Baggrunden for lovforslaget

I 1981 fjernede Sundhedsstyrelsen homoseksualitet fra listen over sygdomme. Året efter, i 1982, kom den borgerlige Firkløverregering (Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti) til magten. Den nye regering var internt splittet om synet på homoseksuelle og hvilke rettigheder homoseksuelle par burde have, og derfor var der ikke umiddelbart lagt op til at udforme ny politik på området.   

Uden om regeringen tegnede der sig dog et alternativt flertal bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der i 1984 vedtog nedsættelsen af en kommission, der skulle afgive betænkning om ”homoseksuelles vilkår” og fremkomme med forslag, der kunne ”fjerne eksisterende diskrimination”.

I foråret 1988, endnu før kommissionen havde afgivet betænkning, fremsatte Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre sammen et lovforslag om registreret partnerskab. Lovforslaget stilede mod at give homoseksuelle par ret til at få deres forhold registreret hos myndighederne. De kunne dermed opnå de samme juridiske rammer om deres samliv, som et traditionelt ægteskab giver, fx i forhold til arv og pension. Der var dog undtagelser; således kunne registrerede partnere ikke adoptere eller få fælles forældremyndighed. Kommissionsbetænkningen udkom kort efter før 1. behandlingen af lovforslaget fandt sted.

Lovforslaget nåede dog ikke videre end 1. behandling, da Poul Schlüter (1929-2021) udskrev valg til Folketinget, men det blev konstateret, at den daværende Firkløverregering var imod forslaget.  

Maj 1989: Lovforslaget vedtages

Forslaget om registreret partnerskab blev genfremsat i uændret form i november 1988 af Socialdemokratiet og SF. Hovedargumentationen for forslaget var ligestilling og bekæmpelse af diskrimination.

Modstanden mod forslaget var stærk i Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti, mens Venstre og Fremskridtspartiet var delte på spørgsmålene. Argumentationen mod forslaget var generelt præget af homofobi. Det kom indirekte til udtryk i flere indlæg under forhandlingerne i Folketinget, mens mere erfarne debattører omhyggeligt undgik det i deres udtalelser. Frisindet strakte sig til at affinde sig med, at der var borgere, der ønskede at leve i et homoseksuelt forhold, men man ville ikke give plads til dets formelle ritualer i det offentlige rum og dermed tillægge det samme værdi som det traditionelle ægteskab.

Hurtigt tegnede der sig dog et flertal for at indføre registreret partnerskab, og ved 3. behandlingen af forslaget i maj 1989 var der på ingen måde spænding om udfaldet. Debatten blev alligevel i sekvenser ganske barsk og hård. Det var tydeligt, at Det Konservative Folkeparti var ganske passioneret imod forslaget.

I alt stemte 71 medlemmer af Folketinget for, 47 stemte imod, 5 stemte hverken for eller imod. Det Radikale Venstres menige medlemmer stemte for forslaget. De radikale ministre sneg sig ud af salen før afstemningen for ikke at stemme imod deres egen regering.  Undtagelsen herfra var socialminister Aase Olesen (1934-2013), der blev siddende og stemte imod sammen med den øvrige regering. Otte medlemmer af Fremskridtpartiets folketingsgruppe stemte for, blandt dem de to ledere og rivaler Pia Kjærsgaard (f. 1947) og Mogens Glistrup (1926-2008). Centrum-Demokraterne Peter Duetoft (f. 1950) og Addi Andersen (f. 1928) stemte også for. Venstres gruppe var stillet frit, og Jens Peter Jensen (1922-1993) og Laue Traberg Smidt (f. 1944) stemte for forslaget, mens Bjørn Elmquist (f. 1938) og Povl Brøndsted (1924-2011) undlod at stemme. Havde Elmquist ikke været ordfører i sagen, havde han formentlig valgt at stemme for, men han valgte altså at undgå åben konfrontation med den gruppe, hvis holdninger han skulle repræsentere. Det blev antydet ved, at han under debatten sagde, at forslaget vedrørte intet mindre end menneskerettighederne.

Loven trådte i kraft den 1. oktober 1989, hvor Axel (1915-2011) og Eigil Axgil (1922-1995) som det første homoseksuelle par i verden indgik registreret partnerskab på Københavns Rådhus. I 2012 blev loven om registreret partnerskab afskaffet, da man indførte kønsneutralt ægteskab. Der har siden 1989 løbende været udvidelser af homoseksuelles juridiske rettigheder i forhold til adoption, kunstig befrugtning og forældremyndighed.