[til toppen]

Alija Izetbegović (1925-2003)

Alija Izetbegović var en bosnisk advokat, filosof og politiker. Izetbegović blev i 1990 valgt som præsident af den jugoslaviske delrepublik Bosnien og Hercegovina ved de første frie valg i Bosnien siden 2. verdenskrig. Han førte Bosnien til uafhængighed og var præsident i det nye uafhængige Bosnien under krigen, der varede fra 1992 til 1995.

Bosnien-Hercegovina, også kaldet Bosnien, var én af seks delrepublikker i det socialistiske Jugoslavien (1945-1991). Af alle de jugoslaviske delrepublikker var Bosnien den mest mangfoldige. Ved den sidste folketælling i Jugoslavien i 1991 havde Bosnien en befolkning bestående af 43,7 % bosniske muslimer, 31,3 % serbere og 17,2 % kroater.

Selv om Bosnien havde eksisteret som delrepublik i det socialistiske Jugoslavien og også som geografisk enhed tidligere i historien, så var landets eksistens omstridt. Mange nationalistiske kroater og serbere i Bosnien mente, at enten hele Bosnien eller dele af det burde indlemmes i hhv. Kroatien eller Serbien. Det var bl.a. disse tanker, der gjorde, at 2. verdenskrig i Bosnien – hvor Bosnien blev indlemmet i Kroatien – blev til en særlig blodig og voldsom affære. Partisanbevægelsen ledet af Tito og de jugoslaviske kommunister sikrede imidlertid, at Bosnien fik status som en delrepublik efter 1945.

Bosnien var en af de fattigere delrepublikker i det socialistiske Jugoslavien. Foruden tungindustri, minearbejde og tømmerindustri havde Bosnien ikke stort økonomisk potentiale. Store dele af landet forblev mht. infrastruktur og social udvikling mindre udviklet i sammenligning med især Slovenien og Kroatien. Mange mennesker fra Bosnien drog siden begyndelsen af 1960’erne til udlandet som fremmedarbejdere.

Uenigheden omkring Bosniens status brød igen frem i begyndelsen af 1990’erne, og det var denne uenighed, der var den umiddelbare anledning til krigen i Bosnien fra 1992 til 1995. De fleste bosniske muslimer – men også en del bosniske kroater og bosniske serbere, særlig i byerne – mente, at Bosnien burde blive en selvstændig stat, hvis Jugoslavien gik i opløsning. Men et flertal af både kroater og serbere i Bosnien mente, at de risikerede at blive andenrangsborgere i et uafhængigt Bosnien. Serberne ville helst blive i Jugoslavien eller i et forstørret Serbien, hvor kroaterne til gengæld søgte hen mod Kroatien, der erklærede sin egen uafhængighed i 1991.

Krigen i Bosnien varede fra 1992 til 1995 og kostede godt og vel 100.000 mennesker livet. Mange flere blev såret eller gjort til flygtninge. Bosniens hovedstad Sarajevo var belejret i det meste af krigen, i det der betegnes som den længste belejring af en by i Europa siden 2. verdenskrig. Ødelæggelsen af boliger og infrastruktur i hele landet var omfattende, og særligt bosniske muslimske moskéer blev målrettet ødelagt af andre.

Krigene i det tidligere Jugoslavien var meget voldsomme og bragte enorm lidelse og mennesketab med sig for især den civile befolkning. Mange af de nationalistiske hære og paramilitære grupper gik målrettet efter at udrydde eller tvangsforflytte alle mennesker, der tilhørte en anden etnisk gruppe. Målet var at skabe etnisk homogene stater, dvs. nationalstater med ét dominerende folkeslag og få eller ingen mindretal. Dette kunne i mange tilfælde kun opnås ved bevidst brug af massiv og organiseret vold. Dette fænomen blev i de internationale medier og også i det tidligere Jugoslavien omtalt som ”etnisk udrensning” eller ”ethnic cleansing” på engelsk. Begrebet omfatter en lang stribe af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden såsom mord, udryddelse, voldtægt, forfølgelse, tortur, deportering og tvangsflytning, hensynsløs ødelæggelse af boliger og religiøse bygninger og monumenter.

