Kilder
Kildeintroduktion:
Den frisiskfødte embedsmand Uwe Jens Lornsen (1793-1838) udsendte 5. november 1830 et flyveskrift, hvori han propaganderede for et forenet Slesvigholsten i personalunion med kongeriget Danmark. Lornsen havde i over 12 år interesseret sig for hertugdømmernes løsrivelse fra Danmark. Han mente, at det i kølvandet på den revolutionære bølge, der havde skyllet ind over Europa i sommeren 1830, nu var tid til handling. Lornsen tog i sit skrift udgangspunkt i forbundstraktaten for Det Tyske Forbund fra 1815, hvor alle medlemsstater ifølge § 13 skulle have en forfatning. Lornsen og hans støtter mente ikke, at man kunne skille Slesvig og Holsten ad, og derfor krævede de en fællesforfatning for et samlet Slesvigholsten. De vigtigste krav i flyveskriftet var:
- At den politiske ledelse af hertugdømmerne skulle flyttes fra København til Kiel. Der skulle oprettes et lokalt parlament med skattebevilligende og lovgivende magt.
- At der skulle oprettes lokale administrationer både i Slesvig by og i Kiel – en administration for hvert af hertugdømmerne.
- At administration og retsvæsen blev adskilt med oprettelsen af en domstol i Slesvig by.
Lornsens krav ville medføre en total administrativ adskillelse af kongeriget og hertugdømmerne, som det bl.a. var tilfældet i den norsk-svenske personalunion. Lornsens skrift blev i samtiden ikke modtaget med lutter begejstring. Der var, både i kongeriget og i Slesvig, modvilje mod helstatens splittelse. Specielt var Christian Paulsen (1798-1854), professor i Kiel, uenig med Lornsen. En del af kritikken mod Lornsen var, at hans forslag ikke havde blik for den historiske forbindelse mellem Danmark og Slesvig, men blot var et udtryk for de fremadstormende liberale ideer. Flyveskriftet satte gang i den proces, som i første omgang kulminerede med oprettelsen af de fire stænderforsamlinger i 1834. Dele af flyveskriftet er her bragt i dansk oversættelse.
En adskillelse af hertugdømmet Slesvig fra hertugdømmet Holsten, som hovedsagelig vil blive gennemført ved en isoleret omdannelse af det sidste til en konstitutionel stat[1] og ved administrative foranstaltninger, som står i forbindelse hermed, vil være slet og ret utænkelig for enhver slesvig-holstener
(…)
Det er en overbevisning hos landets indsigtsfulde mænd, at en anden og ønskelig ordning af tingene kun kan hidføres gennem en repræsentativforfatning[2] og gennem en afgørende omdannelse af landets administrative institutioner. Hvad der ansøges om og må efterstræbes på grund af denne overbevisning, vil i væsentlige træk være følgende:
1) Indkaldelse af en provisorisk forsamling af repræsentanter for landet for året 1831, bestående af ca. 40 medlemmer, 2/4 del valgt af amts- og landskabsdistrikterne, 1/4 del af de adelige og klosterdistrikterne og 1/4 del af byerne, hvilken forsamling af Hans Majestæt til udtalelse ville få forelagt et udkast til en grundlov for begge hertugdømmer, der baseres på følgende grundbestemmelser (…)
2) Flytning af samtlige landskollegier[3] fra København til hertugdømmerne (…)
3)Adskillelse af administration og retsvæsen (…)
4)Oprettelse af en højeste domstol for begge hertugdømmer (i byen Slesvig) med forpligtelse til at afgive begrundelse for afgørelserne (…)
5) Indsættelse af to regeringskollegier, et for hvert af begge hertugdømmer henholdsvis i Slesvig og i Kiel (…)
6) Til at regere begge hertugdømmer ønskes indsat en øverste statsråd (i byen Kiel), som alle forvaltningskollegier skal være underordnet (…)
En direkte følge af denne nye tingenes tilstand ville være den fuldstændige adskillelse i administrativ henseende af hertugdømmerne fra kongeriget Danmark.
Vel har danskerne i flere år higet efter, at sammensmelte os med sig til eet folk og selv i nyeste tid, i hvilken nationalfølelsen hos tyskerne har vist sig stærkere end nogensinde før, har man ikke undset sig for, at svare os på vor modstand, at vi dog skulle glæde os over, hellere at være noget, nemlig danskere, end ingenting, nemlig tyskere. Spot og hån har den mægtigste og ædleste nation i Europa ganske vist måttet lide til alle tider og fra alle sider og smånationer på grund af sin ulykkelige sønderlemmelse. Men tiden har vist og vil også i fremtiden vise, at fra nu af vil også tyskeren vide at tilbagevise med eftertryk ethvert uværdigt forlangende. Enhver tanke om en sammensmeltning af de to nationer, der er forenede under Hans Majestæts scepter, må derfor opgives. Men også den hidtil gældende administrative forbindelse må bringes til ophør, fordi den er skadelig for begge dele. Det er et sammenvokset tvillingepars kraftløse og ubehjælpsomme forbindelse. Lad os gå fremtiden imøde, hånd i hånd som brødre, enhver i fri og selvstændig udvikling, med kongen i spidsen. Kun kongen og fjenden skal være fælles for os. Når vi står i et sådant forhold til hinanden, er vor statsborgerlige sammenslutning i lige og måske i højere grad til fordel for hertugdømmerne end for kongeriget (…)
Vi står på tærskelen til store begivenheder, og de to deles størst mulige inderlige forbindelse med det højtærede fyrstelige hus er derfor nødvendigt.
I en så kompliceret indretning som en stat, er en hensigtsmæssig behandling af statens anliggender af stor betydning for borgernes velfærd. Den der forstår dette vil være fuldt overbevist om, at med den reform, som er anført ovenfor og som ønskes af den offentlige mening, kan vort Slesvig-Holsten, der er begunstiget af naturen og ved sin beliggenhed, hæve sig til en af Tysklands mest blomstrende provinser (...)
Vor konge er ingen valgt, men en født borgerkonge[4]
Ordforklaringer m.m.
[1] En konstitutionel stat bygger ikke på enevælde, men på en liberal eller demokratisk forfatning, hvor monarken kontrolleres af en folkerepræsentation.
[2] Repræsentativforfatning: forfatning, hvor folket repræsenteres gennem en form for valgret.
[3] Landskollegier: alle administrative enheder, der varetog slesvig-holstenske anliggender - specielt slesvig-holsten-lauenborgske kancelli.
[4] Henvisning til den franske julirevolution 1830, hvor Louis Philippe af Orleans, fejret som ”borgerkonge”, blev konge af Frankrig.