempeligt. Heiberg er et eksempel på politiseringen af offentligheden, der fandt sted i 1700-tallets og oplysningstidens sidste årti, og som særligt udspillede sig i det københavnske klubliv, der trivedes i årene fra 1785 til 1795.
Heiberg havde hyldet kongehuset og ageret som en patriotisk og royal statsborger, men hans satiriske og politiske pen blev fra 1790 særligt stærk, hvilket ikke kun kostede ham adskillige bøder, men også hans statsborgerskab. Efter udviklingen i Den Franske Revolution, herunder også henrettelsen af det franske kongepar i 1793, bremsede Kronprins Frederik trykkefriheden og indførte stram censur gennem Trykkefrihedsforordningen af 1799. Heiberg blev i 1799 landsforvist med tilbagevirkende kraft, og han bosatte sig herefter i Paris.
Selskabs-Sang.
Den 25de September 1790.
Hver Mand i Byen om Indtoget taler,
om Transparenter og Danserens Gang.
Dekorationer og Porte man maler,
synger, hvad elleve Muser besang.
Alle begloede,
faa kun forstode
Digterens Fingal og Frode[1].
Ordener hænger man paa Idioter,
Stjærner og Baand man kun Adelen gier,
men om de Mallinger, Suhmer og Rother[2],
man ej et Ord i Aviserne ser.
Dog, har man Hjærne,
kan man jo gjærne
undvære Orden og Stjærne.
Rigdommen voxer i Adelens Bleer;
og, som en Skomager nylig har sagt,
ene de van'er og von'er og de'er
holder Fortuna og Plutus i Agt.
Har vi ej meget,
er det vor eget,
som ej fra Staten er sveget.
Her man despotiske Satser ej lærer;
Lighed blandt Mennesker drive vi paa;
og ej, som Jydernes Proprietærer,
ønske os Slaver og Bønder at flaa.
Selv vi os føde;
Agerens Grøde
vi ej som Dosmere øde.
Stormanden svirer og glemmer den arme,
kan ham med kold Ligegyldighed se.
Vi ere Smaafolk og føle med Varme,
midt under Sviren, Elendigheds Ve.
Hungriges Mave
fordrer en Gave;
giver! og Tak skal I have.
P.A. Heiberg (1758-1841). Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)
Ordforklaringer m.m.
[1] Frode og Fingal var et skuespil (1790) af forfatteren Christian Pram (1756-1821).
[2] Der henvises her til Ove Malling (1747-1829), Peter Frederik Suhm (1728-1798) og Tyge Rothe (1731-1795), tre af de mest fremtrædende intellektuelle i samtiden. Heibergs pointe er, at det ikke er de mest fortjenstfulde borgere, der får hædersbevisningerne.