Franjo Tuđman var en kroatisk politiker, som var præsident for Kroatien fra 1990-1999. Tuđman begyndte sin karriere som officer i partisanbevægelsen under 2. verdenskrig i Jugoslavien, og efter krigen fortsatte han sin militære karriere i den Jugoslaviske Folkehær. Han blev dog gradvist mere interesseret i en akademisk karriere, og i 1960’erne var han således leder af Instituttet for Historien af Arbejderbevægelsen i Kroatien.

I løbet af sin akademiske karriere begyndte Tuđman at skrive publikationer, der udfordrede nogle af det jugoslaviske kommunistiske partis konklusioner om kroatisk og jugoslavisk historie. Disse kritiske publikationer gjorde, at andre historikere og politikere anklagede Tuđman for at være en kroatisk nationalist. Tuđman mistede derfor sin stilling, og han tilbragte også nogle år i fængsel pga. sine forbindelser til den nationalistiske reformbevægelse i Kroatien.

I slutningen af 1980’erne var Tuđman med til at grundlægge den Kroatiske Demokratiske Union, HDZ. Tuđman blev valgt som leder af dette nationalistiske parti, og i 1990 blev han og partiet valgt som henholdsvis præsident og regeringsparti i Kroatien. Tuđman var således Kroatiens præsident under krigen i Kroatien, der varede fra 1991 til 1995. Hans autokratiske styremetoder og hans støtte til kroaterne i Bosnien og deres krig mod de bosniske muslimer i 1993-94 vakte stor kritik både i Kroatien og i det internationale samfund. Tuđman døde i december 1999, og den internationale straffedomstol for det tidligere Jugoslavien har udtalt, at havde det ikke været for hans død, ville Tuđman være blevet tiltalt for krigsforbrydelser.

Jugoslavien var et land i den vestlige del af Balkan, som eksisterede fra 1918 til 1991. Jugoslavien hedder på de sydslaviske sprog ”Jugoslavija”, hvilket betyder ”sydslavernes land”. Idéen om at skabe et samlet land for ”sydslaverne” – et begreb, der i dag omfatter slovenere, kroater, bosniske muslimer (også kaldt bosniakker), serbere, makedonere, montenegrinere og bulgarere – kan spores tilbage til det 19. århundrede.

Efter 1. verdenskrig styrtede både Det Osmanniske Rige og Det Habsburgske Rige sammen. Begge disse imperier havde store sydslaviske befolkninger, og store dele af disse befolkninger dannede under serbisk ledelse Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere i 1918. Dette land blev i 1929 omdøbt til Kongeriget Jugoslavien. Dette kongerige eksisterede indtil 1941, da 2. verdenskrig ramte Jugoslavien.

2. verdenskrig var for Jugoslavien en dobbelt katastrofe. For det første blev landet opdelt af Tyskland, Italien, Ungarn, Bulgarien og deres lokale fascistiske allierede. Deres besættelse var meget hård, da deres styrker med hårde metoder slog ned på de oprørsbevægelser, der dannede sig allerede få måneder efter besættelsen. For det andet var der foruden de eksterne magter også vedvarende kampe under hele besættelsen mellem de fascistiske styrker og diverse modstandsbevægelser, der ofte også sloges indbyrdes. Særligt hårdt ramt var Bosnien-Hercegovina, hvor der i vidt omfang blev begået forbrydelser mod den civile befolkning. Serbere, jøder og romaer i de områder, der var kontrolleret af den fascistiske ”Uafhængige Stat Kroatien”, blev udsat for folkedrab.

Efter 2. verdenskrig genetablerede den kommunistisk ledede partisanbevægelse og Josip Broz Tito Jugoslavien. Deres ønske var at skabe et socialistisk Jugoslavien med lige rettigheder for alle landets befolkningsgrupper. Dette blev kendt under mottoet ”bratstvo i jedinstvo” – ”broderskab og enhed”. Det nye socialistiske Jugoslavien bestod af seks delrepublikker – Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien.

