Ophæv den grimme lov

Af JENS SØLTOFT-JENSEN

Fhv. chefredaktør Søltoft-Jensen appellerer til ”behjertede medlemmer af det danske folketing” om at faa den borgerlige straffelovs paragraf 225, stk. 4, ophævet - fordi den skaber ulighed for loven og diskriminerer ”et meget stort antal danske borgere, som gerne vil leve i samfundet og gerne vil være lovlydige”

Da Københavns raadhusklokker ringede midnat ind den 1. juli i fjor, traadte der en ny lovbestemmelse over for de homoseksuelle i kraft. Til straffelovens paragraf 225 føjedes et nyt stk 4. hvori det hedder:

Den, der ved betaling eller løfte herom skafter sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 aar straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 aar eller under formildende omstændigheder med bøde.

Det var ikke gaaet helt glat for justitsminister Hækkerup[1] at faa rejst denne skamstøtte. Flere dagblade var gaaet skarpt imod den grimme lov - idet man henviste til, at den ville skabe en ny stor arbejdsmark for pengeafpressere, ligesom den ved flytningen af aldersgrænsen betød en skærpet kriminalisering af homoseksualit[et]. At straffe betalingsydere var i øvrigt noget helt nyt i dansk ret, en tilsvarende bestemmelse kendes ikke for den heteroseksuelle prostitution.

I folketingsudvalget, som behandlede forslaget, der var kædet sammen med helt andre og mere nyttige forslag paa andre omraader, var der kun 1 stemmes flertal for at indstille dette nye stk. 4 til vedtagelse. Baade under lovforslagets 2. og 3. behandling i tinget førtes en større debat, som aabenbarede, at mange var betænkelige ved forslaget. Ved 2. behandling stemte 62 medlemmer af folketinget imod bestemmelsen, 92 for. Ved 3. behandling, hvor jo ikke specielt denne bestemmelse, men hele forslaget var til afgørelse, var flertallet for loven noget større.

Efter lovens ikrafttræden har politiinspektør Jersild[2], som i sin tid gik imod den famøse paragraf, offentliggjort nogle fortolkninger af den saa vide og brede (til eksempel skulle ydelsen af to pakker cigaretter være nok til, at der forelaa betaling i lovens forstand), at ombudsmanden senere, omend i mild form, har kritiseret politiinspektørens udlægning.

I sig selv er det lidet betryggende at have straffelove imod forhold, som to femtedele af folketingets medlemmer mener bør være straffri. En straffelovs kraft og vægt bør hvile

paa en anderledes bred enighed. Der skete da ogsaa det mærkelige under sagens behandling i udvalget, at ministeren en tid syntes villig til at trække den grimme lov tilbage.

Men saa dukkede to Venstre-medlemmer, der var svorne tilhængere af baal og brand og den nye bestemmelse, op og erklærede, at trak ministeren forslaget tilbage, saa ville de stille det. Og dermed var den ulyksalige bestemmelse, der paa grund af den forskelsbehandling den indfører mellem, hvad der er tilladt majoriteten, og hvad et seksuelt mindretal maa, af tusinder af mennesker føles som en tung diskrimination, overgivet til vind og vover i de politiske korridorer.

Resultatet blev det sørgelige, at ministeren paany stod fast paa forslaget, der derefter blev gældende lov i Danmark.

Folketingsforhandlingen er tidligere udførligt refereret her i Information og skal ikke genopfriskes. Partierne revnede paa stribe, men revnede altsaa desværre ikke nok til at hindre paragraffens vedtagelse. To af justitsministerens argumenter kan det dog være værd at se lidt paa:

Som argument for den nye aldersgrænse (6 aar højere end hvad der gælder i heteroseksuelle forhold) anførte ministeren, at med den gamle aldersgrænse paa 18 aar var det sommetider svært at skaffe bevis for, at en sigtet part forsætligt eller uagtsomt havde overtraadt aldersgrænsen, f. eks. ved forbindelse med en 17-aarig. Naar man nu kom op paa en aldersgrænse paa 21 aar, saa kunne man altid ramme de forbindelser med 17-aarige, som man tidligere maatte opgive at retsforfølge paa grund af bevisnød.

