Kilder
Kildeintroduktion:
Den 9. april 1940 proklamerede Christian 10. og regeringen den tyske besættelse af Danmark, efter at regeringen havde accepteret den opfordring til samarbejde og besindelse, den havde modtaget i et memorandum fra den tyske rigsregering samme morgen. I proklamationen opfordrer regeringen og kongen således også befolkningen til "rolig og behersket Holdning" over for de nye forhold.
Plakat med kongen og regeringens proklamation fra den 9. april. Foto: Frihedsmuseet
Til det danske Folk!
Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest besluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted, og i Henhold hertil kundgøres følgende:
De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper. Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor disse Forhold, som nu er opstaaet.
Ro og Orden maa præge Landet, og loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve.
København, den 9. April 1940
Christian R.
/Th. Stauning.