Meget af det socialistiske Jugoslaviens historie fra 1945 til 1991 kan forstås som et forsøg på at balancere mellem netop ”enhed” og ”broderskab”. Betød enhed en stærk centraliseret stat med hovedstad i Beograd, så strittede broderskab derimod i den anden retning, mod en mere føderal stat med langt flere beføjelser for de enkelte delrepublikker. Dette var i forvejen en svær kabale at få til at gå op, og de mange forskellige etniske identiteter, interne økonomiske og politiske forskelle og især den traumatiske fortid af massevold under 2. verdenskrig gjorde det hele meget sværere.

Forfatningen i 1974 var et af mange forsøg på at få Jugoslavien til at fungere som stat. Så længe Tito levede, kunne hans autoritet løse de største problemer. Men efter hans død i 1980 gik Jugoslavien ind i en kronisk krisetid præget af voksende økonomiske og politiske problemer, indtil landet brød endeligt sammen i 1991.

Josip Broz blev født af en kroatisk far og en slovensk mor. Han blev uddannet som låsesmed og var senere soldat i 1. verdenskrig, hvor han blev taget som krigsfange. Broz’ tid som krigsfange i Rusland bragte ham i kontakt med Den Russiske Revolution, og han fandt hurtigt tiltrækning i socialismen. I løbet af perioden mellem de to verdenskrige var Broz aktiv i arbejderbevægelsen og det jugoslaviske kommunistparti, der i denne periode var ulovligt. Det var også i denne periode, at han antog kaldenavnet Tito. Han steg stadigt i partiets hierarki, opholdt sig også i Sovjetunionen og var ved udbruddet af 2. verdenskrig leder af Jugoslaviens kommunistiske parti.

Under 2. verdenskrig ledte Tito partisanbevægelsen i Jugoslavien, der gjorde modstand mod Tyskland, Italien og lokale fascistiske bevægelser. Modstandsbevægelsen var så stærk, at Jugoslavien, som det eneste land i Østeuropa, formåede at befri sig selv fra besættelsen gennem fire års krig. Denne sejr gav Tito et stort internationalt omdømme og gjorde ham til den uanfægtede leder af det socialistiske Jugoslavien, der blev etableret efter krigen. 

Tito var Jugoslaviens præsident fra 1945, og i 1953 blev han valgt som præsident på livstid.  Hans rolle i det socialistiske Jugoslavien var altdominerende. Også internationalt var Titos ry enormt, ikke mindst pga. Jugoslaviens brud med Sovjetunionen i 1948 og hans førende rolle i de alliancefrie landes bevægelse. Ved Titos død i 1980 kom der et rekordantal statsoverhoveder fra alverdens lande til hans begravelse.

Netop Titos uvurderlige rolle i Jugoslavien og personkulten omkring ham var dog også en strukturel svaghed ved hans styre. Tito udpegede aldrig en efterfølger, og selv da hans helbred blev stadigt værre, turde næsten ingen tænke på, hvad der ville ske efter hans død.   Denne mangel på løsninger for tiden efter Tito blev i folkemunde kontant udtrykt gennem sloganet ”posle Tita – Tito” – ”efter Tito – Tito”, dvs. at man ikke kunne forestille sig noget andet end et Jugoslavien styret af Tito.

Kosovo var en autonom provins i delrepublikken Serbien i det socialistiske Jugoslavien. Befolkningen bestod af etniske albanere, serbere og adskillige mindretal.

Serbien erobrede kontrollen over Kosovo i Balkankrigene i 1912-1913. For mange serbere var Kosovo den symbolske vugge for det serbiske folk, og myter omkring et slag ved Solsortesletten – Kosovo polje – i 1389 spillede en meget stor rolle i den serbiske nationalistiske selvforståelse.

Efter 2. verdenskrig fik Kosovo status som en provins i Serbien i det nye socialistiske Jugoslavien. På trods af et voksende etnisk albansk flertal dominerede serbere i længere perioder politisk og økonomisk i Kosovo. I løbet af 1960’erne og 1970’erne fik Kosovo som provins flere beføjelser, og flere etniske albanere begyndte at overtage lederstillinger i det offentlige liv. Mange serbere beklagede denne udvikling og ønskede i stedet, at Kosovo skulle styres centralt fra Beograd.