Argumentationen er ikke rar. De 18-21-aarige og deres partnere skal altsaa undgælde for, at det tidligere undertiden har knebet med beviser for bevidst eller uagtsom overtrædelse af 18 aars-grænsen. Man skulle dog ellers tro, at ethvert strafformaal skulle begrundes i forholdet og handlingen selv og ikke i andre forhold.

Det andet, som passende kan opfriskes, er en bemærkning fra ministeren om, at de homoseksuelle ikke alle er Vorherres bedste børn. Dette er uimodsigeligt rigtigt, men det er de heteroseksuelle sandelig heller ikke alle, men af den grund prøver man dog ikke at ramme dem kollektivt.

HVORDAN er det nu gaaet med det nye stk. 4 i par. 225?

I justitsministeriet oplyser man paa forespørgsel, at saa vidt man kan skønne, har der kun været yderst faa - yderst faa - sager efter den ny bestemmelse.

Da der formentlig ikke findes noget barn i hovedstaden, som tror, at par. 225 ikke er overtraadt i rigt maal, saa viser oplysningen, at vi har faaet en ny straffelovsbestemmelse, hvis praktisering er vilkaarlig. Blot med nogle tusinde overtrædelser paa den ene side og nogle ganske faa sager paa den anden side, er det med andre ord klart, at enten kan man ikke bruge loven, eller ogsaa er man ude i det rene strafferetlige lotterispil. Jeg vil heroverfor tillade mig at mene, at man overhovedet ikke bør have straffebestemmelser for ting, som normalt ikke straffes. Ud af f. eks. 1000 overtrædere af en paragraf at straffe 1 er for mig at se en vilkaarlighed, som det nok var værd at faa afskaffet.

At det er gaaet saadan med bestemmelsen, er der intet mærkeligt i. For det første gav ministeren i tinget en stærkt indskrænkende fortolkning af bestemmelsen: den sigtede kun mod prostitutionen paa gader og restauranter. Efter mit skøn burde tinget have indsat denne fortolkning i selve loven, det havde skabt mere klarhed. Som det nu er, aner ingen, i hvilket omfang bestemmelsen bliver fortolket som gældende, jfr. ogsaa uoverensstemmelsen mellem politiinspektør Jersild og ombudsmanden. I hvert fald kan man vel sige, at disse fortolkningsvanskeligheder ikke gør det nemmere at være anklagemyndighed.

Det bør i øvrigt ikke undre saa meget, som det øjensynligt gør, at homoseksualitet saa tit strejfer begrebet prostitution. Man bør her huske paa, at mens tilsvarende heteroseksuelle forhold er legale eller kan legaliseres, saa er dette ugørligt i homofile forhold. Den homofile betaler ikke paaklædningspenge eller husholdningspenge til sin kone, men yder et - maaske strafbart - vederlag til sin ven. Hvad den heteroseksuelle betaler er aldrig strafbart, hvorimod det for den homofile er saaledes, at praktisk taget ethvert vederlag til en partner kan bringes i forbindelse med straffelovsbestemmelser, enten for den ene eller for den anden part i forholdet, undertiden for begge. Selv en homofil ”bryllupsgave” - om jeg tør skrive saadan - kan af en nidkær dommer skønnes som en strafbar ting: som betaling for opnaaelse af et seksuelt forhold.

Forholdene er med andre ord saa vidt forskellige i de to verdener, at det nok er værd at gøre opmærksom herpaa. Man kan lige frem sige, at man har defineret prostitutionsbegrebet saadan, at det næsten er umuligt for en homofil ikke paa den ene eller den anden maade ved en eller anden lejlighed at falde ind under det. Muligheden for legale ydelser og legale modtagninger er næsten lig nul i homoseksuelle forhold.

Hvad angaar straffelovgivningen, er det min private opfattelse, at den overhovedet ikke burde indeholde særbestemmelser om homoseksualitet. Kun i de tilfælde, hvor et tilsvarende heteroseksuelt forhold ville være strafbart, skulle et homoseksuelt være det. Men det er nok utopisk i dag at plædere for en saadan opfattelse. Det, vi sidst har set med vedtagelsen af par 225, stk. 4, er jo et syvmileskridt i lige den modsatte retning. Det ubetinget værste ved den nye straffebestemmelse er den følelse af at tilhøre et diskrimineret mindretal, som den har udbredt blandt alle homofile, ogsaa blandt dem, hvis liv ikke falder ind under den nye bestemmelse.