Efter den jugoslaviske præsident Titos død i 1980 var Kosovo det første sted i Jugoslavien, hvor der var store offentlige demonstrationer. Mange etniske albanere – og særligt unge studerende på universitetet i Kosovos hovedstad Priština – krævede, at Kosovo skulle have øget selvstændighed og forfremmes til en syvende delrepublik i Jugoslavien. Pga. demonstrationerne blev der erklæret undtagelsestilstand i Kosovo, og de jugoslaviske sikkerhedstyrker undertrykte demonstrationerne.

I løbet af 1980’erne blev forholdet mellem serberne og albanerne mere og mere anspændt. En gruppe af serbiske intellektuelle påstod, at serberne blev fordrevet fra Kosovo af albanerne, og at de etniske albanere i Kosovo havde ambitioner om at lave et Kosovo bestående udelukkende af albanere og måske også at løsrive Kosovo fra Jugoslavien og forene det med Albanien.

Den nye serbiske kommunistleder i slutningen af 1980’erne, Slobodan Milošević, fratog Kosovo dets autonomi i 1989. Ledet af Ibrahim Rugova, en etnisk albansk intellektuel, der gik ind for ikke-voldlig modstand, reagerede albanerne ved at danne et slags parallelt samfund, hvor de dannede deres egne institutioner i Kosovo. Nogle yngre albanere blev imidlertid utålmodige med denne strategi og dannede en oprørshær, der i 1997 begyndte at overfalde serbiske soldater og politifolk i Kosovo. Dette resulterede i stigende repressalier fra serbiske sikkerhedsstyrker og endte i Kosovo-krigen i 1999. Krigen mellem NATO og Forbundsrepublikken Jugoslavien varede i 78 dage og endte i en jugoslavisk kapitulation.

Efter krigen blev Kosovo sat under FN-administration, men Kosovos status blev dog først afgjort i 2008, da Kosovo erklærede sig uafhængigt.

Kroatien var en af de seks delrepublikker i det socialistiske Jugoslavien. Kroatiens befolkning bestod hovedsageligt af kroater, men havde også en betydelig andel af serbiske indbyggere, der udgjorde ca. 12 % af befolkningen i 1980’erne. De fleste af disse serbere boede i storbyerne og levede i fredelig sameksistens med kroaterne, men der var også store dele af de landlige områder i Kroatien, hvor serberne lokalt udgjorde et flertal. Groft sagt betegnedes disse områder som ”Krajina”- – grænse – området. Dette område strakte sig omkring Kroatiens grænse til det nordvestlige hjørne af Bosnien-Hercegovina, der tidligere havde været grænsen mellem Det Osmanniske Rige og Det Habsburgske Rige.

Under 2. verdenskrig etablerede Tyskland og Italien en såkaldt ”Uafhængig Kroatisk Stat” bestående af store dele af Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Serbien. Denne fascistiske stat begik folkedrab mod den serbiske befolkning. Store dele af både den serbiske og den kroatiske befolkning i Kroatien væmmedes dog ved disse forbrydelser og tilsluttede sig i store tal den kommunistisk ledede partisanbevægelse.

I det socialistiske Jugoslavien fra 1945-1991 var Kroatien en af de mere velhavende delrepublikker. Det skyldtes især de store indtægter, som turismen medførte. Der var dog stor utilfredshed omkring fordelingen af disse og andre indtægter, hvor Kroatien følte, at det øvrige Jugoslavien hentede for mange penge ud af delrepublikken. Mange kroater tog også til udlandet som fremmedarbejdere, og her stiftede nogle af dem kontakt til eksilkroater, der stadig havde meget nationalistiske fortolkninger af historien og ønskede at genetablere en uafhængig kroatisk stat.

I løbet af 1970’erne og 1980’erne var der også et stigende antal kroatiske intellektuelle i selve Kroatien, der ønskede mere autonomi for landet. I slutningen af 1980’erne førte den tidligere kommunistiske general, historiker og dissident Franjo Tuđman Kroatien til uafhængighed. Tuđmans brug af nationalistisk retorik og symboler skabte megen utryghed hos serberne i Kroatien. Deres frygt for, hvorledes et uafhængigt Kroatien ville behandle dem, blev styrket af de serbiske mediers stærke nationalistiske manipulationer, der sammenlignede den samtidige politiske udvikling i Kroatien med den under det fascistiske styre i 1940’erne.

Kroatien erklærede sin uafhængighed i juni 1991, samtidig med Slovenien. Imidlertid var serberne i Kroatien dog begyndt at danne ”autonome serbiske områder”, der ikke længere ville anerkende Kroatien, men kun modtage ordrer fra Jugoslavien eller Serbien. Disse områder modsatte sig Kroatiens uafhængighedserklæring, og Kroatien forsøgte til gengæld med magt at tvinge disse områder til at blive i Kroatien. Disse modsætninger gav anledning til krigen i Kroatien, der varede fra 1991 til 1995. Krigen endte i august 1995 ved, at de fleste oprørske områder blev sat under den kroatiske stats kontrol. Den sidste del af Kroatiens internationalt anerkendte territorium blev fredeligt integreret i Kroatien under FN’s mægling i 1997.

Makedonien var en af de seks delrepublikker i det socialistiske Jugoslavien. Befolkningen bestod af makedonere, albanere og adskillige mindretal.

Makedonien og makedonerne blev ikke anerkendt i Kongeriget Jugoslavien, der eksisterede før 2. verdenskrig og blev i stedet for betragtet som hhv. Sydserbien og ”sydserbere”. Det jugoslaviske Makedonien var herudover også en del af et større område, der betragtedes som det historiske Makedonien. Det historiske Makedonien betegnes som et af de mest omstridte områder på Balkan. Serbere, grækere, bulgarere og albanere har i det 20. århundrede alle villet kontrollere hele Makedonien eller dele af det.

Efter 2. verdenskrig fik både makedonerne og Makedonien en status, der ligestillede dem med de øvrige nationer i Jugoslavien. Makedonien blev én af de seks delrepublikker i Jugoslavien, og makedonerne blev anerkendt som nation. Den socialistiske jugoslaviske stat brugte mange ressourcer på at opbygge en makedonsk national identitet.

Som et af de mindst udviklede områder i Jugoslavien fik Makedonien meget økonomisk støtte fra den centrale statsmagt. Blandingen af bred opbakning til en makedonsk nationalidentitet og økonomisk støtte fra centralregeringen gjorde makedonerne forholdsvis tilfredse med Jugoslavien. I forhold til nogle af de andre befolkningsgrupper i Jugoslavien kunne mange makedonere se, at det socialistiske Jugoslavien var en slags guldalder for dem. Af denne grund var der ikke nogen betydelige selvstændighedsbevægelser i Makedonien. Kort sagt forlod Makedonien Jugoslavien, fordi det blev nødvendigt, ikke fordi befolkningen eller den politiske ledelse ville det. Makedonien havde nemlig ikke lyst til at blive i et rest-Jugoslavien domineret af Serbien.

Makedonien blev uafhængigt i 1992, og det er første gang i den moderne historie, at en makedonsk stat eksisterer. Makedoniens udvikling siden uafhængighedserklæringen er blevet præget af to problemer. Det første er landets navn: Grækenland nægter at lade Makedonien bruge det navn i internationale organisationer, da Grækenland påstår, at navnet antyder territorielle krav til den del af det nordlige Grækenland, der også tilhørte Makedonien i antikken. Derfor optræder Makedonien i FN og andre internationale organisationer som ”den tidligere jugoslaviske republik Makedonien”. Det andet problem er meget mere alvorligt: Der har i en længere periode været et meget anspændt forhold mellem det makedonske flertal og det etnisk albanske mindretal. På trods af at Makedonien undgik de værste krige i 1990’erne, var der en kortvarig krig i Makedonien i 2001 mellem de makedonske myndigheder og en etnisk albansk oprørsgruppe. EU har siden 2001 forsøgt at få de to største befolkningsgrupper til at arbejde mod at gøre Makedonien klar til EU-medlemskab.

Montenegro var den mindste af de seks delrepublikker i Jugoslavien og den eneste delrepublik foruden Serbien, der efter 1992 forblev i den rest af Jugoslavien, som fra 1992 til 2000 blev kaldt for Forbundsrepublikken Jugoslavien.