 JEG vil gerne slutte dette indlæg med at appellere til nogle af de medlemmer af folketinget, som gik imod denne grimme lovbestemmelse. Jeg vil appellere til dem om, at de stiller forslag i tinget om ophævelse af bestemmelsen. Som argument for en ophævelse af par. 225 stk. 4 bør man især hæfte sig ved, at loven i praksis og efter de givne fortolkninger har vist sig vanskelig at haandtere og først og fremmest ved, at den indfører en retstilstand, hvorunder af 1000 indbyrdes næsten ens lovovertrædelser næppe mere end 1 paatales og paadømmes. Den ulighed for loven, som herved skabes, skulle meget vel kunne motivere, at man opgav en straffebestemmelse, som to femtedele af tingets medlemmer har stemt imod.

Tinget har jo alle midler til at faa fremlagt politis og anklagemyndigheds erfaringer med den nye bestemmelse samt de retssager, hvor der har været rejst tiltale efter den. Hvis det efter en undersøgelse klart fremgaar - hvad jeg tror vil fremgaa - at kun en helt forsvindende lille del af de tilfælde, hvor en 18-21 aarig faar et eller andet vederlag for et forhold til en person af samme køn, overhovedet lader sig opdage eller bevise, saa er det oplagt urimeligt at fastholde en straffebestemmelse, der af et meget stort antal danske borgere, som gerne vil leve i samfundet og gerne vil være lovlydige, føles som en dyb krænkelse.

I øvrigt kunne der være grund til en senere og dybere overvejelse i tinget af de homofiles retsstilling i almindelighed. Vi har nylig set, at man fra højeste sted fraraader homofile at være lærere. I diplomatiet er man bange for homoseksuelle, fordi man frygter, de lettere kan afpresses hemmeligheder. Hæren sender indkaldte hjem som psykisk defekte, hvis man opdager, at de er, eller hvis de selv paaviser, at de er homoseksuelle. Ogsaa paa disse omraader burde man overveje, om disse forskelsbehandlinger overhovedet kan begrundes.

Hvis de gamle grækere havde set paa homoseksualitet, ligesom visse danske militære gør det, saa havde grækerne tabt perserkrigene. De homofile maa selv bidrage til arbejdet paa at føre almenheden væk fra forestillinger som, at homoseksuelle helst ikke maa være ret meget andet her i tilværelsen end verdens bedste kjolesyere og nogle af verdens største kunstnere. Der ligger store oplysningsopgaver for. Man hører undertiden folk sige, at de saamænd ikke har noget imod homoseksuelle, naar bare de paagældende ikke faar med unge mennesker at gøre. Man overser her ganske, at der næsten ingen stillinger gives i verden, hvis indehavere ikke kommer i berøring med ungdom. Kontorer har elever, købmænd og ismejerier bude osv.

DEN nugældende danske straffelov er saaledes skrevet, at efter min mening ethvert menneske, der er originært, oprindeligt, homofil fra vuggen til graven, paa et eller andet tidspunkt af sit liv risikerer at komme til at gynge i betænkelig nærhed af de farlige paragraffer. At dette saa i reglen forbliver uopdaget er en anden sag; de mange sørgelige følger for sindets og nervernes udvikling kommer alligevel.

En revision af de gældende straffebestemmelser kan passende begynde med ophævelse af par. 225 stk. 4. Man bør ikke have straffebestemmelser, som der skal et nærmest mirakuløst uheld til at blive forfulgt efter. Et menneskes liv og sikkerhed, hele dets sociale placering og standard, bør ikke hænge i, om 50 cigaretter maaske var for mange, eller 10 kroner givet til en bil, men maaske brugt til et par bajere, var for meget.

Som en indledning til en større forstaaelse i det almindelige samfund af det homofile mindretals problemer appellerer jeg da til behjertede medlemmer af det danske folketing om at foreslaa ophævelse af den borgerlige straffelovs paragraf 225, stk 4.

Jens Søltoft Jensen