Montenegros befolkning bestod hovedsageligt af to tætbeslægtede etniske grupper, montenegrinere og serbere. Igennem den nyere historie har der været en længere diskussion om, hvorvidt der er tale om én eller to nationer. Mange serbere mener, at montenegrinerne var en regional gruppe inden for den serbiske nation, og at der derfor ikke kunne være tale om en særskilt montenegrinsk nation. Det montenegrinske kongerige var således også blevet en del af Jugoslavien i 1918, og derudover var der rigtig mange montenegrinere, der var bosat i Serbien.

Da Jugoslavien begyndte at falde fra hinanden i slutningen af 1980’erne lykkedes det den serbiske leder Slobodan Milošević at få sine politiske allierede til magten i Montenegro. Serbien og Montenegro forblev derfor i en politisk union i 1990’erne, da resten af de jugoslaviske delrepublikker forlod Jugoslavien. Men i løbet af anden halvdel af 1990’erne blev en stigende utilfredshed med Serbien og særligt Milošević synlig i Montenegro. Milo Dukanovic, der tidligere havde været en tæt politisk ven af Milošević, begyndte at støtte den serbiske opposition. Montenegros mere uafhængige politik blev endnu mere tydeligt i løbet af krisen i Kosovo og den efterfølgende krig med NATO i 1999.

Efter at Milošević blev styrtet fra magten i 2000, fortsatte Montenegro med at styre mod mere selvstændighed. I 2003 blev der således dannet en løsere føderation mellem Montenegro og Serbien, og 2006 stemte montenegrinerne for uafhængighed, hvorefter Montenegro forlod føderationen og erklærede sin uafhængighed i juni 2006.

Milan Kučan var en slovensk politiker, der begyndte sin karriere som medlem af det jugoslaviske kommunistiske parti. Han steg i løbet af sin karriere helt til toppen af partiet i Slovenien og var fra 1986 leder af Slovenien. I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne betragtede Kučan den politiske udvikling i Jugoslavien med stor bekymring. Det gjaldt ikke mindst Slobodan Milošević forsøg på at centralisere magten i Serbien. Kučan og mange andre slovenere meldte ud, at de ikke havde lyst til at være en del af et serbisk domineret Jugoslavien, og de søgte derfor en løsere føderal struktur for Jugoslavien, som ville give Slovenien større uafhængighed. Da dette ikke lykkedes, foretrak Kučan at lade Slovenien erklære sin uafhængighed fra Jugoslavien i 1991.

Pga. sin åbenhed over for slovensk selvstændighed blev Kučan, i modsætning til lederne af kommunisterne i Kroatien og Bosnien, ikke udmanøvreret af nationalister. Kučan var således Sloveniens præsident under den kortvarige uafhængighedskrig i 1991. Han blev genvalgt efter krigen og fortsatte som præsident for det nye uafhængige Slovenien frem til 2002. Kučan vidnede ved krigsforbryderdomstolen i Haag mod den serbiske præsident Slobodan Milošević, der var anklaget for krigsforbrydelser.

Radovan Karadžić var bosnisk serber og var den første præsident for den bosnisk serbiske republik, Republika Srpska, fra 1992 til 1996. Karadžić var en stærk modstander af uafhængighed for Bosnien og mente, at de bosniske serbere måtte danne deres egen republik i Bosnien og eventuelt fusionere denne med Serbien og andre områder af Jugoslavien, hvor serbere boede.

Karadžić var uddannet psykiater og blev bl.a. uddannet i Næstved i 1970. I 1990 var han med til at grundlægge det Serbiske Demokratiske Parti i Bosnien og blev valgt som dette partis præsident. I perioden fra 1990 til april 1992 var Karadžić en af hovedpersonerne i oprettelsen af den serbisk republik i Bosnien, og under krigen i Bosnien (1992-1995) var Karadžić både præsident og hærens øverstkommanderende i Republika Srpska. Karadžić påstod, at serberne måtte forsvare sig selv mod kroater og muslimer, og at de tre grupper ikke længere kunne leve sammen i fred i Bosnien.

Pga. Karadžić’ rolle i krigen i Bosnien blev han i 1995 anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved den internationale straffedomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY). Karadžić nægtede dog at overgive sig frivilligt til domstolen og var i stedet for på flugt indtil 2008, hvor han blev anholdt i Beograd og udleveret til domstolen. Hans retssag begyndte i 2009 og er stadigvæk i gang i Haag i 2013.

Slobodan Milošević blev i 1987 leder af Kommunistforbundet i Serbien. Ved at udnytte den voksende nationalisme i Serbien igangsatte han en centralisering af magten i Serbien, således at autonomien blev fjernet fra både Vojvodina og Kosovo, de to hidtil autonome provinser i Serbien. Fra 1991 til juli 1997 var Milošević Serbiens præsident, og fra juli 1997 til oktober 2000 var han Forbundsrepublikken Jugoslaviens (bestående af Serbien og Montenegro) præsident. Milošević støttede i begyndelsen af 1990’erne de serbere i Kroatien og Bosnien, der ikke ville acceptere løsrivelsen af disse delrepublikker fra Jugoslavien. Under Milošević støttede Serbien serberne i Kroatien og Bosnien med politiske, finansielle og militære midler under krigene i Kroatien (1991-1995) og Bosnien (1992-1995).

Milošević var ikke egentlig nationalist, men snarere en opportunist, der udnyttede nationalismen som en magtbevarende ideologi. Han brugte således den serbiske nationalisme til at holde ham selv og andre kommunister fra hans generation ved magten, efter at kommunismens tid var udløbet i det meste af det øvrige Østeuropa og på Balkan. Således undlod Milošević f.eks. at intervenere for at redde serberne i Kroatien i august 1995, da den kroatiske hær nedkæmpede den selvudråbte serbiske republik i Kroatien. Ligeledes var Milošević med til at presse de bosniske serbere til at skrive under på Dayton-Aftalen, der afsluttede krigen i Bosnien i efteråret 1995.

I slutningen af 1990'erne brugte Milošević både hæren og politiet til at undertrykke de etniske albaneres oprør i Kosovo. Dette medførte imidlertid en militær intervention fra NATO's side i marts 1999. Cirka et år senere, i oktober 2000, blev Milošević væltet af en bred koalition af oppositionspartier i Serbien, der ville gøre op med hans autokratiske regime.

I juni 2001 blev Milošević udleveret til den internationale straffedomstol i Haag, ICTY, hvor han siden 1999 havde været anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Hans retssag begyndte i 2002, men Milošević døde i marts 2006, inden der var fældet dom i sagen.

Slovenien var den nordligste af de seks delrepublikker i det socialistiske Jugoslavien. Slovenien var den mest etnisk homogene delrepublik, hvilket vil sige, at der foruden slovenerne ikke fandtes store grupper af anden etnisk herkomst. Slovenien var historisk set også den mest velhavende del af det socialistiske Jugoslavien med en tradition for mellemstore virksomheder, der grundet Jugoslaviens særlige stilling i verdensøkonomien også kunne eksportere til Vesten. Både politisk og økonomisk var Slovenien derfor forholdsvis godt parat til uafhængighed.

På trods af at Slovenien ikke før havde eksisteret som en uafhængig stat, blev der i slutningen af 1980’erne, efter den jugoslaviske præsident Titos død, stigende interesse for løsrivelse fra Jugoslavien. I Slovenien herskede der stor bekymring for, at et Serbien ledet af Slobodan Milošević ville forsøge at samle al magten i Beograd, og at Slovenien dermed ville miste indflydelse på egne forhold. Derfor trådte de slovenske kommunister i løbet af 1990 ud af det jugoslaviske kommunistforbund, og i juni 1991 erklærede Slovenien sin uafhængighed og tog kontrol over sine grænser til Italien, Østrig og Ungarn. Den Jugoslaviske Folkehær forsøgte at genetablere grænseposterne og fjerne regeringen i Slovenien, men dette lykkedes ikke. Efter en ganske kort krig blev Sloveniens uafhængighed stadfæstet. Siden 2004 har Slovenien været medlem af EU og NATO.